Næsehjelme var en type kamphjelm, der var kendetegnet ved en fremspringende bøjle, som dækkede næsen og dermed beskyttede ansigtets midte; den havde vesteuropæisk oprindelse og blev brugt fra slutningen af 800-tallet til mindst 1250.
Tidlige former
Næsehjelmen var kendetegnet ved en næsebeskytter, eller "nasal", bestående af en enkelt metalstrimmel, der strakte sig ned fra hjelmens skal eller pandebånd hen over næsen for at give ansigtsbeskyttelse. Hjelmen dukkede op over hele Vesteuropa i slutningen af 800-tallet og blev den dominerende form for hovedbeskyttelse, idet den afløste tidligere hjelme, hvis design i sidste ende var baseret på senromerske typer såsom kamhjelmen og tidlige hjelme af spangehjelm-konstruktion. Tidlige næsehjelme var universelt koniske af form. Skallen kunne være smedet af et enkelt stykke jern eller være af sammensat, segmenteret (spangenhelm) konstruktion. Spangenhelm-varianten var generelt den ældre konstruktionsmetode. Hjelmskaller i ét stykke, som teknisk var sværere at fremstille, blev mere almindelige med tiden, efterhånden som den metallurgiske kunnen steg.
Selvom næsebeskyttelse havde været brugt på tidligere hjelme – og på samtidige hjelme fundet i Byzans, slavisk Østeuropa og Mellemøsten – var de, der kendetegner næsehjelmen, generelt større og fuldt integreret i enten hjelmens skal eller pandebånd. Næsebeskyttere på andre hjelme havde tendens til at være nittet direkte på hjemskallen eller som en del af et T-formet stykke, der kombinerede næse- og øjenbrynsbeskytter.
Senere udviklinger
Fra at have været ensartet koniske i form blev hjelmskaller mere varierede i løbet af 1100-tallet. I størstedelen af århundredet var næsehjelme med en fremadbøjet spids, ofte kaldet "frygisk hue"-formen, i udbredt brug. Det er muligt, at denne bøjethed af spidsen var et naturligt resultat af at gøre hjelmens front tykkere end resten under smedningen.
Selvom den koniske type stadig blev brugt, faldt dens popularitet i anden halvdel af 1100-tallet, og næsehjelme med rund top kom på mode. Kong Richard Løvehjerte er afbildet med en rundtoppet næsehjelm på sit første store segl (1189).
Endnu en type næsehjelm udviklede sig i slutningen af 1100-tallet. Denne hjelm havde en flad top og en firkantet profil. Denne form var forløberen for dybere, cylindriske hjelme med større ansigtsbeskyttelse, lukkede hjelme, og til sidst tøndehjelmen. Den eksisterende nasal dannede grundlag for yderligere ansigtsbeskyttelse, hvilket omkring år 1200 resulterede i en ansigtsplade, som var gennemboret for syn og ventilation.
Hjelmen begyndte at miste popularitet mod slutningen af 1110-tallet til fordel for hjelme, der gav mere ansigtsbeskyttelse. Selvom næsehjelmen mistede tilslutning blandt de højere klasser af riddere og krigsfolk, blev den stadig brugt af bueskytter, for hvem et bredt synsfelt var afgørende. Rundtoppede næsehjelme kan også ses båret af en del riddere i den franske Maciejowski-bibel fra 1250. Utvivlsomt foretrak nogle riddere den bedre udsyn og hørelse, som denne mere åbne hjelm gav.
Brug Næsehjelmen blev normalt båret over en ringbrynjehætte, som beskyttede de nedre dele af hovedet, halsen og nakken. Huen kunne være et separat stykke rustning eller udformet som en forlængelse af selve ringbrynjen. Nitter og huller langs hjelmens nederste kant viser, at den var foret på en eller anden måde, selvom sådanne foringer ikke er bevaret. Praktiske hensyn antyder, at foringen må have været justerbar for at sikre en tæt pasform.
Næsebeskyttelsen på disse hjelme var ofte så store, at bæreren var uigenkendelig for en iagttager. Den berømte hændelse ved slaget ved Hastings (1066), afbildet på Bayeux-tapetet, hvor Vilhelm Erobreren måtte løfte sin hjelm for at vise sine tropper, at han stadig var i live, er en indikation af den anonymitet, næsehjelme kunne skabe.
Referencer
Litteratur
Kategori:Kamphjelme Kategori:Middelalderhjelme