Lomatia tasmanica er en busk i proteafamilien, der er hjemmehørende i Tasmanien. Planten bliver op til 8 meter høj, har skinnende grønne fjerlappede blade og røde blomster om sommeren, men sætter hverken frugt eller frø. Lomatia tasmanica har ikke noget dansk navn. På engelsk kaldes den "King's lomatia" (Kings lomatia) eller "King's holly" (Kings kristtorn). Den er usædvanlig, idet alle de tilbageværende planter er genetisk identiske kloner. Da den har tre sæt kromosomer (en triploid) og derfor er steril, foregår reproduktionen kun vegetativt: når en gren falder af, vokser der nye rødder på den, og der dannes en ny plante, der er genetisk identisk med sin forælder.
Den austraske naturforsker Deny King opdagede planten i 1934, men den blev først beskrevet videnskabeligt i 1967 af botanikeren Winifred Mary Curtis fra Tasmanian Herbarium. Der kendes kun én koloni af Lomatia tasmanica i naturen, bestående af omkring 500 til 600 planter på et område der er 1,2 km langt.
Beskrivelse De enkelte planter af L. tasmanica er spredte buske eller små træer, der kan blive op til 8 m høje, men høje eller lange stammer er ofte bøjede. Stammerne på meget gamle planter kan nå en diameter på 8 cm. De øverste grene er dækket af fin rustfarvet behåring. Stænglerne kan danne rødder fra knudepunkter på jorden. Bladene er spredte og med kortere afstand mellem hvert blad mod enderne af grenene. De er omtrent ovale, 10-18 cm lange og fjerlappede. De 11 til 25 primære lapper har uregelmæssigt takkede kanter og er nogle gange er opdelt i mindre lapper. Oversiden er grøn og skinnende, mens undersiden er delvist håret, især langs midterribben. Blomstringen finder sted i februar. Blomsterstande er 9–10 cm lange.
Taksonomi opdagede planten i maj 1934, mens han gravede efter tin i det afsidesliggende sydvestlige Tasmanien. Winifred Curtis fra Tasmanian Herbarium navngav planten på engelsk efter King i 1967 (King's lomatia), efter at han i 1965 havde sendt eksemplarer, han havde indsamlet i Cox's Bight, Port Davey, til identifikation. Den kaldes også undertiden "King's holly" (Kings kristtorn) på engelsk, selvom den ikke er en kristtorn.
L. tasmanica blev anset for muligvis at være en hybrid mellem arten L. polymorpha og en anden art. Genetisk analyse ved hjælp af mikrosatellitmarkører har vist, at arter, der findes tæt på hinanden geografisk, er mest beslægtede med hinanden; L. tasmanica er mærmest beslægtet med de to andre tasmanske lomatia-arter: L. polymorpha og L. tinctoria.
Subfossile rester, der er identiske med L. tasmanica, er fundet i 43.600 år gamle lag. Klimaet på det tidspunkt var sandsynligvis lige så køligt eller køligere end det er i Melaleuca på Tasmanien i dag (en gennemsnitlig årstemperatur på 11,5 °C, hvor den koldeste måned havde en gennemsnitlig minimumstemperatur på 4,5 °C og den varmeste måned en gennemsnitlig maksimumstemperatur på 20 °C, og muligvis mere fugtigt (mere end 2400 mm nedbør om året).
Udbredelse og levested Hele bestanden af Lomatia tasmanica består af omkring 500 til 600 planter i et område på mindre end 1,2 km i det sydvestlige Tasmanien. Klimaet er fugtigt med en gennemsnitlig årlig nedbørsmængde på 1.700 mm, og alle planter vokser inden for 25 meters afstand fra et vandløb.
Økologi Lomatia tasmanica vokser i et klima med sjældne naturbrande. Feltarbejde i begyndelsen af 2000'erne fastslog, at området sidst var brændt i 1934. De fleste planter var omkring 60 år gamle, men nogle blev anslået til at være op til 300 år gamle. Det område, hvor den vokser, er føderalt beskyttet og ligger helt inden for Southwest National Park.
Selvom alle planterne teknisk set er adskilte, idet hver har sit eget rodsystem, betragtes de samlet som en af de ældste levende plantekloner. Hver plantes levetid er cirka 300 år, men planten har klonet sig selv i mindst 43.600 år og muligvis så længe som 135.000 år. Dette skøn er baseret på kulstof 14-datering af fossile bladfragmenter, der blev fundet 8,5 kilometer fra den nuværende koloni. De fossile fragmenter er identiske med den nutidige plante i cellestruktur og form, hvilket tyder på, at den oprindelige og moderne plante også er genetisk identiske. Dette antyder yderligere, at den oprindelige plante også var triploid og derfor også klonal, på grund af den ekstreme sjældenhed af naturligt forekommende seksuelt reproducerende triploide organismer.
Bevarelse Lomatia tasmanica er erklæret kritisk truet i henhold til den australske lov om miljøbeskyttelse og bevarelse af biodiversitet fra 1999. Den er også klassificeret som "truet" på delstatsniveau i henhold til den tasmanske lov om beskyttelse af truede arter fra 1995.
Den oprindelige plantegruppe, som King opdagede i 1934, er forsvundet og sandsynligvis uddød, og den eneste tilbageværende gruppe på ca. 500 til 600 planter dækker et 1,2 kilometer langt område i den sydvestlige del af Tasmanien. Dette område er udsat for brande og andre naturlige trusler mod planterne, så Tasmanien har indledt et forsøg på at udvikle andre populationer af L. tasmanica i kontrollerede miljøer, såsom Royal Tasmanian Botanical Gardens, der har formeret planten fra stiklinger siden 1994. På grund af dens skrøbelighed og sjældenhed er deres eksemplarer ikke udstillet for offentligheden. Da planten ikke kan formere sig kønnet, er der ingen mulighed for at øge plantens genetiske mangfoldighed for at fremme sygdomsresistens gennem naturlige midler.
Smitte med oomycete-patogenet Phytophthora cinnamomi er blevet registreret i andre plantearter i omkring 20 meters afstand fra nogle vilde L. tasmanica-populationer. Skovbrande kan også sprede dette patogen og potentielt fremme dets infektion af de resterende vilde planter.
Dyrkning Lomatia tasmanica slår let rod fra stiklinger, men er vanskelig at holde i live under dyrkning, og dør ofte, når den tørrer ud. Stiklingerne tages i januar og februar, og det tager op til 12 måneder, før de danner rødder. Ligesom deres vilde artsfæller er de dyrkede planter modtagelige for Phytophthora cinnamomi. L. tasmanica er blevet podet med succes på L. tinctoria, og Botanisk Have har forsøgt at pode den på L. ferruginea.
Referencer
Kategori:Protea-ordenen