thumb|Fuþark fra Kylverstenen, Sverige. (ca. 400 e.Kr.) thumb|Themsensværdet fundet i Themsen med angelsaksiske runer (ca. 9. årh.) thumb|lanseskaft fra Kragehul med runeinskriptioner. (ca. 5. årh. e.Kr.)
Runealfabeterne er en række af skriftsystemer, der først opstod i 2. århundrede e.Kr., og som hovedsageligt blev brugt i germansk og nordisk kultur.Gertrud Pettersson; Svenska språket under sjuhundra år, Lund, 2005 Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske.Damsgaard Olsen (1994) s. 154 "Runerækken" kaldes fuþark efter de seks første runestaver. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.Kr., og de var kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men runerne overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37
Runerne var skabt til indskrifter, og blev brugt i både religiøs og verdslig sammenhæng: fx mindesten over døde, ejersignaturer, graffiti, breve, notater, vers, bønner, trylleformler osv.Damsgaard Olsen (1994) s. 154-157 En af verdens ældste kendte runeindskrifter, harja, findes på en kam fra 100-tallet, fundet i Vimose på Fyn. Ordet kan være et mandsnavn, eller det kan betyde ”kam". Rigets runer En jernkniv med indskriften "hirila" dateres til 150 e.Kr.
Udviklingen inddeles i tre faser, hver med sin udformning. Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. Der skete en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenlige.Damsgaard Olsen (1994) s. 156 Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen. I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer. Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde. I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner: en primært dansk og en primært svensk/norsk. Middelalderens runer var påvirket af det latinske alfabet.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 38
Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet beholdt de 24 tegn, og føjede flere til.
Nogle runer er skrevet i runekoder - fx jötunvillur-koden, lønrunekoden og cæsarchifferet.26. februar 2014, videnskab.dk: Runekoderne jötunvillur er knækket for første gang. Det kan bidrage til at løse mysteriet om vikingernes hemmelige koder. Citat: "...Alle runer har et navn, og i jötunvillur-koden bytter man runetegnet ud med den sidste lyd i runenavnet... Runekoderne blev ikke bare brugt til oplæring. Brugen af koder vidner om en legende og fantasifuld brug af runer i vikingetiden og middelalderen, mener runeeksperten... Ni af de omkring 80 kodede runeindskrifter, som Jonas Nordby har gennemgået, er skrevet med jötunvillur-koden... lønrunekoden inddeler runealfabetet i tre dele... Cæsarchifferet er opkaldt efter den romerske kejser Julius Cæsar. Det bytter et runetegn ud med et andet ... Der findes sandsynligvis flere typer af runekoder end dem, forskerne har løst, og der er mange beskeder, som endnu ikke er tydet... "Runekoder var middelalderens svar på sudoku," siger han..."
Rune, stav og bog Ordet "rune" betød "hemmelighed" Meulengracht-Sørensen (2006) s. 44 (som i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jfr. tysk raunen "hviske"). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften. "At læse" hed på norrønt "at råde runer"; heraf engelsk to read (= at læse). Det Norske Akademis ordbok
Ordene "stave" og "bogstav" (også tysk Buchstabe) stammer fra runerne, der ofte havde en fast streg - en stav - en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealfabet. Runernes form skyldes sandsynligvis, at de blev ridset på stave, træplader og træpinde (bog betyder egentlig "bøg"), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande, da træ er mere forgængeligt end metal. Først omkring 600 blev det almindeligt at rejse runesten. Bøger med runer skrevet på papyrus og pergament kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter ligeså; men det betyder ikke, at de ikke blev brugt før.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 52
Den latinske digter Venantius Fortunatus (6. årh. e. Kr.) har skrevet dette lille distikon om runer og latinske bogstaver (Carmina 7.18): Barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis. Quodque papyrus agit virgula plana valet. Tegn blot den barbariske rune på asketræstavler. Alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren. Tineke Looijenga: Texts and contexts of the oldest runic inscriptions (s. 77)
Oprindelse thumb|right|Den største af Jellingstenene, Danmarks nok mest kendte runesten. Runernes ophavssted er ukendt, men størsteparten af de ældste indskrifter stammer fra det nuværende Danmark. Det beviser nu ikke, at de er opstået her. Sandsynligvis har tegnene oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive indskåret eller -ridset i træ.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37-39 Det første runealfabet var sandsynligvis særnordisk, da tegnene var tilpasset de urnordiske sproglyde. Det kan være udviklet af én person med godt kendskab til klassiske alfabeter, men spredte sig raskt til forskellige dele af Skandinavien. Først noget senere blev runealfabetet taget i brug i et større germansk område - efter de bevarede indskrifter.Runene: det første skriftspråket - Norgeshistorie
Baggrunden for runernes udvikling er også usikker; men det skete næppe på grundlag af økonomiske og administrative behov. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at grunden muligvis kan have været et ønske om at markere politisk uafhængighed over for Romerriget ved at have et eget skriftsprog. Samtidig fandtes der ikke et behov for et egentligt skriftsprog i Norden før omkring religionsskiftet. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 39 Der er i al væsentlighed tre teser: 1. Den græske tese har ikke så mange tilhængere længere. Den antager som forbillede enten et arkaisk græsk alfabet fra det 6. årh. f. Kr. eller en østgræsk minuskelskrift fra det 2. eller 3. årh. e.Kr. Kontakten skulle være sket i Sortehavsområdet. De nordiske runeindskrifter dukker imidlertid op i 200-tallet; goterne befandt sig ved Sortehavet, da biskop Wulfila i 300-tallet benyttede enkelte runer i sit gotiske alfabet.runer – Store norske leksikon 2. Den latinske tese. Når man betænker den romerske kulturs enorme betydning, da runerne dukker op, er det i udgangspunktet mest sandsynligt, at runerne skal være afledt af det latinske alfabet. Der er da også flere tegn, der mest sandsynligt har et latinsk forbillede (f.eks. ᛓ = F og ᚱ = R). Det er derfor stadig den mest populære tese blandt forskerne.. På Østermarie-alfabetstenen står runerne i det latinske alfabets rækkefølge.
3. Den etruskisk-norditaliske tese mener, at runerne er afledt af det etruskiske alfabet eller et andet af de alfabeter, der var i brug i Norditalien og i Alperne i århundrederne før Kristi fødsel. Disse alfabeter er som det latinske afledt af det græske, men har særlige tegn og former. Tesen støtter sig først og fremmest på en indskrift på en hjelm fra Negau: Harigastiz fefakit "Harigastiz gjorde (den)". Indskriften fra det 3. eller 2. århundrede e.Kr. benytter et norditalisk alfabet, og verbet er oldlatin, men navnet er germansk. Tydningen af indskriften er dog omstridt.Det vægtigste argument for den italisk-etruskiske tese er bogstavernes form, der er mere arkaiske end samtidens latinske og græske indskrifter. Bogstavernes skæve streger gør dem mere runeagtige. Der er desuden mange flere bogstaver, der ligner hinanden i runealfabetet og de norditaliske alfabeter, end med enten det latinske eller det græske alfabet. Problemet er, at tesen forudsætter, at runerne blev udformet allerede omkring Kristi fødsel et sted i Alpeegnene, selv om der ikke er spor af skriften i området. De dukker først op i 200-tallet, hvor de ældste indskrifter stammer fra våben og redskaber i danske mosefund.
1 + 2 + 3. Træalfabet. Det er muligt at kombinere alle tre teser, da næsten alle bevarede latinske indskrifter er på sten, metal og papyrus, og da alfabeterne på sten og på papyrus er indbyrdes forskellige så kan der sagtens have været et tredje alfabet til at skære en hurtig besked i træ, men dette træalfabet er bare ikke bevaret. Runerne har en vis lighed med etruskiske skrifttegn, der væsentlig er bevaret som indskrifter i sten, bortset fra et beskrevet linnedssvøb lagt om en mumie.
Vikingetiden og senere thumb|Kallerupstenen fra det 9. århundrede. I Norden var jernalderens og vikingetidens kultur mundtlig, men man rådede over et skriftsystem. Det egnede sig ikke til lange tekster. (Hvorfor ikke?) Skriftkultur var ikke ukendt, og den fandtes i flere af nabolandene.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 16
I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje som i et dokument. Runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt var de monumentale runesten demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med oplysninger om slægtskabsforhold og ejendom. På den store Jellingsten proklamerede Harald Blåtand sine politiske bedrifter: "Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne."Meulengracht-Sørensen (2006) s. 46-47 Mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 51 Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som en begyndende skriftkultur i Norden.Meulengracht-Sørensen (2006) s. 17
I 1000- og 1100-tallet blev de første lærdomscentre opbygget i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. Alligevel vedblev runerne med at være i brug længe efter. Norges ældste bevarede bog er en håndskrevet salmebog, "Kvikne-psalteriet", fra mellem 1150 og 1200 i Trøndelag. På omslaget står der Kvikna kyrkja à mik (= Kvikne kirke ejer mig). Den er skrevet med en blanding af runer og latinske bogstaver, og indbundet i træplader. Den opbevares ved Nasjonalbiblioteket i Oslo.Kvikne-psalteriet
Runer blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. Thorkil Damsgaard Olsen mener, baggrunden var, at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De ridses med kniv, som alle dengang gik med, mod en genstand med modtagelig overflade, f.eks. ben, træ eller bly. De var tilgængelige for alle i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr: Pergament, pen og blæk. I det 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.Damsgaard Olsen (1994) s. 154-160
I 16. århundrede opstod der i lærde kredse i forbindelse med renæssancens interesse for antikkens kultur en fornyet interesse for runerne. Ole Worms værk Literatura Runica er det første videnskabelige værk om nordiske litteratur i middelalderen og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet skrevet med runer.Willis (2004) s. 439
Religion