Ruslands flåde (, Vojenno-morskoj flot Rossijskoj Federatsii (VMF), Den russiske føderations flåde) er den maritime del af Ruslands militær.
Den nuværende russiske flåde efterfulgte Fællesskabet af Uafhængige Staters (SNG) flåde, der efterfulgte Sovjetunionens flåde efter Sovjetunionens opløsning i 1991.
Den første regulære russiske flåde blev oprettet af Peter den Store i oktober 1696. Peter den Store har efter sigende udtalt: "En regent, der har en hær, har en arm, men den som har en flåde har begge". De fleste af flådens symboler og traditioner, (eksempelvis Apostlen Andreas' flag) blev indført af Peter den Store.
Den russiske flåde bestod ved etableringen primært af udstyr overtaget fra den tidligere sovjetiske flåde og består organisatorisk af Nordflåden, Stillehavsflåden, Sortehavsflåden, Østersøflåden, den kaspiske flotille, Flådens flyvertropper samt kystforsvaret (kystforsvaret udgøres af Marineinfanteriet, Missilforsvaret samt kystartilleriet).
I starten af 2000'erne besluttede man at gennemføre et genopbygningsprogram af flåden, der i 2015 skulle erstatte op til 45 procent af flådens og hærens udstyr.RIA Novosti – Opinion & analysis – Unmanned aerial vehicles increase in numbers Besøgt 27. maj 2011 Ud af 4,9 billioner rubler (192,16 milliarder amerikanske dollar) vil op til 25 procent gå til bygningen af nye skibe. "Vi bygger nu stort set lige så mange skibe som vi gjorde i sovjettiden," udtalte Første Vicepremierminister Sergej Ivanov under et besøg til Severodvinsk i juli 2007, "Problemet er ikke længere pengemangel, men derimod hvordan vi optimerer produktionen, så flåden kan få skibene tre år efter køllægningen og ikke efter fem år."Russian News & Information Agency: Russia's Navy gets ambitious Besøgt 27. maj 2011
Ifølge de russiske skibslister udgør tonnagen på flådens aktive skibe omkring 1.300.000 tons, skibene i reserve udgør yderligere 300.000 tons. Den russiske flåde har været negligeret siden Sovjetunionens sammenbrud grundet utilstrækkelig vedligeholdelse og finansielle problemer, der har betydet utrænet personel og udskydelse og annullering af reparationer og indkøb af nyt materiel. Et andet problem er skabt af den russiske skibsbygningsindustri, som har været i stort set frit fald siden 1991, hvilket betyder at værfternes evne til at bygge nye skibe svinder i stor stil. Hvis denne udvikling ikke vendes kan det betyde døden for de russiske ønsker om at udvikle og bygge krigsskib på egen grund og ultimativt føre til at Ruslands maritime kapaciteter vil kollapse.Russian Navy facing 'irreversible collapse' Besøgt 27. juni 2011 Begyndelsen til dette kan allerede ses med Ruslands ønske om at købe fire skibe af Mistral-klassen i Frankrig.Defensetalk.com: France Russia to sign warship deal before Putun's visit Besøgt 28. maj 2011
Officielt benytter russiske orlogsskibe ikke et præfiks, uofficielt benyttes dog RFS ( "Russian Federation Ship" Russisk føderalt skib)
Historie Oprindelse Flådechefens personlige kommandotegn|left|thumb Den russiske flådes baggrund kan spores tilbage til perioden mellem det 4. og det 6. århundrede da de tidlige slavere kæmpede mod det Byzantiske Rige. De første slaviske flotiller bestod af små sejlskibe og robåde som var sødygtige og var i stand til at sejle på floder. I 9. til det 12. århundrede var der flotiller i Kievriget bestående af flere hundrede skibe med op til tre master. Det er også kendt at beboerne i Novgorod foretog militære felttog i Østersøen (eksempelvis belejringen af Sigtuna i 1187). Ladja (ладья på russisk, havbåd) var et typisk fartøj brugt af Novgorods væbnede styrker (omkring 30 meter lange, bredde 5-6 meter samt 2-3 master. Bevæbning: rambuk og katapult, bemandet med 50-60 mand). Der var også mindre sejl- og robåde såsom Usjkui (ушкуи) til at sejle i floder, søer og skærgårde, Kotji (кочи), og Nosady (носады), benyttet til transportopgaver. I det 16. og 17. århundrede foretog Kosakkerne angreb mod Krim-khanatet og det Osmanniske Rige ved hjælp af sejl- og robåde. Donkosakkerne kaldte dem Strug (струг). Disse både kunne transportere op til 80 mand. En kosakflotille havde typisk mellem 80-100 både af denne type.
Den centraliserede russiske stat har siden det 17. århundrede kæmpet for adgang til Østersøen, Sortehavet samt det Azovske Hav. Ved udgangen af det århundrede havde russerne tilegnet sig værdifulde erfaringer i at benytte flodskibe sammen med landstyrker. Under Zar Mikhail Fjodorovitj begyndte man konstruktionen af det første tremastede skib bygget udelukkende i Rusland i 1636. Det blev bygget i Balakhna af danske skibsbyggere fra Holsten i henhold til europæiske designstandarder og blev navngivet Frederik. Mellem 1667-1669 begyndte russerne at bygge orlogsskibe i landsbyen Dedinovo ved floden Oka til at beskytte handelsruterne langs Volga til det Kaspiske hav. I 1668 byggede de en fregat med 26 kanoner navngivet Orjol (Орёл, eller Ørn), en yacht, en båd med en mast og bovspryd samt et mindre antal robåde.
Under størstedelen af det syttende århundrede sejlede russere og kosakker med deres handelsskibe over Hvidehavet, hvor de udforskede floderne Lena, Kolyma samt Indigirka, hvor de samtidig grundlagde et antal bosættelser i den øvre del af Amur. Semjon Dezjnov er uden tvivl den mest aktive russiske opdagelsesrejsende der i 1648 sejlede hele vejen rundt nord om det nuværende Rusland fra Beringshavet. Da Dezjnov rundede Tjukotskij-halvøen sejlede han ud i Stillehavet.
Russiske kejserrige
Den første officielle russiske flåde blev etableret af Peter den Store. Azovfelttoget i 1696 mod osmannerne under Den russisk-tyrkiske krig (1686-1700) var første gang russerne benyttede to deciderede krigsskibe, fire brændskibe, 23 galejer samt 1.300 struger bygget på floden Voronezj. Efter Azov-fortet på Peter den Stores forlangende var blevet indtaget med støtte fra flådefartøjer, forstod Dumaen vigtigheden af en flåde og udstedte den 20. oktober 1696 et dekret, der foreskev grundlæggelsen af en decideret russisk flåde.The NAVY of the Russian Empire, St. Petersburg, 1996 Dumaen skulle behandle spørgsmålet om bosætning og bemanding af den erobrede fæstning i Azov samt flådefartøjer ved Azov, men fastslår: "Skibe skal der være..." ("Морским судам быть...."). Den officielle dato, den 20. oktober 1696, blev bekræftet den 22. juli 1992 ved et dekret fra den russiske præsident under forberedelserne til flådens 300 års jubilæum. Denne dato er den officielle etableringsdato for den russiske flåde. På Voronez-væftet i 1700 blev det første større skib for den spirende russiske flåde søsat og tilknyttet Azov-flåden. Der er tale om linjeskibene Goto Predestinatsija (Guds provins, 58 kanoner) herefter fulgte Stary Orjol (Gamle Ørn, 80 kanoner) samt Staryj Dub (Gamle eg, 70 kanoner). thumb|left|Peter den Stores flåde (1709).
Under den store nordiske krig i 1700-1721 oprettede russerne Østersøflåden og byen Sankt Petersborg. I 1703-1723 blev Østersøflådens primære flådestation bygget i St. Petersborg, men senere flyttet til Kronstadt. Senere blev flere flådestationer bygget i Vyborg, Helsingfors, Reval (nu Tallinn) samt Åbo. Først var Vladimirskij Prikaz ansvarlig for skibsbygningen indtil denne funktion blev underlagt det russiske admiralitet.
De grundlæggende principper i flåden, dets uddannelses og træningsmetoder såvel som maritime doktriner blev alle nedfældet i Flådens reglement (Морской устав 1720). Peter den Store, Fjodor Apraksin, Aleksej Senjavin, Naum Senjavin, Mikhail Golitsyn er de fem mand man normalt betragter som flådens grundlæggere. Flådens doktriner blev udviklet af Grigorij Spiridov, Fjodor Usjakov, and Dmitrij Senjavin.
Katarina den Store's krige mod det Osmanniske rige betød oprettelsen af Sortehavsflåden med flådestationer i Sevastopol og Kherson. Fra dette tidspunkt begyndte russiske orlogsskibe at bevæge sig ud i Middelhavet på regelmæssig basis. I 1770 opnåede Grigorij Spiridovs eskadre overherredømme i det Ægæiske Hav efter at have slået den Osmanniske flåde i slaget ved Çeşme. Efter at have avanceret til Donau oprettede russerne Donau-flotillen med det formål at beskytte flodens æstuarium mod Osmannerne.
Under Fjodor Usjakovs middelhavsekspedition i 1799, nedkæmpede man franskmændene på Korfu samt de Ioniske Øer i samarbejde med Osmannerne og skabte grundlaget for Syv-ø-republikken. Hans eskadre blokerede derefter de franske baser i Italien; Genoa og Ancona og foretog togter mod Napoli og Rom. Usjakov, der senere blev ophøjet til flådens skytshelgen i det 21. århundrede blev efterfulgt som eskadrechef af Dmitrij Senjavin som fastslog det russiske overherredømme i det sydlige Adriaterhav, standsede Dubrovniks søhandel og slog den osmanniske flåde i slaget ved Athos (1807). Mellem 1803 og 1855, foretog russiske skibe over fyrre verdensomsejlinger og langfarter der kulminerede i Fabian Gottlieb von Bellingshausens opdagelse af Antarktis.
left|thumb|Det russiske admiralitet i St. Petersborg er berømt for sit gyldne tårn med en forgyldt vejrhane bygget som et lille skib.
Disse maritime præstationer blev dog bremset af Ruslands langsomme teknologiske og finansielle udvikling i første halvdel af det 19. århundrede der betød at landet langsomt men sikkert sakkede efter de andre stormagter i brugen af dampskibe. Først i 1826 byggede russerne deres første dampskib Izhora. Ved Krimkrigens udbrud i 1853 var dampskibe stadig ikke udbredte og sejlskibe var stadig i stort overtal. Slaget ved Sinope, vundet af Pavel Nakhimov, er det sidste større søslag med sejlskibe. Under belejringen af Sevastopol i 1854-1855, viste russiske sømænd innovation og viljestyrke ved at bruge alle konventionelle og ukonventionelle midler til at forsvare byen fra sø- og landsiden. Selvom russerne introducerede den moderne sømine i Østersøen og afviste belejringen af Petropavlovsk-Kamtjatskij i Stillehavet. Sevastopol overgav sig til sidst på ganske acceptable vilkår. I overensstemmelse med Pariserdeklarationen mistede Rusland sine rettigheder til at opretholde en flåde i Sortehavet.
Den russiske sejlskibsflåde mistede gradvist sin betydning og blev langsom erstattet af dampskibe, eksempelvis den første pansrede kanonbåd Opyt og et af de første deciderede panserskibe Pjotr Velikij. Admiral Stepan Makarov blev den 16. januar 1877 den første der affyrede torpedoer fra et skib under en kamphandling. Han var også den første til at lufte ideen om en oceangående isbryder, som han konstruerede og søsatte under navnet Jermak. Han foretog to arktiske ekspeditioner i henholdsvis 1899 og 1901, på cirka samme tid som Aleksej Krylov fremlagde sin usynkbarhedsteori.
Den russiske flåde blev betragtet som den tredjestærkeste flåde i verden aftenen før udbruddet på den russisk-japanske krig, der endte som en katastrofe for det russiske militær og i særdeleshed for den russiske flåde. Hverken russerne eller japanerne manglede mod, men russerne blev slået af japanerne i slaget ved Port Arthur som var den første gang i søkrigshistorien at miner blev brugt i offensivt øjemed. Krigsskibene fra Østersøflåden blev sendt til fjernøsten, men blev nedkæmpet i slaget ved Tsushima.
Kort efter krigen benyttede Rusland en stor del af sit militærbudget til at genopbygge flåden med moderne dreadnoughts. Under 1. verdenskrig spillede de russiske flåder en begrænset rolle på østfronten på grund af de voldsomme mineringer fra begge sider. Sortehavsflåden minerede Bosporusstrædet og forhindrede dermed den osmanniske flåde i at sejle ind i Sortehavet. Efter revolutionen betød Ruslands farvel til krigen at Østersøflåden blev hentet hjem fra Helsinki og Tallinn til Kronstadt. Mange af sortehavsflådens skibe fandt efterfølgende havn i Bizerte.
Sovjetunionen