Catherine "Kate" Mary Bush (født 30. juli 1958 i Bexleyheath, London) er en engelsk musiker, sanger, sangskriver og pladeproducer. Hendes særprægede musikalske stil og unikke vokalarbejde har gjort hende til en af Storbritanniens mest succesrige kvindelige solokunstnere i de seneste mere end 40 år.
Hun debuterede i 1978 i en alder af 19 år med "Wuthering Heights", der som single toppede UK Singles Chart i fire uger. Hun blev dermed den første kvindelige musiker, der nåede den britiske førsteplads med en selvskrevet sang. Hun har efterfølgende udgivet 10 album, af hvilke de tre nåede førstepladsen på UK Albums Chart. Blandt singlerne har 25 ligget på top 40. Blandt disse har, foruden "Wuthering Heights", følgende nået en placering i top 10: "Running Up that Hill", "King of the Mountain", "Babooshka", "The Man with the Child in His Eyes" og "Don't Give Up".
I 1987 vandt hun en Brit Award for Bedste Britiske Kvindelige Solokunstner, og i 2002 modtog hun en Ivor Novello-pris som hæder for sit bidrag til britisk musik. I sin karriere har hun desuden været nomineret til tre Grammy Awards. Efter sin første og eneste koncertturné i 1979 udkom albummet Never for Ever (1980), som gik direkte ind på førstepladsen på album-hitlisten. Ikke alene var det første gang, en kvindelig soloartist formåede dette, det var også første gang, en britisk kvinde nåede førstepladsen på album-hitlisten. Desuden er hun den første – og til dato eneste – kvindelige kunstner, der har haft album i top 5 på den britiske hitliste i fem på hinanden følgende årtier.
I maj 2012 vandt albummet 50 Words for Snow, South Bank Arts Award og var endvidere samme år nomineret til Ivor Novello-prisen og en Brit Award.
Opvækst Kate Bush er født i Bexleyheath i Kent, nu det sydøstlige London, som datter af den engelske læge Robert Bush og hans irske hustru, Hannah Daly. Hun voksede op i deres hus på landet i East Wickham sammen med sine to storebrødre, John og Paddy. Der var tale om en meget kunstnerisk orienteret familie, hvor moderen var tidligere irsk folkedanser, hendes far var en talentfuld pianist, Paddy var instrumentmager, John var digter og fotograf. Begge brødrene spillede desuden musik og var aktive på den lokale folkemusikscene.
John gik til karate på Goldsmiths College og fik sin lillesøster med. Hun fik tilnavnet "Ee-ee" på grund af sit pibende kampråb. En af hendes instruktører, Dave Hazard, har senere i en selvbiografi bemærket, at Kate Bushs dans bærer præg af hendes karatebaggrund.
Under påvirkning af sin musikalske familie lærte Kate Bush sig selv at spille klaver som 11-årig efter at have fået de første lektioner af sin far. Hun spillede også violin og orgel i en lade bag ved forældrenes hus. Som teenager begyndte hun at skrive sine egne melodier og tekster.
Bush gik i folkeskole på St. Joseph Convent Grammar School og senere en katolsk pigeskole i Abbey Wood i Sydøstlondon.
Karriere I midten af 1970'erne indspillede familien et demobånd med omkring 50 af Kate Bushs kompositioner, som blev sendt til flere pladeselskaber, men afvist af dem alle. En af familiens venner, Ricky Hopper, hørte hendes sange og præsenterede hendes musik for guitaristen i Pink Floyd, David Gilmour. Gilmour var imponeret og hjalp hende med at få skabt en mere professionel lyd til et nyt, mere salgbart demobånd, produceret af hans ven Andrew Powell, der senere producerede Kate Bushs første to album. Lydteknikeren var den tidligere The Beatles-mand, Geoff Emerick. Båndet blev ved David Gilmours hjælp sendt til Terry Slater hos EMI, som blev så interesseret, at han gav Bush en pladekontrakt. Britisk rockmusik var på den tid stagnerende. Progressiv rock var meget populær, og visuelt orienterede rockkunstnere var på vej til at blive mere interessante, hvilket betød, at pladeselskaberne især var på udkig efter det næste nye, store navn på den alternative scene.
Hos EMI var repertoirechef Bob Mercer egentlig ret sikker på, at Bushs musik var god nok til at blive udgivet straks, men han mente, at en eventuel fiasko ville være demoraliserende for hende, mens en succes kunne være for vanskelig at håndtere for den purunge pige. I stedet fortsatte hun de næste to år med skolen og fik sin afgangseksamen. I 2005 udtalte Bush i et interview med Marc Radcliffe på BBC Radio 2, at hun mener, at EMI skrev kontrakt med hende, før hun var klar til at lave et album for at forhindre, at et andet pladeselskab kom dem i forkøbet. Kontrakten gav hende et pænt forskud, som hun brugte på at forberede sig som kunstner. Hun studerede dans, mimekunst og vokalteknik og fortsatte med at skrive sange. Hendes danselærer var Lindsay Kemp, der også havde undervist David Bowie, og mimekunsten lærte hun af Adam Darius.
Kate Bush skrev og lavede demoindspilninger af henved 200 numre, af hvilke enkelte senere er udgivet på bootleg-indspilninger; de kendes samlet som Phoenix Recordings. Hun sang desuden i perioden marts-august 1977 i et band kaldet The KT Bush Band i pubber rundt omkring i London, især i Rose of Lee i Lewisham. Bandet bestod ud over hende selv af hendes daværende kæreste Del Palmer på bas, Brian Bath på guitar og Vic King på trommer. I august 1977 begyndte hun at indspille materiale til sit første album i tillæg til de to numre, der allerede var indspillet i sommeren 1975.
The Kick Inside og Lionheart
Skønt hun havde forberedt indspilningerne til The Kick Inside ved at give koncerter på pubber med The KT Bush Band, blev Kate Bush overtalt til at bruge etablerede studiemusikere. Nogle af disse beholdt hun, også da hun senere fik sine kammerater fra bandet med til indspilninger. Hendes bror Paddy spillede mundharmonika og mandolin og senere mere eksotiske instrumenter som balalajka og didgeridoo. Stuart Elliott spillede nogle af trommerne og skulle blive hendes vigtigste percussionist på de følgende album.Hæfter fra Kate Bushs album, EMI
Bush var 19 år gammel, da hun i 1978 udgav The Kick Inside, men flere af sangene var skrevet, da hun var yngre, helt ned til 13 år. Oprindeligt var det EMI's idé, at den mere rock-orienterede "James and the Cold Gun" skulle være debutsinglen, men Bush insisterede på, at det skulle være "Wuthering Heights". Allerede på dette tidlige tidspunkt i hendes karriere var hun kendt for sin målrettethed, når det gjaldt beslutninger vedrørende hendes arbejde. "Wuthering Heights", der var baseret på Emily Brontës roman af samme navn, strøg til tops på den britiske og australske single-hitliste og blev et internationalt hit. Hun var den første kvindelige kunstner, der opnåede en førsteplads med en sang, hun selv havde skrevet. Den efterfølgende single, "The Man with the Child in His Eyes" nåede sjettepladsen på den britiske hitliste. Den nåede også ind på Billboard Hot 100 på en 85. plads i begyndelsen af 1979. Det var Bob Mercers opfattelse, at Bushs relativt beskedne succes i USA skyldtes, at hendes musik passede dårligt til den måde, amerikansk radio fungerede på, og at der ikke var nogen måde, hvorpå det visuelle udtryk, som var så centralt for interessen andre steder, kunne blive eksponeret. "The Man with the Child in His Eyes" modtog i 1979 Ivor Novello-prisen for bedste britiske tekst.
Albummet nåede tredjepladsen på albumhitlisten og solgte over tre millioner eksemplarer i Storbritannien alene. EMI havde profiteret af Bushs udseende ved at promovere The Kick Inside med en plakat med et billede af hende iført en lyserød top, der fremhævede hendes bryster. I et interview med NME i 1982 kritiserede Bush denne markedsføringsteknik med ordene: "Folk var i almindelighed ikke klar over, at jeg selv skrev sangene og spillede klaver. Medierne viste mig blot som en kvindekrop. Det er som om, jeg skulle bevise, at jeg er en kunstner i en kvindes krop". Debutalbummets store succes gjorde, at EMI overbeviste Bush om, at hun skulle lave et opfølgningsalbum snarest muligt. Resultatet var Lionheart, der udkom i slutningen af 1978, blot ni måneder efter debutalbummet. Kate Bush har i flere forbindelser givet udtryk for sin utilfredshed med Lionheart og sagt, at hun skulle have brugt mere tid på det for at få det til at blive godt. Albummet var produceret af Andrew Powell, assisteret af Bush. Det rummede flere hitsingler, særligt "Wow", men generelt blev det ikke modtaget helt så godt som The Kick Inside, men nåede dog sjettepladsen på den britiske albumhitliste.
Utilfreds med at være blevet presset til at lave det andet album så hurtigt tog Kate Bush konsekvensen og dannede sit eget selskab, Kate Bush Music, og sit eget management-firma, Novercia, der skulle sikre hende fuld kontrol over sit arbejde. Bush udgjorde selv sammen med medlemmer af hendes familie firmaets ledelse. Som et led i at promovere Lionheart pressede EMI Bush til at tage på, hvad der skulle blive hendes første og eneste turné. Turneen, der havde titlen The Tour of Life, begyndte i april 1979 og varede i seks uger. Med sig på scenen havde hun tryllekunstneren Simon Drake, der også havde været med til at tilrettelægge showet. Karakteristisk for hendes behov for at have kontrol med forløbet var Kate Bush involveret i alle aspekter af koncerternes produktion, koreografi, kostumer og personaleansættelse.
Turneen var både udmattende for Kate Bush og en finansiel katastrofe. Siden da har hun kun optrådt live sporadisk, mest til velgørenhedskoncerter.
Never for Ever og The Dreaming I september 1980 udkom singlen "Babooshka", der nåede femtepladsen på singlehitlisten. Sangen var med på albummet Never for Ever, der var Kate Bushs andet forsøg som producer, idet hun delte opgaven med Jon Kelly. Det første forsøg var med live-ep'en On Stage, udsendt efter hendes turné det foregående år. Hendes to første studiealbum var karakteristiske ved at have en veldefineret lyd, der gik igen på alle numrene, hvor orkesterarrangement supplerede lyden af et liveband. På Never for Ever er der mere variation i lyden mellem numrene, fra gedigen rock på "Violin" til vemodig vals på "Army Dreamers", der også blev et hit som singleudspil. Albummet var det første for Bush med brug af synthesizer og trommemaskine. I særlig grad anvendte hun Fairlight CMI, som hun var blevet præsenteret for, da hun medvirkede som korsanger på Peter Gabriels eponymt navngivne tredje album tidligere på året. Albummet blev hendes første, der nåede toppen på albumhitlisten i Storbritannien, hvorved hun også blev den første kvindelige, britiske kunstner, der nåede denne position, ligesom det var første gang overhovedet, at en kvindelig kunstner fik et album direkte ind på førstepladsen. Som supplement til albummet udsendte Bush i december 1980 julesinglen "December Will Be Magic Again", der blev nummer 29 i Storbritannien.
Hendes næste album var The Dreaming, udsendt i september 1982. Det var hendes første album, hun selv havde stået for at producere. Det markerede også en anden stor forandring for Bush, idet sangene var komponeret på en Fairlight CMI frem for klaver. Samtidig var sangene i højere grad tilpasset og lavet om i studiet frem for blot at blive arrangeret der. Med denne nyfundne kunstneriske frihed eksperimenterede hun med produktionsteknikker, der resulterede i et album, der i endnu højere grad end forgængeren varierede sit lydudtryk og til fulde udnyttede mulighederne i Fairlight CMI. I første omgang fik The Dreaming en blandet modtagelse hos de britiske anmeldere. Mange var forvirrede over det kompakte lydbillede, og nogle kritikere fandt albummet overproduceret. I 1993 udtalte Bush i et interview med Q: "Det er mit 'Hun er blevet tosset'-album". Til gengæld roste de amerikanske anmeldere albummet til skyerne og kaldte det et "mesterværk" og en "musikalsk tour-de-force". Albummet blev hendes første på den amerikanske hitliste, skønt det kun nåede en 157. plads. Albummet gik ind på tredjepladsen på den britiske albumhitliste, men er det af hendes album, der har solgt færrest eksemplarer. Det opnåede ikke desto mindre en guldplade.