John de la Pole, 2. hertug af Suffolk

thumb| Våbenskjold tilhørende Sir John de la Pole, 2. hertug af Suffolk John de la Pole, 2. hertug af Suffolk, KG (27. september 1442 – 14. til 21. maj 1492), var en mægtig stormand i England i det 15. århundrede. Han var søn af William de la Pole, 1. hertug af Suffolk og Alice Chaucer, datter af Thomas Chaucer (hvilket gør John til oldebarn af digteren Geoffrey Chaucer). Hans opvækst blev ødelagt i 1450 af hans fars politiske fald og efterfølgende mord. Faderen havde været kongen, Henrik 6.'s favorit, men blev mere og mere mistroet af resten af adelen. Selvom den første hertug af Suffolk havde gjort sig rig gennem handel og især kongelige gavebreve, ophørte denne indtægtskilde ved hans død, så John de la Pole var blandt de fattigste engelske hertuger, da han antog sin titel i 1463. Dette var en omstændighed, som John måtte føle på den hårde måde. Ved mere end en lejlighed nægtede han at drage til London, da han på grund af sin forarmede tilstand ikke havde råd til at opretholde et følge.

Som ung blev John de la Pole gift to gange. Hans første ægteskab med Margaret Beaufort blev annulleret, men hans andet ægteskab med Elizabeth af York gjorde ham til svogeren til to konger, Edvard 4. og Richard 3. Det gav ham elleve børn, hvoraf den ældste, John, nåede at blive udnævnt til Richard 3.'s arving i 1484 og faldt i kamp for den Huset Yorks sag. John de la Pole formåede dog hovedsageligt at undgå at blive involveret i de tumultariske begivenheder under Rosekrigene. Selvom han var politisk knyttet til Huset York i kraft af sit ægteskab, undveg han at deltage i kampene i 1450'erne og greb ikke til våben, før Edvard 4. havde taget tronen. De la Pole ser ud til faktisk at have brugt en stor del af denne periode på at strides med en af sine naboer i East Anglia, Paston-familien, over en arv, og han blandede sig for eksempel endda i parlamentsvalget i et forsøg på at få overhånden.

Suffolk modtog heller ikke store gaver fra Edvard 4., skønt de la Pole fortsatte med at støtte ham med våben, når det var nødvendigt, og da Edvard mistede sin trone i 1470, stolede det nye Lancaster-styre ikke på Suffolk. Suffolk kæmpede for Edvard i Slaget ved Barnet og Tewkesbury, men var ikke en del Edvards inderkreds under hans anden regeringstid. Han ser ud til at have accepteret Richard 3.'s tronbestigelse i 1483, men i modsætning til sin søn var han ikke til stede ved Richard 3.'s nederlag i Slaget ved Bosworth to år senere. Henrik 7. synes ikke at have holdt Suffolk søns forræderi mod hertugen, og synes selv at have beskyttet ham fra sønnes fratagelse ære, liv og gods. John de la Pole døde i 1492 og blev begravet i Wingfield Church, Suffolk.

Opvækst John de la Pole blev født den 27. september 1442, som eneste søn og arving til William de la Pole, 1. hertug af Suffolk og Alice Chaucer,Hicks, M. (2004). "Pole, John de la, second duke of Suffolk (1442–1492)". Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. der var barnebarn af digteren Geoffrey Chaucer. John var derfor stadig kun et barn på syv år, da han den 7. februar 1450 blev gift med den seks år gamle Lady Margaret Beaufort, skønt pavens dispensation til at blive gifte sig først blev underskrevet den 18. august 1450.Michael K. Jones, The King's Mother: Lady Margaret Beaufort, Countess of Richmond and Derby, (Cambridge University Press, 1992), 37.

Jarldømmet Suffolk, skriver historikeren Michael Hicks, var 'ikke særligt rigt'. Hans mor havde dog betydelige godser i sin egen ret fra hendes far, Sir Thomas Chaucer. Fordi dette var Alices tredje ægteskab, holdt hun desuden store livgedinger fra begge hendes tidligere ægtemænd, hvoraf den anden havde været Thomas Montagu, 4. jarl af Salisbury. left|thumb|219x219px| De la Pole-familiens våbenskjold: Azurblå baggrund, en bjælke mellem tre leopardansigter Johns far forbedrede familiens stilling ved at udnytte kongen, Henrik 6.'s favorisering af ham, mens han tjente ham som en vigtig rådgiver i 1440'erne. Allerede jarl af Suffolk blev Johns far først ophøjet til et markis (i 1444) og derefter hertug af Suffolk (1448) og modtog med disse titler store gaver fra kronen. Det havde også været hans fars modtagelse af formynderskabet over Margaret Beaufort fra kongen, der muliggjorde Johns ægteskab med hende, mens begge stadig var unge børn og til trods for at de var inden for de forbudte led af blodsslægtskab.<ref name="Chrimes19992"><cite class="citation book cs1" data-ve-ignore="true" id="CITEREFS.B_Chrimes1999">S.B Chrimes (11 July 1999). Henry VII. Yale University Press. p. 13. </bdi>.</cite></ref> Samtidige hævdede, at ægteskabet med datteren af John Beaufort, hertug af Somerset (fætter til den daværende barnløse konge) var beregnet til at gøre John de la Pole til en eventuel arving til kronen.Ralph A. Griffiths, King and Country: England and Wales in the Fifteenth Century, (Hambledon Press, 1991), 91. Dette anses for usandsynligt af moderne historikere, der har peget på indikationer på, at kongen støttede William i disse planer. Det er blevet antydet, at ægteskabet var det direkte resultat af Williams politiske vanskeligheder under 1450-51 parlamentet.<ref name="JonesUnderwood19932"><cite class="citation book cs1" data-ve-ignore="true">Michael K. Jones; Malcolm G. Underwood (22 April 1993). The King's Mother: Lady Margaret Beaufort, Countess of Richmond and Derby. Cambridge University Press. p. 37. </bdi>.</cite></ref>

Faderens fald Enhver planer, som hans far måtte have haft for John, blev fuldstændig ødelagt i 1450, da Suffolk blev retsforfulgt af parlamentet for tabet af Normandiet under Hundredårskrigen. Suffolk blev forvist, men nåede aldrig kontinentet, da han blev myrdet af søfolk i Den Engelske Kanal kort efter sin afgang. Den 30. april 1450, inden han sejlede fra Ipswich, skrev den vanærede hertug et brev til John, hvori han opfordrede sin søn til at "...flygte fra selskabet og rådet af stolte mænd, af begærlige mænd og af skæbnesvangre mænd...".Virgoe, R., 'The Death of William de la Pole, Duke of Suffolk', Bulletin of the John Rylands Library 47 (1965), 492.

Da Suffolk aldrig formelt var blevet dømt, blev han ikke ikke frataget sin ære, liv og gods, men de kongelige gavebreve, som havde givet John de la Pole så gode udsigter, vendte nu tilbage til kronen. Og selvom John havde arvet sin fars hertugdømme Suffolk, havde han mistet de forskellige embeder, som han havde holdt, såsom konstabel for Wallingford Castle. Derudover må hans økonomiske udsigt for hertugdømmet kun have været endnu mindre på grund af hans mor, der beholdt en tredjedel af hans fars ejendom som livgeding. Hans indkomst er blevet anslået til at være mindre end 280 £ om året, hvilket var mindre end det minimum, der krævedes for en jarl, endsige en hertug.

John de la Pole blev ikke myndig før i 1463. Som sådan blev hans formynderskab i 1450 overtaget af kronen, og formynderskabet over hans godser blev givet til andre af kongen. Hans ægteskab med Margaret Beaufort blev annulleret i februar 1453. En nylig biograf om hendes søn (den senere kong Henrik 7.) har beskrevet dem som gift "kun formelt", og andre steder beskrev den som en "hastig foranstaltning bestemt til ikke at vare ved".

Tidlige karriere John de la Pole begyndte at få opgaver fra omkring 1457. En af disse, til Oxfordshire i juli 1457, var at slå ned på "menigheder og ulovlige sammenkomster mod kongen". Da han stadig kun var femten år, var dette sandsynligvis en symbolsk position.Thomson, J.A.F., 'John De La Pole, Duke of Suffolk', Speculum 54 (1979), 532. På et tidspunkt inden februar 1458, i et arrangeret ægteskabt, af hans mor ser det ud til, giftede John sig med Elizabeth, den næstældste overlevende datter af Richard af York og Cecily Neville. Ægteskabet fandt sted på et politisk turbulent tidspunkt. Det 1. første slag ved St Albans havde fundet sted mindre end tre år tidligere, og kongen havde forsøgt at skabe en fred mellem York og hans allierede (som havde vundet slaget) og familierne til de stormænd, der var faldet der. York havde trods alt været en bitter fjende af Johns far, faktisk var det især takket være York, at der var blevet anlagt sag mod Suffolk i 1450.

Ægteskab John de la Poles eneste nylige biograf har antydet, at trods hans families kontroversielle senest historie, "var den unge John de la Pole, skønt han ikke var af så stor betydning, også en forbindelse for en stormand, der ønskede rigdom og værdighed for en datter".Thomson, J.A.F., 'John de la Pole, Duke of Suffolk', Speculum 54 (1979), 529. Med sig bragte Elizabeth en medgift på omkring 1533 £. Dette var ikke for at gøre Suffolk rig. Ikke alene var det ikke særlig meget sammenlignet med andre medgifter i perioden, men York, hvis lønninger fra hans forskellige embeder næsten altid var i restance, kunne ofte ikke betale raterne til tiden. York havde forpligtet sig til at betale i gældsbeviser til Alice i løbet af fire år, forudsat at hans datter ikke døde i mellemtiden.

Anliggender i East Anglia og fejde med Pastons Meget af Suffolks tidlige aktivitet i East Anglias lokalpolitik var sandsynligvis tilskyndet af hans mor, Alice, og senere kom han til at tilbringe lige så meget af sit voksne liv på hendes herregård i Ewelme, som han gjorde på sine egne herregårde. Suffolk spillede en fremtrædende rolle i fredskommissionerne i Norfolk og Suffolk, og disse blev en fast stilling fra 1464. Ved mindst to lejligheder forsøgte Suffolk at påvirke resultatet af et lokalt parlamentsvalg og udnævnelsen af amtets sheriff. Desuden var han fredsdommer i Berkshire og Oxfordshire i de sidste år af 1460'ere. Han involverede sig i nogle af de mest kontroversielle episoder i samfundet i East Anglia samfund, for eksempel forsøgte han at købe en del af den på det tidspunkt noget berygtede Fastolf-arv i 1461. Dette var faktisk en anden lejlighed, hvor vi faktisk kan se hans mors ledende hånd i virke, da hun er kendt for at have arbejdet for at opnå støtte ved hoffet til et sådant udfald, og endda Margaret Paston mente, at hun personligt stod bag angrebene. Begge var involveret i en voldsom strid med Paston-familien som et resultat af modstridende interesser i Fastolf-arven. Hertugen fremsatte i løbet af det følgende årti også andre omstridte (og i nogle tilfælde direkte ulovlige) krav på andre ejendomme i regionen, og i 1465 ødelagde en gruppe af hans mænd herregården Hellesdon i Norfolk og plyndrede kirken. For disse og andre ulovligheder, der blev påstået af samtidige, undslap Suffolk gengældelse, sandsynligvis på grund af hans kongelige forbindelser. På den anden side var han aldrig i stand til at bruge sådanne forbindelser til sin fordel og overtale kongen til at gribe ind i eventuelle strider på hertugens vegne.

Rosekrigene