Christian 2. (født 1. juli 1481, død 25. januar 1559) var konge af Danmark og Norge 1513–1523 og af Sverige 1520–1521. Han var søn af kong Hans, tilhørte den oldenborgske slægt og er i både dansk og svensk historie især blevet kendt for sin rolle i det stockholmske blodbad i 1520, hvorfor han i Sverige har fået tilnavnet “Kristian Tyrann” (Christian Tyran), som han fortsat almindeligvis omtales under.
Ved sin tronbestigelse overtog Christian 2. et politisk spændt forhold til rigsrådet, som allerede under Hans havde været stærkt utilfreds med kongemagtens selvstændige kurs, noget der også afspejledes i Christian 2.s håndfæstning. Ikke desto mindre førte han, støttet af Sigbrit, moderen til hans elskerinde Dyveke, en endnu mere borgervenlig politik end sin far. Han søgte at bruge borgerstanden som modvægt mod rigsrådsadelen for derved at styrke sin egen kongemagt og bane vej for et arvekongedømme, og han foretrak derfor ofte borgerlige embedsmænd. En vigtig støtte fandt han i Malmøs borgmester Hans Mikkelsen, som sammen med den hollandskfødte Sigbrit arbejdede imod hanseaternes privilegier og ønskede at fremme ummelandsfarernes nordiske handel. I 1521 udfordrede regeringen yderligere adelen ved, i forlængelse af tidligere købstadslovgivning, i vidt omfang at forbyde selvstændig handel med udenlandske købmænd; samtidig søgte den at beskytte fæstebøndernes retsstilling, og herved blev store dele af adelen modtagelige for oprør.
I 1520 erobrede Christian 2., støttet af det unionsvenlige parti i det svenske rigsråd, Sverige. Sten Sture den Yngre døde, og kongen benyttede den militære sejr til et definitivt opgør med det svenske selvstændighedsparti. Efter en kortvarig, formelt kirkelig proces blev i alt 82 Sture-tilhængere henrettet under det såkaldte stockholmske blodbad, kort efter hans kroning. Denne begivenhed gjorde ham varigt berygtet og gav ham i Sverige tilnavnet Kristian Tyrann. Herefter samlede hans modstandere sig imidlertid mod ham: Lübeck og svenskerne under Gustav Vasa gik sammen, og da det danske rigsråd henvendte sig til hertug Frederik, den senere Frederik 1., erklærede denne sig villig til at tage opgøret op med sin nevø. Over for denne koalition opgav Christian 2. og rejste til sin svoger, kejser Karl 5., i Nederlandene for at søge støtte.
I 1531 forsøgte Christian 2. at generobre sin position ved et angreb på Norge, men han indlod sig på forhandlinger med Frederik 1., som lod ham fængsle. Herefter kom han kun til at spille en indirekte rolle i dansk politik og forblev statsfange på Kalundborg Slot indtil sin død i 1559.
Liv og gerning
Fødsel og opvækst Christian blev født 1. juli 1481 på Nyborg SlotHeise 1916, s. 886 som tredje men ældste overlevende søn af Kong Hans og Christine af Sachsen. Omtrent 6 år gammel var han i kort tid i huset hos Hans Bogbinder, derefter hos sin lærer, kannikken Jørgen Hintze, der for at passe på den åbenbart ustyrlige dreng skal have ladet ham synge med blandt kordrengene i Vor Frue Kirke i København. Han blev valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487. Faderen tog ham nu tilbage på slottet og satte ham under vejledning af en tysk lærer, mester Conrad. Vild og ustyrlig skal han på denne tid have været, sværmede omkring om natten og kom i konflikt med byvagten. Senere fik han den ansete rigsråd Niels Eriksen Rosenkrantz til hofmester og vænnedes tidligt til deltagelse i det offentlige liv.Heise 1916, s. 887
Christian blev ligeledes valgt til konge af det norske rigsråd i 1489 og af det svenske i 1497 og hyldedes personlig 19. maj 1499 i Stockholm af udsendinge fra alle Sveriges landskaber, hvorpå han, ledsaget af Sten Sture (den Ældre), gjorde en rejse rundt i landet. Da Sverige få år efter atter faldt fra, gjorde han 1502 i sit 21. år som hærfører et rask strejftog fra den norske grænse ind i Sverige og viste både mod og energi. 1506-1512 styrede han derpå Norge med uindskrænket myndighed på faderens vegne og hævdede allerede her med en forbavsende kraft under vanskelige forhold den kongelige myndighed: de upålidelige norske stormænd fjernedes fra de vigtigste lensmandsposter og afløstes af pålidelige danske mænd, oprør dæmpedes med ubønhørlig strenghed, Hansestædernes overgreb standsedes. Egenmægtigt stivsind, parret med list, med mistænksomhed og undertiden med klog forstillelse, havde han allerede vist, ikke mindst i sit forhold til gejstligheden. Allerede som ung var han således allerede en fuldt udviklet herskernatur med et kraftigt, i ridderlige færdigheder øvet legeme, hvis mandige skønhed vakte beundring hos en kender som Albrecht Dürer, med en livlig og opvakt ånd, der interesserede sig for alt nyt, med forkærlighed for de lavere stænder som modvægt mod adel og gejstlighed, der var en hindring for hans udprægede herskerlyst.
Under sit ophold som statholder i Norge 1506 — 1512 mødte han to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv: Dyveke, som han mødte ved en dansefest på rådhuset i Bergen, og hendes mor, Sigbrit Willoms, der siden begge fulgte med ham til Danmark.
Tronbestigelse og ægteskab, konflikten med adelen thumb|Portræt malet af Pieter van Coninxloo i 1521. En misstemning mod ham var allerede vakt hos de højere stænder i Danmark, ikke mindst hos gejstligheden, på grund af hans adfærd i Norge, hvor han, uden at bryde sig om indsigelser fra ærkebisper, paven eller sin egen fader, havde holdt biskop Karl af Hamar i et strengt fængsel. Det var formodentlig i følelsen af denne misstemning, at kong Hans gentagne gange, senest i juli 1512, havde ladet rigsrådet forny sit valgbrev. Allerede straks efter kongens død, den 20. februar 1513, skal flere jyske rigsråder have henvendt sig til kong Christians farbroder, hertug Frederik, om at overtage regeringen. Dette blev dog afværget, og den 22. juli samme år vedtoges på et dansk-norsk herremøde i København en fælles håndfæstning for Danmark og Norge, og med de kongemagten meget indskrænkende bestemmelser, at kongen ikke allerede i sin levetid måtte lade sin søn, hvis han fik en sådan, kåre til konge, og at rigernes indbyggere, hvis kongen overtrådte håndfæstningen og ikke ville rette sig efter rigsrådets råd i så henseende, skulle ved deres ære troligen tilhjælpe at afværge det uden derved at bryde deres troskabsed. I oktober samme år blev kongen derpå hyldet i Hertugdømmerne, den 11. juni 1514 kronedes han i København og samme år i Oslo.
Den 12. august 1515 stod derpå i København hans bryllup med den 13-årige Elisabeth, søster til den senere Kejser Karl V, uden at kongen derfor afbrød forbindelsen med Dyveke, som han havde mødt i Bergen, og som var fulgt med til København sammen med sin moder, Sigbrit, der fik en stor indflydelse på kongen. I 1517 døde Dyveke pludseligt, og kongen anklagede lensmanden på Københavns Slot Torben Oxe for at have forgivet hende, og trods forbøn fra rigsrådet og hoffet lod kongen Torben Oxe halshugge. Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de stærkeste og mest harmoniske: den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen fulgte hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant over for udenlandske statsoverhoveder, da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage.
Henrettelsen af Torben Oxe var et åbenlyst brud på håndfæstningen; fra nu af var kongen i strid med adelen. Omkring den kloge Sigbrit samlede sig en række af uansvarlige rådgivere, der fik den største indflydelse, mens rigsrådet blev trængt tilbage. Kongens planer om en enevældig magt trådte stedse tydeligere frem.
Konflikten med Sverige og med Lübeck
Forholdet til Sverige holdt endnu striden med de højere stænder noget tilbage. Her var Christian jo allerede hyldet som barn, men den daværende rigsforstander, Sten Sture (den Yngre), havde hidtil forstået at hævde sin magt. Da han imidlertid var kommet i strid med ærkebiskop Gustaf Trolle, optrådte kongen som kirkens forsvarer og lod ærkebiskoppen af Lund som Sveriges primas sætte Sten Sture og hans tilhængere i band. De første felttog (1517 og 1518) var dog ingenlunde heldige, men da Stockholm, efter at kongen 1520 havde opbudt hele sin magt, havde måttet overgive sig, lod han sig den 4. november 1520 krone som arveherre, efter at han havde ladet biskop Jens Andersen Beldenak med sin juridiske spidsfindighed bevise, at Sverige oprindeligt var et arverige. Tilgivelse for alt, hvad der var forbrudt mod kongen selv, mod kirken og Gustaf Trolle, blev givet, men da hans gejstlige rådgivere, Didrik Slaghæk og Gustaf Trolle, havde forestillet ham, at han ikke kunne tilgive forseelser mod kirken, greb han atter dette som et juridisk påskud til at lade en kætterdom afsige mod Sten Stures tilhængere og foranstaltede det stockholmske blodbad den 8. november 1520: omkring 80 personer skal denne dag være faldne for bøddeløksen, nogle henrettedes senere, men ved valget af ofrene herskede stor vilkårlighed, kætterlisten blev ikke udelukkende lagt til grund, i stedet synes kongen at have ladet sin hævnfølelse og sit magtbegær råde.
Det stockholmske blodbad var direkte årsag til, at han mistede Sveriges krone, og indirekte til, at han mistede Danmarks. I Sverige rejste Gustaf Vasa kort efter folket; dog faldt Stockholm selv først i dennes magt den 20. juni 1523, flere måneder efter, at Christian selv havde forladt sine riger. Også i Danmark blev kongens regime fra nu af stedse vildere. Det var, som om alle lidenskaber nu var løsslupne, alle hensyn satte til side. Alt, hvad der var til hinder for hans egen magt eller for hans rigers trivsel, skulle ryddes bort, kirkens og adelens magt skulle stækkes. På den vilkårligste måde greb han derfor ind i kirkens styrelse, Lübecks magt skulle knækkes, derfor udkastede han endnu i Stockholm planen om at gøre København til en fri stabelstad og centrum for en slags nordisk Hansa. En forbavsende energi kunne han under disse forhold vise, men også tit hurtig opgive en plan, når han mødte uventede hindringer, hvorved der ofte kom en dobbelthed ind i hans handlemåde. Mens han således i Sverige gav sig udseende af at optræde som kirkens forsvarer, lod han samtidig en luthersk prædikant optræde i København, men opgav atter dette forsøg, da han på grund af flere biskoppers henrettelse i Stockholm var kommet i et spændt forhold til pavestolen. Didrik Slaghæk gjordes da - næppe helt uden grund - til syndebuk og blev brændt på Gammel Torv kort efter, at kongen selv havde indsat ham i Lunds Ærkesæde.Heise 1916, s. 888
Rejsen til Nederlandene thumb|upright|left|Christian II - gravering fra 1523, af Jan Gossaert. Mens kongen var stærkt optaget af sine reformplaner, tankerne om at knække Lübeck og at bringe sin farbroder, hertug Frederik af Gottorp, i større afhængighed af sig, gjorde han pludselig en rejse til Nederlandene i juni-september 1521. Hans uventede ankomst vakte den største opsigt, overalt blev han som kejserens svoger og en af Europas største fyrster modtaget med store æresbevisninger. Han udnyttede sin position over for den 21-årige kejser til ved i fortrolige sammenkomster uden rådgivere at få denne til at bekræfte gamle, middelalderlige breve om Danmarks rettigheder over Lübeck og at til sig få afstået lensretten til Holsten (hvilket var i strid med arvedelingen med hertug Frederik). Efter at have nået sin hensigt forlod han atter hoffet og rejste om til de rige nederlandske stæder, med skarpt blik for alt, hvad der i det rige kulturland kunne komme hans egne lande til gode. Blandt andet kom han i nærmere forbindelse med Albrecht Dürer og Erasmus af Rotterdam. Det var i en samtale med Erasmus om Martin Luther, at han lod falde den for ham selv så betegnende ytring: "Ved milde midler udretter man intet; de lægemidler, som formår at ryste den hele krop, det er de bedste og sikreste".
Lovene om købstæder og om landet