Malerkunst i IndienLaustsen, Anders, 2020, 20 000 ans de peinture en Inde, Des peintures rupestres au street-art, , der først og fremmest er inspireret af religioner og styret af præcise tekster, giver praktisk taget kun lidt plads til kreativitet. Kunstens væsentlige formål er at fremme adgang til det guddommelige. Viden om de unikke kvaliteter i indisk kunst skabes gennem forståelsen af filosofisk tænkning, den rige kulturelle, sociale og religiøse historie samt gennem det politiske perspektiv af kunstværkerne. I historisk tid har det indiske maleri gennemgået kulturelle og religiøse påvirkninger fra hinduisme, buddhisme, jainisme, sikhisme og islam. Med de stærke religiøse traditioner i Indien, har kunsten altid været domineret af religionen.
Mandala-malerierne (fra det 1. århundrede f.Kr.) bruges til at hylde guderne og til meditation i de tre indiske religioner, buddhisme, hinduisme og jainisme.
Forhistoriske malerier som hulemalerierne ved Bhimbetka, er ifølge kilder mellem 10.000 og 28.000 år gamle.
Kropsmaling i form af krigsmaling eller som tegn på tilhør til en bestemt gruppe blev brugt fra menneskehedens daggry til at skræmme en fjendestamme. Denne primitive teknik blev også brugt som camouflage til jagt eller simpelthen som ornament.
Rullemalerier (fra det 5. århundrede f.Kr.) er bedst kendt fra malerskolen Patta Chitra. Rullen laves af papirark, der er syet sammen og undertiden limet på et lærred. Deres bredde varierer fra 10 til 35 cm, og deres længde er sjældent mindre end 1 m og kan overstige 10 m.
Vægmalerier (fra det 2. århundrede f.Kr.) er store værker udført på vægge, som i Ajanta-hulerne eller i templet i Kailashnath.
Miniaturemalerier (fra det 10. århundrede) udføres i meget lille skala i bøger eller albums på letforgængelige materialer som papir og stof. Alle religioner i Indien er involveret i miniaturer på trods af den islamiske ikonoklasme i det 11. århundrede. Pala buddhisterne i Bengalen var pionererne i miniaturemaling. Miniaturemalingen nåede sit højdepunkt i den islamiske Mughal-periode og udføres stadig af malere fra forskellige maleriskoler i Rajasthan.
Moderne storbymaleri har gennemgået mange ændringer takket være de økonomiske fremskridt. I 1990'erne blev den indiske økonomi liberaliseret og integreret i den globale økonomi, hvilket muliggjorde en frie strøm af kunst og kulturel information i og uden for landet.
I nutidig landkunst har adskillige stammer malertraditioner. Nogle traditioner er gamle, enkelte meget gamle (som malerier fra Bhil og Warli stammerne), andre er nyere (som fra Gond-stammen). Stammekunstnerne, der oftest er animister, illustrerer stammetraditioner og guder der er legemliggjort i naturen og i landsbylivet. De andre skoler i landdistrikterne har især deres base i hinduistiske traditioner.
Ordforråd Vægmaleri hedder i hindi Bhitti ChitraTyagi, Rabindranath & Rājakamala Prakāśana (1966), Bhitti Citra (Bhitti = væg, Chitra = maleri) Maleri på gulvplan kaldes Bhumi Chitra eller Rangoli Diagrammer på gulvplan kaldes Dhuli Chitra Maleri på stof kaldes Patta Chitra eller Potchitro (Pot = rulle) Maleri på kroppen kaldes Deh Chitra eller Gudna Maleri på manuskript (miniature) kaldes Chitra Bhagwat Meditative malerier kaldes mandala Kalam betyder pen, pensel eller malerskole
Shadanga: De seks principper for indisk malerkunst I det 1. århundrede f.Kr. blev der introduceret seks vigtige principper for indisk kunst, kendt som "Shadanga". Disse principper fokuserede på, hvad alle kunstnere havde brug for at tilføre deres værker for at give effekt og appel. Disse seks principper er blevet oversat som følger: 1. Roopa-Bheda: Viden om form (Roopa = form, Bheda = mysterium). Formernes skønhed. 2. Pramanami: viden og anvendelse af harmoni og proportioner. Harmoniens skønhed. 3. Bhava: Udtrykket af følelser. Følelsesmæssig skønhed. 4. Lavanya-Yojnam: Infusionen af nåde. Æstetisk skønhed. 5. Sadradhyam: Viden og anvendelse af sammenligning. Virkelighedens skønhed. 6. Varnika-Bhanga: Viden og anvendelse af farver. Farvernes skønhed.
Se også Abanindranath Tagores otte principper.
Billeder og guder thumb|Ajanta grotte 17. Dette billede viser sandsynligvis et af Buddhas tidligere liv. I forhistorisk tid (fra 26.000 f.Kr.) var hulemalerier uden religiøs betydning, og i hele den Vediske periode (fra det 15. til det 5. århundrede f.Kr.) ser Indien ud til at mangle billeder i religiøs sammenhængRao, Saligrama Krishna Ramachandra, 2003, Encyclopaedia of Indian Iconography, .
I buddhismens begyndelse (fra 5. til 3. århundrede f.Kr.) er der den samme modvilje mod repræsentationer. I den første buddhistiske kunst (fra 3. til 1. århundrede f.Kr.) vises Buddha stadig kun gennem symboler. Det ældste buddhistiske ikon udskåret i sten, der er til vores rådighed i dag (fra 3. til 2. århundrede f.Kr.) viser ikke Buddha, men selve fraværet af mesteren, for eksempel i form af en tom trone. Det var først omkring det 1. århundrede f.Kr. at de første antropomorfe repræsentationer af Buddha visesFrédéric, Louis, 1992, Les dieux du bouddhisme : guide iconographique, Paris, Flammarion, .
Det er først gennem lokale frugtbarhedskulter, at den menneskelige figur gradvist kommer ind i kunsten. Udviklingen, der begynder i begyndelsen af vores æra, er slående. Det påvirker på samme tid, fra det 1. til det 3. århundrede, de tre store religioner født i Indien, buddhisme, hinduisme, jainisme, uden tvivl under påvirkning af den tilbedelse, der i forskellige grader gennemsyrer alle religioner. Fra dette tidspunkt opstår behovet for at inkarnere Buddha, Jina eller hinduistiske guder i en konkret form. Denne bekræftelse af den legemliggjorte dimension, gør det muligt for indisk kunst at give frie tøjler for alle udtryksmulighederDelmas, Jean, 2018 : Dieux de l'Inde - Images et signes.
Buddhismens overlegenhed indtil det 5. århundrede går hånd i hånd med fortællerkunstens fremskridt. I Sânchî (Madhya Pradesh), i Gandhâra (nu i Pakistan) med sine enorme monumenter (stupa), i Andhra Pradesh og i Ajantâ-hulerne (Maharastra), gendannes rækkefølgen af scener i sin tidsmæssige dimension for det historiske liv af Buddha, såvel som hans tidligere eksistenser. Disse scener viser såvel tilbedelsen af Buddha, men giver ligeledes en struktur i samfundet for mennesker og guder. De fortæller om Buddhas liv, men afspejler også en virkelighed, der ofte er overraskende velkendt, og næppe transformeret af legenden. Fra det 8. århundrede, delvis under indflydelse af hinduismen, vendte buddhistisk kunst bort fra fortællingscykler for at blive mere og mere knyttet til en verden af mytiske repræsentationer. Fra nu af fremtræder Buddha kun i sin tidløse dimension som tilbedelsesobjekt, omsluttet af sit pantheon og det kosmiske Bodhisattvas. Buddhistisk kunst sætter sit præg på al hinduisk kunst indtil den virtuelle forsvinden af buddhismen i det 10. århundrede med hinduismens og islams overtag.
I vedisk hinduisme (15. til 5. århundrede f.Kr.) var hinduistiske guder sandsynligvis ikke ærede i form af billeder eller ikoner, men allerede fremstillet i menneskelig form, som vises i en repræsentation af Rudra malet i Rig-Veda. Hinduismen finder sin kilde i animisme, det er det vediske eller brahmaniske Indien, hvor alle de kosmiske aspekter er guddommeliggjort, mennesket der projicerer sit image på verden.
Teologiske diskussioner og diskussioner vedrørende konkrete religiøse billeder er sjældne i den gamle hinduistiske filosofiske skole. Forestillingen om Gud var fraværende eller sekundær inden udgangen af det 3. århundrede. Først i det 6. århundrede accepterer hinduismen forestillingen om en skabergud.
Udbredelsen af hinduismen fra det 5. århundrede stimulerer udviklingen af det imaginære. Hindu kunsten illustrerer de store myter (Râmâyana og Mahābhārata), der er fastlagt omkring begyndelsen af vores æra. Disse myter er baggrunden for hindu-religionens enhed i hele det indiske subkontinent, på trods af regionale forskelle.
Den islamiske civilisation, generelt anikonistMircea, Eliade, 1987, Le Sacré et le Profane, Paris, Gallimard, ser ud til at være umærkeligt gennemtrængt af det indiske perspektiv: Mughal-maleri (mellem det 16. og det 19. århundrede) giver et stor plads til den menneskelige figur, som i visse værker viser stor psykologisk subtilitet og fornyelse af miniaturekunsten.
Den kristne verden brød i slutningen af det 9. århundrede med den ikonoklastiske krise, og vendte tilbage til en ikonisk kult i den byzantinske kristendom. Kristendommen var meget udbredt i Sydindien fra det 16. århundrede med portugisernes ankomst. Facaderne på bygninger viser ofte bibelske ordsprog og farverige repræsentationer af Jesus, der sidder i nicher eller malet på væggene. Kirker er allestedsnærværende i bylandskabet. Her kan man opdage en rig og farverig repræsentation, en forbløffende blanding, der kombinerer frodighed af indisk kultur og kristen ikonografi. De mange repræsentationer af Maria, Jesus og andre hellige i Bibelen antager uventede træk, langt fra den nøgternhed i repræsentationer, der findes i Europa.
Blandt animiststammerne, for eksempel hos Gond-, Bhil- og Warli-stammerne, finder vi ofte billeder af deres guder.Elwin, Verrier, 1955, The Religion of an Indian Tribe, Oxford University Press Idées » ; réed. « Folio essais »
Mandala thumb|Central Lotus i en mandala MandalaAnjan, Chakraverty, 1998, Peintures Sacrées Du Tibet - Mandalas & Thangkas : Collections Privées Du Monde Entier Et De Sa Sainteté Le Dalaï Lama, er et sanskrit udtryk, der betyder cirkel, sfære, miljø, samfund. Mandalaen repræsenterer universet.
I Indien bruges mandalaen af de tre største religioner født i Indien: buddhisme, hinduisme og jainisme. Det er et politisk, religiøst og meditativt værktøj.
Som politisk betydning er mandalas diagrammer, der forklarer staternes politiske strukturer. Raja-mandala (cirkel af stater) blev formuleret af den indiske forfatter Kautilya i sit arbejde med politik, Arthashastra (omkring det 3. århundrede f.Kr.). Den beskriver cirkler af venlige og fjendtlige stater omkring kongestaten.
I henhold til O. W. Wolters 'afhandling: det gamle kort over Sydøstasien, viser forhistoriske netværker af små fyrstelige stater. Det var en mosaik af ofte overlappende mandalas.
I hinduismen er mandalas ritualer til at fremkalde guderneRao, Saligrama Krishna Ramachandra, 2008, Sri-Chakra Its Yantra, Mantra and Tantra, . Den religiøse mandala i hinduismen er et redskab til flere daglige ritualer i form af yantra.Rao, Saligrama Krishna Ramachandra, 1990, The Yantras, ”Bindu” er det punkt, som mandalaen omkranser, og ligeledes det punkt som gifte hindukvinder har i panden lige over næsen.
I tantrisk buddhisme (vajrayāna) er der forskellige former for mandalas (fra det 1. århundrede f.Kr.), en kompleks struktur, der er malet eller udskåret rundt, der bruges til initieringsprogression, eller endda et diagram lavet af farvet sand, og som hovedsageligt bruges til meditation. Diagrammet er under alle omstændigheder fyldt med symboler som kan være forbundet med en guddom. Visse mandaler, meget detaljerede og kodificerede, bliver semifigurative, semi-abstrakte.
I jainismen bruges et otte-bladet hjul (siddhachakra) under visse ritualer. Det er symmetrisk og indeholder cirkler og er omgivet af en firkant. Det ligner mandalas i hinduismen og buddhismen.
Kropsmaling
Ved menneskehedens daggry opdager mennesket jord, trækul, kridt, saften af farvede bær, blodet fra dyr og mange andre farver, der tjener til at imponere fjenden i form af krigsmaleri eller tegn på anerkendelse i en stamme. Denne primitive makeup-teknik kunne også tjene som camouflage til jagt.
Sandsynligvis allerede før den første sten blev indgraveret, anvendte mennesket pigmenter på kroppen for at vise sin identitet i en social gruppe og placere sig i forhold til andre.