Liberal-Demokratische Partei Deutschlands

Liberal-Demokratische Partei Deutschlands, forkortet LDP eller LDPD, var et blokparti i DDR. Partiet blev grundlagt i juni 1945 i den sovjetiske besættelseszone som et liberaltHans Loch: Der Sozialismus – die Humanität des 20. Jahrhunderts . In: Ders. Aus Reden und Aufsätzen. Der Morgen, Berlin 1985, p. 105. politisk parti. Som de øvrige blokpartier var partiet sammen med Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) en del af Demokratischer Block (1945-50) og senere af Nationale Front (1950-89). Partiet var gennem årene tildelt mellem 45 og 60 pladser i DDR's parlament, Volkskammer, hvor partiet som blokparti understøttede DDR's ledende parti SED.

Under forandringerne i DDR der fulgte efter Murens fald, blev partiet reorganiseret og fusionerde kort efter med blokpartiet NDPD, for derefter at indgå i valgforbundet Bund Freier Demokraten til det frie valg til Volkskammer i 1990, for sluttelig at blive fusioneret med det vesttyske FDP.

Stiftelse thumb|upright 0.8|Wilhelm Külz, formand for LDP fra november 1945 thumb|Mindeplade opsat på Bayerische Straße 5, Berlin-Wilmersdorf, med kort beskrivelse af partiets historie.

Ved Potsdamkonferencen i 1945 forpligtede Sovjetunionen sig til at etablere et politisk system i Tyskland, der skulle hvile på et demokratisk grundlag.Protokollen fra Potsdamkonferencen, Del II.A, artikel 3(iv), Wikisource Som led i denne forpligtelse tillod den sovjetiske militæradministration i Tyskland (SMAD) i sommeren 1945 fire tyske politiske partier: kommunistpartiet (KPD) og socialdemokraterne (SPD) samt to nystiftede partier: det kristendemokratiske Christlich-Demokratische Union Deutschlands (CDU) og Liberal-Demokratische Partei Deutschlands.

Befaling nr. 2 fra SMAD blev udstedt allerede den 10. juni 1945 og foreskrev:

Blot 24 timer efter bekendtgørelsen af befaling nr. 2 offentliggjorde Kommunistische Partei Deutschlands (KPD) sin genetablering efter af have været blevet erklæret forbudt i 1933. Den 15. juni blev Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) genetableret og den 26. juni 1945 blev CDU etableret i den sovjetiske besættelseszone.

Samtidig med grundlæggelsen af CDU i den sovjetiske besættelseszone mødtes syv tidligere medlemmer af Deutsche Demokratische Partei (DDP) den 16. juni 1945 på initiativ af Wilhelm Külz, Eugen Schiffer og dennes svigersøn Waldemar Koch med henblik på en gendannelse af DDP, der var blevet forbudt i 1933 efter nazipartiets magtovertagelse. Partiprogrammet og sammensætningen af partiledelsen blev hurtigt fastlagt med Koch som formand og Wilhelm Külz som næstformand, men det blev tillige undersøgt, hvorvidt det var muligt sammen med CDU at danne et nyt samlet parti. En sammenlægning med CDU blev ikke til noget grundet uenighed om adskillelse af politik og religion, hvorefter det nye parti den 5. juni 1945 blev stiftet under navnet Liberal-Demokratische Partei Deutschlands (LDP).Aufruf der Liberal-Demokratischen Partei Deutschlands an das deutsche Volk vom 5. Juli 1945, Archiv des Liberalismus Partiet henvendte sig hovedsagelig til tidligere medlemmer af Weimarrepublikkens partier DDP, Deutsche Volkspartei og de moderate dele af Deutschnationale Volkspartei. I modsætning til øst-CDU gik LDP ind for bevarelse af privat ejendomsret og var imod nationalisering af råstoffer og statslig kontrol med minedrift og de vigtigste industrier.

Den 10. juli 1945 modtog LDP sin tilladelse fra SMAD under forudsætning af, at det nye parti sluttede sig til Demokratischer Block, en af kommunistpartiet KPD den 11. juni 1945 etableret samarbejdsorganisation, der skulle samle de politiske partier i én samlet blok af anti-fascistiske partier. Allerede i november 1945 måtte LDP's første formand, Waldemar Koch, dog fratræde efter pres fra SMAD for at blive efterfulgt af Wilhelm Külz, der førte en mere sovjetvenlig politik.Klaus Schroeder: Der SED-Staat. Partei, Staat und Gesellschaft 1949–1990, 2. Auflage, Propyläen: München 2000 (1998), S. 32. I december 1945 havde LDP ca. 80.000 medlemmer i den sovjetiske besættelseszone.Gerhard Keiderling: Scheinpluralismus und Blockparteien. Die KPD und die Gründung der Parteien in Berlin 1945., Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte. Band 45, Nr. 2, 1997, pp. 257–296, særlig p. 285 (ifz-muenchen.de PDF; 7,3 MB).

Ved de nogenlunde frie valg i den sovjetiske besættelseszone i 1946 opnåede LDP knap 25% af stemmerne og blev derved det næststørste parti efter SED (der kort forinden var etableret gennem en tvungen sammenlægning af SPD med kommunistpartiet KPD) og lige foran CDU. LDP opnåede sit bedste resultat i Sachsen-Anhalt, hvor partiet opnåede 29,9% af stemmerne.

Forsøg på etablering af fællestysk parti LDP etablerede i juli 1946 et koordineringsudvalg, der skulle koordinere med de øvrige liberale partier i de vestlige besættelseszoner. Udvalget deltog i et møde i Coburg i november 1946 for at forberede oprettelsen af et fælles-tysk liberalt parti i alle besættelseszoner. Arbejdet førte til, at der den 17. marts 1947 på en konference i Rothenburg ob der Tauber blev stiftet et fælles-tysk liberalt parti, Demokratischen Partei Deutschlands, med deltagelse af politikere fra alle fire besættelseszoner. Wilhelm Külz blev sammen med Theodor Heuss (Demokratische Volkspartei) formand.

thumb|Wilhelm Külz (t.v) i december 1947 med Wilhelm Pieck (SED) og Otto Nuschke (CDU) på den første Tyske Folkekongres.

Det nye pan-tyske parti oplevede dog hurtigt indre uro. I december 1947 afholdt SED den "1. Tyske Folkekongres for Enhed og Retfærdig Fred". Folkekongressen blev afholdt i forlængelse af sammenbruddet i forhandlingerne mellem Vestmagterne og Sovjetunionen på udenrigsministerkonferencen i London i november 1947 om det besejrede Tysklands fremtid. Külz insisterede på, at LDP skulle deltage i konferencen, hvilket skabte kontrovers.Karl-Heinz Grundmann (Hrsg.): Zwischen Verständigungsbereitschaft, Anpassung und Widerstand: Die Liberal-Demokratische Partei Deutschlands in Berlin und der Sowjetischen Besatzungszone 1945–1949. FDP-Bundestagsfraktion, Bonn 1978, S. 99 ff., 105. Deltagelsen i folkekonferencen blev diskuteret på LDP's hovedudvalgsmøde den 6. januar 1948 i Weimar, der dog overvejende støttede Külz' linje.Wolfgang Hoffmann: Versuch und Scheitern einer gesamtdeutschen demokratischen Partei 1945–1948, Buchverlag Der Morgen, Berlin 1965, S. 171 f.

Külz blev inviteret til det efterfølgende hovedbestyrelsesmøde i DPD den 18. januar 1948 i Frankfurt am Main.Grundmann, 1978, p. 103 På mødet tog Theodor Heuss stærk afstand fra LDP’s deltagelse i den Tyske Folkekongres og gav udtryk for, at Külz med sin deltagelse havde støttet “den russiske opfattelse af Tysklands enhed”.Grundmann, 1978, S. 104. DPD’s hovedbestyrelse udsendte en pressemeddelelse, hvori den opfordrede LDP til at lade situationen få “personlige konsekvenser” i LDP.Grundmann, 1978, p. 110 LPD’s ordførende Arthur Lieutenant erklærede herefter, at de øst-liberale under disse omstændigheder anså et videre samarbejde for “tæt på umuligt”.Grundmann, 1978, p. 109 Det var de facto afslutningen på den pan-tyske liberale organisation. DFD blev ikke formelt opløst, men ophørte med at være aktive, og ved Külz’ død i april 1948 blev der ikke valgt en ny formand. Den 10. februar 1948 blev LDP-afdelingen i Berlin opdelt i en vest- og øst-afdeling,10.2. – Liberale Stichtage: Spaltung der Berliner Liberalen og den 12. januar 1949 sluttede Vestberlin-afdelingen sig til det nystiftede vesttyske FDP.

Opposition og udrensninger LDP var det parti i den sovjetiske besættelseszone, og senere i DDR, der tydeligst var i opposition til SED og som modsatte sig SED’s krav om lederskabet.Karl Wilhelm Fricke, Peter Steinbach, Johannes Tuchel (Hrsg.): Opposition und Widerstand in der DDR. Politische Lebensbilder. C.H. Beck, München 2002, Einträge Hermann Becker (Bearbeiter: Jürgen Louis), pp. 38–42, særlig p. 39; Peter Moeller (Bearbeiterin: Katrin Passens), pp. 130–134, særlig p. 132.Ines Soldwisch: „…etwas für das ganze Volk zu leisten und nicht nur den Zielen einer Partei dienen…“. Geschichte der Liberal-Demokratischen Partei (LDP) in Mecklenburg 1946–1952. Lit Verlag, Münster 2007, særlig p. 239ff. Efter den første partileder Wilhelm Külz’ død i april 1948 blev LDP mere kritisk over for SMAD og SED, bl.a. på grund af den stigende Stalinisering.

Grundet LPD’s og CDU’s relative succes ved valgene i 1946 og som følge af LPD’s forholdsvis kritiske holdning til SED og SMAD, blev det mere SED-loyale National-Demokratische Partei Deutschlands (NDPD) grundlagt i 1948 for at tilgodese de sociale klasser, som LDP appellerede til: middelklasse, håndværkere og småhandlende.Thomas Großbölting: SED-Diktatur und Gesellschaft. Bürgertum, Bürgerlichkeit und Entbürgerlichung in Magdeburg und Halle. Mitteldeutscher Verlag, Halle 2001, p. 278.Günther Heydemann: Die Innenpolitik der DDR. Oldenbourg, München 2003, pp. 11–12. I slutningen af 1948 opnåede LDP et medlemstal på mere end 200.000, hvilket var det højeste partiet opnåede i sin levetid.

LDP tiltrak især unge, der var kritiske over for kommunismen. 23 procent af medlemmerne var yngre end 25 år. Adskillige af disse blev arresteret af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD og sendt til fængsel eller til NKVD’s speciallejre, hvoraf flere omkom under umenneskelige forhold. De mest fremtrædende sager var formanden for studenterrådet i Leipzig Wolfgang Natonek (1919–1994), der blev arresteret i november 1948 og dømt til 25 års arbejdslejr (men blev frigivet i 1956 og deporteret til Vesten) samt lederen af ungdomsafdelingen i LDP’s afdeling i Mecklenburg, Arno Esch (født 1928), der blev arresteret i oktober 1949 og skudt i Moskva i 1951.Ines Soldwisch: „…etwas für das ganze Volk zu leisten und nicht nur den Zielen einer Partei dienen…“. Geschichte der Liberal-Demokratischen Partei (LDP) in Mecklenburg 1946–1952. Lit Verlag, Münster 2007, pp. 231–235. Andre unge liberaldemokrater i denne periode omfattede Karl-Hermann Flach (1929–1973), Hans-Dietrich Genscher (1927–2016), Burkhard Hirsch (* 1930) og Wolfgang Mischnick (1921–2002), der alle flygtede til Vesttyskland i årene omkring 1950 og senere blev fremtrædende FDP-politikere.Jürgen Frölich: Liberal-Demokratische Partei Deutschlands. In: Gerd-Rüdiger Stephan, Andreas Herbst, Christine Krauss, Daniel Küchenmeister, Detlef Nakath (Hrsg.): Die Parteien und Organisationen der DDR. Ein Handbuch. Dietz, Berlin 2002, pp. 311–342, særlig p. 317.

Ved en blanding af trusler om opløsning af partiet og arrestationer af flere LDP-medlemmer blev LDP's kritiske holdning gradvist nedbrudt.Klaus Schroeder: Der SED-Staat. Partei, Staat und Gesellschaft 1949–1990, 2. Auflage, Propyläen, München 2000 (1998), p. 33. Derudover blev der fra begyndelsen af 1950’erne gennemført omfattende udrensninger i blokpartierne CDU og LPD. Den 8. august 1950 blev LDP's generalsekretær Günter Stempel arresteret "for at overtræde DDR’s valglov" og idømt 25 års tvangsarbejde. Den 8. december 1950 idømte DDR’s højesteret den tidligere finansminister i Thüringen Leonhard Moog (LDP) og dennes medarbejdere in absentia strenge fængselsstraffe for “sabotage”. Vice-ministerpræsident for DDR og LDP-medformand Hermann Kastner blev afskediget fra sit embede i 1950 efter partiinterne tvister med Hans Loch og Johannes Dieckmann og anklaget for overforbrug og korruption, hvorefter han blev ekskluderet fra partiet. Loch overtog posten som formand. Anklagerne mod Kastner viste sig imidlertid at være ubegrundede, og han blev rehabiliteret året efter.

I oktober 1951 ændrede partiet sin forkortelse fra LDP til LDPD for at understrege navnet "Tyskland" for at imødekomme SED’s daværende ønske om, at DDR skulle repræsentere hele Tyskland.Bernard Bode: LDP(D) und nationale Frage vor 1961 – eine Skizze. In: „Bürgerliche“ Parteien in der SBZ/DDR. Verlag Wissenschaft und Politik, Köln 1994, pp. 175–181, særlig p. 180.