Australian Football League (AFL) er den førende og eneste fuldt professionelle turnering i australsk fodbold (Australian rules football). Den hed oprindeligt Victorian Football League (VFL) og blev grundlagt i 1896 som en udbryderliga fra Victorian Football Association (VFA). Den første sæson blev spillet i 1897. Den skiftede navn til Australian Football League i 1990 efter turneringen i 1980'erne var blev udvidet til omfatte hold fra andre australske delstater. AFL udgiver Laws of Australian football, der er en regelsamling, som med variationer benyttes af andre forbund for australsk fodbold.
AFL har 18 hold fra 5 delstater (Victoria, South Australia, Western Australia, Queensland og New South Wales). I 2028 vil der også blive deltagelse af et tasmansk hold. Der er blevet afviklet kampe i alle delstater og de to territorier på fastlandet samt i New Zealand og Kina for at øge interessen for AFL.
AFL-sæsonen består af et grundspil på 24 runder med hjemme- og udekampe, som afvikles i den australske vinter (marts til september). Det bedst placerede hold vinder minor premiership (det lille mesterskab). De 8 bedste hold mødes i et slutspil efter cup-systemet. De to bedste hold mødes i AFL Grand Final, som normalt spilles på Melbourne Cricket Ground. Vinderen af finalen er sæsonens premiers (mestre). De to Melbourne-klubber Carlton og Essendon er de to mest vindende hold i ligaen med hver 16 mesterskaber.
Historie VFL (1897–1989) Baggrund og oprettelse thumb|Slutstillingen i VFA i 1896. Collingwood, Essendon, Fitzroy, Geelong, Melbourne, South Melbourne, Carlton og St Kilda grundlagde VFL det følgende år.
Flere af de nuværende klubber i AFL har en historie, som går helt tilbage til oprindelsen af australsk fodbold, og var helt afgørende for sportens popularitet og dannelsen af AFL. De ældste klubber er Melbourne, som lavede det første sæt regler, og Geelong, som blev oprettet i henholdsvis 1858 og 1859. Melbourne University blev også oprettet i 1859.
Victorian Football Association (VFA) blev oprettet i 1877 og langsomt blev der udviklet et formaliseret turneringssystem i Victoria. I 1890'erne udviklede der sig en magtkamp mellem de største klubber i VFA og resten, da de største ville have indflydelse svarende til deres økonomiske status. Denne spidsede til i 1896, hvor det blev foreslået at entréindtægterne skulle deles ligeligt mellem alle klubber i VFA. Det fik seks af de største klubber - Collingwood, Essendon, Fitzroy, Geelong, Melbourne og South Melbourne - til at bryde ud af VFA for at danne en ny liga, Victorian Football League (VFL). Klubberne Carlton og St Kilda blev inviteret med i VFL. De resterende klubber i VFA - Footscray, North Melbourne, Port Melbourne, Richmond og Williamstown - blev tilbudt at komme med og spille i en lavere rangerende række, hvilket de afslog og fortsatte i VFA.
1897–1900s: Den første VFL-sæson og de tidlige år thumb|left|Essendon vandt det først VFL-mesterskab i 1897. Den første sæson i VFL var 1897. Der var flere nye tiltag for at øge publikumsinteressen, bl.a. en årlig finaleturnering. Det moderne pointsystem, som bruges i dag med 6 point for et mål og 1 point for en 'behind', blev også indført.
Selv om VFL og VFA konkurrerede om tilskuerinteressen i mange år, etablerede VFL sig hurtigt som den bedste liga i Victoria. I 1908 udvidedes ligaen med to nye hold, da Richmond skiftede fra VFA og Melbourne University (ofte bare kaldt University) fra Metropolitan Junior Football Association. Professionalisme blev indført i 1911, da klubberne fik lov til at betale spillere udover godtgørelse af afholdte udgifter. University spillede 3 lovende sæsoner, men endte derefter sidst i alle årene fra 1911 til 1914. Klubben tabte på et tidspunkt 51 kampe i træk. Det skyldtes blandt andet, at University valgte at forblive en amatørklub. Efter sæsonen i 1914 trak klubben sig fra VFL.
Vinderen af VFL spillede mod vinderen af South Australian National Football League (SANFL) i en kamp om det australske mesterskab fra 1907 til 1914 (undtagen 1912). Klubber fra South Australia vandt 6 ud af 7 gange. Kampene blev spillet i Adelaide Oval undtagen i 1909, hvor man spillede på Melbourne Cricket Ground og South Melbourne vandt. Efter udbruddet af 1. verdenskrig stoppede disse mesterskabskampe, og de blev først taget op igen i 1968.
1915–1945: Tre klubber fra VFA skifter til VFL thumb|I 1924 slog Footscray, vinderne af VFA, Essendon, vinderne af VFL i en kamp om mesterskabet i Victoria. Resultatet var medvirkede til at Footscray, Hawthorn og North Melbourne blev optaget i VFL året efter. thumb|Geelong 1931 sæsonbillet for en dame I 1925 blev VFL udvidet fra 9 hold til 12, da Footscray, Hawthorn og North Melbourne skiftede fra VFA. North Melbourne og Hawthorn var længe bundhold i VFL. Selv om North Melbourne i 1950 var det første af de nye hold til at nå en grand final, var det Footscray, som bedst klarede overgangen til VFL, og allerede fra 1928 var de ikke længere et bundhold.
Fra 1927 til 1930 vandt Collingwood som det hidtil eneste hold 4 mesterskaber i træk.
1946–1975: Efterkrigstidens gyldne år I 1952 afholdt VFL en "nationaldag", da alle seks kampe blev spillet uden for Melbourne. Kampene blev spillet på Sydney Cricket Ground, Brisbane Exhibition Ground, North Hobart Oval, Albury Sports Ground og i byerne Yallourn og Euroa i Victoria.
Footscray blev i 1954 mestre som det første af de nye hold, der kom med i 1925.
I 1950'erne og starten af 1960'erne var Melbourne den dominerende klub. Med træneren Norm Smith og stjernespilleren Ron Barassi var klubben i 7 grand finals i træk fra 1954 til 1960. De fem blev vundet, heraf tre i træk fra 1955 til 1957.
Fjernsynsdækning begyndte i 1957 med direkte transmission af den sidste quarter tilladt. Til at begynde med konkurrerede flere kanaler ved at sende fra forskellige kampe. Da VFL fandt ud af, at direkte transmissioner betød færre tilskuere, blev de helt stoppet i 1960. I 1961 blev kampene vist forskudt i Melbourne, mens resten af Australien kunne set direkte transmissioner hver lørdag eftermiddag.
I 1959 planlagde VFL det første store stadion bygget til australsk fodbold, VFL Park (senere kendt som Waverley Park), for at mindske afhængigheden af Melbourne Cricket Club, som styrede Melbourne Cricket Ground. VFL Park blev planlagt med en kapacitet på 155.000 tilskuere, hvilket ville have gjort det til et af verdens største. Det endte dog med at blive bygget med en kapacitet på 78.000. Jord til det nye stadion blev købt ved Mulgrave. Det var landbrugsjord dengang, men man forudså, at det ville komme til at ligge tæt på Melbournes demografiske centrum.
I 1959 fik vinderen af Grand Final for første gang en pokal sammen med det traditionelle flag. Det samme design for pokalen, har stort set været brugt siden da.
I 1960'erne havde fjernsynstransmissioner fået stor betydning. Tilskuerne skyndte sig hjem fra kampene for at kunne nå de forskudte transmissioner, og mange tidligere spillere blev kommentatorer i optaktsprogrammer og efterfølgende kampanalyser. Der var også flere underholdningsprogrammer med spillere fra VFL.
VFL spillede de første af en række internationale opvisningskampe i 1962 i et forsøg på at udvide interessen for ligaen.
18. april 1970 åbnede VFL Park med en kamp mellem Geelong og Fitzroy. Dronning Elizabeth stod for indvielsen af det nye stadion. Bygningsarbejde på stadion fortsatte i 1970'erne og kulminerede med tribunen Sir Kenneth Luke Stand, som nu er registreret som kulturarv. Grand Final i 1970 er gået over i historien som den måske mest berømte kamp. Finalen blev spillet mellem ærkerivalerne Carlton og Collingwood. Carlton var bagud med 44 point halvvejs gennem kampen, men vandt alligevel kampen med 10 point. Kampen huskes også for et spektakulært mark af Alex Jesaulenko og blev overværet af et rekordpublikum på 121.696.
1976–1981: VFL udtræder af Australian National Football Council I 1976 startede National Football League, som dengang var den overordnede organisation for australsk fodbold, NFL Night Series som erstatning for Championship of Australia, der havde været spillet 1968-75. Night Series blev spillet samtidigt med grundspillet og havde deltagelse af 12 klubber fra VFL, South Australian National Football League (SANFL) og West Australian National Football League (WANFL), som kvalificerede sig via deres slutpositioner i den foregående sæson. De fleste kampe blev spillet tirsdag aften i Adelaide i Norwood Oval, og alle kampe blev vist i farver på Channel 9, som åbnede op for store indtægter fra tv-rettigheder og sponsorer. NFL planlagde at udvide Night Series med flere hold fra VFL, SANFL og WAFL, såvel som hold repræsenterende delstater.
I november 1976 annoncerede VFL, at de trak sig fra NFL's turnering, efter at de havde sikret sig betydelige tv- og sponsorindtægter til deres egen konkurrerende turnering, som skulle spilles i Melbourne og kun med hold fra VFL (VFL havde tidligere afviklet en aftenturnering fra 1956-1971). Lysanlæg blev sat op på VFL Park for at kunne afvikle aftenkampe. VFL oprettede et aktieselskab kaldet Australian Football Championships Pty Ltd i 1978, som stod for turneringen og tilbød aktieposter til de andre delstatsligaer i et forsøg på at lokke dem med i turneringen.
I tre år fra 1977 til 1979 blev de to turneringer fra NFL og VFL afviklet som direkte konkurrenter. I 1978 deltog det repræsentative hold fra Tasmanien i begge turneringer, men alle hold fra SANFL og WAFL samt de mindre hold forblev i NFL Night Series. I 1979 trakker klubberne fra WAFL og de repræsentative hold fra New South Wales og A.C.T. sig fra NFL Night Series og tilsluttede sig VFL's turnering, så NFL Night Series mest bestod af hold fra SANFL. NFL Night Series blev ikke afviklet i 1980 og klubberne fra SANFL deltog i VFL's turnering. NFL fortsatte med at eksistere indtil starten af 1990'er, men VFL havde vundet magtkampen. Aftenkampene var et af de første vigtige skridt for VFL mod en udvidelse uden for Victoria og ultimativt kontrollen med australsk fodbold i hele Australien.
1980 og 1981, de to første år efter NFL Night Series, toppede VFL's aftenturnering med alle klubber fra VFL, WAFL og SANFL plus repræsentative hold fra de mindre delstater (udvalgt efter bopæl og ikke fødested), så der i alt var 44 hold. I 1982 blev turneringen reduceret i størrelse og herefter deltog kun de 2-3 bedste hold fra SANFL og WAFL samt vinderen af en turnering mellem repræsentative hold fra de mindre delstater.
I 1987 havde aftenturneringen kun deltagelse af hold fra VFL. Turneringen blev afviklet tidligere på året med finalen spillet 28. april. Året efter overlappede den slet ikke med den almindelige turnering og blev afviklet udelukkende i forsæsonen.
Fra 1930 til 1970 var der et lønloft for spillere i VFL. Derudover var der en zonelov, som gjorde at Melbourne var delt op i zoner. Hver klub havde sin zone, som de kunne rekruttere spillere fra. Uden for Melbourne kunne de rekruttere frit. I slutningen af 1960'erne blev zoneloven udvidet til også at dække resten af Victoria. Hver af Melbourne-klubberne fik tildelt en zone udenfor Melbourne, de kunne rekruttere fra. Formålet med disse regler var at skabe en jævnbyrdig liga. Alligevel var det de rigeste klubber, der dominerede i VFL. Fra 1972 til 1987 nåede kun 6 af ligaens 12 klubber til en AFL Grand Final: Carlton, Collingwood, Essendon, Hawthorn, North Melbourne og Richmond. Zoneloven blev afskaffet i 1986.
1982–1989: Professionalisme, konkurser og udvidelse +Ligaens udviklingÅrDelstaterLønloftGennemsnitslønTV-indtægter om åretDraftZoner1980· VictoriaIntet11.000 AUD (svarende til 47.310 AUD i 2018)600.000 AUD (svarende til 2.580.569 AUD i 2018)nejja1991· Victoria· South Australia· West Australia· New South Wales· Queensland1.500.000 AUD (svarende til 2.868.809 AUD i 2018) 46.430 AUD (svarende til 88.799 AUD i 2018)6.000.000 AUD (svarende til 11.475.237 AUD i 2018)ja