right|thumb| John Golden Theatre, Bernard B. Jacobs Theatre, Gerald Schoenfeld Theatre og Booth Theatre på West 45th Street i Manhattans Theatre District Broadway-teater, også kendt som blot Broadway, henviser til de teaterforestillinger, der fremføres i de 41 professionelle teatre, hver med 500 eller flere siddepladser, beliggende i Theatre District og Lincoln Center langs Broadway, i Midtown Manhattan, New York City.Pincus-Roth, Zachary. "Ask Playbill.com: Broadway or Off-Broadway—Part I". Playbill, February 7, 2008, accessed September 11, 2016Viagas, Robert. "Hudson Theatre Will Be Reopened as Broadway House". Playbill, December 16, 2015 Broadway og Londons West End repræsenterer tilsammen det højeste kommercielle niveau indenfor teaterverdenen i den engelsktalende del af verden.
Selvom selve hovedvejen er til at forveksle med distriktet og dets samling af 41 teatre, og det også er tæt relateret med Times Square, er kun tre af teatrene placeret på selve Broadway (nemlig Broadway Theatre, Palace Theatre og Winter Garden Teater). Resten er beliggende på de nummererede tværgader, der strækker sig fra Nederlander Theatre, en gade syd for Times Square på West 41st Street, nordligt ad hver side af Broadway til 53rd street, samt Vivian Beaumont Theatre, i Lincoln Center på West 65th street. Selvom der findes undtagelser, er udtrykket "Broadway teater" generelt forbeholdt spillesteder med plads til mindst 500 personer, hvor mindre teatre omtales som off-Broadway (uanset placering), mens meget små spillesteder (mindre end 100 siddepladser) kaldes , et begreb, der også kan gælde ikke-kommercielt eller avantgarde-teater eller produktioner, der afholdes uden for traditionelle teatersteder.
Theatre District er en populær turistattraktion i New York City. Ifølge The Broadway League endte det samlede publikumstal for sæsonen 2018–2019 (som sluttede 26. maj 2019) på 14.768.254, og Broadway-shows havde 1.829.312.140 dollars i brutto, med et fremmøde på 9.5%, en bruttoomsætning på 10.3% og spilleuger op med 9.3%."2018 – 2019 Broadway End-of-Season Statistics". Broadway League, May 28, 2019.
De fleste Broadway-forestillinger er musicals. Historikeren Martin Shefter hævder, at "'Broadway musicals' kulminerede med produktioner af Richard Rodgers og Oscar Hammerstein i 1940'erne og genren blev en enorm indflydelsesrig underholdningsform i amerikansk populærkultur og bidrog til at gøre New York til verdens kulturhovedstad. "
Historie
Tidlig teaterliv i New York left|thumb| Interiøret i Park Theatre, bygget i 1798 New Yorks første egentlige teaterliv opstod omkring 1750, da skuespiller-managerne Walter Murray og Thomas Kean etablerede et teaterselskab på teatret på Nassau Street, der havde omkring 280 personer ansat. De fremførte Shakespeare-teaterstykker og balladeoperaer som fx Tiggereroperaen. I 1752 sendte William Hallam en trup af tolv skuespillere fra Storbritannien til kolonierne med sin bror Lewis, som deres manager. De opstartede et teater i Williamsburg, Virginia, og åbnede teatret med Købmanden i Venedig og The Anatomist. Selskabet flyttede til New York i 1753 og opførte balladeoperaer og ballade-farces som Damon og Phillida. Revolutionskrigen (1775-1783) gjorde en ende på teatret i New York, men i 1798 kom teaterlivet tilbage, da Park Theatre med 2.000 siddepladser blev bygget på Chatham Street (nu kaldet Park Row). Bowery Theatre åbnede i 1826,"Bowery Theatre history, Internet Broadway Database listing" Internet Broadway Database, accessed August 26, 2011 efterfulgt af andre.
I 1840'erne drev P.T. Barnum et underholdningskompleks på Lower Manhattan. I 1829, på hjørnet af Broadway og Prince Street, åbnede Niblo's Garden op og blev snart en del af New Yorks førende natteliv. Teatret med 3.000 siddepladser fremførte alle former for musikalsk og ikke-musikalsk underholdning. I 1844 åbnede Palmo's Opera House og kørte med operaforestillinger i kun fire sæsoner, før konkurs førte til en rebranding som spillested under navnet Burton's Theatre. Astor Opera House åbnede i 1847. Optøjer brød ud i 1849, da underklassens støtter i Bowery protesterede mod, hvad de opfattede som snobberi fra overklassens publikum på Astor Place: "Efter Astor Place Riot i 1849 blev underholdning i New York City delt langs klasselinjer: opera var hovedsageligt for overklassen, minstrel-shows og melodramaer var for middelklassen, og varieteshows i koncertsaloner var for mænd fra arbejderklassen og den slumrende middelklasse."
William Shakespeares skuespil blev ofte opført på Broadway-scenen i denne periode, især anført af den amerikanske skuespiller Edwin Booth, der var internationalt kendt for sin optræden som Hamlet. Booth spillede rollen i de berygtede 100 forestillinger i træk på Winter Garden Theatre i 1865 (spilleperioden sluttede kun et par måneder før Booths bror John Wilkes Booth myrdede Abraham Lincoln), og han genoptog denne rolle på hans eget Booth's Theatre (som i en periode blev bestyret af broren Junius Brutus Booth, Jr. ). Andre berømte "Shakespeareans", der optrådte i New York i denne æra, var Henry Irving, Tommaso Salvini, Fanny Davenport og Charles Fechter.
Oprindelse af musicalen og tiden efter borgerkrigen Teaterlivet i New York flyttede gradvist fra centrum til Midtown Manhattan omkring 1850, hvor der blev afsøgt billigere ejendomme. I begyndelsen af 1800-tallet var området, der nu er Theater District, ejet af en håndfuld familier og omfattede et par gårde. I 1836 åbnede borgmester Cornelius Lawrence 42nd Street, den nu store kendte centrale gade tværs over Manhattan, og inviterede Manhattans beboere til at "nyde den rene, rene luft." Knap 60 år senere byggede teaterentreprenøren Oscar Hammerstein I det ikoniske Victoria Theatre på West 42nd Street.
Broadways første "long run" musical var The Elves som spillede 50 forestillinger i 1857. I 1870 var centrum af Broadway på Union Square, og i slutningen af århundredet var mange teatre i nærmere Madison Square. Teaterlivet kom til Times Square-området i begyndelsen af 1900-tallet og Broadway-teatrene rodfæstede sig der, efter at et stort antal teatre blev bygget omkring pladsen i 1920'erne og 1930'erne. New Yorks teaterliv fortsatte med at ligge langt efter teaterlivet i London,"Longest Running Plays in London and New York" dgillan.screaming.net (stagebeauty.net), copyright 2007, accessed August 26, 2011 men Laura Keenes "musical burletta" The Seven Sisters (1860) brød alle tidligere New York-rekorder med 253 forestillinger. Det var ved en forestilling af Keenes trup af Our American Cousin i Washington, DC, at Abraham Lincoln blev skudt. left|thumb| The Black Crook (1866), af nogle historikere betragtet som den første musical.Sheridan, Morley. Spread A Little Happiness:the First Hundred Years of the British Musical, New York: Thames and Hudson, 1987, , p.15 Plakat til genopsætningen fra 1873 af The Kiralfy Brothers. Det første teaterstykke, der er i overensstemmelse med den moderne opfattelse af en musical, hvor dans og originalt musik hjælper med at fortælle historien, anses for at være The Black Crook, der havde premiere i New York den 12. september 1866. Produktionen var fem og en halv time lang, men trods længden kørte den i perioden med 474 (rekordmange) forestillinger. Samme år var The Black Domino/Between You, Me and the Post den første opsætning, der kaldte sig en "musikalsk komedie".
Tony Pastor åbnede det første vaudeville-teater en blok øst for Union Square i 1881, hvori Lillian Russell optrådte. Komikerne Edward Harrigan og Tony Hart producerede og medvirkede i musicals på Broadway mellem 1878 (The Mulligan Guard Picnic) og 1890, baseret på bog og tekster af Harrigan og musik af hans svigerfar David Braham. Disse musikalske komedier fremhævede karakterer og situationer hentet fra dagligdagen i New Yorks lavere klasser og repræsenterede et betydeligt skridt væk fra fra vaudeville og burlesque, mod en mere litterær form. Der medvirkede sangerinder af høj kvalitet (Lillian Russell, Vivienne Segal og Fay Templeton) i stedet for sangerinder med tvivlsomme ry, der havde spillet med i første spæde musicals.
Efterhånden som transportation forbedredes, som fattigdommen i New York faldt og som gadebelysningen sørgede for mere sikker færden om natten, steg antallet af potentielle støtter for det øgede antal teatre enormt. Forestillingerne kunne spille i længere tid og stadig trække publikum til, hvilket førte til bedre overskud og forbedrede produktionsværdier. Som set i England blev teatret mere stuerent, på grund af kvindernes større deltagelse i teaterlivet, da prostitution begyndte at svinde. Briterne Gilbert og Sullivans familievenlige komiske operahits, som startede med HMS Pinafore i 1878, blev importeret til New York (af forfatterne samt i adskillige ulicensierede produktioner). De blev efterlignet i New York i amerikanske produktioner som i Reginald Dekovens Robin Hood (1891) og John Philip Sousas El Capitan (1896) sammen med operaer, balletter og andre britiske og europæiske hits.
1890'erne og begyndelsen af 1900'erne thumb| Noder til "Give My Regards to Broadway" Charles H. Hoyts A Trip to Chinatown (1891) blev Broadways long-run mester, da den overgik Adonis og dens 603 samlede forestillinger i 1893, og blev spillet 657 gange. Chinatown blev overgået af musicalen Irene (1919) i 1921 som den længst kørende Broadway-musical, og endnu tidligere, i marts 1920, af Lightnin' (1918) som det længst kørende Broadway-show. I 1896 dannede teaterejerne Marc Klaw og A.L. Erlanger Theatrical Syndicate, der kontrollerede næsten ethvert lovligt teater i USA i de næste 16 år.Kenrick, John. "Kenrick's summary of New York theatre from 1865 to 1900" Musicals101.com, accessed August 26, 2011 Samtidig spredte mindre vaudeville- og varieté-huse sig og Off-Broadway var veletableret i slutningen af 1800-tallet.
A Trip to Coontown (1898) var den første musical-komedie, der udelukkende blev produceret og fremført af afroamerikanere i et Broadway-teater (stort set inspireret af strukturerne i minstrel-shows), efterfulgt af den ragtime-inspirerede Clorindy: The Cakewalk's Origin (1898) og den meget succesrige In Dahomey (1902). Hundredvis af musical-komedier blev opført på Broadway i 1890'erne og begyndelsen af 1900'erne bestående af sange skrevet i New Yorks Tin Pan Alley med komponister som Gus Edwards, John Walter Bratton og George M. Cohan ( Little Johnny Jones (1904), 45 Minutes from Broadway (1906) og George Washington Jr. (1906)). Alligevel var spilleperioderne i New York relativt korte, med nogle få undtagelser, sammenlignet med spilleperioder i London frem til 1. verdenskrig. Et par meget succesrige britiske musicals opnåede samme store succes i New York, herunder Florodora i 1900–01.
1900–1925 left|thumb| Victor Herbert Sammen med oversættelser af de populære kontinentale operetter fra de første år af det 20. århundrede, kom "Princess Theatre"-forestillinger fra 1910'erne på banen af forfattere som PG Wodehouse, Guy Bolton og Harry B. Smith. Victor Herbert, hvis arbejde omfattede nogle intime musikalske teaterstykker i moderne omgivelser samt hans række berømte operetter (Fortune Teller (1898), Babes in Toyland (1903), Mlle. Modiste (1905), The Red Mill (1906) og Naughty Marietta (1910)).
Som The Red Mill opføres, får Broadway installeret elektriske skilte uden for teatrene. Da farvede pærer gik for hurtigt ud, blev brugt hvide pærer og Broadway fik tilnavnet "The Great White Way". I august 1919 krævede Actors 'Equity Association en standardkontrakt gældende for alle professionelle produktioner. Efter en strejke der lukkede alle teatre, blev producenterne tvunget til at blive enige. I 1920'erne var Shubert -brødrene nået til at have overtage størstedelen af teatrene fra Erlanger-foreningen.