Demografi er græsk og betyder "befolkningsbeskrivelse" (gr. δημογραφία, sammensat af δήμος, démos = «folk», γραφή, graphé = «(be)skrive»). Demografi eller befolkningslære er videnskaben om et givet områdes befolkningsforhold, dets størrelse, sammensætning og udvikling, samt de forhold og egenskaber, der har indflydelse på det. Især beskæftiger demografien sig med de tre forhold, der tilsammen kan ændre størrelsen af en befolkning, nemlig fødsler, dødsfald og vandringer (som igen kan opdeles i indvandring og udvandring).

Demografi adskiller sig fra slægtsforskningen, som skildrer enkeltindividers indbyrdes slægtsmæssige forbindelser, og biografien, der belyser det enkelte individs tilværelse og levevilkår.

Historisk baggrund

"Befolkning er den Kreds af Mennesker, der lever paa et Territorium ell. i et Statssamfund. Kendskab til Størrelsen af et Lands B. og Forandringerne i Folkemængden (B.’s Bevægelser) har Bet. for Bedømmelsen af et Lands økonomiske Tilstand og politiske Magtstilling, og Udfindelsen af de Love, der styrer de nævnte Bevægelser, er en betydningsfuld videnskabelig Opgave." "Bl. de Oplysninger, der udledes af Folketællinger og af de Beregninger, der erstatter manglende Tællinger, skal først behandles B.’s Størrelse. Den absolutte Mængde Indbyggere i et Land giver ganske vist ingen Oplysning om B.’s økonomiske Tilstand ell. Landets aandelige Udvikling; derimod giver den et ret tilforladeligt Billede af dets politiske Bet. og militære Magtstilling."

Således blev befolkningslæren beskrevet i Salmonsens Konversationsleksikon i 1915 og begrundede derved videnskabens betydning. Selve tanken om at undersøge befolkningens forhold, størrelse og sammensætning og årsagerne hertil er imidlertid langt ældre. Allerede i middelalderen var der folk, som beskrev befolkningsforhold, og under kameralismen i 1700-tallet blev befolkningens størrelse og dens trivsel gjort til genstand for ivrige offentlige drøftelser.Juliane Engelhardt: Borgerskab og fællesskab: de patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 2010. S. 144.Oxenbøll. Udgangspunktet for disse drøftelser og overvejelser var den tanke, at en stor folkemængde var grundlaget for et lands trivsel i økonomisk henseende, og at fremgang i befolkningstal derfor var et ubetinget gode.

I Danmark var Frederik Christopher Lütken, Otto Diderik Lütken og Erich Pontoppidan talsmænd for denne opfattelse. Vanskeligheden var, at man endnu helt frem til 1769 ikke havde noget sikkert kendskab til befolkningens aktuelle størrelse.Oxenbøll, s. 59-61 Derimod var man allerede fra 1735 begyndt at indhente oplysninger om antallet af fødte og døde fra kirkebøgerne.

I 1769 gennemførtes den første folketælling i Danmark, denne fulgtes op af en ny i 1787 og en tredje i 1801, men først fra 1834 begyndte man at foretage jævnlige folketællinger.Ørberg, s. 18-26 Udfaldet af de to første folketællinger offentliggjordes på dansk blandt andet i Gregers Begtrups Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark (1803-1812), og her fandt også den første spæde bearbejdelse af oplysningerne sted, idet han ikke blot anførte indbyggertal for amterne og købstæderne, men tillige efter befolkningens erhvervsfordeling i hovedtræk, ligesom han skønnede over befolkningens udvikling frem til 1801.fx Begtrup 1803, s. 4-12

Fra midten af 1800-tallet, da folketællingerne skete regelmæssigt og forholdsvis hurtigt begyndte at blive offentliggjorte, skete tillige snart en bearbejdelse, idet man satte fødsler og dødsfald i forhold til befolkningens størrelse, beregnede befolkningens fordelingstætheder efter område, vækstprocenter pr. år og så fremdeles. Dermed var skridtet i virkeligheden taget til moderne demografiske undersøgelser, men fremgangsmåderne er blevet stadig mere udviklede med tiden, og indsigten i de sammenhænge, der kan siges at gælde, tilsvarende vokset.

Demografiske begreber

300px|thumb|En befolkningspyramide er en grafisk fremstilling af en given befolknings fordeling på alder og køn, undertiden tillige ægtestand. Betegnelsen skyldes, at en stabil aldersopdelt befolkning vil have flere yngre end ældre, idet der hvert år dør en større eller mindre andel af en årgang. Derfor mindskes antallet i de højere år til stadighed 300px|thumb|Alderspyramide fra byen Bern i 2007. Demografien betjener sig af en række veldefinerede fagudtryk i beskrivelsen af befolkningsforholdene:

Fertilitet

fødselsraten eller den summariske fertilitetskvotient er det årlige antal levendefødte pr. 1.000 indbyggere.Hansen mfl. (2016), s. 30. fertilitetsraten eller den generelle fertilitetskvotient defineres typisk som det årlige antal levendefødte børn pr. 1.000 kvinder i den fødedygtige alderHansen mfl. (2016), s. 26. (i almindelighed fra 15 til 49 år). de aldersbetingede fertilitetskvotienter tager højde for forskellene i alderssammensætningen blandt kvinder, idet de angiver det årlige antal levendefødte pr. 1.000 kvinder i en given aldersgruppe.Hansen mfl. (2016), s. 31. den samlede fertilitet er lig med summen af de aldersbetingede fertilitetskvotienter opgjort på ét-årige aldersklasser.Hansen mfl. (2016), s. 32. frugtbarhed er udtryk for en befolknings fysiologiske mulighed for at formere sig og er altså ikke identisk med fertilitet. Hvis fertiliten varierer mellem to befolkninger, kan det både skyldes en forskel i frugtbarheden og en forskel i præferencerne for at få børn. aldersopdelte fertilitetsrater angiver det årlige antal af levendefødte pr. 1.000 kvinder i en given aldersgruppe (som regel etårig eller femårig) bruttoreproduktionstallet udtrykker det antal levendefødte piger, som 1000 kvinder vil føde i løbet af den fertile alder, hvis ingen af de 1000 kvinder dør før det fyldte 50. år, og de i hver aldersklasse føder netop så mange børn som angivet ved årets fertilitetskvotienter.Hansen mfl. (2016), s. 34f. nettoreproduktionstallet indregner mødrenes dødsrisiko, idet det defineres som antallet af levendefødte piger, som 1000 kvinder vil føde i løbet af den fertile alder, hvis de 1000 kvinder antalsmæssigt fra 0-års-alderen reduceres svarende til årets dødelighedserfaringer, og de i hver aldersklasse føder netop så mange børn som angivet ved årets fertilitetskvotienter. Hvis befolkningen skal kunne opretholde sig selv, kræves et nettoreproduktionstal på 1000.

Dødelighed

dødeligheden eller den summariske dødskvotient er det årlige antal døde pr. 1.000 indbyggere (opgjort som middelfolketallet, der typisk enten er befolkningen pr. 1. juli eller gennemsnittet af befolkningen 1. januar i det indeværende og det efterfølgende år.Hansen mfl. (2016), s. 8.. de aldersbetingede dødskvotienter defineres som antallet af dødsfald i en given aldersgruppe pr. 1.000 person (opgjort som middelfolketallet) i samme aldersgruppe.Hansen mfl. (2016), s. 9. spædbørnsdødeligheden er antallet af døde under 1 år pr. 1.000 levendefødte. Spædbørnsdødeligheden er dermed et specialtilfælde af en aldersbetinget dødskvotient, nemlig dødskvotienten for 0-årige. børnedødeligheden er udtryk for den andel af levendefødte børn i en fødselsårgang, der dør før deres fyldte 5. år. dødssandsynligheden angiver sandsynligheden for, at en person, der har opnået alderen x, vil dø, inden han fylder x + 1 år. den aldersfordelte restlevetid udtrykker, hvor mange flere år en person, der har opnået en given alder, kan forventes at leve. Restlevetiden for en given aldersgruppe kan beregnes ud fra dødssandsynligheden for den pågældende og alle ældre aldersgrupper.Hansen mfl. (2016), s. 10. middellevetiden eller den forventede levetid angiver det antal år, et nyfødt barn født på et givet tidspunkt vil kunne forvente at leve, givet den hidtidige aldersfordeling for døde. Den er dermed et specialtilfælde af den aldersfordelte restlevetid, nemlig restlevetiden for en 0-årig.

Vandringer

vandring eller migration angiver flytning af bopæl fra et sted til et andet over en administrativ grænse. Der kan skelnes mellem indre vandringer (flytninger inden for samme land) og ydre vandringer (flytninger mellem ulige lande). Er der tale om indre vandringer, skelnes mellem tilvandring og fravandring. Er der tale om ydre vandringer, skelnes mellem indvandring (immigration) og udvandring (emigration). indvandring (også kaldt bruttoindvandring) omfatter i dansk statistisk sammenhæng personer, som i løbet af et år flytter til Danmark fra en bopæl i udlandet. I Danmark skal tilflyttere fra udlandet, som har til hensigt at bo i Danmark i mindst tre måneder, registreres i folkeregisteret og få dansk CPR-nummer. Kun personer registreret i folkeregisteret inkluderes i tallet for indvandring.Hansen mfl. (2016), s. 56f. udvandring omfatter personer, som er flyttet til udlandet i løbet af året. I Danmark skal personer, som har til hensigt at flytte til udlandet i mindst seks måneder, melde det til folkeregisteret, så de kan blive afregistreret. Kun afregistrerede personer indgår i opgørelsen af udvandring. nettoindvandring defineres som forskellen mellem ind- og udvandring.

Andre udtryk

indbyggertal angiver antallet af indbygger inden for et nærmere afgrænset område (enten administrativt afgrænset, fx et sogn, en kommune, et herred, et amt, et stift eller en stat, eller topografisk afgrænset, fx en landsby, en by, en købstad eller en ø). befolkningstæthed angiver antallet af indbyggere pr. arealenhed (som regel pr. km²). erhvervsfrekvens angiver den del af befolkningen, der indgår i arbejdsstyrken. Erhvervsfrekvensen opgøres ofte særskilt for forskellige aldersintervaller. erhvervsfordeling angiver en given befolknings erhvervsmæssige fordeling efter hovederhvervsgrupper. Der anvendes forskellige opdelinger til sådanne erhvervsfordelingsbeskrivelser. en familie angiver en eller flere personer, der bor på samme adresse og har familiemæssig relation. Danmarks Statistik regner med tre hovedtyper af familier: Parfamilier, enlige og ikke-hjemmeboende børn. en husstand angiver bofællesskab, idet den omfatter samtlige personer på en adresse, uanset relationerne mellem dem. I en husstand kan derfor indgå en eller flere familier.

Emner

Man kan skelne mellem den del af befolkningslæren, der skildrer en given befolknings(gruppes) tilstand, og den del, der skildrer forandringer i befolkningsforholdene. Ofte vil befolkningsundersøgelser omfatte såvel tilstandsbeskrivelser som forandringer heri. Undersøgelser af de befolkningsmæssige forandringer kan atter inddeles i undersøgelser af afsluttede tidsrum (fx måned, år, årti, århundrede) og tidsserier eller flere efter hinanden følgende tidsrum.

Tilstandsbeskrivelser

En tilstandsbeskrivelse er en beskrivelse af en given befolknings størrelse og sammensætning på et givet tidspunkt. Sådanne beskrivelser omfatter først og fremmest antallet af indbyggere i et givet område, men det er ligeledes af stor betydning for forståelsen af befolkningens udvikling at kende dens sammensætning, hvorved de vigtigste kendetegn er fordelingen på køn, alder, ægtestand og familietilhørsforhold. Ved hjælp af disse kendetegn er det muligt at vurdere befolkningens mulighed for børneavl, sandsynligheden for dødsfald med mere.

Tilstandsbeskrivelsen kan tillige rumme andre træk, der kendetegner en befolkning, blandt andet dens erhvervsmæssige fordeling, trostilknytning, indkomstmæssige forhold og lignende, som alle bidrager til forståelsen af de vilkår, en given befolkning lever under.

I mange lande består befolkningen af grupper med forskellig etnisk herkomst, hvor det kan være vigtigt at kende oplysninger om disse baggrundstræk for de enkelte grupper for derved at kunne bedømme udviklingen for de enkelte befolkningsdele hver for sig. Ulighed med hensyn til etnisk herkomst kan på linje med forskellige former for social og økonomisk ulighed bidrage til at skabe modsætninger mellem forskellige befolkningsgrupper og derved undergrave sammenhængskraften i et samfund.