thumb|Det tjekkiske hold løfter trofæet efter finalesejr i 2016 over Frankrig Billie Jean King Cup er den højest rangerende turnering for kvindelige landshold i tennis. Turneringen blev oprettet i 1963 i anledningen af International Tennis Federations 50 års jubilæum og er afviklet hver år siden da. Indtil 1995 hed turneringen Federation Cup, og i perioden fra 1995 til september 2020 var navnet Fed Cup. Billie Jean King Cup er det direkte modstykke til mændenes Davis Cup.
Mesterskabet blev de første mange år domineret af USA og Australien, der tilsammen vandt 18 af de første 20 turneringer. Tjekkoslovakiet vandt fire titler i 1980'erne, mens Spanien vandt mesterskabet fem gange i 1990'erne. I perioden fra 2004 til 2016 blev samtlige 13 titler vunder af Rusland, Tjekkiet eller Italien. Pr. 2025 er USA indehaver af rekorden for flest titler med 18 mesterskaber. Amerikanerne vandt senest turneringen i 2017, og var sidst i finalen i 2025.
Historie
Turneringens oprindelse kan spores tilbage til 1919, hvor Hazel Hotchkiss Wightman foreslog et koncept for en international holdturnering for kvinder. Eftersom dette blev afslået, oprettede hun i stedet i 1923 en årlig holdkamp mellem USA og Storbritannien, som på det tidspunkt var de stærkeste tennisnationer. Denne årlige kamp blev kendt som Wightman Cup.
I 1962 offentliggjorde Mary Hardwick Hare, en brite bosat i USA, at støtten til en international turnering for kvindelige landshold var overvældende, og ITF blev overbevist om at det var en "god ide" med et holdmesterskab for kvinder afviklet over en uge i en ny værtsby hvert år. I 1963 lancerede ITF endelig Federation Cup i anledning af forbundets 50 års jubilæum. Turneringen var åben for alle nationer, og den meget imødesete turnering blev hurtigt en stor succes. Men det havde altså taget over 40 år, før Wightmans forslag om en kvindelig Davis Cup blev realiseret.
Den første udgave af Federation Cup tiltrak deltagelse af 16 nationer og blev fra starten støttet af sportens topspillere. Den første finale mellem Australien og USA i Queen's Club i London slog tonen an med deltagelse af de fire grand slam-vindere Darlene Hard, Billie Jean King, Margaret Smith og Lesley Turner. USA vandt turneringen og har (pr. 2019) rekorden med 18 Fed Cup-titler gennem årene.
De 16 tilmeldte hold ved den første Federation Cup-turnering var et respektabelt antal i betragtning af at der ingen præmiepenge var og at holdene selv skulle afholde sine udgifter i forbindelse med deltagelse i turneringen. Senere muliggjorde sponsorater at deltagerantallet steg dramatisk. Turneringens første sponsor var Colgate-gruppen i 1976. Fra 1981 til 1994 var det japanske kommunikations- og computerfirma NEC turneringens hovedsponsor. Og i 1994 var antallet af deltagende nationer steget til 73, og værtsnationen for Federation Cup-ugen blev nu pålagt at bygge et særligt tenniskompleks til begivenheden, hvilket blev kendt som Federation Cup-arven.
Stigningen i deltagerantallet medførte, at man i 1992 var nødt til at indføre regionale kvalifikationsturneringer, og i 1995 blev formatet for turneringen helt ændret og navnet blev forkortet til Fed Cup. Det nye format lagde sig tæt op ad Davis Cup-formatet, hvor kampene i de øverste niveauer blev afviklet på det ene holds hjemmebane i stedet for at hele mesterskabet blev afviklet i et forudbestemt værtsland.
Formatet er blevet justeret flere gange siden 1995. Fra 2005 til 2019 omfattede Fed Cup en World Group med otte hold og en World Group II med otte hold, der spillede sine kampe over tre weekender i løbet af kalenderåret.
I september 2020 blev mesterskabet opkaldt efter den tidligere verdensetter Billie Jean King, og siden da er den blevet spillet under navnet Billie Jean King Cup.
Format
1963-1994
Fra den første udgave af Fed Cup i 1963 blev turneringen afviklet som en cupturnering med op til 32 deltagerende hold, afviklet i løbet af en uge i en på forhånd udpeget værtsby, der skiftede hvert år. Alle holdkampene bestod af tre kampe, to singler og en double, og alle kampe blev spillet bedst af tre sæt.
I 1969 afvikledes der ud over hovedrunden endvidere en trøstrunde for de hold, der blev slået ud af hovedrunden i første eller anden runde. Denne trøstrunde blev fast inventar ved de efterfølgende turneringer, hvor det imidlertid varierede lidt, hvilke hold, der deltog i trøstrunden. Nogle år var det kun taberne i første runde, mens deltagerne i andre år også også inkluderede taberne i anden runde.
I 1976 oversteg antallet af tilmeldte hold for første gang 32, og derfor blev de 10 lavest rangerende hold sendt ud i en kvalifikationsturnering om de sidste fire ledige pladser i hovedrunden. Kvalifikationskampene blev afviklet en måned inden hovedrunden og spillet i de deltagende lande. Dette format anvendte man også i 1978, men i det mellemliggende år, 1977, blev den enlige kvalifikationskamp afviklet i tilknytning til hovedrunden. Kvalifikationsrunden blev genindført i 1983, hvorfra formatet var, at runden blev afviklet i dagene umiddelbart før hovedrunden, så taberne i kvalifikationen også kunne deltage i trøstrunden sammen med taberne i førte (og evt. anden) runde af hovedrunden.
Antallet af deltagende lande steg imidlertid kraftigt i starten af 1990'erne, og med 68 tilmeldte nationer i 1992 blev deltagerantallet så højt, at det ikke længere var praktisk muligt at afvikle kvalifikationen i dagene inden hovedrunden, som fortsat var begrænset til 32 nationer. I stedet blev kvalifikationsrunden i perioden 1992-94 afviklet som tre regionale kvalifikationsstævner – et for Panamerika, et for Europa og Afrika og et for Asien og Oceanien.
1995-1999
Mesterskabet blev relanceret under navnet Fed Cup i 1995, og samtidig blev formatet ændret radikalt. Holdene blev inddelt på fire niveauer, hvorefter det kun var de otte hold på øverste niveau, World Group, der havde mulighed for at vinde Fed Cup-trofæet. Holdkampene blev ændret fra bedst af tre til bedst af fem kampe, og kvartfinalerne, semifinalerne og finalen blev spillet i løbet af tre weekender i løbet af året, hvor det ene af holdene havde hjemmebane, og på denne måde kom Fed Cup-formatet til at minde meget om det indtil da fremgangsrige Davis Cup-format. Samtidig begyndte holdene at spille om oprykning og nedrykning mellem de fire niveauer.
Umiddelbart under World Group blev der dannet en World Group II, der ligeledes bestod af otte hold, og hvor holdkampene også blev udvidet til at bestå af fem kampe. De otte hold i World Group II blev parret i fire playoff-opgør, og de fire vindere af disse opgør, spillede om oprykning til World Group mod de fire tabere af kvartfinalerne i World Group. De fire tabere af playoff-opgørene i World Group II spillede om at undgå nedrykning til tredje niveau i Fed Cup-hierarkiet mod fire hold fra Gruppe I.
På tredje og fjerde niveau, Gruppe I og II, var turneringen inddelt i tre regionale områder – et for Panamerika, et for Europa og Afrika og et for Asien og Oceanien. I Gruppe I spillede holdene om fire pladser i World Group II Playoffs, hvor holdene havde mulighed for at spille om oprykning til World Group II. Holdene i zonerne Panamerika og Asien/Oceanien spillede hver om én plads i oprykningskampene, mens der var to pladser på spil for Gruppe I-holdene i Europa og Afrika.
2000-2001
I 2000 blev formatet endnu en gang ændret. World Group kom til at bestå af 13 hold, samtidig med at World Group II blev nedlagt. 12 af holdene spillede en indledende runde i april, hvor de var inddelt i tre gruppe med fire hold i hver. Vinderne af de tre grupper gik videre til slutrunden, hvor de sammen med den forsvarende mester, USA, i slutningen af november spillede semifinaler og finaler om Fed Cup-trofæet.
Dette format overlevede imidlertid kun ét år, for i 2001 var man tilbage på blot otte hold i World Group. De otte hold spillede en slutrunde om mesterskabet i slutningen af november, hvor de først spillede alle-mod-alle i to grupper med fire hold i hver gruppe, hvorefter de to gruppevindere mødtes i Fed Cup-finalen.
2002-2004
World Group blev herefter udvidet til 16 hold, nøjagtig som man kendte det fra mændenes pendant, Davis Cup. Første runde og kvartfinalerne blev afviklet over to weekender i april og juli måned, mens semifinalerne og finalen blev afviklet som et samlet stævne med en af de fire semifinalister som værtsland i november. De otte hold, der tabte i første runde, måtte kæmpe for deres plads i World Group i playoff-opgørene mod otte hold fra Gruppe I.
På de lavere niveauer spillede de resterende hold fortsat om oprykning og nedrykning mellem niveauerne, og turneringerne var fortsat opdelt i tre regionale zoner – en for Panamerika, en for Europa og Afrika, der i 2004 blev udvidet med ekstra niveau, Gruppe III, og en for Asien og Oceanien.
2005-2019
Niveau1World Group8 holdWorld Group playoff4 hold fra World Group + 4 hold fra World Group II2World Group II8 holdWorld Group II playoff4 hold fra World Group II + 2 hold fra Gruppe I (Europa/Afrika)+ 1 hold fra Gruppe I (Amerika) + 1 hold fra Gruppe I (Asien/Oceanien)3Gruppe I (Amerika)ca. 6 holdDet præcise antal af hold fra år til år afhænger af antallet af nedrykkere fra World Group II.Gruppe I (Europa/Afrika)ca. 15 holdGruppe I (Asien/Oceanien)ca. 8 hold4 Gruppe II (Amerika)ca. 12 holdDet præcise antal af hold afhænger fra år til år af hvor mange lande, som vælger at tilmelde et hold. Gruppe II (Europa/Afrika)8 hold Gruppe II (Asien/Oceanien)ca. 11 hold5 Gruppe III (Europa/Afrika)ca. 15 hold Fed Cup blev i denne periode afviklet i fem niveauer. De to øverste niveauer (World Group og World Group II) havde hver deltagelse af otte hold, idet man i praksis vendte tilbage til formatet fra perioden 1995-99.
World Group bestod af de fire semifinalister fra året før, samt de fire hold, der vandt sine kampe i World Group playoff. De otte hold seededes i henhold til deres placering på Fed Cup-ranglisten og mødtes i fire 1. runde-kampe. De fire vindere gik videre til semifinalerne og kvalificerede sig samtidig til den efterfølgende sæson i World Group. De fire tabere i 1. runde spillede videre i World Group playoff mod de fire vindere fra World Group II om op- og nedrykning mellem de to niveauer. De fire vindere fra playoffkampene spillede året efter i World Group, mens de fire tabere måtte tage til takke med at spille i World Group II.
World Group II bestod af de fire hold, der tabte sine kampe World Group playoff i turneringen året før, samt de fire hold, der vandt sine kampe i World Group II playoff det foregående år. De otte hold seededes i henhold til deres placering på Fed Cup-ranglisten og mødtes i fire kampe. De fire vindere gik videre til World Group playoff, hvor de spillede om oprykning til World Group mod de fire tabere fra World Groups 1. runde. De fire tabere i World Group II spillede til gengæld videre i World Group II playoff mod fire hold fra Gruppe I om op- og nedrykning mellem de to niveauer. De fire vindere fra disse playoffkampe spillede året efter i World Group II, mens de fire tabere måtte tage til takke med at spille i Gruppe I det efterfølgende år.
I niveauerne under World Group og World Group II, konkurrerede holdene i tre zone-opdelte turneringer: Amerika, Europa/Afrika og Asien/Oceanien. I hver zone var der to niveauer: Gruppe I og Gruppe II, bortset fra Europa/Afrika-zonen, som tillige havde en Gruppe III. I hver gruppe i hver zone blev holdene inddelt i puljer, hvor de spillede mod hinanden i et alle-mod-alle-format, og hver delturnering afvikledes i løbet af en uge i en forudbestemt værtsby. Det præcise format og antallet af op- og nedrykkere for hver delturnering varierede fra år til år afhængigt af deltagerantallet. Det eneste som lå fast var, at fire hold fra Gruppe I kvalificerede sig til World Group II playoff – to fra Europa/Afrika, ét fra Amerika og ét fra Asien/Oceanien.