thumb|Mønt med Kong Knud.
Nordisk aktivitet på De Britiske Øer skete i den tidlige middelalder i den periode der i de nordiske lande kaldes vikingetiden, hvor nordboere rejste til Storbritannien og Irland for at bosætte sig, handler og plyndre. De nordboere, der kom til De Britiske Øer, bliver generelt omtalt som vikinger,Keynes 1999. p. 460.Richards 1991. p. 9. men det bliver diskuteret om termen vikinger repræsenterer alle de nordiske bosættere eller blot dem som plyndrede.Graham-Campbell and Batey 1998. p. 3.
I begyndelsen af den vikingetiden havde de nordiske kongerige i Skandinavien udviklet handelsruter til Sydeuropa og Middelhavet, hvilket gav dem adgang til importvarer som sølv, guld, bronze og krydderier. Disse handelsruter blev også udvidet mode vest til Irland og De Britiske Øer.Blair 2003. pp. 56–57.
I det sidste årti af 700-tallet angreb og ødelagde nordiske plyndringsmænd en række kristne klostre i det der i dag er Storbritannien, hvilket startede i 793 med angrebet på klostret Lindisfarne på Englands østkyst. Det følgende år blev den nærliggende Monkwearmouth-Jarrow Abbey plyndret og i 795 angreb vikingerne Iona Abbey på Skotlands vestkyst.Blair 2003. p. 55. Over de efterfølgende århundrede gennemførte vikingerne stadigt større plyndringstogter især i den østlige del af Britannien og Irland og øerne nord vest for Skotland samt på Isle of Man.
Baggrund for lokale etniske grupper thumb|Territorier kontrolleret af vikinger (rød), angelsaksere (gul) og keltere (grøn) i 800-tallet.
I den tidlige middelalder var øerne Irland og Storbritannien hver især kulturelt, sprogligt og religiøst opdelt mellem forskellige folk.
Sprog og religion Sprogene hos de keltiske briter og gælerne nedstammede fra de keltiske sprog, som blev talt af Europas jernalderfolk. I Irland og dele af det vestlige Skotland samt på Man talte man en tidlig form for det keltiske gæliske sprog kendt som gammelirsk. I Cornwall, Cumbria, Wales og det sydvestlige Skotland blev de keltiske britanniske sprog talt (deres moderne efterkommere inkluderer walisisk og cornisk).
Piktere, der talte piktsk, boede i området nord for floderne Forth og Clyde, som i dag udgør en stor del af det moderne Skotland. På grund af den sparsomme mængde skrift på piktsk, som kun findes i ogam, er der forskellige syn på, om piktsk var et keltisk sprog som dem, der blev talt længere sydpå, eller måske endda et ikke-indoeuropæisk sprog som baskisk. De fleste inskriptioner og stednavne antyder dog, at pikterne var keltiske i både sprog og kultur.
En stor del af det sydlige Storbritannien var blevet til de forskellige kongedømmer i angelsaksisk England, hvor angelsaksere fra det europæiske fastland havde slået sig ned i 400-tallet. De bragte deres eget germansk sprog (kendt som oldengelsk), deres polyteistiske religion og kulturelle praksisser med sig.
Mange folk i Storbritannien og Irland var allerede blevet omvendt til kristendom fra deres ældre, førkristne polyteistiske religioner, herunder den særlige polyteistiske religion (angelsaksisk religion) som blev praktiseret af angelsakserne.
Fordelingen af etniske grupper I det nordlige Storbritannien, i området som omtrent svarer til det moderne Skotland, boede tre forskellige etniske grupper i deres respektive kongedømmer: piktere, skotter og briter.Graham-Campbell and Batey 1998. s. 5. Den piktiske kulturgruppe dominerede størstedelen af Skotland, med store befolkninger koncentreret mellem Firth of Forth og floden Dee, samt i Sutherland, Caithness og Orkney.Graham-Campbell and Batey 1998. ss. 5–7. skotter, ifølge skriftlige kilder, udgjorde en stammegruppe, som var krydset til Storbritannien fra Dalriada i det nordlige Irland i slutningen af 400-tallet.Graham-Campbell and Batey 1998. ss. 14–16. De nordlige briter boede i Det Gamle Nord, i dele af det, der er blevet til det sydlige Skotland og det nordlige England, og ifølge kilder var de i 600- eller 700-talletkommet under angelsaksisk politisk kontrol.Graham-Campbell and Batey 1998. s. 18.
I midten af 800-tallet bestod angelsaksisk England af fire separate og uafhængige kongedømmer: East Anglia, Wessex, Northumbria og Mercia, hvoraf det sidste var den stærkeste militærmagt.Richards 1991. s. 13.
Klassesystem Mellem en halv million og en hel million mennesker boede i England på dette tidspunkt, og samfundet var strengt hierarkisk. Klassestrukturen havde en konge og hans ealdormen øverst, under hvem der fulgte thegner (eller jordejere), og derefter de forskellige kategorier af landbrugsarbejdere under dem. Nederst fandtes en klasse af slaver, som kan have udgjort så meget som en fjerdedel af befolkningen.
Størstedelen af befolkningen boede på landet, selvom nogle få store byer var opstået, især London og York, som blev centre for kongelig og kirkelig administration. Der var også en række handelsbyer, såsom Hamwic og Ipswich, som deltog i international handel.
Vikingetogter: 780’erne–850 Vikingetogter begyndte i England i slutningen af 700-tallet, primært rettet mod klostre.Sawyer. The Oxford Illustrated History of Vikings. ss. 2–3 Disse klostre var ofte placeret på små øer og i andre afsidesliggende kystområder, så munkene kunne leve i tilbagetrækning og hellige sig gudsdyrkelse uden forstyrrelser fra andre dele af samfundet. Samtidig gjorde det dem til isolerede og ubeskyttede mål for angreb fra havet.Blair 2003. s. 63. Det første kloster, der blev angrebet, var på Lindisfarne i 793, ud for Englands nordøstkyst, mens det første registrerede togt fandt sted på sydkysten ved Portland, Dorset i 789; Den angelsaksiske krønike beskrev vikingerne som hedenske mænd.ASC 793 – English translation at project Gutenberg . Hentet 20. maj 2013 Klostre og minsters var populære mål, da de var velhavende og ejede værdifulde genstande, der let kunne transporteres.Starkey. The Monarchy of England. Vol. 1. s. 51 Den angelsaksiske krønike for året 840 fortæller, at Æthelwulf af Wessex blev besejret ved Carhampton, Somerset, efter at 35 vikingeskibe var gået i land i området.ASC 840 – English translation at project Gutenberg . Hentet 20. maj 2013
Det første kendte vidnesbyrd om et vikingetogt i vikingetiden stammer fra 789, da tre skibe fra Hordaland (i det nuværende Norge) gik i land på Portlandøen på den sydlige kyst af Wessex. Da de blev mødt af Beaduheard, den kongelige foged fra Dorchester, hvis opgave var at identificere alle fremmede købmænd, der kom ind i riget, dræbte de ham. Der har næsten med sikkerhed været tidligere, uregistrerede togter. I et dokument fra 792 fastsatte kong Offa af Mercia privilegier for klostre og kirker i Kent, men undtog militærtjeneste "mod sørøvere til søs med vandrende flåder", hvilket viser, at vikingetogter allerede var et kendt problem. I et brev fra 790–92 til kong Æthelred 1. af Northumbria bebrejdede Alcuin englænderne for at efterligne skikke fra hedninge, som truede dem med rædsel. Dette viser, at der allerede var tætte kontakter mellem de to folk, og at vikingerne var velinformerede om deres mål.
Det næste registrerede angreb mod angelsakserne kom året efter, i 793, da klosteret på Lindisfarne, en ø ud for Englands østkyst, blev plyndret af en vikingeflåde den 8. juni.
Året efter plyndrede de det nærliggende Monkwearmouth–Jarrow Abbey. Vikingerne mødte stærkere modstand end forventet: deres ledere blev dræbt. De overlevende undslap, men fik deres skibe ødelagt ved Tynemouth, og mandskaberne blev dræbt af lokalbefolkningen.Historic England. "Raid on Jarrow 794 (1579441)". Research records (formerly PastScape). Dette blev et af de sidste togter mod England i omkring 40 år. Vikingerne rettede i stedet deres angreb mod Irland og Skotland.
I 795 angreb de igen, denne gang Iona Abbey ud for Skotlands vestkyst. Dette kloster blev igen angrebet i 802 og 806, hvor 68 mennesker blev dræbt. Efter denne ødelæggelse forlod munkesamfundet Iona og flygtede til Kells i Irland.Graham-Campbell and Batey 1998. s. 24. I det første årti af 800-tallet begyndte vikingerne at angribe kystområder i Irland.Blair 2003. s. 66. I 835 fandt det første store vikingetogt i Sydengland sted og var rettet mod Isle of Sheppey.Blair 2003. s. 68.The Anglo-Saxon Chronicle Under slaget i 839 påførte vikingerne store nederlag mod piktere, hvor de dræbte Uuen, pikternes konge, hans bror Bran og Áed, søn af Boanta, konge af Dál Riata.Ulster-annalerne, 839.9
Ifølge de nordiske sagaer faldt den legendariske vikingehøvding Ragnar Lodbrog i 865 i hænderne på kong Ælla af Northumbria. Ælla skal efter sigende have kastet Ragnar i en ormegård. Det siges, at Ragnars rasende sønner, som udnyttede den politiske uro i England, samlede Den Store Hedenske Hær, der gik i land i kongeriget East Anglia samme år. Der findes ingen beviser for, at denne legende har historisk belæg; men det er kendt, at flere af vikingehøvdingerne samlede deres flokke til én stor hær, der gik i land i East Anglia for at indlede deres forsøg på at erobre England i 866.Munch. Norse Mythology: Ragnar Lodbrok and His Sons. ss. 245–51Jones. A History of the Vikings. ss. 218–19
I 867 drog den store hær nordpå og erobrede York, men Ælla forsøgte sammen med støtte fra de andre engelske kongeriger at generobre byen. Det mislykkedes; annalerne for året beretter, at Ælla blev dræbt under slaget, men ifølge sagnet blev han taget til fange af vikingerne, der henrettede ham eller gav ham blodørn ham som hævn for mordet på Ragnar.ASC 867 – English translation at project Gutenberg . Hentet 20. maj 2013
Englandsstenene
Englandsstenene er en gruppe på omkring 30 runesten i Sverige, der henviser til vikingetidens togter til England. De udgør en af de største grupper af runesten, der omtaler togter til andre lande, og de kan i antal kun sammenlignes med de cirka 30 Grækenlandsstenene og de 26 Ingvarsstenene,Jansson 1980:34. hvoraf de sidstnævnte henviser til en vikingefærd til Mellemøsten. De blev indgraveret på oldnordisk med yngre futhark.
De angelsaksiske herskere betalte store summer, danegæld, til vikingerne, som fortrinsvis kom fra Danmark og Sverige og ankom til de engelske kyster i 990’erne og de første årtier af 1000-tallet. Nogle runesten omtaler denne danegæld, såsom Yttergärde-runestenen U 344, der beretter om Ulf af Borresta, som modtog danegæld tre gange, og den sidste gang fik han den fra Knud den Store. Knud sendte de fleste af de vikinger hjem, som havde hjulpet ham med at erobre England, men han beholdt en stærk livvagt, Þingalið, og dens medlemmer nævnes også på flere runesten.Harrison & Svensson 2007:198.
Langt størstedelen af runestenene, 27, blev rejst i Sverige, og 17 af dem er placeret omkring Mälaren på østkysten. Danmark i sine nuværende grænser har ingen sådanne runesten, men der findes en runesten i Skåne, som nævner London. Der findes også enkelte sådanne runesten i Norge og i Slesvig (Tyskland).
Nogle vikinger, såsom Guðvér, angreb ikke kun England, men også Sachsen, som det fortælles på Grinda-runestenen Sö 166 i Södermanland:
Grjótgarðr (og) Einriði, sønnerne rejste (stenen) til minde om (deres) dygtige fader. Guðvér var i vesten; delte betaling i England; angreb mandigt landsbyer i Sachsen.
Skattefund Forskellige depotfund blev nedgravet i England på dette tidspunkt. Nogle af disse kan være blevet nedlagt af angelsaksere, der forsøgte at skjule deres rigdom for vikingernes plyndringer, og andre af vikingerne selv som en måde at beskytte deres plyndrede skatte på.