thumb|300px|Pinsekirke, Lublin Pinsebevægelsen er en global kirkebevægelse, der opstod først i 1900-tallet. Walter Hollenweger skriver, at pinsekirker er meget forskellige i deres udtryk afhængigt af, hvor i verden de er.Hollenweger, Walter J. The Pentecostals. London: S.C.M. Press, 1972. Pinsekirkerne i Danmark bygger på de samme oldkirkelige bekendelser som den danske folkekirke, men har et friere, mundtligt og karismatisk udtryk end de historiske kirker, som har en formel og skriftlig liturgi.
Pinsekirker er ofte kendetegnet ved en fri gudstjeneste med en moderne rytmisk lovsang, hvor menigheden løfter hænderne eller klapper. Præsten prædiker frit og dynamisk med udgangspunkt i bibelen og ofte med illustrationer fra sit eget eller andres liv. Bønner, dåb og nadver følger ikke en fast struktur ud over oplæsning af relevante bibeltekster. Både præst og menighed beder samtidigt, og i det hele taget kan menigheden deltage i gudstjenesten med personlige livshistorier, forbøn for hinanden, verbal interaktion med eller uden opfordring, eller gennem de karismatiske nådegaver som tungetale, helbredelse og profeti (se 1.Kor.12:6-8). Gudstjenesterne i en pinsekirke er åbne for alle, familiær og lavkirkelig, og kirkerne gør meget for at liturgien, sangen, teologien og prædikenen skal kunne forstås af alle.Hollenweger, Walter J. Pentecostalism: Origins and Developments Worldwide. Peabody, Mass.: Hendrickson Publishers, 1997.
Pinsebevægelsen er synonym med begrebet "pentekostalismen" (eng. pentecostalism) og dækker over en global og økumenisk bevægelse, som nu tæller over 600 millioner tilhængere.Allan Heaton Anderson, An Introduction to Pentecostalism, An Introduction to Pentecostalism: Global Charismatic Christianity (Cambridge: Cambridge University Press, 2013), 1–7. Pentekostalismen omfatter de klassiske pinsekirker med start i 1900-tallet, som i dag har mindst 279 millionerThe Size and Distribution of the World’s Christian Population | Pew Research Center medlemmer, heraf flest i Latinamerika, Afrika og Asien. En anden gruppe er den karismatiske bevægelse fra 1960'erne, da erfaringen med "dåben i Helligånden" og tungetalen spredte sig til en større gruppe katolske præster og til de fleste andre kirkesamfund. En tredje pentekostal gruppe kaldes de neo-pentekostale eller neo-karismatiske kirker og er en voksende del af selvstændige megakirker, menighedsplantninger og nye kirkelige bevægelser, som har brudt med de to andre grupper for at udtrykke kristentroen på en måde, som svarer til deres lokale kontekst.S.M. Burgess and E.M. der Maas, The New International Dictionary of Pentecostal and Charismatic Movements(Zondervan Publishing House, 2002) Man bør derfor skelne mellem pinsebevægelsen (den pentekostale bevægelse) og de klassiske pinsekirker.
På dansk grund kendes pinsekirkerne primært fra de to frikirkesamfund Mosaik (tidligere De Danske Pinsekirker) og Apostolsk Kirke. Mosaik har i 2021 ca. 5.100 medlemmer og Apostolske kirke ca. 3.500, mens den norske pinsebevægelse tæller ca. 50.000 medlemmer, og den svenske ca. 90.000 medlemmer.W. Kay and A. Dyer, European Pentecostalism, Global Pentecostal and Charismatic Studies (Brill, 2011), 403. En international undersøgelse fra 2002 hævder, at der er op mod 206.000 pentekostale eller karismatiske kristne i Danmark, fordelt i pinsekirker, karismatiske frikirker og andre kristne trossamfund.S.M. Burgess and E. M. der Maas, The New International Dictionary of Pentecostal and Charismatic Movements(Zondervan Publishing House, 2002), 80 Vi har dog endnu til gode at verificere dette tal; men det er tydeligt, at de klassiske pinsekirker ikke er de eneste, som praktiserer forbøn for syge, profeti og tungetale, eller lovsang, som man i Danmark vil finde både i og uden for folkekirken.
Pinsevækkelsens historie Nikolaj Christensen har i sin PhD-afhandling skrevet den danske pinsebevægelses historie. Han finder, at pinsebevægelsen i Danmark på mange måder adskiller sig fra pinsebevægelsen i resten af Skandinavien, Europa, USA og resten af verden. Blandt andet har pinsebevægelsen i Danmark ikke haft samme udbredelse som i Norge og Sverige, hvor der er og har været titusinder og hundredetusinder af medlemmer. I Danmark stagnerede medlemstallet i første halvdel af 1900-tallet og har ikke haft nogen synderligt større udbredelse siden.Christensen, Nikolaj: Flickering Flames: The Early Pentecostal Movement in Denmark, 1907-1924, Department of Theology and Religion, 2017. P. 316
Pinsebevægelsen i Danmark Der har været en tendens til at antage, at pinsebevægelsen i Danmark har rødder i USA og begyndte i København og spredte sig til resten af Danmark. Det er ikke tilfældet.Christensen, Nikolaj: Flickering Flames: The Early Pentecostal Movement in Denmark, 1907-1924, Department of Theology and Religion, 2017. P. 308
Den danske pinsebevægelse kan finde nogle rødder i Azusa Street-vækkelsen i New York og specielt i København i den norske prædikant T.B. Barratt. Og i København afhang en stor del af pinsebevægelsens udbredelse af, om man støttede Barratts tjeneste.Christensen, Nikolaj: Flickering flames: the early pentecostal movement in Denmark, 1907-1924, Department of Theology and Religion, 2017. P. 306 Ud over det første møde havde den amerikanske pinsebevægelse dog mindre betydning for den videre udvikling af den danske pinsebevægelse. F.eks. var pinsebevægelsen i Syddanmark påvirket af den tyske pinsebevægelse med lille eller ingen forbindelse til udviklingen i København og Barratt. Og allerede fra 1910 havde svenskere stor indflydelse på grupper i pinsebevægelsen i det østlige Danmark, hvor man begyndte at forme uafhængige menigheder. Sådanne forsamlinger eksisterede allerede i Lyngby og i det centrale København så tidligt som 1909. Det var også svensk indblanding, der til sidst fik de tværkirkelige pinsefolk overbevist om, at der burde dannes en særegen trosretning i Danmark.Christensen, Nikolaj: Flickering flames: the early pentecostal movement in Denmark, 1907-1924, Department of Theology and Religion, 2017. P. 307
Væsentligt var også den britiske Smith Wigglesworths besøg i København i 1921.
Desuden har den danske pinsebevægelse været under indflydelse fra England, hvor det mest åbenlyse eksempel er introduktionen af Apostolsk Kirke i 1923-34, som resulterede i en stor splittelse af den danske pinsebevægelse. Dette resulterede i dannelsen af Apostolsk kirke i Danmark, men siden 1998 har pinsekirkerne organiseret i Mosaik og Apostolsk kirke et stærk samarbejde lokalt og nationalt.Apostolsk Kirkes historie | Apostolsk Kirke Danmark
Pinsebevægelsen i København og T.B. Barratt Efter de første møder Barratt holdt, begyndte så småt en bevægelse blandt kristne. De kom med en bred kirkelig baggrund, nogle fra Indre Mission, Luthersk Mission og højkirkelige, men det var dog især blandt andre frikirke-kristne at Barratts nye budskaber havde mest medvind.
Først var der ikke stor opmærksomhed fra offentligheden om Barratts møder i København, selv om Kristeligt Dagblad havde en artikelserie, der beskyldte Barratt og hans tilhængere for sværmeri. Da Barratt vendte tilbage til København i 1908, fik det den brede presses opmærksomhed, og Politiken trykte en artikelserie på forsiden:”Pludselig ser man et halvt Hundrede Mennesker rundt om i Forsamlingen rejse sig fra deres Stole, for derpaa at falde knælende ned på Gulvet, lægge Hænderne foldede på Stolesæderne og dundre Hovederne ned i de foldede Hænder. Det var de Troende. De blev liggende saaledes under et Par korte Prædikener og lange Bønner, som fremsagdes af Menighedens Førere. De laa ikke stille; der lød fra dem en stadig Mumlen, en Sukken og Hvisken, som tydede på et ganske ubehersket Hysteri hos disse Damer af alle Samfundsklasser… Situationen mindede mest af alt om ”Dr. Goudrons System” paa Frederiksberg Teater–Scenen, hvor de Sindssyge kommer ind og hopper rundt paa Gulvet".
Sigurd og Anna Larssen Bjørner – fra Pinsebevægelse til Apostolsk Kirke Den kongelige skuespillerinde Anna Larssen Bjørner tilsluttede sig Pinsebevægelsen omkring 1909. Gennem sit ægteskab med Sigurd Bjørner, der var officer i Frelsens Hær, fik Larssen en bred kirkelig omgangskreds.
Hun og Sigurd Bjørner siges ofte at være ledere og foregangsmænd for pinsebevægelsen i Danmark. Det kan skyldes, at de geografisk var placeret i hovedstaden, København, og at Anna Larssen Bjørner var offentligt kendt og ofte omtalt i medierne, f.eks. blev hun i Politiken kaldt ”sindssyg”. Det medførte en række artikler i aviserne, hvor Pinsebevægelsens møder blev beskrevet både nøgternt og objektivt, men også negativt med ordene ”hypnotisme, epilepsi, selvindbildning, animisme og spiritualisme”.
I realiteten var en række personer centrale for pinsebevægelsens udbredelse, herunder Johanne Mollerup, som var "moderen" i den tidlige danske pinsebevægelse, Anton Christensen, den første leder af pinsebevægelsen i Danmark og hans efterfølger H.J. Mygind. Derudover var der Thomsen-"søstrene", Frederikke og Frida, som bragte pinsebevægelse til flere byer i Danmark. Derudover findes en række glemte evangelister og kirkegrundlæggere i pinsebevægelsen i Danmark som Philip Wittrock, Thorvald Plum, Carl Næser, Asmus Biehl, Nicolai Hansen, H. Clausen og Victor Lorck. Ikke mindst nævnes en af de større danske pinsemissionærer, Anna Lewini.Christensen, Nikolaj: Flickering flames: the early pentecostal movement in Denmark, 1907-1924, Department of Theology and Religion, 2017. P. 309
Larssen og hendes mand købte en cirkusvogn, som de kørte i rundt i Danmark for at sprede deres budskab om Gud og den "nye" form for kristendom. På Trianglen i København afholdt de en række møder og bestemte sig i 1919 for at bygge deres egen kirkebygning. I 1922 stod ”Evangeliehuset” færdigt. Sideløbende havde andre pinsemenigheder fået egne lokaler. Det var dog Evangeliehuset under Anna Larssen Bjørner og Sigurd Bjørner, der var den største menighed.
Apostolsk kirke stod stærkt i Wales og havde både baggrund i begivenhederne på Azusa Street og en hellighedsbevægelse i Wales. Efter denne oplevelse valgte Bjørner-parret at lade hele Evangeliehuset omstrukturere efter den model, de havde oplevet i Wales. Det kom Barratt for øre. Han var meget imod den ledelsesstruktur i menighederne, da han mente, det hindrede Helligånden i at virke spontant gennem lederskabet. Uden at konsultere Barratt valgte Bjørner-parret helt at træde ud af Pinsebevægelsen, og i 1924 overgik Evangelieforsamlingen til Apostolsk Kirke. Pinsebevægelsen mistede derfor sin største kirke, og med Anna Larssen Bjørners skifte til Apostolsk Kirke uden tvivl også den mest kendte person i bevægelsen.
Etableringen af de første pinsekirker Sideløbende med etableringen af Evangelieforsamlingen blev der etableret en række egentlige Pinsekirker i Danmark. I Norge og Sverige havde Pinsebevægelsen oplevet, at hele menigheder fra andre kirkesamfund overgik til Pinsebevægelsen og dermed blev til deciderede Pinsekirker. Dette skete dog ikke i Danmark. I stedet syntes bevægelsen af løsrive enkelte medlemmer fra andre kirker og konvertitter, som kom helt uden for det kirkelige landskab. Derfor gik det langsomt med etableringen af egentlige Pinsekirker i Danmark.