Svend Koch (født 26. april 1867 i København, død 19. august 1943 på Frederiksberg) var en dansk civilingeniør og politiker. Han var bl.a. ingeniør ved bygningen af Rigshospitalet og genopførelsen af Christiansborg Slot. Som politiker repræsenterede han Det Konservative Folkeparti i Frederiksberg Kommunalbestyrelse i en årrække og var medlem af Folketinget fra 1918 til 1920.

Uddannelse og erhvervskarriere Svend Koch var søn af højesteretsjustitiarius (højesteretspræsident) P. Koch og Adamine Vilhelmine Mathilde Hauch (1831–1910). Han blev student fra Hauchs Skole i 1886 og bygningsingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i 1894.

Han arbejdede i kort tid på F. A. H. Petersen & Ludvig Christensens Maskinfabrik i København før han i maj 1894 blev ansat som ingeniørassistent ved stadsingeniøren i Københavns Kommune. Fra 1898 til 1906 var han fastansat ingeniør ved stadsingeniøren. Han var ingeniør ved bygningen af Rigshospitalet i 1903 og fra 1906 til 1928 var han ledende ingeniør ved genopførelsen af Christiansborg Slot. Dertil var han lærer ved Teknisk Selskabs Skole fra 1896 til 1907.

I 1905 deltog sammen med ingeniør O.K. Nobel i en konkurrence om anlæggelse af en park på Københavns Blegdams- og Østerfælled. Deres projekt blev præmieret og udgjorde grundlaget etablereingen af Fælledparken.

Svend Koch var Justitsministeriets tekniske konsulent for fængselsvæsenet fra 1911 til 1928, og fra 1913 til 1928 var han tilsynsførende ingeniør ved Statens Sindssygehospitaler og Fødselsanstalten i Jylland. Han var direktør for Frederiksberg Kommunes tekniske forvaltning efter C.J. Brodersen fra 1928 til 1937.

Han havde en række tillidsposter: medlem af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelses bestyrelse 1911-1921, af Dansk Ingeniørforenings bestyrelse 1912-1921 (heraf næstformand fra 1917), af Københavns Husflidsforenings bestyrelse 1915-1938, af A/S Hindsgavls bestyrelse 1923-1938. Endvidere var han censor i teknisk hygiejne ved Polyteknisk Læreanstalt fra 1911.

Politisk karriere Svend Koch var medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti fra 1908 til 1917 og i 1928. Han blev formand for kommunalbestyrelsens vejudvalg i 1909 og repræsenterede kommunen i Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets A/S' bestyrelse. I 1916 blev han næstformand i kommunalbestyrelsen, formand for hospitalsudvalget og medlem af Sundhedskommissionen. Koch var medlem af Folketinget valgt i Hovedstaden fra 1918 til 1920, men genopstillede ikke da valgperioden udløb.

Familie Svend Koch blev i 1895 gift med Ingrid Bruhn (1869-1918) som var datter af byfoged og borgmester i Viborg Frederik Christian Henrik Poul Bruhn. Han giftede sig igen i 1919 med Eva Louise Mogensen (1886-1949). Han er far til arkitekten Mogens Koch.

Hæder Han blev slået til ridder af Dannebrog i 1911 og udnævnt til Dannebrogsmand i 1927.

Referencer

Kategori:Ingeniører fra Danmark Kategori:Folketingsmedlemmer i 1910'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1920'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti Kategori:Kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti Kategori:Medlemmer af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Kategori:Riddere af Dannebrog