WWE, Inc.

WWE, Inc. (tidligere Capitol Wrestling Corporation Ltd, Titan Sports Inc., World Wrestling Federation Entertainment, Inc. og World Wrestling Entertainment, Inc.) er en privatejet virksomhed, der primært har med wrestling at gøre, men også har store indtægter i forbindelse med film, musik og andre produkter. Hovedejeren er Vince McMahon, der også fungerer som formand og administrerende direktør. Sammen med sin kone Linda McMahon og deres datter Stephanie McMahon har familien ca. 70 % indflydelse på WWE's økonomiske interesser og 96 % af stemmerne i virksomheden.

Virksomhedens hovedkvarter er placeret i Stamford, Connecticut med kontorer i Los Angeles, New York, Toronto og Sydney. Virksomheden har tidligere været kendt som Titan Sports og World Wrestling Federation Entertainment, Inc. WWE fokuserer på wrestling, der er en simuleret sport, der forbinder brydning med skuespil og teater. WWE er verdens største wrestlingorganisation og råder desuden over et omfattende videobibliotek, der dækker over en betydelig del af den visuelle del af wrestlinghistorien. Wrestlingorganisationen eksisterede tidligere under navnet Capitol Wrestling Corporation, der promoverede sig som World Wide Wrestling Federation (WWWF) og senere World Wrestling Federation (WWF). I 2011 blev navnet World Wrestling Entertainment simplificeret til WWE. WWE sender hver uge tv-programmerne RAW og SmackDown, der begge er blandt USA's mest sete underholdningsprogrammer, og samtidig har organisationen sit eget tv-netværk WWE Network med unikt wrestlingindhold. WWE råder desuden over WWE World Heavyweight Championship, der under skiftende navne har været en af verdens mest prestigefyldte VM-titler inden for wrestling siden 1963. Historie

Capitol Wrestling

Roderick James "Jess" McMahon var en boksepromotor, der bl.a. arrangerede en kamp i 1915 mellem Jess Willard og Jack Johnson. I 1926 startede han med at arrangere boksestævner i Madison Square Garden sammen med Tex Rickard, der hadede wrestling så meget, at han forhindrede wrestlingshows fra at blive afholdt i Madison Square Garden.

I denne periode skabte wrestleren Joseph Raymond "Toots" Mondt en ny stil inden for wrestling, som han kaldte for Slam Bang Western Style Wrestling. Han gjorde det for at gøre sporten mere tiltrækkende for tilskuere. Han lavede derefter en wrestlingorganisation med Ed Lewis og Billy Sandow, og sammen overtalte de mange wrestlere til at skrive kontrakt med trioen. Trods meget succes gik trioen og wrestlingorganisationen i opløsning. Mondt samarbejdede i stedet for med flere andre promotorer, heriblandt Jack Curley i New York. Da Curley lå for døden flyttede Mondt til New York og overtog. Her arbejdede han sammen med en række bookere, heriblandt Jess McMahon.

Sammen dannede Roderick McMahon og Raymond Mondt wrestlingorganisationen Capitol Wrestling Corporation (CWC). CWC sluttede sig til National Wrestling Alliance (NWA) i 1953. Samme år kom Jess McMahons søn, Vincent J. McMahon, ind i organisationen for at overtage sin fars arbejde. Vincent J. McMahon og Mondt opnåede meget succes, og inden for kort tid kontrollerede de 70 % af NWA's kampe, fordi de dominerede i den tætbefolkede region i den nordøstlige del af USA.

World Wide Wrestling Federation

NWA anerkendte en ubestridt verdensmester, der rejste mellem de enkelte wrestlingorganisationer i NWA og forsvarede NWA's VM-titel (NWA World Heavyweight Championship). I 1963 var "Nature Boy" Buddy Rogers verdensmester. Resten af NWA var utilfredse med Mondt, fordi han sjældent lod Rogers wrestle uden for den nordøstlige region. Mondt og McMahon ønskede, at Rogers forblev NWA's verdensmester, men Rogers ville ikke ofre det $25.000-depositum for bæltet, som titelindehavere skulle betale for at sikre, at de ikke tog VM-bæltet med sig. Rogers tabte NWA's VM-titel til Lou Thesz i januar 1963, og det fik Mondt, MacMahon og CWC til at forlade NWA i protest. Kort efter dannede de World Wide Wrestling Federation (WWWF).

I april 1963 blev Rogers tildelt WWWF's nye VM-titel (WWWF World Championship) efter en VM-titelturnering i Rio de Janerio, Brasilien. Måneden efter tabte han VM-titlen til Bruno Sammartino, efter at Rogers fik et hjerteanfald umiddelbart inden kampen. Det blev derfor lavet sådan, at kampen kun skulle vare ét minut.

Mondt forlod WWWF i slutningen af 1960'erne. Selvom WWWF havde trukket sig ud af NWA, sad Vince McMahon, Sr. stadig i bestyrelsen i NWA, og der var ikke anerkendt nogen anden wrestlingorganisation i den nordøstlige del af USA. Det førte til, at flere "verdensmester mod verdensmester"-kampe blev arrangeret mellem NWA's verdensmester og WWWF's verdensmester, og de endte som regel uafgjort, så ingen ville blive indehaver af begge VM-titler.

I marts 1979 blev WWWF til World Wrestling Federation (WWF). Ændringen var udelukkende kosmetisk, og ejerskabet og kontorpersonalet forblev uforandet i denne periode.

World Wrestling Federation

I 1980 blev Titan Sports, Inc. grundlagt af Vincent J. McMahons søn, Vincent Kennedy McMahon. I 1982 købte Vince McMahon Capitol Wrestling Corporation fra hans far. McMahon Sr. havde fået etableret den nordøstlige del af USA som et af de mest aktive medlemmet af NWA. Han havde også for længst indset, at wrestling handlede mere om underholdning end sport. Imod sin fars ønske begyndte McMahon at udvide organisationen, og det skulle ende med fuldstændigt at revolutionere sporten.

WWF var ikke den eneste wrestlingorganisation, der havde trukket sig ud af NWA. American Wrestling Association (AWA) havde også for længst forladt NWA, og begge organisationer havde forblevet i deres respektive regioner. Ingen af dem havde forsøgt at nedbryde det system, der havde været fundamentet i wrestlingbranchen i mere end 50 år.

Flere promotorer blev rasende på Vince McMahon, da han begyndte at sende nogle af WWF's tv-programmer på tv-stationer over hele USA – også i regioner uden for den nordøstlige del af USA. McMahon begyndte også at sælge videobånd uden for sit område. Han brød dermed de uskrevne regler, der sagde, at man ikke måtte promovere shows uden for sin egen region. McMahon brugte ydermere de penge, som han havde tjent ind, til at lokke wrestlere, kommentatorer og andet personale fra de andre wrestlingorganisationer. Wrestlingorganisationer fra hele USA var derfor nu i direkte konkurrence med WWF.

Pga. sin rolle som "Thunderlips" i Sylvester Stallone-filmen Rocky III, var wrestleren Hulk Hogan blevet kendt i hele USA, hvilket fik Vince McMahon til at skrive kontrakt med ham i 1983, selvom Hogan arbejdede for AWA. Derefter skrev McMahon også kontrakt med Roddy Piper, Jesse Ventura, André the Giant, Jimmy Snuka, Don Muraco, Paul Orndorff, Greg Valentine, Ricky Steamboat og The Iron Sheik. Hogan var dog uden tvivl WWF's største stjerne, og det er diskutabelt, hvorvidt WWF ville have opnået national succes uden ham.

Trods advarsler fra sin far begyndte Vince McMahon også at turnere rundt i hele USA. Det kostede dog ham så mange penge, at han var ved at gå konkurs. McMahons, WWF's, NWA's og hele wrestlingbranchens fremtid blev sat på spil, da McMahon introducerede det banebrydende koncept WrestleMania i 1985. WrestleMania var et pay-per-view-show, som McMahon promoverede som wrestlings svar på Super Bowl. Det var et wrestlingshow, hvor årets absolut største kampe skulle finde sted. NWA havde forsøgt på noget lignende med Starrcade i 1983, men McMahon ønskede at få WWF ind i populærkulturen og reklamerede i meget højere grad over for folk uden for wrestlingbranchen. Han fik tv-stjernen Mr. T og sangstjernen Cyndi Lauper til at deltage i showet. Derudover samarbejdede han også en del med MTV, som viste nogle af WWF's tv-programmer.

En gylden æra

Den første udgave af WrestleMania, der blev afholdt i 1985, var en enorm succes. Denne begivenhed bliver nogle gange anset for at være starten på sportsunderholdning – set i forhold til Vince McMahons fars idé om kun wrestling. WWF opnåede i de følgende år enorm succes, og det blev kaldt den anden gyldne æra inden for wrestling. WWF introducerede Saturday Night's Main Event på tv-stationen NBC i midten af 1985, og det var første gang, at wrestling blev vist på landsdækkende tv siden 1950'erne. I 1987 producerede WWF hvad mange regner for højdepunkter i wrestlingboomet i 1980'erne – WrestleMania III.

Den nye generation

WWF ramte et lavpunkt i 1994, hvor Vince McMahon blev beskyldt for brug og distribution af steroider. McMahon blev frikendt, men det var et sandt mareridt for WWF offentligt. WWF tabte mange penge, og som resultat heraf måtte wrestlere og andet personale gå meget ned i løn. Det fik bl.a. managerne Bobby Heenan og Jimmy Hart til at forlade organisationen. Det fik også flere wrestlere til at forlade WWF til fordel for WWF's vigtigste konkurrent World Championship Wrestling (WCW) mellem 1993 og 1996, heriblandt Hulk Hogan og Randy Savage. I denne periode promoverede WWF sig som "The New WWF Generation" med wrestlere som Shawn Michaels, Diesel, Razor Ramon, Bret Hart og The Undertaker.

Monday Night Wars

I 1993 var WWF begyndt at sende et nyt ugentligt tv-program Monday Night Raw. RAW blev en kæmpe succes, og WCW iværksatte derfor deres eget ugentlige tv-program WCW Monday Nitro på præcis samme tidspunkt mandag aften som RAW. Det indledte en seerkrig (Monday Night Wars) mandag aften mellem de to wrestling-programmer, og begge programmer vandt skiftevis seerkrigen fra aften til aften indtil midten af 1996. På dette tidspunkt indledte WCW en næsten to år lang sejrsrække, fordi WCW Monday Nitro opnåede kæmpe succes med New World Order (nWo), der var en gruppe wrestlere i WCW bestående af de tidligere WWF-stjerner Hollywood Hogan (Hulk Hogan), Kevin Nash (Diesel) og Scott Hall (Razor Ramon).

De fejder og typer af wrestlingkampe, der begyndte at blive brugt i midten af 1990'erne, startede en ny æra inden for wrestling. Wrestlingfans begyndte at foretrække at heppe på heel-wrestleren ("den onde") i stedet for face-wrestleren ("den gode"). Det fik WWF til at ændre attitude til en mere gadekampsagtig form for wrestling. Trods ændringerne blev disse år de dårligste år økonomisk set for WWF, og WCW overtog rollen som verdens største wrestlingorganisation for en kort periode. I 1996 og 1997 tabte WWF desuden også mange af organisationens største stjerner til WCW, heriblandt Razor Ramon (Scott Hall), Diesel (Kevin Nash), Psycho Sid (Sid Eudy), Alundra Blayze (Debra Miceli) og Rick Rude. WWF erstattede dem med tidligere WCW-wrestlere, som fx Vader (Leon White), Steve Austin, Brian Pillman, Mankind (Mick Foley) og Farooq (Ron Simmons). WCW's vicepræsident Eric Bischoff ydmygede offentligt WWF og kritiserede organisationen for at hyre tidligere WCW-wrestlere. Bischoff pralede også med, at WWF's wrestlere skrev kontrakt med WCW, fordi de kunne få en højere løn i WCW. De intensiverede Monday Night Wars, og WWF kæmpede for at få sine seere tilbage.

McMahon bar sig ad med at beholde Bret Hart i WWF, selvom Hart blev tilbudt en fordelagtig kontrakt af WCW. Hart indledte en fejde med Steve Austin i WWF. Austin blev WWF's nye superstjerne, efter at han havde vundet WWF's King of the Ring-turnering i 1996. Hart besejrede Austin ved WrestleMania 13 i 1997 i en populær kampe, og kampen blev et symbol på den nye ændring i WWF's image. Fans tiljublede Austin, selvom det var Bret Hart, der skulle være den mest populære (face-wrestler). I oktober 1997 blev Bret Hart snydt af Vince McMahon for WWF's VM-titel i en VM-titelkamp mod Shawn Michaels i en episode, der er kendt som Montreal Screwjob. Bret Hart havde langt om længe skrevet kontrakt med WCW, men han var stadig WWF's verdensmester. For at sikre at Bret Hart ikke tog VM-bæltet med til WCW, snød Vince McMahon ham i VM-titelkampen. Fans begyndte straks at hade McMahon, og det hjalp samtidig WWF ind i en periode inden for wrestling kendt som "The Attitude Era".

The Attitude Era