Eskatologi (af gr. eschatos (ἔσχατος), som betyder "yderst", "sidst"; og -logi (-λογία), som betyder "læren om") er læren om de sidste tider, endetiden. Den handler om verdens undergang, dommedag og en ny verden. Religiøse bevægelser, der lægger særlig vægt på eskatologiske forestillinger, kaldes millenaristiske.
Eskatologi er mest udbredt i de abrahamitiske religioner (jødedommen, kristendommen og islam). Disse religioner har en lineær historieopfattelse: Historien skrider frem fra en begyndelse (skabelsen) til en ende (dommedag).
I modsætning hertil har indiske religioner som hinduismen og buddhismen en cyklisk historieopfattelse: Historien går i ring. Derfor er eskatologiske forestillinger ikke så udbredte i disse religioner.
De abrahamitiske religioner Jødedommen Jødedommens eskatologi har udviklet sig i tidens løb. Den indbefatter nogle bestemte begivenheder:
Gud vil udnævne en konge af Davids slægt (Messias) til at lede det jødiske folk og indlede den messianske tidsalder, som er kendetegnet ved retfærdighed og fred. Ikke-jøder vil erkende, at Israels Gud er den eneste sande Gud. Gud vil oprejse de døde og dømme alle sjæle. Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord - "den kommende verden"(på hebraisk: olam ha-ba (עולם הבא)).
Jødedommen omtaler normalt endetiden som "verdens ende" (aḥarit ha-yamim (אחרית הימים)), et udtryk der optræder flere gange i jødedommens helligskrift Tanakh (som i hovedsagen er lig med Det Gamle Testamente), blandt andet i Daniels Bog. Endetiden omtales også i Talmud, især i traktaten Avodah Zarah.
Messias (hebraisk: māšīaḥ (מָשִׁיחַ)) er en central skikkelse i jødisk eskatologi. Han er jødernes fremtidige frelser. Det hebraiske ord "māšīaḥ" betyder "den salvede". I det gamle Israel salvede man præster og konger med en hellig salveolie, når de blev indviet til deres gerning. Man mente, at salvningen på en særlig måde inddrog den salvede person i hellighedens sfære.Gads Danske Bibelleksikon 2, s. 562.
I en senere jødedom blev Messias betegnelsen for den fremtidige idealkonge, Israels frelser. Denne idealkonge ville være af kong Davids slægt. Messias forventedes at blive salvet med en hellig salvelsesolie og regere det jødiske folk som en retmæssig konge i den kommende messianske tidsalder. Han skulle oprette et herlighedsrige for Israel og befri jøderne fra fremmed styre, besejre hedningefolkene og herske over hele verden med retfærdighed i en kommende tidsalder.Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 223.
Senere igen, i den antikke jødedom, kom der sideløbende en anden forståelse af Messiasbegrebet. Nogle jøder så Messias som en overnaturlig, guddommelig skikkelse, en frelser, hvis komme ville ændre alt.Benedikt Otzen: Den antikke jødedom, s. 175. For dem var denne frelser en person, der var udvalgt af Gud, men i modsætning til alle tidligere ledere ville han skabe en radikalt ny drejning hen imod "shalom" (fred, velfærd for alle). Hans opgave ville ikke være midlertidig, men evig.
Denne forståelse af Messias blev forbundet med tanken om en dommedag for alle mennesker - ikke blot for de levende, men også for de døde. Alle de døde ville opstå med deres legemer for at modtage deres dom. De retfærdige ville blive belønnet og ført ind i Messias´ evige rige, mens alle de andre ville blive dømt til en evig pinsel.Bart Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet, s. 156-57.
Nogle jøder i dag har en symbolsk forståelse af Messias. De forstår Messias som et symbol på menneskehedens kommende befrielse fra verdens ondskab. Der vil komme en tilstand af retfærdighed og fred i verden.Emet Ve'Emunah: Statement of Principles of Conservative Judaism, s. 31. 1988.
Rabbineren Maimonides (1135–1204) beskriver den messianske tidsalder i skriftet Mishné Tora: "Og på det tidspunkt vil der ikke være sult eller krig, ingen jalousi eller rivalisering. For det gode vil være rigeligt, og alle delikatesser vil være tilgængelige som støv. Hele verdens besættelse vil kun være at kende Gud; ... folket Israel vil være af stor visdom; de vil opfatte de esoteriske sandheder og forstå deres Skabers visdom, som menneskets evne. Som der står skrevet (Esajas 11:9): 'For landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.' " Mishneh Torah, Kongernes love, kap. 12, vers 5.
Kristendommen Ifølge kristendommen styrer Gud verdenshistorien hen imod den endelige opfyldelse af sin hensigt. Alle Guds frelseshandlinger er rettet mod denne hensigt. Eskatologien er altså ikke begrænset til det enkelte menneskes skæbne.
Den kristne kirke lever mellem det allerede opfyldte mål, Jesu død og opstandelse, og begivenhederne i de sidste tider ved Jesu genkomst (parusien) Dommens dag og det evige liv. Der er beretninger med eskatologisk indhold i Det Nye Testamente, blandt andet i Matthæusevangeliets kapitel 24 og 25, samt i Johannes' Åbenbaring.
I Johannes' Åbenbaring henvises der til den "store trængsel" (kap. 7, vers 14), en tid med lidelse for Guds folk. En idealistisk fortolkning ser begivenhederne i Johannes´ Åbenbaring som symbolske beretninger om den igangværende kamp mellem det gode og det onde, og om endelige sejr for det gode over det onde.
I Det Nye Testamente omtaler Jesus denne periode før endetiden som "den store trængsel" (Matthæusevangeliet, kap. 24, vers 21), "lidelse" (Markusevangeliet, kap. 13, vers 19) og "straffens dage" (Lukasevangeliet, kap. 21, vers 22). Dette kaos vil påvirke graviditeter og nyfødte, og en stor nød vil sprede sig i hele folket. Der vil komme katastrofer og krige. Lukasevangeliet beskriver trængselsperioden således:"Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende. Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Lukasevangeliet, kap. 21, vers 20-28.Det præcise tidspunkt for dommens dag vil komme som en "tyv om natten" (1. Thessalonikerbrev, kap. 5, vers 2). I Matthæusevangeliet citeres Jesus for at sige:"Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen." Matthæusevangeliet, kap 24, vers 39. Islam I islam er det er udbredt opfattelse, at der ved dommedag vil ske en opstandelse af de døde. De vil opstå i en skare af mennesker og vente på en rulle, der beskriver deres retfærdige gerninger og deres syndige gerninger. Muhammad vil være den første, der bliver genoplivet. Ved ved dommen bliver de troende belønnet med paradis, og de vantro bliver straffet i helvede. Straffene vil inkludere svær smerte, forlegenhed og skam.
I Koranen beskrives dommedag således:
"Se, afgørelsens dag har i sandhed sin fastsatte tid; den dag hvor der stødes i luren, så I kommer skarevis. Og himlen åbnes, så den bliver som åbne døre. Og bjergene jævnes med jorden og bliver som en luftspejling. Sandelig, helvede er et baghold, et hjem for de genstridige. ... Sandelig, de retfærdige nyder sejrens frugter i beskyttede haver og på vinbjerge sammen med jævnaldrende jomfruer og med bredfyldte bægre. Der vil de ikke høre forfængelig tale eller løgn. De vil få en belønning fra din Herre, en gave, som svarer til deres gerninger." Sura 78, 17-36
Forestillingerne om paradis og helvede er traditionelt blevet forstået bogstaveligt som geografiske steder med legemlig lyst eller plage. I nutidig islam er en symbolsk, åndelig forståelse mest udbredt: Paradis er det kommende liv med Gud (Allah), mens helvede er den åndelige adskillelse fra Gud.Jan Hjärpe: Islam. Lære og livsmønster, s. 19-20.
Indiske religioner
Hinduismen I hinduismen er historieopfattelsen cyklisk. Derfor er der ikke en egentlig endetid og heller ikke en egentlig eskatologi i hinduismen.
I et mindre perspektiv er hinduismen cyklisk derved, at det enkelte menneskes (sjælens) udvikling foregår gennem gentagne liv (reinkarnation). I et større perspektiv er hinduismen cyklisk derved, at verdenshistorien forløber gennem en række af kalpas (lange tidsperioder). Hver kalpa varer 4,32 milliarder år. Den svarer til én dag i skaberguden Brahmas liv. Hver dag varer 4,1–8,2 milliarder år, hvilket svarer til en hel dag og nat for Brahma, som vil leve i 311 billioner år.
En kalpa repræsenterer den aktive, kreative fase af den kosmiske cyklus. Ved slutningen af hver kalpa går universet ind i en hvile- og opløsningsperiode, der bliver kaldt pralaya eller Brahmas nat. Denne nat varer lige så lang som dagen—yderligere 4,32 milliarder år. Sammen udgør en dag og en nat i Brahma en fuld kosmisk dag, i alt 8,64 milliarder år.
Inden for den nuværende kalpa findes der fire epoker (yugas). De bevæger sig fra en begyndelse af fuldstændig renhed til en nedstigning i total korruption. Den sidste af de fire epoker hedder Kali Yuga (som de fleste hinduer mener er den nuværende tid), og den er kendetegnet ved stridigheder, hykleri, gudløshed, vold og forfald. Mod slutningen af Kali Yuga, når lasterne er værst, vil der ske en katastrofe, og ordenen vil blive genoprettet.K.D. Abhyankar: Astronomical significance to two Mohenjodaro seals, s. 477
Buddhismen Også i buddhismen er historieopfattelsen cyklisk. Der findes ingen klassisk beretning om en begyndelse eller en ende for verdenshistorien. quoted in: Ifølge buddhismens hovedstrømning er det enkelte menneskes historie indlejret i den fortsatte proces af samsara: de endeløse cyklusser af "fødsel-død-genfødsel". Mennesket har været igennem en utallig række af inkarnationer.Lene Højholt: Buddhas lære, s. 26. Det er dog muligt for det enkelte menneske at bryde ud af samsara og opnå befrielsen (nirvana) gennem en etisk og meditativ praksis (den ædle ottefoldige vej).
Der findes nogle forestillinger om en endetid for verdenshistorien hos mindre grupper af buddhister. For eksempel findes der hos forfattere i Mahayana-retningen en særlig endetidsberetning om Maitreya Buddha, en fremtidig Buddha, der vil genoprette Gautama Buddhas lære.
Eskatologi i nordisk mytologi Den nordiske mytologi rummer en eskatologisk vision ved navn Ragnarok, som omtales i det oldislandske kvad Völuspá (vølvens spådom) og i Snorre Sturlassons rammefortælling Gylfaginning.Rudolf Simek: Dictionary of Northern Mythology, s. 260. Ragnarok beskrives som en række begivenheder, der fører til verdens undergang. Endetiden indledes med naturkatastrofer, der kulminerer i en fimbulvinter, som varer tre år i træk, uden somre imellem. Herefter vil guderne bekæmpe jætterne. De fleste kæmpende vil dø, også de største guder. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i havet. En ny og frisk Jord vil dog senere stige op. Den er befolket af få overlevende guder og et menneskepar.Anders Bæksted: Guder og helte i Norden, s. 192-93.
Referencer
Se også
Dommedag Kosmologi Millenarisme
Litteratur K.D. Abhyankar, K.D. (1993): Astronomical significance to two Mohenjodaro seals. Astronomical Society in India, Bulletin.21 (3-4). Bæksted, Anders 1978): Guder og helte i Norden. Politikens Forlag. . Birx, H. James (2009): Encyclopedia of Time: Science, Philosophy, Theology, & Culture. Thousand Oaks. Eliade, Mircea (1983): De religiøse ideers historie 2. Gyldendal. ISBN 9781412941648.