Frisere Friezen none|250pxFriser i folkedragt fra Før Antal og fordelingAntal i altca. 1.500.000 Nederlandene: - 15px Vestfrisland (Provins Frisland) 600.000 Tyskland: - 15px Niedersachsen (Øst-Frisland) 500.000 - Slesvig-Holsten (Nordfrisland) 50.000 Etnografi Etnicitet: Overvejende europid (nordisk) Sprog: Frisisk (i flere dialekter), Nederlandsk, Tysk, Nedertysk; Dansk Religion: Lutheranere, calvinister, anabaptister Levevis: Traditionelt landbrugere, søfarende Udbredelse250pxKort over frisisk bosættelsesområde
Frisere er et nordvestgermansk folk. Størstedelen af friserne bor i det nederlandske Frisland og i de tyske områder Øst-Frisland og Nordfrisland, men der er også store grupper af udvandrede etniske frisere i Nordamerika. Omtrent 400.000 mennesker taler i dag frisisk. Nordfrisisk bliver talt af cirka 10.000 mennesker.
De første historiske vidnesbyrd om friserne stammer fra romerne, der i år 12 f.Kr. under et togt i Germanien mødte friserne, der på den tid boede lige nord for Rhinen. Senere bevægede friserne sig mod nordvest og dannede et rige i kystområderne i det nuværende Holland. De blev kendt som et handelsfolk i anden halvdel af det første årtusind og levede generelt fredeligt. I en periode var folket underlagt Frankerriget, som førte kristendommen til området, og på samme tid trak en gruppe frisere sig længere mod nord mod Nordtyskland og Jylland og blev til nordfriserne.
I vikingetiden var friserne primært under dansk overherredømme, hvilket blev efterfulgt af tysk styre med omfattende selvstyre i første halvdel af det andet årtusind. I denne periode skete der en del landskabsmæssige ændringer i området, hvilket friserne lærte at leve med ved at bygge diger, sluser og kunstige forhøjninger til bebyggelse. Under det tyske styre søgte hollænderne efterhånden mere og mere indflydelse og endte med at erobre Frisland. Siden har dette område tilhørt Nederlandene, mens Øst- og Nordfrisland har tilhørt forskellige tyske lande og Danmark, indtil de nu hører til Tyskland som et officielt mindretal.
Udbredelse
Friserne er udbredte i vadehavs-kystområderne ud mod Vesterhavet. Man kan i dag skelne mellem følgende områder: Provinsen Frisland i Nederlandene, Øst-Frisland (bestående af Østfrisland, Oldenborgske Frisland, Saterland, Butjadingen og Wursten), Nordfrisland.
Både den nuværende provins Frisland i Nederlandene og Ommelandene (frisisk: De Ommelanden; betyder landet omkring byen Groningen) i det nordlige Groningen, Øst-Frisland og Nordfrisland er kendetegnede ved den vedvarende kamp mod havet, dels tidevand, dels storme. For at modvirke de skader, som højvande og storme kan bevirke, er bebyggelsen opført på kunstige verfter, der i dag ofte kan genkendes i de mange stednavne, som ender på werd eller warden, således Leeuwarden og Sauwerd. Siden middelalderen har friserne endvidere forsøgt at indvinde land ved opførelse af diger, bag hvilke landet tørlægges ved pumper. Med til bosættelsesområdet hører de mange øer (Wadden-øerne) langs kysten, der danner den naturlige ydergrænse mellem Vadehavet og Vesterhavet.
Landet er for det meste fladt. De højeste punkter er Pinneberg på Helgoland (61,3 meter), Uwe-Klitten på Sild (52, 5 meter), Rantzauhoogte syd for Læk (45 meter) og Vuurboetsduin på Vlieland (45 meter).
Historie
Den ældste skriftlige vidnesbyrd om friserne stammer fra den græske Pytheas fra Massalia, som omkring 325 f.Kr. nåede området ved Tyske Bugt og herom oplyser: "På et tidevandsområde af havet kaldet Metuonis af en størrelsesorden på 6.000 stadier (o. 1000km), ligger ikke langt fra øen Abalus (Helgoland?), hvor i foråret rav indsamles." Dette er den første omtale af den sydlige del af Vesterhavet. Rav hører til de ældste handelsvarer i dette område.
Friserne og Romerriget thumb|Det romerske Gallien og Germanien nær Rhinen ca. 70 e.Kr. Mellem 58 og 50 f.Kr. år erobrede Julius Cæsar Gallien, hvorved han fremskød Romerrigets grænser til Rhinen. Friserne boede på daværende tidspunkt nordøst for Rhinen og dermed lige uden for det romerske imperium. Under kejser Augustus (28 f.Kr. - 14 e.Kr.) forsøgte romerne at fremskyde Romerrigets grænser mod nord til Elben. Derved ville friserne blive indlemmede i Romerriget. I 12 f.Kr. nåede romerne under general Drusus til Frisland under sit fremstød i Germanien.Vandermeulen, s. 2 Under denne kampagne mødte han også friserne (Frisii), som han indgik en fredsaftale med gående ud på, at friserne i begyndelsen skulle betale 2 kohuder i skat.
Under kejser Tiberius og dennes repræsentant Olennius blev skatten for høj for friserne, og friserne ville ikke længere betale. Som følge heraf fratog romerne dem først deres kvæg, så deres jord, og til sidst blev kvinder og børn taget og solgt som slaver. Som følge heraf gjorde friserne i 29 e.Kr. oprør og hængte skatteopkræverne. For at hævne dette og undertvinge friserne igen sendte romerne tropper mod dem, men de romerske hærstyrker blev slået i slaget ved Baduhennaskoven. Romerne begyndte nu at frygte friserne, og nye undertrykkelsesforsøg blev indtil videre ikke gjort; friserne havde genvundet friheden. I 47 e.Kr. indgik friserne en ny aftale med romerne, denne gang med Corbulo. Aftalen stadfæstede Rhinen som grænse og forpligtede begge parter til at respektere dette. Desuden fik friserne et senat, romerske embedsmænd og nye love. I 58 e.Kr. bosatte imidlertid nogle frisere sig på Rhinens sydlige bred, og to frisiske udsendinge, Verritus og Malorix (i romersk oversættelse), drog til den romerske kejser Nero for at få godkendelse heraf, men forgæves, og friserne blev med vold fordrevet igen fra Rhinens sydlige bred.
Plinius den Ældre, der skrev værket Naturalis Historia ca. 79 e.Kr., omtaler her indirekte friserne som en folkestamme under Ingvaeones.Der er et hul i teksten der, hvor stammenavnene burde have stået, men han nævner senere friserne blandt stammerne ved Rhinens munding, jvf. Grane, s. 134 Fra omtrent samme tid stammer Tacitus' værk Germania, en beskrivelse af området nord for Romerrigets grænser. Han skelner mellem to grupper frisere: maioribus frisii (storfriserne) og minoribus frisii (småfriserne). Han oplyser videre, at "Begges område danner en bræmme langs Rhinen helt ud til Oceanet og omfatter desuden nogle vældige søer, som også romerske floder har besejlet."Tacitus: Germania 34, 1 jvf Lund, s. 266
I 69 e.Kr. gjorde bataverne (en germansk stamme bosat syd for friserne) oprør mod den romerske besættelse. Friserne og canninifaterne (en germansk stamme bosat vest for friserne) støttede batavernes oprør, men oprøret blev nedkæmpet, og Rhinen forblev Romerrigets grænse.Vandermeulen, s. 3
Tidlige værfter
thumb|venstre|Et værft uden for digerne i Nordfrisland Allerede forud for romertiden var befolkningen begyndt at bygge værfter, det vil sige boliger på kunstigt forhøjede høje flader. I Ezinge blev den første gård bygget ca. 300 f.Kr. på en lavere ikke-kunstig forhøjning. Det var et langhus med bolig i den ene ende og en stald i den anden ende bestående af båse langs ydervæggene og en midtergang mellem båsene. Kort efter synes antallet af gårde udvidet til 4, denne gang bygget på kunstigt byggede tørveplatforme; bygningernes indretning var uforandrede. Senere blev platformene forhøjede ved hjælp af en blanding af organisk materiale og gødning, hvilken varede til ca. 140 e.Kr. Keramikken viser en forandring omkring 50 f.Kr., muligvis under indflydelse af romerske handlende.Vandermeulen, s. 4 Friserne var øjensynligt indblandet i handel. Tacitus oplyser i Agricula, at de nedkæmpede en gruppe fra en nabostamme, som de mistænkte for at være pirater.Tacitus: Agricula 28, jvf. Vandermeulen, s. 4 Fra 140 til ca. 450 e.Kr. blev Ezinge forhøjet med nye lag af ler, aske og affald.Vandermeulen, s. 5
Folkevandringstiden
Omkring år 250 indtrådte en havstigning, som gjorde det umuligt at forblive boende i de kystområder, der var udsatte for oversvømmelse. Som følge heraf måtte friserne flytte bort fra de mest udsatte kystområder. I løbet af det 3. og 4. århundrede synes bebyggelserne i Westergo i den vestlige del af Frisland at være opgivne.Nieuwhof, s. 77 jvf. Knol, s. 19, og i Groningen-området synes bebyggelsen at blive markant mindre tæt beboet i samme periode.Nieuwhof, s. 76f Havstigningen varede frem til år 400. Det menes, at en del af de således fraflyttede frisere slog sig sammen med chaukerne, som nu blev kendt som saksere, og som boede øst eller nord for friserne, og dannede en ny fælles folkegruppe, der blev kendt som frankere, og som senere udvandrede til områderne syd for Rhinen og her oprettede Frankerriget. Omtrent på samme tid dannedes under indtryk fra folkevandringerne en række nye og større stammeforbund: alemannerne, sakserne, thüringerne, bayerne. Chaukerne forsvandt helt under denne proces, formentlig opslugt af henholdsvis frisere og saksere.
Omkring år 450 udvandrede anglere, saksere og jyder til England; det menes at en del frisere deltog i denne udvandring. Begyndelsen var allerede sket forinden: efter, at Romerriget havde trukket sig tilbage fra Britannien i 407, ankom sakserne dels som sørøvere, dels som lejetropper for at hjælpe lokalbefolkningen imod de hærgende piktere. I begyndelsen var deres ophold af kortere varighed, men efterhånden fik de interesse for en vedvarende tilstedeværelse. Den Angelsaksiske Krønike nævner ikke friserne mellem de stammer, der slog sig ned i Storbritannien, kun anglere, saksere og jyder, men den byzantinske historiker Procopius (død efter 562) nævner friserne (som "Phrissones", en transskription af Frisiavones) ved siden af briterne og anglerne ("Angiloi") som en af de tre stammer, der beboede Storbritannien.Vandermeulen, s. 7 Steder som Friston og Freeston antyder imidlertid en frisisk indflydelse i England.
Under folkevandringstiden skete der store forandringer i Frisland. For det første skete en udvikling af keramikken fra frisisk til en ny stil kaldet angelfrisisk. For det andet skete en forandring af bebyggelsen: de gamle gårde i Ezinge blev brændt af omkring 450 e.Kr. og erstattede af mindre hytter uden stalde og med umiskendelig lighed med tidlige angelsaksiske landsbyer. For det tredje findes en gravplads fra tiden 450-650 e.Kr. ved Hoogebeintum med omkring 20 angelsaksiske urner samt 37 skeletter. Fundene af brocher og lerkar vidner om tætte forbindelser til angelsaksere. Desuden fandtes 60 angelfrisiske urner. Disse vidnesbyrd antyder stærke forbindelser med anglere og saksere. Der har være spekuleret i, om der var tale om en delvis fordrivelse af friserne. Venantius Fortunatus fra Chilperics tid (561-584) oplyser, at kongen blev stillet over for problemet at holde "fresones" ude af det frankiske rige. Samtidig ses dog, at bebyggelsen fortsatte i andre dele af det frisiske områdeVandermeulen, s. 6 Ej heller opstod der, så vidt vi ved, et angelsaksisk rige i Frisland.
Det frisiske kongerige (ca. 600 - 734)
I tiden efter folkevandringen beboede friserne de kystnære områder mellem Scheldes og Wesers udløb. Fra omkring 400 opbyggede friserne et eget rige. I Widsith, Beowulf og Finnsburg-fragmentet nævnes en Finn som en frisisk konge, der skal have levet i det 6. århundrede.
thumb|Frisland 600-734