Nivå ligger i Nordsjælland og er en kystbaneby med , beliggende i Karlebo Sogn. Byen ligger i Fredensborg Kommune (tidligere i Karlebo Kommune), cirka 15 kilometer syd for Helsingør ved Nivå bugt og hører til Region Hovedstaden.
Byen har tidligere været kendt for sine store teglværker, Sølyst Teglværk, Niverød Teglværk og Nivaagaards Teglværk, der har formet landskabet med store udgravninger, der i dag er kunstigt skabte søer. Mest kendt er vel Nivaagaards Teglværks ringovn, der er verdens ældste, stadig eksisterende ringovn, og som med nød og næppe blev reddet. Den er næsten det eneste levn fra et af Danmarks væsentligste industrilandskaber. Så sent som i 2009 er de sidste bygninger på Sølyst Teglværk blevet revet ned, og kun én skorsten og bestyrerboligen står tilbage. I 1976 blev direktørboligen revet ned. Den er tegnet af Ferdinand Vilhelm Jensen. Grunden blev bebygget med parcelhuse.
Historie Egnens historie går tilbage til 11.000 f. Kr., hvor isen smeltede bort. Det muliggjorde indvandring af rensdyr og andre polardyr, hvilket tiltrak mennesket. Der er derfor opdaget mange bopladser omkring den tidligere Nivå Fjord. Hamborg-kulturen, der jagede rensdyr, har dog kun efterladt sig redskaber, mens bopladserne knytter sig til de senere kulturer så som Maglemosekulturen (8.400-6.400 f. Kr.), der ikke behøvede at strejfe så meget om efter dyrene, da klimaet blev stadig mildere, Kongemosekulturen (6.000-6.200 f. Kr.) og Ertebøllekulturen. Hørsholm Egns Museum rummer bl.a. en omfattende udstilling om stenalderjægerne fra Nivå.
I bondestenalderen (4.000-1.800 f. Kr.) blev store områder med skove ryddet – heraf bl.a. navnet "Nyweruth" (omtalt i 1370), i dag Niverød – så befolkningen kunne opdyrke jorden. Bopladserne fra denne tid befinder sig derfor længere inde i landet.
I bronzealderen (1.800-500 f. Kr.) blev folk begravet i høje. I dag er der kun en tilbage syd for Lyngebækgård. Jernalderen (500 f. Kr.-800 e. Kr.) har også sammen med bronzealderen efterladt sig spor i form af bopladser, som bl.a. er fundet i jorden ved Karsemosegård. Der er dog ikke fundet de store spor efter vikingetiden (800-1050).
Middelalderen
Nivå omtales første gang o. 1370 i Roskildebispens Jordebog som "Oos" (= munding, dvs. Nivåens munding). På det tidspunkt var Oos et lille fiskerleje og landsbysamfund med en gård og fem huse, til hvilke der ikke hørte jord. At fiskeri var hovederhvervet ses ved, at den årlige skat eller afgift, "Landgilde", der skulle betales til bispen eller kongen, bestod af sild, torsk og flyndere.
I 1574 kaldtes landsbyen "Osnifues".
Områdets beboere bestod frem til reformationen i 1536 ellers af fæstebønder, der hørte under henholdsvis Slangerup Kloster, Roskildebispen, Esrum Kloster og Hørningsholm Gods.
Dronningers domæne
I perioden 1562-1625 udnyttedes "Nybe AA og Daugløcke Slette" som slæbested for tømmer fra Skåne. I 1682 bestod Nivå af 3 gårde og 7 huse. Det dyrkede areal udgjorde 27,9 tønder land skyldsat til 10,19 tønder hartkorn.Pedersen, s.5 Dyrkningen skete ved individuelle indelukker.Frandsen, bilagskortFrandsen, s. 103 Området var et "fadeburslen" (også kendt som "gavelen"). Indtægterne tilfaldt således dronning Sophie Amalie, dronning Louise og dronning Caroline Mathilde.
Det var dronning Louise, der i 1701 anlagde det første teglværk i Nivå – bl.a. med henblik på slotsbygning i Hirschholm og generelt til slottene i København og Nordsjælland samt skolebyggeri i de militære rytterdistrikter. Men kun 20 år senere blev værket bortforpagtet. Teglværksdriften skulle dog komme til at kendetegne Nivå- og Niverød-området i de næste to århundreder. Der blev bl.a. leveret millioner af mursten i forbindelse med udbygningen af brokvartererne i København i den sidste halvdel af 1800-tallet.
Galejhavnen thumb|Projekt til galejhavn (1750, beskåret) I 1750 var der planer om en galejhavn og fæstning ved Nivå, tegnet af Samuel Christoph Gedde og Jean Baptiste Descarriéres de Longueville, og de blev godkendt af Frederik 5. tre år senere, men fæstningen blev aldrig til noget. Anledningen til projektet var, at svenskerne i 1744 byggede en tilsvarende havn for galejer i Landskrona.
Man nåede frem til i 1757 at få bygget en del af havnen og nogle af de planlagte bygninger, men derefter gik byggeriet i stå. Dels på grund af pengemangel dels på grund af manglende interesse hos Admiralitetskollegiet, dvs. det daværende marineministerium. Desuden var konstruktionen af galejerne til havnen aldrig gået i gang. Allerede omkring 1760 må hele projektet være blevet opgivet, men fundamenterne til havnen kan stadig beses i dag i terrænet syd for det gamle Nivaagaards Teglværk og øst for Nivågård. Det ligger nu inde i land, fordi kystlinjen i tidens løb har flyttet sig.
Nivaagaard
H. D. Brinck-Seidelin samlede i 1810 de tre gårde til en, der fik navnet Nivaagaard med tilhørende teglværk. På grund af dårlig økonomi blev både gårdene og teglværket solgt og opkøbt af grosserer og konsul Alfred Hage i 1862. I 1869 købte han også Nive Mølle. Ved Alfred Hages død i 1872 overdrog hans enke besiddelserne til sønnen Johannes Hage. Nivaagaard brændte desværre i 1878, hvorfor Johannes Hage (1842-1923) opførte en ny gård, der stod færdig i 1881. Omkring gårdens hovedbygning blev der anlagt en park på 6 ha.
Johannes Hage var et politisk og socialt engageret menneske. Han sad i Folketinget for partiet Højre i perioden 1876-1901, og han var tillige medlem af Frederiksborg Amtsråd fra 1879-1907. Hage spillede en stor rolle som primus motor i lokale, sociale projekter så som oprettelsen af Nivaagaard Sygekasse og "Den Hageske Stiftelse" (1915), hvis overskud gik til rekreationsophold for psykisk syge kvinder fra den københavnske arbejderklasse. Johannes Hage sørgede også for opførelsen af mindre lejligheder til enker efter medarbejderne ved Nivaagaards Teglværk og avlsgård.
I 1903 opførte Johannes Hage en museumsbygning, der skulle rumme et større antal malerier, som han dels havde arvet og dels havde købt. I 1908 forærede han samlingen til den nyoprettede, selvstændige institution, Nivaagaards Malerisamling, der i årene 1989-94 udvidede samlingen betydeligt. Samlingen er berømt for bl.a. at rumme det eneste maleri af Rembrandt, der er udstillet i Danmark, "Portræt af 39-årig kvinde", malet i 1632. Maleriet blev for få år siden stjålet under dramatiske begivenheder, men blev dog tilvejebragt igen. Tyveriet gav inspiration til Jannick Johansen-filmen "Rembrandt" fra 2003.
Kystbanen og stationsbyen
Kystbanen blev anlagt i 1897 og en station oprettedes ikke langt fra teglværkerne på bar mark. Byudviklingen gik i de første år meget langsomt. Først i 1925 opgjordes indbyggertallet i den opvoksende stationsby til 306, og det nåede kun til 602 i 1955.
I hele mellemkrigstiden dominerede teglværkerne byens næringsliv: Ved folketællingen 1930 opgjordes næringsfordelingen således:
Industri mm: 238 indbyggere (54 %) Landbrug mm: 81 indbyggere (18,4 %) Transport mm: 47 indbyggere (10,7 %) Handel mm: 27 indbyggere (6,1 %) Pensionister mm: 22 indbyggere (5 %) Husgerning: 15 indbyggere (3,4 %) Immatriel virksomhed: 11 indbyggere (2,5 %)
Under 2. verdenskrig blev Nivaagaard Teglværk og den gamle udskibningsmole, som betjente Teglværket, anvendt til oversejling af jøder til Sverige. Aktiviteten, der var illegal, var meget omfattende. Omkring 900 mennesker undslap besættelsesmagten via Nivå. Natten mellem den 8. og 9. oktober 1943 fandt en meget dramatisk flugt sted. Mere end 230 jødiske flygtninge blev fragtet over Øresund.
Først i 1960'erne begyndte udbygningen for alvor med gårdhavehusene i Åtoften og Nivåvænge, villaer og parcelhuse i Niverød og senere de omfangsrige gårdhave-, villa-, rækkehus- og lejlighedsbyggerier nord for Nivåvej (Mariehøj, Holtebakken, Niverød III, Niveråd IV, Islandshøjparken m.v.).
Udvidelsen af Helsingørmotorvejen i 1974 med strækningen fra Hørsholm/Kokkedal til Kvistgård udgjorde en naturlig katalysator for udviklingen i Nivå og Niverøds indbyggertal. Nivå og Niverød mangedoblede således sit indbyggertal fra 1970 til 1980. I løbet af få år voksede byernes indbyggertal fra 1.276 i 1976 til 8.222 i 1999, hvorefter det stagnerede på dette niveau (men med en faldende tendens).
Erhvervsudviklingen fulgte ikke befolkningsudviklingen, hvorfor mange af Karlebo Kommunes (og således også Nivås og Niverøds) borgere, hver dag pendlede til de større byer – navnlig i det storkøbenhavnske område.
Nivå og Niverød voksede sig fra 1960'erne og frem så store, at de i dag er vokset sammen. Den reelle sammenvoksning skete i 1980'erne med opførelsen af villahusene i Nivådal og Nivåpark syd for Niverødvej. Centerparken, der ligger vest for Nivå Center og Øst for Niverød, er i dag det eneste grønne område, der adskiller Nivå og Niverød. Nivå Center blev anlagt ved Nivå Station i første halvdel af 1980'erne og er siden blevet udbygget.
Befolkningsudviklingen i Nivå
År Indbyggertal År Indbyggertal 1925 306 1976 1.276 1930 441 1999 8.220 1935 465 2004 8.060 1950 601 2006 7.932 1955 602 2008 7.907
Skolerne i Nivå og Niverød Nivå Skole Syd (tidl. "Nivå Centralskole"), der tidligere havde til huse på Møllevej, blev indviet 1956. Dengang rummede den 150 elever – fortrinsvis børn af landmænd og teglværksarbejdere. Med førnævnte udbygninger steg presset på skolen, hvorfor den blev udbygget, så den blev mere end dobbelt så stor. Da presset var størst, var elevtallet oppe på 900 elever.
Med opførelsen af Nivå Skole Nord (tidl. Niverødgaardsskolen) i 1980'erne blev presset taget af Nivå Centralskole, således at hver klasse fik sit eget klasseværelse. Antallet af elever og antallet af lokaler kom således til at matche hinanden.
Per Gyrum Skolen har fra 2015 til huse i den tidligere hovedbygning til Niverødgaard.
Dronning Louises kro
Dronning Louises Kro er navnet på en ejendom på Gammel Strandvej, men her har faktisk kun været kro siden 1976 (og er det ikke længere). Huset, der oprindeligt kaldtes Lille Nivågård, er fra 1754, som oprindelig blev opført som embedsbolig for proviantforvalteren ved Galejhavnen, overkrigskommissær Würtzen. Navnet skyldes, at dronning Louise i 1704 gav den første krobevilling i Nivå. Den oprindelige kro i Nivå lå på den anden side af Nive Å.
Nivågård Hage-familien på herregården Nivågård satte sig præg på Nivå fra 1862. Nivågård var etableret relativt sent, i 1767, som Nivaagaard Havnegaard. Herregården brændte 1879, men blev genopført året efter ved ovennævnte arkitekt Ferd. Jensen. Johannes Hage grundlagde i 1903 Nivaagaards Malerisamling, der er tegnet af Johan Schrøder og byens væsentligste attraktion. I 1897 kom Kystbanen til Nivå, der har en mindre station tegnet af Heinrich Wenck.
Nive Mølle Nive Mølle er en tidligere vandmølle, der ligger ved Usserød Å. Tidligere husede Nive både en vandmølle, og en vejrmølle, der var opsat på den bakke, hvor Nivå Kirke ligger i dag. Nive Mølle anvendes i dag til erhvervsformål og har tidligere huset Nive Flisefabrik.
Nivå Kirke Nivå Kirke er forholdsvis ung, fra 1910, og tegnet af arkitekt Kay Schrøder, der var søn af ovennævnte arkitekt. Nivås borgere havde langt til kirken i Karlebo, og det bekymrede Johannes Hage og ikke mindst hans mor Vilhelmine. Fra gammel tid var præster på skift kommet til Nivå for at prædike, og i disse år (omkring 1875) foregik gudstjenesterne efter Vilhelmine Hages ønske på Nivågård. I forlængelse af Lille Nivågård lod Vilhelmine i 1878 opføre en lille bedesal, og med præsten fra Karlebo aftales det, at han to gange om måneden skulle komme og prædike for byens borgere. Efter at bedesalen var blevet overflødig, blev den stillet til rådighed for Sankt Vincent Søstrene fra Helsingør og anvendt til katolske gudstjenester. Bedesalen findes endnu, men er kraftigt ombygget.
Lyngebækgård