Jarldømmet Orkney var et nordisk territorium, der blev regeret af jarlerne af Orkney fra 800-tallet og frem til 1472. Det blev grundlagt i vikingetiden af vikinger og bosættere fra Skandinavien (se Skandinavisk Skotland). I 800- og 900-tallet omfattede det de Northern Isles (Norðreyjar) Orkney og Shetlandsøerne samt Caithness og Sutherland på det skotske fastland. Det var et afhængigt territorium under Kongeriget Norge indtil 1472, hvor det blev indlemmet i Kongeriget Skotland. Oprindeligt var titlen jarl eller Jarl af Orkney arvelig.

Historie Northern Isles (Orkney- og Shetlandsøerne) ligger ud for den nordligste spids af Storbritannien. I jernalderen var de en del af det piktiske kongerige. Fra slutningen af 700-tallet e.v.t. blev pikterne gradvist fortrængt fra øerne af nordboere fra Skandinavien. Karakteren af denne forandring er omdiskuteret, og teorierne spænder fra fredelig integration til slaveri og folkedrab.Thomson, William P.L. (2008). The New History of Orkney. Birlinn. s. 43–50.

Orkney- og Shetlandsøerne oplevede en betydelig tilstrømning af nordiske bosættere i slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet. Nordiske vikinger gjorde øerne til hovedkvarter for deres vikingetogter mod Norge og kysterne af det skotske fastland. Som reaktion siges det, at den norske konge Harald Hårfagre annekterede de nordlige øer i 875; det er dog klart, at denne fortælling, som optræder i Orkneyinga saga, bygger på de senere togter af Magnus Barfod, og nogle forskere anser den for apokryf.Thomson (2008) s. 24–27. Rognvald Eysteinsson modtog Orkney- og Shetlandsøerne fra Harald som et jarldømme som bod for sin søns død i kamp i Skotland og overdrog derefter jarldømmet til sin bror Sigurd den Mægtige (regerede ca. 875–892).Thomson (2008) s. 24.

Sigurds slægt overlevede ham dog knap nok, og det var Torf-Einarr (regerede ca. 895–910), Rognvalds søn med en træl], der grundlagde et dynasti, som kontrollerede øerne i århundreder efter hans død.Thomson (2008) s. 29.

Han blev efterfulgt af sin søn Thorfinn Torf-Einarsson (ca. 910–963), og i denne periode brugte den afsatte norske konge Erik Blodøkse ofte Orkneyøerne som base for plyndringstogter, før han blev dræbt i 954. Thorfinns død og formodede begravelse ved Hoxa-brochen på South Ronaldsay førte til en lang periode med dynastiske stridigheder.Wenham, Sheena (2003), "The South Isles", i Omand, Donald (red.) The Orkney Book. Birlinn, s. 211. Thomson (2008) s. 56–58.

Oprindeligt var kulturen hedensk, og detaljerede oplysninger om kristningen af Skotlands øer i den nordiske periode er sparsomme.Abrams, Lesley. "Conversion and the Church in the Hebrides in the Viking Age", i Ballin Smith et al. (2007). s. 169–189. Orkneyinga saga antyder, at øerne blev kristnet af Olav Tryggvason i 995, da han gjorde ophold ved South Walls på vej fra Irland til Norge. Ifølge sagaen tilkaldte kongen Sigurd den Stærke og sagde, at han befalede ham og alle hans undersåtter at lade sig døbe, ellers ville han blive dræbt, og øerne hærget med ild og sværd. Sigurd indvilligede, og øerne blev kristne i ét slag,Thomson (2008) s. 69. og fik deres egen biskop af Orkney i begyndelsen af 1000-tallet.

Thorfinn den Mægtige (ca. 1025–1064) var søn af Sigurd og barnebarn af Malcolm 2. af Skotland. Sammen med sine brødre regerede han Orkney- og Shetlandsøerne i første halvdel af 1000-tallet og udvidede sin magt over Kongeriget Øerne. Hans sønner Paul og Erlend Thorfinnsson efterfulgte ham og kæmpede ved slaget ved Stamford Bridge i 1066.Crawford, Barbara E. "Orkney in the Middle Ages" i Omand (2003) s. 66–68. Paul og Erlend kom som voksne i strid med hinanden, og denne konflikt fortsatte ind i den næste generation. Magnus Erlendsson blev gjort til martyr, efter han blev dræbt i april 1116 af sin fætter Haakon Paulsson, førte til opførelsen af St Magnus Cathedral, der den dag i dag er et dominerende vartegn i Kirkwall.

Usædvanligt nok skyldte de nordiske jarler fra omkring år 1100 troskab både til den norske krone for Orkneyøerne og til den skotske krone gennem deres besiddelser som jarler af Caithness.Crawford, Barbara E. "Orkney in the Middle Ages" i Omand (2003) s. 64. I 1231 ophørte rækken af nordiske jarler, ubrudt siden Rognvald, med mordet på Jon Haraldsson i Thurso.Crawford, Barbara E. "Orkney in the Middle Ages" i Omand (2003) s. 72–73. Jarldømmet Caithness blev tildelt Magnus, anden søn af jarlen af Angus, som Håkon 4. af Norge stadfæstede som jarl af Orkney i 1236.Thomson (2008) s. 134–137. I 1290 førte dødsfaldet af barneprinsessen Margaret på Orkneyøerne under hendes rejse til det skotske fastland til en omstridt arvefølge, som udløste De skotske uafhængighedskrige.Thompson (2008) s. 146–147. I 1379 overgik jarldømmet til Sinclair-slægten, som også var baroner af Roslin nær Edinburgh.Thompson (2008) s. 160.

I 1468 blev Orkney og Shetland pantsat af Christian 1. af Danmark i hans egenskab af konge af Norge som sikkerhed for betalingen af medgiften til hans datter Margrete, der var forlovet med James 3. af Skotland. Beløbet blev imidlertid aldrig betalt, og Orkneyøerne blev indlemmet i Kongeriget Skotland i 1472. Den sidste jarl af Orkney, der bar titlen under den norske krone, var William Sinclair, jarl af Orkney.

Noter

Referencer

Kategori:Forhenværende kongeriger Kategori:Vikingetid Kategori:Orkneyøernes historie Kategori:Norges historie Kategori:Det norske monarki