er en stilart inden for karate med oprindelse i Japan. Den er kendt for sin fuld-kontakt kampstil og bygger på principper om disciplin, selvforbedring og intens træning. Stilarten, også kaldet Kyokushinkai, anses for at være en af de hårdeste karateformer.
Kyokushin Kaikan blev grundlagt i 1964 af , en koreansk-japansk kampsportsmester. Organisationen blev oprindeligt kaldt Oyama Dojo, men udviklede sig senere til International Karate Organization. Siden da har Kyokushin spredt sig til over 120 lande og er en af de største karateorganisationer i verden.
Historie Oprindelsen af Kyokushin left|thumb|Mas Oyama træner karate i 1954. I 1953 grundlagde Masutatsu Oyama sin første dojo, kendt som Oyama Dojo, i en lille bygning nær Rikkyo University. Han underviste oprindeligt i Goju-ryu, men udviklede gradvist en mere intensiv og fuld-kontakt baseret kampstil. Hans undervisning fokuserede på realistisk kamptræning, hvor slag og spark blev udført med direkte kontakt, hvilket adskilte hans system fra de fleste andre karateformer."Reviving Legend" Oyama Dojo "Reader" (Første udgave) Nippon Sports Publishing Co., Ltd. (Original 14. januar 2000). .
I løbet af de næste ti år rejste Oyama verden rundt for at demonstrere sin karate, samtidig med at han opbyggede en organisation af dedikerede elever. Omkring 1956 fik dojoen officielt navnet "Oyama Dojo". Oyama underviste ikke selv de nye elever, men overlod den opgave til erfarne instruktører såsom Masashi Ishibashi og Kenji Kurosaki.100 Shinkyokushinkai Karate Powerhouses "Legendary Oyama Dojo" af de øverste rådgivere Goda og Royama, s. 58-61.
Den 6. december 1959 blev Hirofumi Okada den første elev, der opnåede sort bælte (1. dan) i Oyamas dojo, hvilket markerede begyndelsen på Kyokushin Kaikans officielle gradueringssystem."International Karatedo Federation Kyokushin Kaikan Årlig Gradueringsregister (Indenlandsk)" (Japansk) "Kyokushin Karate Sokan" (Første udgave) I.K.O. Publishing Office, 2 Nishiikebukuro, Toyoshima-ku, Tokyo 171-0021 -38-1 (Original 20. april 2001), s. 62. .
Grundlæggelsen af Kyokushin Kaikan I april 1964 etablerede Mas Oyama organisationen International Karate Organization Kyokushin Kaikan (IKO), støttet af Kyokushin Scholarship Foundation. Organisationen blev hurtigt en vigtig aktør i verdens karate-scene, og i juni samme år blev det officielle hovedkvarter åbnet i Ikebukuro, Tokyo.
For at sprede Kyokushin globalt udvalgte Oyama talentfulde instruktører, som blev sendt til forskellige lande for at etablere nye dojoer. Blandt dem var Kenji Kurosaki (Nederlandene), Tadashi Nakamura (USA), Steve Arneil (Storbritannien) og Seiji Isobe (Brasilien). Kyokushin voksede hurtigt gennem offentlige demonstrationer og konkurrencer, og i 1969 blev det første nationale mesterskab i Japan afholdt. Seks år senere, i 1975, organiserede Oyama det første verdensmesterskab i Tokyo.
På trods af sin voksende popularitet blev Kyokushin ofte kaldt "Kenka Karate" (Slåskamps-Karate), et tilnavn, som Oyama ikke brød sig om. thumb|Mas Oyama styrketræner
Kyokushins ekspansion og Oyamas arv I begyndelsen af 1990'erne, mens Oyama stadig ledede organisationen, havde Kyokushin afdelinger i samtlige japanske præfekturer og mere end 1.000 dojoer i 123 lande. Med et anslået medlemsantal på 12 millioner var Kyokushin en af verdens mest udbredte karateformer.Kaoru Takagi, "Min mester Mas Oyama," Tokuma Shoten, 1990, s. 16-17, 54-62.
Splittelser og nye organisationer Allerede før Mas Oyamas død i 1994 var der tegn på interne spændinger i Kyokushin-organisationen. Nogle instruktører forlod IKO for at danne deres egne skoler, herunder Jon Bluming, der i 1980 etablerede BKK (Budo Kai Kan), og Steve Arneil, der i 1991 dannede IFK (International Federation of Karate).Shuriway Karate & Kobudo Resource Website: Steve Arneil Hanshi – Kyokushinkai (ca. 2004). Hentet 12. marts 2025.
IKO-krisen efter Oyamas død thumb|200px|Demonstration af Kyokushin Karate.|right Da Mas Oyama døde i april 1994 af lungekræft, havde han ikke udpeget en officiel efterfølger. Dette førte til en konflikt om lederskabet af IKO, hvilket resulterede i opdelingen af organisationen i flere fraktioner.
Shokei Matsui overtog en af de største fraktioner og omdøbte den til IKO-1. Andre prominente instruktører, såsom Yukio Nishida og Sanpei, etablerede IKO-2. Senere opstod yderligere fraktioner, herunder IKO-3 (ledet af Y. Matsushima) og IKO-4 (ledet af T. Tezuka).Australian Kyokushin hjemmeside
En af de mest markante udbrydergrupper blev Shinkyokushinkai (IKO-2), ledet af Kenji Midori. Denne organisation forsøgte at modernisere Kyokushin og tilpasse den til en ny generation af karateudøvere.
I dag eksisterer mange forskellige Kyokushin-organisationer, hver med sin egen tolkning af Oyamas arv. På trods af splittelserne har Kyokushin fortsat sin globale udbredelse og forbliver en af de mest respekterede og anerkendte karateformer i verden. Kyokushin-turneringer thumb|Rati Tsiteladze, vinder af det europæiske Kyokushin/Shinkyokushin karate-mesterskab 2009
Flere organisationer inden for Kyokushin arrangerer en række store turneringer verden over. Blandt de mest prestigefyldte konkurrencer er:
Kyokushin Verdensmesterskab Åben – En international turnering uden vægtklasser, hvor verdens bedste kæmpere konkurrerer. Kyokushin Verdensmesterskab i Vægtkategorier – En global turnering, hvor deltagerne konkurrerer inden for deres respektive vægtklasser. Kyokushin Hele Japan Åbenvægtsturnering – En af de mest prestigefyldte turneringer i Japan, åben for alle vægtklasser. Kyokushin Hele Japan Åben i Vægtkategorier – En japansk turnering, hvor kæmpere opdeles efter vægtklasser. Kyokushin Europamesterskab i Åbenvægt – Den største Kyokushin-turnering i Europa uden vægtbegrænsninger. Kyokushin Europamesterskab i Vægtkategorier – Et europæisk mesterskab, hvor deltagerne konkurrerer i forskellige vægtklasser. Teknikker og træning I Kyokushin Karate er træningen opdelt i tre centrale elementer: teknik, kata og kumite. Disse er kendt som de tre "K'er", da de på japansk hedder kihon (grundlæggende teknikker), kata (strukturerede kampsekvenser) og kumite (sparring).
Kata Kata er en struktureret træningsmetode, hvor fastlagte bevægelsesmønstre udføres for at forfine kampteknikker. Ifølge den anerkendte Kyokushin-bog "The Budo Karate of Mas Oyama" af Cameron Quinn – Mas Oyamas mangeårige tolk – inddeles Kyokushins kata i to hovedgrupper: Nordlige og Sydlige Kata.
De nordlige kata har deres oprindelse i Shuri-te-stilen og er baseret på teknikker fra Shotokan karate, som Oyama lærte under Gichin Funakoshi. De sydlige kata stammer derimod fra Naha-te-traditionen og har sin rod i Goju-ryu karate, som Oyama studerede hos So Nei Chu og Gogen Yamaguchi.
En mulig undtagelse er kataen "Yantsu", der menes at have sin oprindelse i Motobu-ha Shito-ryu.
Derudover findes også Ura Kata, hvor bestemte kataer udføres i en spejlvendt version (ura betyder "omvendt"). Denne variant blev udviklet af Oyama for at styrke balancen og færdighederne i cirkulære bevægelser rettet mod flere modstandere. Kata fra den nordlige tradition Kata Beskrivelse Taikyoku Sono Ichi Taikyoku Sono Ni Taikyoku Sono San Disse fundamentale kataer blev først udviklet af Gichin Funakoshi, som grundlagde Shotokan karate. Pinan Sono Ichi Pinan Sono Ni Pinan Sono San Pinan Sono Yon Pinan Sono Go De fem Pinan-kataer, også kendt som Heian i andre skoler, blev udviklet af Ankō Itosu i 1904. Itosu, en ekspert i Shuri-te og Shorin ryu, var mentor for Funakoshi. Pinan betyder "Fred og Harmoni". Kanku Nogle skoler har valgt at kalde denne kata "Kanku" uden "Dai", da der ikke er en "Sho"-version i Kyokushin. Oprindeligt var den kendt som Kusanku eller Kushanku, og det menes, at den blev bragt til Okinawa af en kinesisk kampsportsekspert under Ryukyu-kongeriget i 1500-tallet. "Kanku" kan oversættes til "at skue mod himlen". Sushiho En kraftigt modificeret version af en gammel okinawansk kata, der i Shotokan kendes som Gojushiho og i andre stilarter som Useishi. Navnet betyder "54 bevægelser", en reference til et symbolsk buddhistisk tal. Passai Også kendt som Bassai, denne kata har ukendte rødder, men dens navn betyder "at storme et fort". Selvom den blev fjernet fra Kyokushins pensum i slutningen af 1950'erne, blev den senere genindført i visse fraktioner efter Oyamas død. Naihanchi En kata med oprindelse i Tomari-te, også kaldet Tekki i Shotokan. "Tekki" betyder "jernhest", mens "Naihanchi" kan tolkes som "intern konflikt". Kataen blev først fjernet fra Kyokushin i 1950'erne, men visse grupper genintroducerede den efter Oyamas bortgang. Sokugi Taikyoku Sono Ichi Sokugi Taikyoku Sono Ni Sokugi Taikyoku Sono San Eksklusiv for Kyokushin. Disse kataer blev udviklet af Masutatsu Oyama for at forbedre sparketeknikker. De følger samme embu-sen (mønster) som de oprindelige Taikyoku-kataer. "Sokugi" betyder "sparketeknik", mens "Taikyoku" betyder "Den Store Ultimative Vision". Kataerne blev først en officiel del af Kyokushin efter Oyamas død.
Kata fra den sydlige tradition Kata Beskrivelse Gekisai Dai Gekisai Sho Udviklet af Chojun Miyagi, grundlægger af Goju-ryu. "Gekisai" betyder "nedbryde og ødelægge". I visse skoler kaldes de "Fukyugata" eller "Fukyu Kata". Tensho En videreudvikling af en ældre kinesisk kata kaldet "Rokkishu". Den er nævnt i Bubishi og var baseret på cirkulære og flydende bevægelser. Miyagi skabte denne version, og Oyama anså den for en essentiel avanceret kata. "Tensho" betyder "cirkulerende håndflader". Sanchin En af de ældste kataer med rødder i Kina. "Sanchin" kan oversættes til "tre kampe" eller "tre faser". Kyokushins version ligger tæt på den, Higaonna Kanryō underviste i. Saifa (Saiha) Navnet betyder "knuse og ødelægge". Denne kata kan have kinesisk oprindelse og menes at være bragt til Okinawa af Kanryo Higashionna eller skabt af Chojun Miyagi. Dens præcise oprindelse er dog omdiskuteret. Seienchin En kata, der stammer fra Kina, bragt til Okinawa af Kanryo Higashionna. Dens navn betyder "at trække en fjende ind i kamp". Seipai Endnu en kata med kinesiske rødder, som blev bragt til Okinawa af Kanryo Higashionna. Dens navn betyder "18", et vigtigt tal i buddhistisk symbolik. Yantsu En kata med en uklar oprindelse, som menes at være en del af enten Naha-te eller Tomari-te skolerne. Den praktiseres stadig i Motobu-ha Shitō-ryū, hvor den kaldes "Hansan" eller "Ansan". "Yantsu" betyder "forbliv ren". Tsuki no kata Udviklet af Seigo Tada, grundlæggeren af Seigokan Goju-ryu, hvor den kaldes "Kihon Tsuki no Kata". Kataen blev senere en del af Kyokushin, men dens vej ind i systemet er uklar. Garyu Eksklusiv for Kyokushin. Skabt af Oyama, der navngav den efter sit pseudonym, Garyu, hvilket betyder "den hvilende drage".Den japanske udtale af 臥龍, som også er navnet på Oyamas fødeby i Korea.
Gradueringsstruktur Oprindeligt, i Okinawa, hvor Kyokushin har sine rødder, brugte man ikke forskellige farvede bælter. Der fandtes kun to: hvidt og sort. Et hvidt bælte signalerede uerfarenhed, mens et sort bælte betød, at man var en erfaren karateka.
Der var heller ikke et formelt gradueringssystem. Når en senpai vurderede, at en udøver var klar, blev det sorte bælte tildelt af ham.
Det moderne bæltesystem, inklusive brugen af farvede bælter, stammer fra Judo, ligesom karatedragten kendt som gi eller mere korrekt på japansk, dōgi eller keikogi. Rækkefølgen af bæltefarver variere mellem forskellige Kyokushin-organisationer. For eksempel anvender de fleste skoler orange bælter til 10. og 9. kyu, mens visse grupper i stedet bruger røde bælter.
Kyu-gradueringssystem