Hans Nielsen (født 10. februar 1859 i Vester Dølby, død 24. april 1937 sammesteds) var en dansk gårdejer og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt i Skivekredsen fra 1909 til 1920, og medlem af Landstinget fra 1920 til 1932. Han var uden for partierne i Folketinget, men i valggruppe med Det Radikale Venstre. I Landstinget repræsenterede han Det Radikale Venstre.
Hans Nielsen var søn af gårdejer Niels Christian Jensen i Vester Dølby i Dølby Sogn nord for Skive. Han lærte landbrug og gik på Testrup Højskole. Han blev i 1892 ejer af en gård i Vester Dølby på 3½ tønder hartkorn.
Han var medlem af det lokale sogneråd (Hem-Hindborg-Dølby Kommune) fra 1898 til 1904, var tiendekommissær og havde flere andre tillidsposter. Han var formand for bestyrelsen for Skive Folkeblad i slutningen af sit liv.
Hans Nielsen blev valgt til Folketinget i Skivekredsen i 1909 da Carl Hansen ikke genopstillede, og siden genvalgt frem til april 1920 hvor han ikke genopstillede. Han var radikaltsindet, men var løsgænger i Folketinget i valggruppe med Det Radikale Venstre. Han blev i oktober 1920 valgt til Landstinget i 6. Landstingskreds for Det Radikale Venstre og var medlem indtil 1932.
Referencer
Kategori:Folketingsmedlemmer i 1900'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1910'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1920'erne Kategori:Landstingsmedlemmer i 1920'erne Kategori:Landstingsmedlemmer i 1930'erne Kategori:Løsgængere i Folketinget i 1900-tallet Kategori:Landstingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre Kategori:Kommunalpolitikere fra Danmark