Revolutionskrigene eller De Franske Revolutionskrige er betegnelsen for de europæiske storkrige 1792-1803, og som skyldtes reaktionerne på den Franske Revolution. Dels på grund af ønsket om at ekspandere på Frankrigs bekostning, dels af frygt for en spredning af revolutionære ideer sluttede de tyske stormagter Preussen og Østrig sig sammen 1791-92 og indtog en truende holdning. Frankrig erklærede begge lande krig, og året efter gik Storbritannien ind i krigen. Krigslykken skiftende meget: i sommeren 1792 var Frankrig ved at blive invaderet, men Frankrig angreb fjenden og afværgede faren. Det lykkedes den franske hær at holde koalitionsmagterne ude, bortset fra visse engelske landgangsforsøg. Fra 1795 havde Frankrig fremgang, besatte Forenede Nederlande og tvang Preussen ud af krigen. Napoleons sejrrige felttog i 1797 tvang Østrig ud af krigen. Det isolerede England fik fra 1798 ny hjælp først fra Rusland og senere fra Østrig. Men Frankrig – fra 1799 ledet af Napoleon – holdt stillingen. I 1802 sluttede England som den sidste koalitionsmagt fred og anerkendte den franske republik. Krigen genoptoges dog året efter, nu som Napoleonskrigene.
Koalitionerne mod Frankrig under Revolutionskrigene:
1. koalition 1792-97 (Preussen, Østrig, Storbritannien, Spanien samt de fleste tyske stater) 2. koalition 1798-1801 (Storbritannien, Rusland, Østrig samt flere mindre stater)
De kan deles i to afsnit: 1792—95, da krigskunsten på den ene side kom i stærkt forfald, på den anden side tog et stærkt opsving, og 1796—1800;
De indledtes ved samtidig optræden af to fremragende feltherrer, Ærkehertug Karl af Østrig og general Napoleon Bonaparte.
1792 Charles François Dumouriez, den franske krigsminister, ville komme de allieredes angreb i forkøbet ved et indfald i Forenede Nederlande, der ville rykke frem mod Paris. April—juni rykkede den franske nordhær (36.000 mand under Rochambeau) mod Tournay og Mons. En anden hær (28.000 mand under Lafayette) rykkede fra Sedan mod Namur for at overraske østrigerne (35.000 mand under hertugen af Sachsen-Teschen); men angrebet afvistes, og franskmændene måtte gå tilbage over grænsen.
Under Hertugen af Braunschweig stod 85.000 mand (deriblandt 15.000 østrigere og 20.000 franske emigranter og hessere) ved Rhinen; lige over for stod 40.000 mand under Nicolas Luckner ved Metz. 15. juli rykkede Hertugen af Braunschweig fra Mainz og Koblenz gennem Luxemburg mod Verdun, hertugen af Clerfait med østrigerne mod Montmédy, emigranterne over Landau, mens Sachsen-Teschen skulle angribe fæstningerne i Nordfrankrig. 23. august indtoges Longwy, 2. september Verdun, hvorefter Hertugen af Braunschweig og Clerfait, efter at være marcheret over Argonnernes nordlige passer, 20. september stod ved Valmy, hvor de traf 50.000 mand, som Dumouriez havde samlet ved St Menehould. "Kanonaden" ved Valmy rystede den preussiske hær således, at Hertugen af Braunschweig afsluttede en konvention, hvorved Dumouriez lovede ham uforstyrret afmarch til Koblenz. Sachsen-Teschen havde nået Lille 24. september og bombarderet byen 29. september—4. oktober, men hævede belejringen, da han erfarede Hertugen af Braunschweigs tilbagetog.
Østrigerne forfulgtes af François Christophe de Kellermann, mens Dumouriez 21. oktober samlede 50.000 mand ved Valenciennes, hvormed han 6. november slog østrigerne ved Jemappes og derefter besatte hele Belgien. Rhinhæren (20.000 mand under Adam Philippe hertug af Custine), var fra Metz rykket ind i Pfalz. Den havde 30. september erobret Speyer, 22.—23. oktober Mainz og Frankfurt; Frankfurt blev rømmet 2. december, da Hertugen af Braunschweig fra Koblenz vendte sig derimod.
1793 Nordfrankrig Ludvig 16. af Frankrigs henrettelse fremkaldte den 1. koalition mellem Østrig, Preussen, Tyskland, England, Holland, Portugal, Sardinien, senere Spanien og Rusland, mens borgerkrigen udbrød i Vendée. Den franske nordhær rykkede februar 1793 ind i Holland og lod Maastricht belejre. Hertugen af Coburg, der var afgået med 70.000 østrigere fra Köln, slog først franskmændene 1. marts ved Boer, hvorved Maastricht blev undsat, og dernæst Dumouriez, som havde samlet 42.000 mand, 18. marts ved Neerwinden (navnlig ved ærkehertug Karls indgriben) og 22. marts ved Löwen, hvorefter franskmændene gik tilbage til Nordfrankrig, Dumouriez over til Coburg. Denne afventede englændernes og hollændernes ankomst i stedet for at rykke rask frem; kun Condé erobredes 13. juli, Valenciennes 28. juli.
Englænderne gik imidlertid på egen hånd til Dunkerque, men blev 6. september slåede ved Hondschoote af Jean Nicolas Houchard, som dog 15. september selv led et nederlag ved Courtrai, hvorefter Jean-Baptiste Jourdan blev overgeneral. Han vendte sig mod Coburg, som belejrede Maubeuge, og slog ham tilbage.
Hertugen af Braunschweig havde 26. marts overskredet Rhinen ved Bacharach og vendte sig mod Mainz, som kapitulerede 22. juli. Han slog derefter den franske Rhin-hær 14. september ved Pirmassens, 28.—30. november ved Kaiserslautern samt belejrede Landau. Belejringen måtte dog hæves, da 40.000 østrigere, som under Dagobert Sigmund von Wurmser fra Heidelberg var rykkede ind i Elsass, 26. december blev slåede ved Weissenburg af Mosel-hæren, general Lazare Hoche. Både Wurmser og Hertugen af Braunschweig gik derefter tilbage over Rhinen, mens Rhin-hæren, Charles Pichegru, fra Strassburg fulgte efter til Mainz.
Sydfrankrig og hærreformer I Sydfrankrig havde royalisterne 29. august overgivet Toulon til englænderne, men en fransk hær tog den 18. december tilbage, under hvilken belejring kaptajn Napoleon Bonaparte særlig udmærkede sig. Også ved den italienske og den spanske grænse fandt en mængde kampe Sted.
De franske hære havde hidtil bestået af linjetropper og frivillige, hvilke sidste i alle henseender opførte sig så slet, at en forandring var nødvendig. 20. august indførtes almindelig værnepligt, og kort efter blev linjen og frivillige "amalgamerede", idet der deraf dannedes halvbrigader på 3 bataljoner.
1794 Felttog i Holland Ved levée en masse ("masserekruttering") kunne Lazare Carnot begynde felttoget med 500.000 mand, fordelte på 14 hære. På Nordgrænsen samledes 180.000 mand under Pichegru mod 155.000 østrigere, englændere og hollændere. Coburg vendte sig mod Landrécies, der kapitulerer 30. april, hvorefter der kæmpes uden afgørende resultat mellem floderne Lys og Sambre. Carnot kaldte så Mosel-hæren, Jourdan, til Nordhæren. Jourdan indeslutter Charleroi og dækker belejringen ved opstilling ved Fleurus, som Coburg angriber 26. juni. Han taber slaget, og de allierede splitter sig i 3 dele. Østrigerne under Clerfait gik bag Boer, Jourdan fulgte dem med 60.000 mand og besatte 9. juli Bruxelles samt slog Clerfait 3. oktober ved Aldenhoven, hvorefter hele venstre Rhin-bred faldt i hans hænder og 4. november Maastricht. Pichegru fulgte englænderne under prins Frederick af England, hertugen af York, der gik tilbage mod Nijmegen, hvilken erobredes 6. november, mens hollænderne (under Fyrsten af Orange) holdtes indesluttede i Antwerpen; York vendte tilbage til England og overlod befalingen til Johann Ludwig von Wallmoden.
Pichegru ville imidlertid erobre hele Holland, og det lykkedes, fordi frosten lagde bro over vandene, og de allierede ikke kunne forliges. Wallmoden kom i januar tilbage til Tyskland; den hollandske hær, som var gået tilbage til Haag, blev afvæbnet, og den hollandske flåde, der lå indespærret af is ved Texel, erobret.
Felttog i Tyskland Imod øst havde foruden Mosel-hæren først 50.000 mand, Jourdan, (senere overtog Jean Victor Marie Moreau befalingen over de resterende 10.000 mand), Rhin-Hæren, 50.000 mand, Michaud, taget opstilling fra Longwy over Speyer til Basel; målet var at tilbageerobre Mainz. Af de allierede stod her 62.000 preussere, Wichard Joachim Heinrich von Möllendorf, ved Trier 9.000 østrigere, Blankenstein, 60.000 østrigere, Sachsen-Teschen, samt 25.000 emigranter og rigstropper, Hohenlohe, fra Basel til Mainz.
Preusserne skulle rykke mod Metz for at lette Coburgs fremtrængen, Sachsen-Teschen skulle understøtte operationen, men fastholde Rhinen. Franskmændene forholdt sig temmelig passive, navnlig efter Jourdans bortmarch, og først da Moreau havde fået 15—20.000 mands forstærkning, grebes offensiven. Möllendorf kunne forinden fordrive franskmændene fra Kaiserslautern og afslå deres angreb 2.—3. juni, hvorefter han dog gik noget tilbage. I september gik han atter frem i Hunsrück; men da Clerfait var tvunget tilbage over Rhinen, fandt preusserne deres Stilling for eksponeret og gik 23. oktober ved Bingen over Rhinen, hvorefter Jean Baptiste Kléber med 32.000 mand belejrede Mainz. Lige over for Hohenlohe indtog Rhin-hæren først en stilling ved Wörth, og efter at være forstærket erobredes linjerne ved Weissenburg 14. juli, hvorefter Hohenlohe gik tilbage til Mannheim.
Da England fra 1. oktober inddrog sine subsidier, og Preussen desuden behøvede 20.000 mand i Polen, sluttede de 5. april 1795 i Basel fred med Frankrig.
Felttog i Italien og Spanien I Italien stod 40.000 østrigere og piemontesere imod 36.000 franskmænd, Dumerbion, ved Nizza og 35.000 mand, Guillaume Mathieu, hertugen af Dumas, i Alperne. Den første stormede 10. maj Col di Tenda, men en samvirken mellem de to hære opnåedes ikke.
Ved Østpyrenæerne trængte 50.000 franskmænd under Jacques François Dugommier spanierne og portugiserne ud af Frankrig og erobrede flere kystbyer i Katalonien. Samtidig trængte 40.000 franskmænd, Müller (senere Bon-Adrien Jeannot de Moncey), 20.000 spaniere tilbage til Pamplona. Dugommier angreb 17. november Spanierne ved Figueras, men faldt; ved et nyt forsøg 20. november kapitulerede byen. Spanierne begyndte derefter under Urrutia en folkekrig, men Monceys energiske fremrykning bevirkede, at også Spanien 25. juli 1795 sluttede fred i Basel.
1795 Efter at preusserne var faldne fra, var østrigerne og rigstropperne under Clërfait ene om at forsvare Rhinen mod Jourdans og Pichegrus hære. Den største del af året hengik med underhandlinger, mens Franskmændene belejrede Luxembourg, som efter syv måneders forsvar overgav sig 6. juni.
Felttog i Tyskland Operationerne optoges i september. Da stod Clërfait med 97.000 mand i fire grupper fra Ruhr til Neckar, Wurmser med 87.000 mand fra Neckar til Basel, en linje på 500 km, mens franskmændene på venstre Rhin-bred havde 97.000 mand (Sambre- og Maas-Hærene) under Jourdan mellem Krefeld og Neuwied og 85.000 mand (Rhin- og Mosel-hærene) under Pichegru foran Mainz, Mannheim og ved Strassburg. Jourdan skulle først gå over Rhinen, derefter Pichegru bryde frem over Mannheim. Efter at François Séverin Marceau-Desgraviers 1. — 2. september, fra Koblenz havde demonstreret mod Neuwied, gik Kléber 7. september med 40.000 mand over Rhinen ved Krefeld og dernæst mod Düsseldorf, hvorfra østrigernes højre fløj, grev Erbach, fordreves, så Jourdan kunne komme over ved Köln og forene sig med Kléber. Begge trængte frem i Rhin-dalen, slog Wurttemberg 13. september ved Siegburg, hvorefter han og Erbach trak sig bag Lahn, hvor også Wartensleben fra Neuwied drog hen, så også Marceau kunde komme over. Jourdan havde nu 70.000 mand og slog dermed østrigerne ved Diez og Limburg 20. september. De optoges af Clerfait, der koncentrerede sig syd for Main, mens Jourdan opstillede sig ved Höchst og lod Ehrenbreitstein og Mainz cernere.