thumb|Månedsbillede for september fra tidebogen, Très Riches Heures (1411-16) for hertugen af Berry.Efterårets druehøst ved foden af slottet Saumur. Øverst ses en astrologisk kalender med dyrekredstegn (stjernetegn) (jomfru, vægt) og solvogn.
Månedsbilleder er visuelle repræsentationer af månederne i den vestlige kalender, præsenteret i en lukket cyklus. Månedlige billedcyklusser er et klassisk tema for førmoderne europæisk billedkunst og er særlig fremtrædende som en del af billedprogrammerne i gotiske katedraler, i det senmiddelalderlige bogmaleri og i sekulær vægudsmykning i tidlig moderne tid.
Månedsbillederne er ofte tæt forbundet med fremstillingen af de tolv dyrekredstegn og er nært beslægtede med årstidernes firdelte cyklusser. De tilskrives en afgørende rolle i udformningen af det efterantikke landskabs- og genremaleri i Europa.
Overblik thumb|Kalenderside fra fragmentet af et sakramentarium (Fulda omkring 980; SBB-PK)Tidlig form for månedsbilleder med "Annus" (årets og tidens personifikation) i midten omkring de fire årstider. I medaljonerne 'dag' og 'nat', og i kolonnerne ses måneder og månedsarbejder.Sakramentarium, liber sacramentorum : I den katolske kirke er det bogen med biskoppens eller præstens bønner ved gudstjenesten. (https://runeberg.org/salmonsen/2/20/0844.html)
thumb|'Februar' i Grimani Breviar (Flandern, ca. 1510, Bibl. Marciana)Temakredse: brød (mølle æsel med sække med korn, hakkende fugle), kød (svinekød), vin (fade), træ (ild), uld (får, spinding). 'Realistisk' arkitektur og landskab. Genreelementer (urinerende barn, huslig scene). Om Grimanibreviaret (norsk) – Til filen :Fil:Breviarium Grimani - February.jpg : Der er tilsyneladende ikke overensstemmelse mellem filnavn (februar) og beskrivelse (januar) i det tyske forlæg, afsnit 'Überblick'
Den 'klassiske grundform' for cyklusser med månedsbilleder indeholder de tolv repræsentationer for måneder, der i bred forstand udgør kalenderen for landbruget, og hvor dyrekredstegnene er tilføjet for det tilsvarende tidsrum. Udførelsen kan være skematisk på en enkelt side eller som en cyklus i fire, seks, tolv eller fireogtyve dele. Dyrekredstegnene kan som selvstændige enheder være placeret over for månedsfremstillingerne, for eksempel i deres egne medaljoner, men også vilkårligt integreret i selve månedsbillederne, for eksempel som en scenisk bestanddel.D. Pearsall, E. Salter: Landscapes and Seasons of the Medieval World. 1973, s. 144. Ved at sætte sådanne sæsonbestemte aktiviteter i forbindelse med processerne på himlen blev de årlige aktiviteter på jorden og de deltagende mennesker knyttet til Guds kosmiske orden.Heribert M. Nobis: "Zeitmaß und Kosmos im Mittelalter." I: Albert Zimmermann (udg.): Mensura: Mass, Zahl, Zahlensymbolik im Mittelalter. Halvbind 2. (= Miscellanea Mediaevalia. 16,2). Berlin u. a. 1984, s. 274.
Dyrekredstegnene kan også være fraværende, men det er dog sjældnere tilfældet end det kan synes, idet mange afbildninger i litteraturen undervurderer dem (ty. 'unterschlagen'), fordi de af kunstneren kunne være fremstillet separat, for eksempel på den modsatte side af arket i et manuskript.
Mens de tidligste cyklusser især anvendte frontale halv- eller helfigurer udstyret med enten symbolske eller særlige attributter, udviklede der sig i middelalderen langsomt små genrescener, hvoraf de fleste var typiske for den pågældende måned med vigtige aktiviteter inden for landbrug, jagt, skovbrug eller hushold. Senere vistes også mere fornøjelige aktiviteter. I begge fremstillingsformer refereres der på en række forskellige måder til den sæsonmæssige vækstcyklus med forskellige unikke symboler, attributter eller skildring af de forskellige sæsonarbejder – de såkaldte 'månedsarbejder' eller senere 'månedfornøjelser' (ty. 'Monatsfreuden').
Afgørende for den særlige udformning af en cyklus var for det første sammenhængen (sakral eller verdslig), formålet (pædagogisk eller som udsmykning) og kunstnerens eller opdragsgiverens hensigt. Men selv om cyklussen af månedsbilleder fra tidlig middelalder til midten af 1400-tallet opviser forskelle i valg af indhold og komposition for hver enkelt måned, så forblev dog det samlede koncept bemærkelsesværdigt ensartet trods genkendelige forskelle.J. C. Webster: The Labors of the Months in Antique and Mediaeval Art to the End of the Twelfth Century. 1938, s. 94.
Modning, høst (slagtning) og den videre behandling af naturprodukter – naturens afkast i løbet af året – bestemte udformningen af de tidlige kalenderordninger og dermed de månedlige billedcyklusser. Da de enkelte afdelinger (ty. Kompartimente) for månederne ret snart var blevet forbundet med sæsonbestemte emner, blev det vanskeligt for nye elementer at vinde indpas. På grund af motivets konstante karakter kom de månedlige billeder til at udgøre en selvstændig ikonografisk type. Men stilistiske og kompositoriske forandringer hen gennem århundrederne peger dog også på en gradvis udvikling, indtil ændringer i indhold og intentioner efter omkring 1420 begyndte at sætte sig stærkere igennem.G. Strohmaier-Wiederanders: Imagines anni / Monatsbilder: Von der Antike bis zur Romantik. 1999, s. 8.
Med tidebogen 'Très Riches Heures' (o. 1412-16 Les Très Riches Heures du Duc de Berry : 'De meget rige timer', måske menes de 'rigt udsmykkede' manuskriptsider ? ) ændrede cyklussernes karakter sig grundlæggende. De første månedsbilleder havde vist mere eller mindre statiske personer eller personifikationer med attributter eller symbolske funktioner, ud fra hvilke der havde udviklet sig små handlingsforløb, der for den pågældende periode bragte repræsentative sæsonarbejder ind i billederne. Hertugen af Berrys timebog optog for første gang hver enkelt månedsbillede i et manuskript med en separat, komplet side.Shane Adler: Months. 1998, s. 626.
Selv hvis sådanne individuelle ark fortsat forblev genkendelige som en del af et samlet koncept, kan – i lighed med kalenderark, som dog stadig indeholder månedsbillederne i deres egen særlige sammenhæng – hele cyklussen dog ikke genkendes direkte gennem sekvensen på de enkelte sider. Sådanne stort anlagte billedfremstillinger gav også mere plads til den udformning kunstnerne kunne give billederne, de fik mere plads til at vedføje yderligere motiver, for eksempel i billedernes baggrund.B. A. Henisch: The Medieval Calendar Year. 1999, s. 184.
I de følgende århundreder satte konceptet med bedre udarbejdede, udvidede og varierede scener i manuskripterne sig gradvis mere og mere igennem. Dermed løste de tilføjede motiver – især inden for tavlemaleriet – sig langsomt fra månedscyklusserne og udviklede sig til selvstændige emneområder.
Historie
Oldtiden thumb|Venstre side: Månedsbillede for juni fra 'Kalenderen fra 354' 'Kalenderen fra 354' : Juni og ikke marts som det tyske forlæg skriver for venstre side : :c:File:Chronography of 354 Mensis Iunius.png – Se kilden Tertullian.org hvor marts også ses: The Chronography of 354 AD. Part 6: the calendar of Philocalus kobberstik efter kopi fra 9. årh.), eksempel på den gamle form for et månedsbillede. Højre side: Antikiserende genbrug i 18. årh.; (Kobberstik, uddrag, husbog
De tidlige højkulturer illustrerede gerne den årlige tidsrytme med fremstillinger af årstiderne eller med dyrekredstegn.Zu den Tierkreiszeichen siehe Hans Georg Gundel: Zodiakos. Tierkreisbilder im Altertum: Kosmische Bezüge und Jenseitsvorstellungen im antiken Alltagsleben. (= Kulturgeschichte der Antiken Welt. 54). Verlag Philipp von Zabern, Mainz 1992, . Fra 1. århundrede e.Kr. kendes repræsentationer af enkelte måneder. Cæsars kalenderreform fra 46 f.Kr. var den afgørende faktor for dannelsen af en europæisk tradition for månedsbilleder ved den forenkling der skete da det derefter var solen – og ikke længere månen – der kom til at danne grundlag for planlægning og organisation inden for landbruget, hvor planlægning og organisatoriske processer er afhængige af solåret.
De tidligste månedlige billedcyklusser inddeles i to oprindelige traditioner. Den græske tradition gengiver rækkefølgen af 'hedensk'-liturgiske fester i den årlige cyklus. Fragmenter af de ældste cyklusser for månedsbilleder kan ses i Athen, for eksempel nogle som attiske friser i metropolitankirken Hagios EleutheriosHagios Eleutherios ('Ágios Elefthérios' (gr. Άγιος Ελευθέριος) : Se evt. Panagia Gorgoepikoos "... 1868 wurde der Kirchenbau dann Christus dem Erlöser neu geweiht, ein Name, der sich aber nicht durchsetzen konnte und nach kurzer Zeit durch den volkstümlichen Namen Ágios Elefthérios (Άγιος Ελευθέριος) ersetzt wurde. ..." (Dansk omtrent): "... I 1868 blev kirken genindviet til Kristus forløseren, et navn der ikke vandt indpas og hurtigt blev erstattet af det populære navn Ágios Elefthérios (Άγιος Ελευθέριος)" (Sankt Elefthérios ?) . Hver måned var forbundet med guder og kulthandlinger, hvilket kunne tyde på en funktion som illustreret festkalender. Allerede da indtog Dionysos-festerne en særlig position, da de drejede sig om vegetation og høst. Tendensen til personificering af abstrakte begreber og idéer gjorde senere reception og tilpasning til kristendommen lettere, da åndelig og kristen religiøs symbolik senere derved lettere lod sig kombinere.G. Strohmaier-Wiederanders: Imagines anni / Monatsbilder: Von der Antike bis zur Romantik. 1999, s. 14.
Den romerske tradition består hovedsagelig af profane motiver af landbrugsarbejde, der er baseret på idylliske, pastorale scener. Fremstillingerne baserede sig sandsynligvis på en sværmerisk længsel efter idealet om et 'simpelt' og 'naturligt' liv på landet. De var ofte en del af de borgerlige romerske villaers ('villa rustica') udstyr og tjente derfor primært dekorative formål. De nødvendige forudsætninger for en generel interesse i månedsbilleder havde den romerske kalender (ty. Steckkalender, såkalender ?) skabt, som allerede havde brugt billeder af planetguder og dyrekredstegn som symbolsk hersker over dage, uger og måneder (kronokrator χρονοκράτωρ, hersker over tiden).G. Strohmaier-Wiederanders: Imagines anni / Monatsbilder: Von der Antike bis zur Romantik. 1999, s. 8f. og 13.
Ugedagenes symbolerUgedagenes symboler: se evt. 'Symbole für die Wochentage' (tysk) og 'Astronomiske symboler' (norsk) Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Lørdag Søndag 40px|Moon symbol crescent 40px|Mars symbol 40px|Mercury symbol 40px|Jupiter symbol 40px|Venus symbol 40px|Saturn symbol 40px|Sun symbol Månen Mars Merkur Jupiter Venus Saturn Solen
Senantikken og den tidlige middelalder thumb|Månedsbilleder fra manuskriptside (Salzburg o. 818)Overgangsform fra den antikke 'festkalender' til den middelalderlige 'arbejdskalender'
Den grundlæggende forudsætning for videreførelsen af traditionen med anvendelsen af månedsbilleder og dens omformning til brug i en kristen sammenhæng i de tidlige middelalderlige manuskripter var den delvise bevarelse i Vesten af uddannelses- og kulturgoder (ty. Kulturgütern) fra antikken. En nøgleposition indtog en kalender – bevaret i flere kopier siden det 9. århundrede – Kalenderen fra 354'Kalenderen fra 354' (adskillige variantnavne : '354-kalenderen' / 'Kalender af 354' / 'Chronograph Philocalus' / 'Fasti Philocaliani' / 'Kronograf af 354' / 'Kalenderhåndbogen fra 354' / 'Kronografen fra 354') en betegnelse af den tyske historiker Theodor Mommsen for en senantik Codex, som Furius Dionysius Filocalus (Philocalus) skabte i 354 for den kristne aristokrat Valentinus. Det drejer sig om et usædvanlig rigt udført værk med de første helsidede bogmalerier i den vestlige kulturhistorie. — "Chronography of 354" – Online fra Tertullian.org – (Fra note (7?) i artiklen om Senantikken) der endnu ikke viser nogen synlig kristen indflydelse. Den repræsenterer det tidligste arbejde, som ud over en kalender også indeholder en månedscyklus i tolv dele, der ledsages af fire linjers forklarende 'månedsvers'.