Forkyndelsesfrihed er en lovbeskyttet frihedsrettighed, som indebærer, at præster i Folkekirken har ret til at prædike det kristne evangelium, som de opfatter det, så længe det er i tråd med Folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Forkyndelsesfriheden betyder, at den enkelte præst er uafhængig af menighedsrådet, men dog forpligtet til at leve op til præsteløftet. Præsterne har således omfattende mulighed for at udlægge de bibelske tekster, dog er præster underlagt dekorum, hvilket sikrer, at de ikke forkynder politiske emner eller personer og ikke handler på en måde, der vanærer embedet.

Forkyndelsesfriheden er lovfæstet i menighedsrådslovens paragraf 37: "Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet."

Lundehus-sagen Begrebet blev debatteret ivrigt efter en tv-transmitteret gudstjeneste fra Lundehus Kirke i København juleaften 1983, hvor sognepræst Birte Andersen i sin prædiken sammenlignede den romerske fred, på det tidspunkt hvor Jesus blev født, med USA's fred. Hun henviste blandt andet til Vietnamkrigen og beskrev det som en fred, der byggede på "skjult kontrol, moralsk korruption og skjult vold". Daværende biskop over Københavns Stift Ole Bertelsen forsvarede Birte Andersen og sagen fik ingen konsekvenser for hende.

Daværende kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen bad biskoppen om en udtalelse i sagen for at afdække, om grænserne for forkyndelsefriheden var overskredet. Det afviste biskoppen, som dog sagde, at han ikke fandt, grænserne var overskredet. Striden førte til, at kirkeministeren indkaldte biskopperne til et møde, hvor alle andre biskopper end Københavns udtalte i en fælles erklæring, at klagesager vedrørende forkyndelse "behandles, afgøres og besvares af vedkommende biskop", og at ministeren kun i yderste instans skal afgøre sådanne sager.

Kirkeministeren blev desuden kaldt i samråd af Folketingets kirkeudvalg. Her svarede hun, at hun havde den endelige kompetence til at afgøre spørgsmål om forkyndelsesfrihedens grænser. Det tilfredsstillede ikke alle, og der blev derfor rejst en forespørgselsdebat i Folketinget. Den fandt sted 27. april 1984, hvor ministeren kun gav en indledende redegørelse og således ikke kommenterede sagen yderligere.

Referencer

Kategori:Folkekirken