Lejesoldatskrigen (241 – 237 f.Kr.), også kendt som Lejesoldaternes krig eller den Våbenløse Krig, var et mytteri af tropper, der var blevet hyret af Karthago i slutningen af den Første Puniske Krig (264241 f.Kr.). Mytteriet blev støttet af en opstand fra afrikanske bosættelser, der gjorde oprør mod karthagisk kontrol. Krigen varede fra 241 f.Kr. til slutningen af 238 f.Kr. (eller begyndelsen af 237 f.Kr.), og endte med at Karthago nedkæmpede både mytteriet og den lokale opstand.
Krigen begyndte i 241 f.Kr. som en strid om udbetaling af løn til 20.000 udenlandske soldater, der havde kæmpet for Karthago på Sicilien under den Første Puniske Krig. Da et kompromis syntes at være indgået, brød hæren ud i fuldskala mytteri under ledelse af Spendius og Mathos. 70.000 afrikanere fra de områder Karthago kontrollerede strømmede til for at slutte sig til mytteriet og bragte forsyninger og finansiering med sig. Krigstrætte Karthago klarede sig dårligt i krigens begyndelse – især under Hannos generalskab. Hamilkar Barkas, en veteran fra kampagnerne på Sicilien under den Første Puniske Krig (og far til Hannibal Barkas), fik delvist givet kommandoen over hæren i 240 f.Kr. og fik endeligt givet den øverste kommando i 239 f.Kr. Han ledte succesfuldt den karthagiske hær og demonstrerede indledningsvis godsind og barmhjertighed i et forsøg på at vinde oprørerne over. For at forhindre dette torturerede Spendius og Autaritus 700 karthagiske fanger til døde (inklusive Gisco) i 240 f.Kr., hvorefter krigen blev ført med stor brutalitet på begge sider.
I begyndelsen af 237 f.Kr., efter adskillige tilbageslag, blev oprørerne besejret og deres byer bragt tilbage under karthagisk kontrol. En ekspedition var blev forberedt til at genbesætte Sardinien, hvor mytterisoldater havde slagtet alle karthagere. Rom erklærede dog, at dette ville være en krigshandling, hvorefter de besatte både Sardinien og Korsika – i strid med den nylige fredsaftale, der var blevet indgået i forbindelse med afslutningen af den Første Puniske Krig. Dette er blevet betragtet som den største enkeltårsag til, at der udbrød krig mellem Karthago og Rom igen i 218 f.Kr. (den Anden Puniske Krig).
Primære kilder alt=|thumb||321x321px Hovedkilden til næsten alle aspekter af de puniske krige er historikeren Polybius ( – ), en græker sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik, men han er i dag mest kendt for Historierne (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr., eller omkring et århundrede efter lejesoldatskrigen. Polybius' værk anses generelt for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.
Karthagiske skriftlige kilder blev ødelagt sammen med deres hovedstad, Kartago, i 146 f.Kr. og Polybius' beretning om lejesoldatskrigen er derfor baseret på flere – i dag forsvundne/mistet – græske og latinske kilder. Polybius var en analytisk historiker og interviewede så vidt muligt personligt deltagere i de begivenheder, som han skrev om. Han var med i Scipio Aemilianus ' stab, da førstnævnte ledte en romersk hær under den tredje puniske krig på et felttog gennem mange af de steder, hvor lejesoldatskrigen også havde fundet sted. Kun en del af den første bog af de i alt 40, der udgør Historierne, omhandler lejesoldatskrigen. Nøjagtigheden af Polybius' beretning har været meget omdiskuteret i løbet af de sidste 150 år, men den moderne konsensus er generelt at acceptere denne kilde. Detaljerne om lejesoldatskrigen i moderne kilder er næsten udelukkende baseret på fortolkningerne fra Polybius' beretning. Den moderne historiker Andrew Curry mener, at "Polybius viser sig at [være] ret pålidelig"; mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdig velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker". Andre, senere, historier om krigen eksisterer, men i fragmentarisk eller sammenfattende form. Moderne historikere tager også Diodorus Siculus og Dio Cassius' senere historier i betragtning, selvom klassicisten Adrian Goldsworthy har udtalt, at "Polybius' beretning normalt er at foretrække, når den adskiller sig fra nogen af vores andre beretninger". Andre kilder omfatter inskriptioner, mønter og arkæologiske beviser.
Baggrund thumb|En halv sekel af Karthago. Det er formentlig den mønt, der nævnes af Polybius, der fortæller, at Hamilkars lejesoldater fik en guldmønt som første betaling, da de vendte tilbage fra Sicilien i 241 f.Kr. Den Første Puniske Krig blev udkæmpet mellem Karthago og Rom – de to stormagter i det vestlige Middelhav i det 3. århundrede f.Kr. – og varede i 23 år, fra 264 til 241 f.Kr. Rom eksisterer stadig som nutidens Italiens hovedstad, mens Kartago blev raseret af Rom i forbindelse med den Tredje Puniske Krig; dens ruiner ligger 16 km øst for det moderne Tunis på den nordafrikanske kyst. De to magter kæmpede om overherredømmet over primært middelhavsøen Sicilien og dens omkringliggende farvande men også om Nordafrika. Det var den længste sammenhængende konflikt og repræsenterer antikkens største søkrig. Efter enorme materiel- og menneskelige tab på begge sider blev karthagerne besejret. Det karthagiske senat beordrede kommandøren for sine styrker på Sicilien, Hamilkar Barkas, til at forhandle en fredsaftale; han delegerede dette til sin stedfortræder Gisco. Lutatius-traktaten blev underskrevet og bragte den Første Puniske Krig til sin afslutning. I henhold til traktatens betingelser skulle Karthago evakuere sig fra Sicilien, udleverede alle fanger taget under krigen og betalte en krigsskadeerstatning på 3.200 talenter1.000 talenter af dette skulle betales straks, mens resten skulle betales over ti år.
Mens krigen med Rom udspillede sig, ledte den karthagiske general Hanno – som var en af flere karthagiske Hanno'er kendt som "den store" – en række krigskampagner, som i høj grad øgede det område af Afrika, som Karthago kontrollerede. Han udvidede Karthagos kontrol til Theveste (moderne Tébessa, Algeriet) 300 km sydvest for dets hovedstad. Hanno var hård til at presse skatter ud af det nyligt erobrede område for på denne måde at betale for både krigen med Rom og hans felttog. Halvdelen af al landbrugsproduktion blev taget som krigsskat, og den tidligere skat fra byer blev fordoblet. Disse krav blev hårdt håndhævet, hvilket forårsagede ekstreme vanskeligheder og dårligere levevilkår i mange områder. alt=|left|thumb| Karthagiske hære var næsten altid sammensat af udlændinge; borgere tjente kun i hæren, hvis der var en direkte trussel mod byen Karthago. Størstedelen af disse udlændinge var fra Nordafrika. De antikke libyere sørgede for infanteri udstyret med store skjolde, hjelme, korte sværd og lange stødspyd; samt stødkavaleri, der bar spyd. Begge disse enheder blev kendt for deres disciplin og udholdenhed. Numidianerne sørgede for let kavaleri, der kastede spyd på afstand og undgik nærkamp, samt spydbevæbnede infanteri. Både Spanien og Gallien stillede med erfarent infanteri; tropper, der ville angribe voldsomt, men som havde ry for at desertere, hvis kampen blev langvarig. Det libyske infanteri og borgermiliter, når de var til stede, ville kæmpe i en tætpakket formation kendt som en falanks. To tusinde mænd med slyngler blev rekrutteret fra De Baleariske Øer. Sicilianere og italienere havde også sluttet sig til dem under krigen. Karthagerne brugte ofte krigselefanter ; Nordafrika havde oprindelige afrikanske skovelefanter på det tidspunkt. Romerske kilder omtaler disse fremmedkrigere nedsættende som "lejesoldater", men Goldsworthy beskriver dette som "en grov overforenkling". De tjente under en række forskellige arrangementer og aftaler. For eksempel var nogle regulære tropper fra allierede byer eller kongeriger udstationeret i Karthago som en del af formelle aftaler.
Mytteri Hamilkar forlod i raseri Sicilien, efter han havde modtaget ordre om at slutte fred med romerne. Han var overbevist om at overgivelsen var unødvendig. Evakueringen af den karthagiske hær på 20.000 mand fra Sicilien blev overladt i hænderne på Gisco. Da Gisco ikke ønskede, at de nyligt ledige lejesoldater skulle forene sig om eventuelle egne mål, opdelte Gisco hæren i små delinger baseret på soldaternes oprindelsesregioner. Han sendte disse tilbage til Karthago én ad gangen. Han forventede, at de omgående ville få udbetalt de flere års løn, som Karthago skyldte dem, og efterfølgende ville skynde sig hjem. De karthagiske myndigheder besluttede dog i stedet at afvente, indtil alle tropperne var ankommet, og først herefter forsøge at forhandle en løsning med lavere lønningssatser. I mellemtiden, i takt med at hver gruppe ankom, blev disse indkvarteret i byen Karthago, hvor civilisationens fordele blev værdsat fuldt ud – efter soldaterne havde udlevet op til otte års belejring på Sicilien. Denne "tumultariske løssluppenhed" alarmerede byens myndigheder så meget, at de – inden alle de 20.000 tropper var ankommet – blev flyttet til Sicca Veneria (moderne El Kef), 180 km væk, til trods for at meget af deres restance skulle betales, før de ville gå.
Befriet for deres lange periode med militær disciplin og uden noget at gøre, beklagede mændene sig indbyrdes og modsatte sig alle forsøg, fra karthagerne side, på at betale dem mindre end det fulde beløb, som karthagerne skyldte dem. Alle 20.000 tropper marcherede efterfølgende til Tunis, 16 km fra Karthago, efter at de var blev frustreret med de karthagiske forhandleres forsøg på at betale dem mindre end fulde beløb. Dette afstedkom, at senatet i Karthago gik i panik og indvilligede i at betale det fulde beløb. Tropper reagerede på dette ved at kræve endnu mere. Gisco, som havde et godt ry hos hæren, blev hentet til Karthago fra Sicilien i slutningen af 241 f.Kr. og blev sendt til troppernes lejr med penge nok til at betale det meste af det, som Karthago skyldte dem. Han begyndte at udbetale dette med løfter om, at saldoen ville blive betalt, så snart den kunne hæves. Utilfredsheden så ud til at være aftaget, da disciplinen af en eller anden ukendt årsag brød sammen. Flere soldater insisterede på, at ingen aftale med Karthago var acceptabel, hvorefter et optøj udbrød, hvor modstandere blev stenet til døde. Gisco og hans stab blev taget til fange, og hans penge blev beslaglagt. Spendius, en romersk slave som var flygtet og stod over for døden ved tortur, hvis han blev genfanget, og Mathos, en berber, der var utilfreds med Hannos synspunkt om skatteforhøjelse fra Karthagos afrikanske besiddelser, blev udnævnt som generaler. Nyheden om en dannet, erfaren, anti-karthaginsk hær i hjertet af dets territorium spredte sig hurtigt, og mange byer rejste sig i oprør. Proviant, penge og forstærkninger strømmede ind. I henhold til Polybius tilsluttede yderligere 70.000 mand sig mytteriet. Oprørsmønter fra denne periode læste 'fra libyerne', hvilket indikerer, at de mytteriske tropper blev hyret af de libyske byer. Således kan de oprørske libyere være blevet ledet af Zarzas. Andre mønter præget af oprørerne blev indgraveret med de puniske bogstaver "A, M eller Z", hvilket historikeren Louis Rawlings formoder kan forklares med, at disse bogstaver stod for oprørernes hovedledere: Autaritus, Mathos og Zarzas. Lønstriden var blevet et fuldskalaoprør, som truede Karthagos eksistens som stat.
Krigen
Hanno alt=A map showing the major movements of both sides during the Battle of Utica|thumb|Slaget ved Utica