Den Første Makedonske Krig (214–205 f.Kr.) blev udkæmpet mellem den Romerske Republik og Filip 5. af Makedonien. Rom var (efter 211 f.Kr.) allieret med det Det Aitoliske Forbund og Attalos 1. af Pergamon. Krigen fandt sted samtidig med den Anden Puniske Krig (218-201 f.Kr.), hvor romerne kæmpede mod Karthago. Der var ingen afgørende slag, og krigen endte uafklaret.
Under krigen forsøgte Makedonien at få kontrol over dele af Illyrien, men uden held. Det menes almindeligvis, at disse træfninger i øst forhindrede Makedonien i at hjælpe den karthagiske general Hannibal i krigen mod Rom. Freden i Fønike (205 f.Kr.) afsluttede formelt krigen.
Baggrund
Demetrius opfordrer til krig mod Rom Idet den Romerske Republik var optaget af sin krig mod Karthago (Anden Puniske Krig) gav det Filip 5. af Makedonien mulighed for at forsøge at udvide sin magt mod vest. I henhold til den antikke græske historiker Polybios skete Filips beslutning på baggrund af indflydelse fra Demetrius af Pharos.
Efter den Første Illyriske Krig (229-228 f.Kr.) havde romerne gjort Demetrius til hersker over det meste af det kystnære Illyrien. I årtiet efter krigen vendte han sig mod romerne ved at angribe deres allierede i Illyrien og plyndre deres handelsskibe. I 219 f.Kr. – under den Anden Illyriske Krig – blev han besejret af romerne og flygtede til kong Filips hof.
Filip var involveret i en krig med aitolierne, da han fik kendskab til Hannibals sejr over romerne i forbindelse med Slaget ved Trasimenosøen i juni 217 f.Kr. Filip viste i første omgang kun brevet til Demetrius. Demetrius så måske en chance for at genvinde sit kongerige og rådede straks den unge konge til at slutte fred med aitolierne og rette sin opmærksomhed mod Illyrien og Italien. Polybios citerer Demetrius for at sige: I henhold til Polybios var Filip let at overtale.
Filip slutter fred med Aitolien right|thumb|300x300px| Den antikke region Aitolien, GrækenlandFilip indledte straks forhandlinger med aitolierne. Ved en konference på kysten nær Naupactus mødte Filip de aitoliske ledere og en fredsaftale blev indgået. Polybios citerer den aitoliske Agelaus af Naupactus for at have holdt følgende tale til fordel for fred: thumb|300x300px|De græske ligaer og Kongeriget Makedonien
Filip bygger en flåde Filip brugte vinteren 217-216 f.Kr. på at bygge en flåde på 100 krigsskibe og træne mænd til at ro dem, og i henhold til Polybios var det en praksis, som "næppe nogen makedonsk konge nogensinde havde gjort før". Makedonien manglede sandsynligvis ressourcerne til at bygge og vedligeholde den slags flåde, der var nødvendig for at matche romerne. Polybios siger, at Filip ikke havde noget "håb om at bekæmpe romerne til søs",Polybius, 5.109. hvilket måske henviser til mangel på erfaring og træning.
I begyndelsen af sommeren forlod Filip og hans flåde Makedonien, sejlede gennem Euripos-strædet – mellem øen Euboea og Boeotia på det græske fastland – og rundede derefter Kap Malea, før de kastede anker ud for øerne Cephalenia og Leucas, for at afvente besked om den romerske flådes placering. Da han fik at vide, at den stadig var ved Lilybaeum, sejlede han nordpå til Apollonia i Illyrien.
Da den makedonske flåde nærmede sig øen Sazan, hørte Filip en melding om, at nogle romerske quinqueremere var blevet set på vej mod Apollonia. Overbevist om, at hele den romerske flåde sejlede for at pågribe ham, beordrede Filip en øjeblikkelig tilbagetrækning til Cephalenia. Polybios taler om "panik" og "uorden" for at beskrive flådens forhastede tilbagetog og siger, at romerne i virkeligheden kun havde sendt en eskadron på ti skibe, og at Filip på grund af "uhensigtsmæssig alarmering" havde forpasset sin bedste chance for at nå sine mål i Illyrien, og vende tilbage til Makedonien, "uden tab af ære, men med betydelig vanære".
Filip allierer sig med Karthago Efter at have hørt om Roms katastrofale nederlag til Hannibal ved Cannae i 216 f.Kr., sendte Filip ambassadører til Hannibals lejr i Italien for at forhandle en alliance. De indgik i sommeren 215 f.Kr. en traktat, hvis tekst er gengivet af Polybios. I den lover de – i generelle vendinger – gensidig støtte og forsvar og at være fjender af hinandens fjender (undtagen nuværende allierede). Specifikt lovede de støtte mod Rom, og at Hannibal skulle have ret til at slutte fred med Rom, men at enhver fred skulle inkludere Filip, og at Rom skulle tvinges til at opgive kontrollen over Korfu, Apollonia, Epidamnos, Pharos, Dimale, Parthini og Atintania og "at give Demetrius af Pharos alle hans venner tilbage, som nu er under Roms herredømme".Polybius, 7.9.
Traktaten, som den er gengivet af Polybios, nævner intet om en invasion af Italien af Filip – muligvis fordi fiaskoen ved Sazan havde gjort Filip mindre ivrig efter sådan et foretagendeAccording to Walbank, p. 71, note 1, the version of the treaty described in Livy, 23.33.9–12 which mention an Italian invasion by Philip, "are worthless annalistic fabrications". – noget som Hannibal under alle omstændigheder måske heller ikke havde ønsket.Walbank, p. 69, note 3.
På deres vej tilbage til Makedonien blev Filips udsendinge – sammen med udsendinge fra Hannibal – taget til fange af Publius Valerius Flaccus, kommandøren for den romerske flåde, der patruljerede den sydlige apuliske kyst. Et brev fra Hannibal til Filip og betingelserne i deres aftale blev dermed opdaget.Livy, 23.34.
Filips alliance med Karthago forårsagede omgående rædsel i Rom, som allerede var hårdt presset. Yderligere femogtyve krigsskibe blev straks udrustet og sendt for at slutte sig til Flaccus' flåde på femogtyve krigsskibe, der allerede lå ved Tarentum. Denne flåde havde ordre om at bevogte den italienske Adriaterhavskyst, forsøge at fastslå Filips hensigt og – om nødvendigt – sejle over til Makedonien og holde Filip beskæftiget der.Livy, 23.38. Livy says that 20 ships were outfitted and, along with the five ships that transported the agents to Rome, were sent to join Flaccus' fleet of 25 ships. In the same passage he says that 30 ships left Ostia for Tarentum and talks about a combined fleet of 55. Walbank, p. 75, note 2, says that the 55 number given by Livy is a mistake, citing "Holleaux, 187, n. 1."
Krig bryder ud i Illyrien I sensommeren 214 f.Kr. forsøgte Filip igen en illyrisk invasion ad søvejen med en flåde på 120 lembi. Han erobrede Oricum, som var let forsvaret, og ved at sejle op ad Aous-floden (nutidens Vjosë) belejrede han Apollonia.Walbank, p. 75; Livy, 24.40.
I mellemtiden havde romerne flyttet deres flåd fra Tarentum til Brundisium for at fortsætte overvågningen af Filips bevægelser, og en legion var blevet sendt som forstærkning, alt under kommando af den romerske praetor Marcus Valerius Laevinus.Livy, 24.10–11, 20. Da Laevinus i Oricum modtog besked om begivenhederne i Illyrien, sejlede han over med sin flåde og hær. Han landede i Oricum og var i stand til at generobre byen uden større kamp.
I den beretning, som Livius giver,Livy, 24.40. Livy's account is suspect, see Walbank, p. 76, note 1. hører Laevinus, at Apollonia er under belejring, og sender 2000 mand under kommando af Quintus Naevius Crista til flodens udmunding. Crista undgår Filips hær og er i stand til at trænge ind i byen om natten ubemærket. Den følgende nat, hvor han overrasker Filips styrker, angriber og driver han dem på flugt fra deres lejr. Filip flygter til sine skibe på floden og tager tilbage til Makedonien, efter at have brændt sin flåde og efterladt mange tusinde af sine mænd, der var døde eller taget til fange. Imens overvintrede Laevinus og hans flåde i Oricum.
Efter to gange at være blevet forpurret i sine forsøg på at invadere Illyrien ad søvejen, og nu holdt i skak af Laevinus' flåde i Adriaterhavet, tilbragte Filip de næste to år (213–212 f.Kr.) med at gøre fremskridt i Illyrien ad landevejen. Han holdt sig væk fra kysten og erobrede Dassaretis, Atintani og Parthini samt byen Dimale.
Han var endelig i stand til at få adgang til Adriaterhavet ved at erobre Lissus og dets tilsyneladende uindtagelige citadel, hvorefter de omkringliggende områder overgav sig.Polybius, 8.15–16. Måske genantændte erobringen af Lissus Filips håb om en invasion af Italien.Livy, 24.13, 25.23. Tab af hans flåde betød dog, at Filip nu ville være afhængig af Karthago for lave en overfart til og fra Italien, hvilket gjorde udsigten til en invasion betydeligt mindre.
Rom søger allierede i Grækenland I et forsøg på at forhindre Filip i at hjælpe Karthago i Italien søgte Rom allierede i Grækenland. Laevinus var derfor begyndt at undersøge muligheden for en alliance med Det Aitoliske Forbund allerede i 212 f.Kr.Walbank, p. 82; Livy, 25.30, 26.24. De krigstrætte aitoliere havde sluttet fred med Filip ved Naupaktos i 217 f.Kr, men fem år senere var krigsfraktionen blandt aitolierne igen vundet frem. Aitolierne overvejede derfor igen at gribe til våben mod deres traditionelle fjende, Makedonien.
I 211 f.Kr. blev der afholdt en aitoliensk forsamling for at drøfte sagen med Rom. Laevinus påpegede den nylige erobring af Syrakus og Capua i krigen mod Karthago (Anden Puniske Krig) som bevis på Roms voksende styrke og tilbød at alliere sig med dem mod makedonerne. En traktat blev underskrevet, hvorved aitoliere skulle udføre operationer til lands, romerne til søs, og Rom skulle beholde alle slaver og andet krigsbytte, mens Aitolien skulle få kontrol over ethvert erobret territorium. En anden bestemmelse i traktaten tillod inklusion af visse allierede i forbundet: Elis, Sparta, Messenien og Attalos 1. af Pergamon, samt to romerske klienter, illyrerne Pleuratus og Scerdilaidas.Livy, 26.24. According to Walbank, p. 84, note 2, "Livy accidentally omits Messenia and erroneously describes Pleuratus as king of Thrace."
Kampagne i Grækenland Senere den sommer erobrede Laevinus hovedbyen på Zakynthos, med undtagelse af citadellet, den akarnaniske by Oeniadai og øen Nasos, som han overgav til aitoliere. Derefter trak han sin flåde tilbage til Korfu for vinteren.Livy, 26.24.
Da Filip hørte om den romerske alliance med Aitolien, forsøgte han at sikre sine nordlige grænser. Han udførte raids i Illyrien ved Oricum og Apollonia og erobrede grænsebyen Sintia i Dardanien, eller måske Paionien. Derefter marcherede han hurtigt sydpå gennem Pelagonien, Lynkestis og Bottiaea og videre til Tempe, som han garnisonerede med 4.000 mand. Han vendte tilbage nordpå ind i Thrakien og angreb maederne og deres hovedby Iamphorynna, før han vendte tilbage til Makedonien.
Filip var knapt ankommet til Makedonien, inden han modtog en bøn om hjælp fra sin allierede, akarnanerne. Skopas, den aitoliske strategos (general), havde mobiliseret den aitoliske hær og forberedte sig på at invadere Akarnanien. Desperate og underlegne – men samtidig fast besluttede på at yde modstand – sendte akarnanerne deres kvinder, børn og gamle mænd på tilflugt i Epiros, mens resten marcherede til grænsen efter at have svoret en ed på at kæmpe til døden ("påkalde en frygtelig forbandelse" over enhver, der brød eden). Da aitoliere hørte om akarnanernes beslutsomhed, tøvede de, og da de erfarede Filips ankomst, opgav de endelig deres invasion, hvorefter Filip trak sig tilbage til Pella for vinteren.Livy, 26.25; Polybius, 9.40.
I foråret 210 f.Kr. sejlede Laevinus igen fra Korfu med sin flåde og erobrede sammen med aitoliere den fokiske by Antikyra. Rom gjorde indbyggerne til slaver, og Aitolien overtog byen.Livy, 26.26; Polybius, 9.39. Livy says that Anticyra was Locrian, but modern scholars disagree, see Walbank, p. 87, note 2.