350px|thumb|right|Treaarsekspeditionen 1931-1934 til Østgrønland.Lauge Koch, (1892-1964) og Th. Stauning (1873-1942) samler masserne ved ekspeditionsskibenes ankomst til København i 1932 Treårsekspeditionen til Østgrønland 1931-34 var en dansk polarekspedition, ledet af den danske geolog og professor Lauge Koch. Ekspeditionen var den hidtil største Grønlandsekspedition med 109 deltagere og blev finansieret af private investorer, Carlsbergfondet og staten. Udover kortlægning og undersøgelse af geologi, fauna mv., havde ekspeditionen også et politisk formål, nemlig at dokumentere Danmarks suverænitet over området i forhold til den opståede konflikt med Norge, der i sommeren 1931 havde okkuperet et område mellem 71. og 76. nordlige breddegrad på Østgrønland. Ekspeditionen opnåede store faglige resultater, bl.a. på grund af brug af flyvemaskiner og benyttelse af radiokommunikation mellem ekspeditionens forskellige stationer og skibe. Imidlertid opstod der efter ekspeditionen faglig uenighed mellem Lauge Koch og en række danske geologer, der i de følgende år fyldte meget i dagspressen og som dels førte frem til en højesteretsdom i 1938 og dels en årelang opsplitning af den danske geologiske forskning i Grønland.
Ekspeditionens baggrund Mod slutningen af 1800-tallet blev der iværksat en række Nordpolsekspeditioner og først i 1907 blev det fastslået, at Grønland var en ø. Fra dansk side blev der gennemført talrige Grønlandsekspeditioner for at kortlægge de "hvide" pletter på landkortet, men også for at undersøge geologiske forhold, arkæologi, fauna og inuitternes sprog og kultur. Udforskningen af Grønland bar præg af de daværende transportmidler med skib og hundeslæde og ikke mindst det barske klima. Østgrønland og Nordgrønland var derfor de sidste områder som blev kortlagt, fordi havisen sætter begrænsninger for hvor langt mod nord, man kunne sejle. Et andet eksempel på en af de mange ekspeditioner var Danmark-ekspeditionen i 1906-1908.
Lauge Koch havde deltaget i flere Grønlandsekspeditioner, bl.a. den 2. Thule-ekspedition og han var selv blevet leder af bl.a. Jubilæumsekspeditionen Nord om Grønland (1920-1923) og en geologisk ekspedition til Østgrønland i 1926-1927 med udgangspunkt i Scoresbysund.
Striden med Norge om Østgrønlands juridiske status
I 1924 indgik Danmark og Norge en traktat, der gav norske fiskere ret til at overvintre og på nærmere angivne vilkår udøve jagt og fiskeri i Østgrønland (bortset fra områderne omkring Angmagssalik og Scoresby Sund), samt at der kunne opføres stationer for radiotelegrafi, vejrmelding mv. Traktaten var kommet i stand på baggrund af stigende international interesse for polaregnene og især norske aktiviteter i området. I årene op til traktaten havde Danmark arbejdet diplomatisk på at sikre sig tilkendegivelser fra en række stater om, at de ikke ville bestride dansk overhøjhed over hele Grønland. Norge ville ikke give et tilsvarende tilsagn og i forbindelse med traktaten blev der udvekslet noter om, at hver part uanset traktaten ikke ville opgive deres principielle synspunkter, der for Norges vedkommende gik ud på, at dele af Østgrønland var en slags "ingenmandsland". Traktaten skabte en vis ro om "grønlandsspørgsmålet" og Lauge Koch skrev i sin beretning om ekspeditionen til Østgrønland i 1926-27, at de på tilbagevejen fra Danmarkshavn til Scoresbysund besøgte de nordligste nordmænd syd for Clavering ø. Her kom han i diskussion med en norsk fisker og bonde fra Nordnorge, som ikke kunne forstå, hvorfor danskerne dog havde indgået traktaten med Norge. Lauge Koch havde svaret:
thumb|Områder i Østgrønland og Sydøstgrønland der blev okkuperet af Norge i 1931 og 1932 Den norske tilstedeværelse på østkysten blev intensiveret de følgende år, hvor der bl.a. blev opført en række fangsthytter i området nord for Angmagssalik.I Danmark forberedte Lauge Koch sin næste store ekspedition til Østgrønland og den 16. juni 1931 sejlede han på ny afsted mod Grønland med to lastede ishavsdampere.
Senere i samme måned ændredes billedet imidlertid dramatisk, da en gruppe på 5 nordmænd ved den norske radiostation Myggbukta (Myggebugten) hejste det norske flag den 27. juni 1931 og sendte et telegram tilbage til Norge hvori de erklærede, at de i kong Haakons navn havde okkuperet området mellem Carlsbergfjorden og Besselsfjord og at de havde kaldt området for "Eirik Raudes Land" (Erik den Rødes Land). Okkupationen var kulminationen på en stigende nationalistisk bølge i Europa. I Norge frygtede man, at den danske treårsekspedition, der den 16. juni 1931 var afgået fra København med kurs mod Østgrønland, ville forbedre Danmarks muligheder med hensyn til at kunne hævde suveræniteten over hele Grønland. Den private okkupation blev fulgt op af det norske Stortinget, der med en enstemmig beslutning den 10. juli 1931 valgte at annektere området. Danmark reagerede straks ved at indbringe sagen for Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje i Haag. Samtidig fik Lauge Koch politimyndighed over Østgrønland. Ved afgørelse af 5. april 1933 fastslog domstolen, at den norske okkupation var ulovlig og ugyldig. Under retssagen var Lauge Koch til stede og redegjorde bl.a. for Danmark-ekspeditionen.
Ekspeditionen og dens resultater Grundlaget Lauge Koch havde i sommeren 1930 ledet en ekspedition til Østgrønland og da han vendte hjem gik han i gang med at planlægge den hidtil største og mest moderne ekspedition til Grønland, der skulle løbe over tre år. Det fremgår af oplægget til treårsekspeditionen, der blev offentliggjort i december 1930 (optrykt i Geografisk Tidsskrift) , at ekspeditionens videnskabelige arbejde ledes af en komité under forsæde af statsminister Th. Stauning og med direktøren for Grønlands styrelse Jens Daugård-Jensen (1871-1938) som formand. Komiteen bestod endvidere af zoologen professor Adolf Severin Jensen (1866-1953), geologen doktor Victor Madsen (1865-1947), oceanografen, professor og rektor ved Københavns Universitet Martin Knudsen (1871-1947), direktøren for Geodætisk Institut N.E. Nørlund, botanikeren C.H. Ostenfeld (der efter sin død erstattedes af Knud Jessen), inspektør ved Nationalmuseet Th. Thomsen samt departementschef i Undervisningsministeriet C.F. Graae (1875-1948).
Målet for ekspeditionen var at undersøge området mellem Scoresby Sund og Danmarks Havn. Det økonomiske grundlag var kommet i stand på baggrund af en væsentlig støtte fra Carlsbergfondet, der ydede 300.000 kr. og at staten stillede 2 polarskibe (ishavsdampere) "Gustav Holm" og "Godthåb" til rådighed. Skibene blev bl.a. udstyret med ekkolod, 4 motorbåde og 2 rejsebåde samt en specialbygget båd med pumper og spil til zoologisk-hydrografiske undersøgelser. Fra privat side blev der også ydet pengegaver til ekspeditionen, samt radioudstyr både som lån og som gave, hvilket betød, at de forskellige hold kunne kommunikere med hinanden og med skibene. Ekspeditionen kostede samlet 1,3 millioner kroner, hvoraf de private pengegaver udover bidraget fra Carlsbergfondet udgjorde en tredjedel.
Der skulle opføres to hovedstationer, som udgangspunkt for ekspeditionens arbejde. Den nordligste station på Clavering Ø og den sydligere station på Ella Ø. På disse stationer skulle en del af ekspeditionens medlemmer overvintre, mens øvrige deltagere kom til og gik i sommerperioderne. Hver hovedstation skulle have en bistation, til forårs- og efterårsarbejde og hvor det ville være muligt at overnatte. Endvidere skulle der opføres forskellige "rejsehuse" på de steder, hvor der skulle foretages specielle undersøgelser. Husene skulle også tjene som mellemstationer for rejser med båd eller hundeslæde imellem stationerne. Desuden skulle der udlægges depoter ved husene med petroleum og pemmikan.
Deltagerne skulle i forskellige hold undersøge kartografisk-geologiske forhold, undersøge biologi og zoologi, plantegeologiske og planteøkologiske forhold, marinbiologiske og senere foretage hydrologiske undersøgelser. Endvidere skulle der foretages arkæologiske undersøgelser. Holdende skulle efter hver år skifte plads, så hele området blev undersøgt af de forskellige faggrupper. Desuden ville der med radiokommunikationen, bådene og hundeslæderne være mulighed for at videnskabsmændene kunne mødes og drøfte problemstillinger på tværs af faggrupper og drage nytte af hinandens erfaringer og viden.
Ekspeditionen thumb|3 årsekspeditionen til Østgrønland 1931-34. Område og stationer Den 16. juni 1931 var dagen, hvor ekspeditionens 2 skibe sejlede afsted fra Trangraven i Københavns Havn. Det skete under stor bevågenhed. Statsradiofonien var mødt op og sendte fra begivenheden og statsminister Stauning holdt en afskedstale. Kajen og havneområdet var fyldt med folk, der på nærmeste hold, ville bevidne afrejsen. Turen gik først over Færøerne, hvor 4 grønlandske deltagere med deres hunde og slæder var blevet sejlet til fra Vestgrønland. Skibene sejlede derefter videre til Island, hvor der blev lastet kul til dampskibene. Herefter gik det igen nordover langs pakiskanten indtil man fik forceret isbarrieren og arbejdet sig vestover gennem isflagerne frem til Clavering Ø's sydligste fremspring: "Eskimonæs", som man nåede i begyndelsen af august 1931. Her gik man i gang med at opføre den første overvintringsstation med radiosender. Efter at have losset bygningsmateriale drog "Gustav Holm" videre sydpå, for inden hjemrejsen 3 uger senere, at opføre de 2 mindre rejsehuse, et i Nordfjorden og et i Cap Brown, samt den anden store overvintringsstation på Ella Ø, som de nåede frem til den 13. august 1931. thumb|left|Grundplan for overvintringshusene på Clavering Ø og Ella Ø Efter at have færdiggjort stationen på Clavering Ø, rejst sendemasten, installeret motor og akkumulator til strømforsyning for lys og radiosender, udpakket videnskabeligt udstyr mv. og pakket proviant i sideskurene, kunne "Godthåb" den 20. august efterlade det første overvintringshold på Eskimonæs og sejle efter "Gustav Holm" mod syd.
Da skibene vendte tilbage til østkysten i sommeren 1932, medbragte de 2 af marinens Heinkel (H. M. II) pontonfly med 12 hjælpere (piloter, fotografer og mekanikere). Allerede i 1920'erne havde man tænkt på muligheden at kortlægge Grønland fra luften og i 1929 blev søløjtnant Axel Schmidt sendt til Grønland for at undersøge mulighederne for beflyvning, og han vendte hjem med positive anbefalinger. Beslutning og finansiering hertil skete uden problemer efter at den norske okkupation havde fundet sted. Flyene fik afgørende betydning for ekspeditionens videre forløb. Fotografering fra luften gav betydelige fordele med hensyn til kortlægning, men flyene kunne også benyttes i forhold til rekognoscering, for eksempel i forbindelse med at finde en fremkommelig vej for skibene gennem pakisen.
I sommeren 1932 blev der opført yderligere en station "Kulhus", der var endnu nordligere beliggende på Hochstetter Forland. Navnet Kulhus skyldes beliggenheden tæt ved områder, hvor der var fundet aflejringer af kul.
Kortlægning thumb|Clavering Ø med det sydlige "Eskimonæs". Eksempel på kort udarbejdet på baggrund af ekspeditionen.