thumb|Versailles' haver er et af de fremmeste eksempler på den franske havestil.
Den franske formelle have, også kaldet , er en stil inden for landskabsarkitektur og havekunst, baseret på symmetri og princippet om at påtvinge naturen orden. De franske formelle haver er en særskilt national fortolkning af barokhaven.
Jardin à la française opstod i 1500- og 1600-tallet med rødder i den franske og italienske renæssancehave og lagde vægt på geometri, symmetri og streng orden som udtryk for harmoni og magt. Under kongerne Karl 8., Frans 1. og Henrik 2. blev italienske haveprincipper introduceret i Frankrig, mens Vaux-le-Vicomte markerede det første fuldt integrerede samspil mellem slot og have. Kulminationen kom med Versailles’ haver, skabt af landskabsarkitekten André Le Nôtre i 1600-tallet, hvor perspektiv, symbolik og kongelig iscenesættelse nåede et hidtil uset niveau. Det blev vidt kopieret af andre europæiske hoffer.Éric Mension-Rigau, "Les jardins témoins de leur temps" i Historia, nr. 7/8 (2000). I 1700-tallet begyndte stilen gradvist at ændre sig med enklere former og større hensyn til landskabet. Den blev til sidst afløst af den engelske landskabshave, som forkastede symmetrien til fordel for naturprægede og maleriske idealer.
Klassicismen kom også til udtryk inden for hortikultur. Jean-Baptiste de La Quintinie introducerede en kunstfærdig beskæring af frugttræer og beplantningsteknikker, som fik varig betydning for produktionshaver. Men betegnelsen "klassisk have" blev udelukkende anvendt om lysthaver.
Historie
Renæssancens indflydelse
Jardin à la française udviklede sig fra den franske renæssancehave, en stil der var inspireret af den italienske renæssancehave i begyndelsen af 1500-tallet. Den italienske renæssancehave, repræsenteret ved blandt andet Boboli-haverne i Firenze og Villa Medici i Fiesole, var kendetegnet ved plantebede eller parterrer anlagt i geometriske former og i symmetriske mønstre; brugen af springvand og vandfald til at give haven liv; trapper og ramper, der forbandt havens forskellige niveauer; grotter, labyrinter og skulpturer med mytologiske temaer. Haverne var udformet for at repræsentere harmoni og orden – renæssancens idealer – og for at fremkalde dyderne fra antikkens Rom. Derudover var symmetrien i de franske haver en videreførelse af renæssancens harmonitænkning. De franske haver var symmetriske og omhyggeligt vedligeholdte for at repræsentere orden, og denne idé om orden rakte også ind i det franske samfund på den tid.
thumb|left|Udsigt over Catherine de' Medicis have ved Château de Chenonceau.
Efter sit felttog i Italien i 1495, hvor han havde set haverne og slottene i Napoli, bragte kong Karl 8. italienske håndværkere og havearkitekter, såsom Pacello da Mercogliano, med sig fra Napoli og lod haver i italiensk stil anlægge ved sin residens på Château d'Amboise og ved Château Gaillard, et andet privat residens i Amboise. Hans efterfølger Henrik 2., som ligeledes havde rejst i Italien og mødt Leonardo da Vinci, anlagde en have i italiensk stil ved Château de Blois.Wenzler, Architecture du jardin, s. 12
Fra 1528 lod kong Frans 1. anlægge nye haver ved Château de Fontainebleau med springvand, parterrer, en fyrreskov bragt fra Provence og den første kunstige grotte i Frankrig.Philippe Prévot, Histoire des jardins, s. 107 Château de Chenonceau fik to haver i den nye stil, én anlagt for Diane de Poitiers i 1551 og en anden for Catherine de' Medici i 1560.Prévot, Histoire des jardins, s. 114
alt=Geometrisk fransk have med buksbomhække, blomsterbede og formklippet topiari ved Hôtel de Caumont i Aix-en-Provence.|left|thumb|Formelt parterre ved Hôtel de Caumont
I 1536 skabte arkitekten Philibert de l'Orme efter sin hjemkomst fra Rom haverne ved Château d'Anet efter italienske proportionalregler. Den omhyggeligt afstemte harmoni i Anet, med parterrer og vandspejl integreret i grønne partier, blev et af de tidligste og mest indflydelsesrige eksempler på den klassiske franske have]].Bernard Jeannel, Le Nôtre, Éd. Hazan, s. 17 Vand var fortsat et centralt element i havedesign i form af runde bassiner og lange damme.
Selv om den franske renæssancehaves udtryk og ånd adskilte sig markant fra middelalderens haver, var de endnu ikke integreret med slottenes arkitektur og var som regel omgivet af mure. I fransk havedesign skulle slottet eller boligen være det visuelle omdrejningspunkt. Havens forskellige dele var ikke harmonisk forbundet, og de blev ofte anlagt på vanskeligt terræn, valgt af hensyn til forsvar snarere end skønhed. Dette ændrede sig i midten af 1600-tallet med udviklingen af den første egentlige have à la française.
Vaux-le-Vicomte thumb|Kobberstik af Vaux-le-Vicomte fra 1600-tallet.
Den første betydningsfulde have à la française var slottet Vaux-le-Vicomte, anlagt for Nicolas Fouquet, finansminister for Ludvig XIV, fra 1656. Fouquet engagerede Louis Le Vau til at tegne slottet, Charles Le Brun til at udforme skulpturerne og André Le Nôtre til at skabe haverne. For første gang blev have og slot fuldstændigt integreret.
thumb|Parterre af (mønstre som broderi) ved Vaux-le-Vicomte.
Et storslået perspektiv på 1.500 meter strakte sig fra slottets fod til statuen af Farnese Hercules, og rummet blev udfyldt af parterrer med stedsegrønne buske i ornamentale mønstre, afgrænset af farvet sand. Alléerne var udsmykket med regelmæssige intervaller af statuer, bassiner, springvand og omhyggeligt formklippede planter.
"Den symmetri, der blev opnået i Vaux, nåede et niveau af perfektion og enhed, som sjældent er overgået i den klassiske havekunst. Slottet står i centrum for denne strenge rumlige organisering, som symboliserer magt og succes."Prévot, Histoire des jardins, s. 146
Versailles' haver] Versailles' haver, skabt af André Le Nôtre mellem 1662 og 1700, var den største bedrift inden for haven à la française. De var Europas største haver med et areal på 15.000 hektar og var anlagt på en øst-vest-akse, der fulgte solens bane: solen stod op over Æresgården, oplyste Marmorgården, passerede slottet og oplyste kongens soveværelse, og gik ned for enden af Grand Canal, hvor den blev spejlet i spejlene i Spejlsalen.Prévot, Histoire des jardins, s. 152
I kontrast til de storslåede perspektiver, der strakte sig mod horisonten, var haven fuld af overraskelser – springvand, små haver fyldt med statuer – som skabte en mere menneskelig skala og intime rum.
Havens centrale symbol var solen, Ludvig XIVs emblem, repræsenteret ved statuen af Apollon i havens centrale springvand. "Udsigterne og perspektiverne, til og fra slottet, fortsatte mod uendeligheden. Kongen herskede over naturen og genskabte i haven ikke blot sin dominans over territorierne, men også over hoffet og sine undersåtter."Lucia Impelluso, Jardins, potagers et labyrinthes, s. 64
Tilbagegang thumb|left|upright|André Le Nôtre
André Le Nôtre døde i 1700, men hans elever og idéer fortsatte med at dominere havekunsten i Frankrig under Ludvig XVs regeringstid. Hans nevø Claude Desgots skabte haven ved Château de Bagnolet (Seine-Saint-Denis) for Philippe 2., hertug af Orléans i 1717 og ved Champs (Seine-et-Marne). Et andet familiemedlem, Jean-Charles Garnier d'Isle, anlagde haver for Madame de Pompadour ved Crécy (Eure-et-Loir) i 1746 og ved Bellevue (Hauts-de-Seine) i 1748–1750.Wenzler, Architecture du jardin, s. 27
Arkitekturen forblev den primære inspirationskilde snarere end naturen – arkitekten Ange-Jacques Gabriel tegnede elementer af haverne ved Versailles, Choisy (Val-de-Marne) og Compiègne.
Ikke desto mindre begyndte der at opstå variationer i den strenge geometri i haven à la française. Komplekse broderi-parterrer med deres kurver og modkurver blev erstattet af græsparterrer omgivet af blomsterbede, som var lettere at vedligeholde. Cirkler blev til ovaler, kaldet rotuler, med alléer der strålede ud i form af et X, og uregelmæssige ottekantede former opstod. Haverne begyndte i stigende grad at følge det naturlige landskab frem for at flytte jord for at skabe kunstige terrasser. Farvepaletten var også begrænset på dette tidspunkt; traditionelt omfattede franske haver blå, rosa, hvid og mauve (bleg lilla).
I midten af 1700-tallet vandt den nye engelsk landskabshave, skabt af britiske aristokrater og godsejere, samt den kinesiske stil, bragt til Frankrig af jesuitter fra den kinesiske kejserlige hof, stor udbredelse. Disse stilarter forkastede symmetrien til fordel for natur og landlige scener og satte punktum for den symmetriske have à la française.
I mange franske parker og godser bevarede man haven nærmest huset i den traditionelle à la française-stil, mens resten af parken blev omdannet til den nye stil, kendt som jardin à l'anglaise (den engelske have), "anglo-chinois", exotique eller "pittoresk". Dette markerede afslutningen på haven à la françaises storhedstid og indførelsen i Frankrig af jardin paysager, eller landskabshaven, som ikke var inspireret af arkitektur, men af malerkunst, litteratur og filosofi.Wenzler, s. 28
Perspektiv thumb|Perspektiv i Versailles' haver.
Havearkitekterne bag haven à la française nøjedes ikke med at anvende geometriens og perspektivets regler i deres arbejde. I de første trykte afhandlinger om havekunst fra 1600-tallet viet de hele kapitler til spørgsmålet om, hvordan perspektivet kunne korrigeres eller forbedres, som regel for at skabe illusionen af større afstand. Dette blev ofte opnået ved, at alléer gradvist blev smallere, eller ved at rækker af træer konvergerede eller blev beskåret, så de gradvist blev lavere, jo længere de befandt sig fra havens centrum eller fra slottet. Dette skabte illusionen af et længere perspektiv og af en have, der var større, end den faktisk var.
Et andet kneb, som blev anvendt af franske havearkitekter, var ha-ha (fr: saut de loup). Det var en metode til at skjule hegn, som krydsede lange alleer eller perspektivlinjer. En dyb og bred grøft med en lodret stenvæg på den ene side blev gravet dér, hvor et hegn krydsede en udsigtslinje, eller hegnet blev placeret i bunden af grøften, så det var usynligt for beskueren.
Efterhånden som haverne blev stadig mere ambitiøse og raffinerede i løbet af 1600-tallet, ophørte haven med blot at fungere som en dekoration for slottet. Ved Chantilly og ved Saint-Germain blev slottet i stedet et dekorativt element i den langt større have.
Teater Haven à la française blev ofte anvendt som ramme for teaterforestillinger, optrin, koncerter og fremvisninger af fyrværkeri. I 1664 fejrede Ludvig XIV en seks dage lang fest i haverne med kavalekader, komedier, balletter og fyrværkeri.
Versailles' haver omfattede et vandteater, udsmykket med springvand og statuer, der forestillede gudernes barndom (ødelagt mellem 1770 og 1780). Der blev bygget skibe i fuld størrelse til sejlads på Grand Canal, og haven havde et frilufts-balsal omgivet af træer samt et vandorgel, en labyrint og en grotte.Yves-Marie Allain og Janine Christiany, L'art des jardins en Europe (s. 234)
Liste thumb|Château de Villandry thumb|Haverne ved Château de Chantilly thumb|Château de Cordès thumb|Château de Breteuil
Forløbere i renæssancestil Château d'Anet (1536) Château de Villandry (1536, ødelagt i 1800-tallet og genskabt fra 1906) Château de Fontainebleau (1522–1540) Château de Chenonceau, haver anlagt for Diane de Poitiers og Catherine de Medici (1559–1570)
Haver tegnet af André Le Nôtre
Kilde:Ifølge kronologien hos Yves-Marie Allian og Janine Christiany, L'art des jardins en Europe, s. 612
Vaux-le-Vicomte (1658–1661) Château de Versailles (1662–1700) Château de Chantilly (1663–1684) Château de Fontainebleau (1645–1685) Château de Saint-Cloud (1664–1665) Haverne ved Tuileriernes Palads (1664) Den Store Kanal i Versailles-haverne (1668–1669) Château de Saint-Germain-en-Laye (1669–1673) Parc de Sceaux (1670) Château de Dampierre (1673–1783) Grand Trianon i Versailles (1687–1688) Château de Clagny (1674–1680) Château de Meudon Château de Cordès (1695)