Alexander "Sandy" Calder (født 22. juli 1898 i Lawnton, Pennsylvania, USA, død 11. november 1976 i New York City, USA) var en amerikansk billedhugger, kendt som opfinderen af de bevægelige skulpturer, såkaldte mobiler. Han arbejdede også som grafiker og illustrator.

Biografi Alexander Calder var søn af billedhuggeren Stirling Calder, men før han gik samme vej afsluttede han et ingeniørstudium. I midten af 1920’erne blev han dog uddannet som kunstner og fik arbejde som bladtegner. Han begyndte som maler, men blev stærkt interesseret i abstrakt skulptur, da han i 1926 kom til Paris.

I slutningen af 1920’erne begyndte Calder at eksperimentere med figurative skulpturer udført i ståltråd, hvoraf nogle kunne aktiveres ved hjælp af hånd- og motordrevne anordninger. Hans første arbejder var inspireret af cirkuslivet og lavet af træ og jerntråd. I 1930 blev han optaget i kunstnergruppen Abstraction-Création, og under påvirkning af bl.a. Jean Arp og Piet Mondrian udviklede han de to skulpturtyper, som blev hans særkende: mobilerne og stabilerne. De bevægelige mobiler består af udklippede former ophængt i et system af tråde og stave, mens de ofte monumentale stabiler er udført i metalplader, boltet sammen og placeret direkte på jorden. Calder begyndte at skabe sine første mobiler i 1931 og udviklede dem videre under indflydelse af Mondrians teorier om dynamisk ligevægt.

I 1951 begyndte han at arbejde med lydeffekter i såkaldte gongs. I sine senere mobiler blev formelementerne større og grovere, ligesom han også udførte statiske jernskulpturer – de såkaldte stabiler.

Calder arbejdede gennemgående med simple former, klart definerede omrids og en farveskala begrænset til grundfarverne samt sort og hvid. Selvom hans værker er nonfigurative, vækker de associationer til genstande i naturen, fx celler, insekter, planter og planeter. Trods enkle virkemidler opnår hans værker en særlig kompleksitet gennem bevægelse: mobilerne danner stadigt nye konfigurationer, når de bevæges af luftstrømme, og stabilernes linjespil ændrer sig, når man bevæger sig omkring dem.

Ved sin sammensmeltning af teknik og kunstnerisk form fik Calder en central placering inden for moderne skulptur.

Udvalgte værker Af hans større arbejder kan nævnes: Merkurfontænen til den spanske pavillon på Exposition Internationale (1937). En vandballet ved verdensudstillingen i New York 1939. Menneske ved Expo 67.

Calder har også illustreret bøger som The Young Rats og La Fontaines fabler (begge 1946). Flere af hans værker findes på Louisiana i Nordsjælland.

Referencer

Eksterne henvisninger Calder Foundation – Officiel hjemmeside

Kategori:Personer fra Pennsylvania Kategori:Billedhuggere fra USA Kategori:Tegnere fra USA Kategori:Grafikere fra USA