Danmarks historie (1901-1945) betød et farvel til selvforsyningsøkonomi og en begyndende overgang til eksportproduktion (lurmærket smør og bacon til det engelske marked). Andelsbevægelsen vandt stærkt frem i form af andelsmejerier og -slagterier. I byerne fortsatte industrialiseringen støttet af hovedaftalen indgået i 1899 mellem De samvirkende fagforbund (senere: LO) og Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (senere: Dansk Arbejdsgiverforening). Jernbaner og havne blev anlagt og udvidet. Med indførelsen af dampdrevne maskiner og senere med elektrificeringen blev det muligt at massefremstille daglige fornødenheder. Industrialiseringen blev styrket af, at mekaniseringen i landbruget og en forbedret sundhedstilstand skabte et befolkningsoverskud, hvoraf nogle emigrerede (mest til Midtvesten i USA), mens de fleste søgte ind til byerne. Her gav en hastig og omfattende udbygning af byernes boligmasse tag over hovedet for de mange nye kernefamilier i arbejderkvartererne.
Arbejdsløshed og epidemier (f.eks. kolera og den spanske syge) gjorde armoden værre, og gav baggrund for dannelsen af arbejdsløshedskasser og sygekasser, mens afholdsbevægelsen blev dannet med det formål at bekæmpe drikfældighed. Hos den jævne del af befolkningen fik Socialdemokratiet stor fremgang, og selv om partiet mistede en del vælgere, da Danmarks Kommunistiske Parti blev stiftet i 1919, blev det landets største parti. Gennem perioden fik flere forskellige vækkelsesbevægelser stor fremgang både på landet og i byerne, og foreningslivet blomstrede især på landet, men også i byerne.
Krisen i 1930'erne med konkurser, arbejdsløshed og dårlige eksportmuligheder gav stødet til en større, social bevidsthed og med Kanslergadeforliget i 1933 kom de grundlæggende dele af det sociale sikkerhedsnet på plads. Forliget er blevet betegnet som en hjørnesten i opbygningen af den danske velfærdsstat.Niels Finn Christiansen og Klaus Petersen: Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat, s. 138: i Petersen, Klaus (2003): 13 historier om den danske velfærdsstat, Syddansk Universitetsforlag
Kulturelt førte en bevægelse bort fra det fastlåste og traditionsbundne til stadigt større frigjorthed på alle områder. Samtidig fik kunstnerne nye medier at udtrykke sig gennem; især radio og film, men også aviser og ugeblade bidrog til, at der for alvor opstod en massekultur, hvor betydelige dele af befolkningen var fælles om kulturpåvirkninger. I det meste af perioden kom de stærkeste kulturpåvirkninger fra Frankrig og Tyskland, og det var først med afslutningen af 2. verdenskrig, at den engelsk-amerikanske påvirkning blev mærkbar.
I 1917 blev De dansk-vestindiske øer, på nær Water Island, solgt til USA, og Island fik sin uafhængighed i 1918. Kun Færøerne og Grønland var tilbage af Danmarks oversøiske besiddelser. Udenrigspolitisk førte de skiftende regeringer en neutralitetspolitik i samarbejde med Norge og Sverige. Neutraliteten kunne fastholdes under 1. verdenskrig, men den 9. april 1940 besatte det nazistiske Tyskland Danmark og Norge, mens Sverige opretholdt en vanskelig neutralitet.
Danmark blev medlem af Folkeforbundet fra begyndelsen i 1920 og var med, indtil organisationen blev opløst i 1946. Der opstod en alvorlig krise mellem Danmark og Norge, da nordmændene i 1932 landsatte en styrke i det, de kaldte Eirik Raudes Land (Kong Christian X's Land), og som var en del af Østgrønland. Norge holdt området annekteret frem til 1933, da en voldgift ved Den Internationale Domstol tilkendte Danmark suveræniteten over hele Grønland.
Trods den erklærede neutralitet og en ikkeangrebspagt med Tyskland, blev Danmark besat af tyske tropper den 9. april 1940. Da besættelsen angiveligt skulle beskytte landet, valgte regeringen at fortsætte. Denne samarbejdspolitik holdt landet fri af tysk retshåndhævelse, men den kostede efterhånden regeringen en del moralsk og politisk velvilje i befolkningen. Efter strejkebølgen i august 1943 trådte regeringen i karakter, og besættelsesmagten overtog styret. Den civile administration fungerede videre som "departementschefstyret", men i krigens sidste år vandt modstandsbevægelsen mere og mere ørenlyd i befolkningen. Derfor indledte politikerne et samarbejde med modstandsbevægelsen, repræsenteret ved Frihedsrådet, sådan at de to grupperinger kunne danne en fælles overgangsregering ved befrielsen den 5. maj 1945.
Folkestyret
thumb|J.C. Christensen, Venstrereformpartiets leder ved systemskiftet. I 1901-1914 var den vigtigste enkeltbegivenhed systemskiftet 1901. Efter Højres markante valgnederlag i foråret 1901 måtte Kongen opgive sin ret til at udpege regeringen. I stedet blev flertallet i Folketinget den afgørende magtfaktor bag regeringsdannelsen. Venstrereformpartiet under ledelse af I. C. Christensen, men med den af kongen udpegede forhandlingsleder Johan Henrik Deuntzer som konseilspræsident vandt regeringsmagten fra Højre. Kongen tilsluttede sig samtidig Folketingets eneret til at vedtage finansloven (statsbudgettet). Det blev dansk statsskik, at en regering ikke må have et flertal imod sig. På den måde opstod den danske form for parlamentarisme.
I 1905 splittedes Venstrereformpartiet på baggrund af en uenighed over militærspørgsmål, og Venstre det Radikale Venstre blev dannet. De radikale udbrydere havde antimilitarisme, udvidelse af valgretten, styrkelse af husmænds og byarbejderes vilkår og en forbedring af uddannelserne på programmet. Allerede i 1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden da har intet enkelt parti opnået et flertal af mandaterne.
I årene derefter samarbejdede det Radikale Venstre og Socialdemokratiet om mange initiativer i Folketinget og i arbejdet for valgret til kvinder og tyende. I 1908 lykkedes det at gennemføre valgret for kvinder og tyende til kommunalforsamlingerne, og i 1915 fik begge disse grupper også valgret til Folketinget. Dermed var almindeligt folkestyre gennemført i Danmark.
Danmark holdt sig uden for de store allianceopbygninger i Europa og førte i stedet en meget målrettet neutralitetspolitik. På den ene side stod Tripelalliancen bestående af Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien, på den anden side stod Tripelententen med Storbritannien, Frankrig og Rusland. Skiftende regeringer måtte balancere på en knivsæg, for landet var økonomisk tæt forbundet med England, men havde den store nabo Tyskland lige mod syd. Der var opbygget store fæstningsværker omkring København, og med en udvidelse af hæren forsøgte Danmark at forberede sig på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning for de stridende parter, og landet kunne derfor følge Norge og Sverige i en forsigtig neutralitetspolitik.
Befolkningsudvikling, levealder og levevilkår thumb|Udviklingen i befolkningstallet 1901-1945.I 1901 var der knap 2,5 mio. indbyggere, mens der var lidt flere end 4 mio. i 1945. Folketallet udviklede sig næsten jævnt i årene mellem 1901 og 1945. Det ses af tallene for de enkelte folketællinger i perioden: 1901: 2.449.540 1906: 2.588.919 1911: 2.757.076 1916: 2.921.362 1921: 3.267.831 1925: 3.434.555 1930: 3.550.656 1935: 3.706.349 1940: 3.844.312 1945: 4.045.232 Umiddelbart efter århundredeskiftet i år 1900, var den gennemsnitlige levealder for mænd og kvinder på ca. 52 år. I årene, der fulgte (og faktisk helt frem til 1955) steg den jævnt med næsten 5 måneder pr. kalenderår. I perioden fik man bugt med tuberkulose og flere andre infektionssygdomme, sådan at middellevealderen var nået op på ca. 67 år i 1945. Nogle af de væsentlige årsager til den udvikling var den større bevidsthed om hygiejne, de store investeringer i kloakeringer og de politiske beslutninger om befolkningens velfærd.Det Politisk-Økonomiske Udvalg: Kraftig stigning i befolkningens levealder Også indkomsterne steg generelt i perioden, således at rådighedsbeløbet i faste priser omtrent blev fordoblet fra århunderdeskiftet til 1939. Arbejdsløshed var den væsentligste risikofaktor for almindelige menneskers levevilkår; i hele perioden var ledigheden blandt arbejdere relativt høj, og den kulminerede under krisen i 1930'erne. De ledige fik dog en vis kompensation for indkomsttabet. Allerede med vedtagelsen i Rigsdagen af dagpengeloven 1907 opnåede arbejdsløshedskasserne mulighed for statslig godkendelse og et offentligt tilskud til dagpengene. Med socialreformen 1933 fik alle borgere et retskrav på offentlig forsørgelse, som dog kunne betyde tab af nogle af borgerrettigehederne, især valgretten. Forliget anses i de fleste historiske fremstillinger for at være en hjørnesten i opbygningen af den danske velfærdsstat.
Industrialisering og infrastruktur
thumb|Muret kloak, opført 1895-1906 i Prag, men efter samme system, som blev brugt i samtidens danske kloakeringer. I begyndelsen af det 20. århundrede tog industrialiseringen rigtigt fart. Indførelse af dampdrevne maskiner gav mulighed for en mekanisering af alle tunge og ensformige arbejder. Forbrændingsmotorer blev efterhånden indført i alle mindre befordringsmidler, og især i biler og flyvemaskiner blev de snart enerådende.
Til den tunge trafik udvikledes en infrastruktur, som bestod af dampskibsruter mellem alle landsdele. De medvirkede til en øget udveksling af varer og personer inden for riget, men også i forhold til udlandet. Anlæggelsen af Esbjerg Havn blev afgørende for den øgede eksport af lurmærket smør og bacon til England.
Den største fordel ved dampdriften var fuldførelsen af et fintmasket jernbanenetværk. I modsætning til den besværlige og langsommelige trafik på landevejene, var togtransport hurtig og pålidelig. Sammen med dampskibsruterne skabte banerne forudsætningen for, at Danmark blev et sammenhængende marked for arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Industrialiseringen af Danmark bar dog også- sammenlignet med de fleste andre lande i Europa- præg af mange små og mellemstore virksomheder.
De mange broer og viadukter, banedæmninger og rækkerne af telegrafi- og telefonpæle kom til at præge landskabet. På samme tid blev landbrugsområderne præget af pigtrådsindhegnede græsmarker, af store arealer med sukkerroer og af den øgede dyrkning af havre og byg til det forøgede kreaturhold. Endelig blev landskabet præget af et net af hovedlandeveje, som var befæstet med stenbelægninger og farbare året rundt.
I byerne medførte tilvandringen af arbejdskraft fra landet et hidtil uset byggeri af boligkarreer, hvor kernefamilierne etablerede sig. De hygiejniske forhold lod dog meget tilbage at ønske, hvad der viste sig ved en høj børnedødelighed, udbredt tuberkulose og mange epidemier. Ved hjælp af kloakering, brug af embedslægeinstitutionen, bygning af hospitaler og badeanstalter, uddannelse af jordemødre og oprettelsen af sygekasserne lykkedes det efterhånden at forbedre befolkningens sundhedstilstand.
Første verdenskrig
I de første årtier af det 20. århundrede dannede det nye Radikale Venstre og Venstre på skift regeringer. I 1915 fik kvinderne stemmeret, og i samme periode blev de vestindiske øer solgt til USA. Der blev gennemført reformer af arbejdsmarkedet og af de sociale forhold, som peger frem mod den senere velfærdsstat.
Det lykkedes at holde Danmark uden for kamphandlingerne i 1. verdenskrig, men de dansksindede sønderjyder deltog på tysk side i hele krigen. De led uforholdsmæssigt store tab (som det polske mindretal). Mange tjente formuer på at forsyne de krigsførende lande med fødevarer ("gullaschbaroner"); både handelsmønstret blev forrykket af krigen, ligesom der fulgte en række sociale og økonomiske uroligheder.
To dage efter krigens udbrud bad den tyske regering Danmark om at lægge miner ud i Storebælt, så den britiske flåde ikke kunne gå ind i Østersøen. Den danske regering mente, at den burde følge opfordringen, da Danmark ellers risikerende, at tyskerne selv lagde miner ud. Venstre og Konservative Folkeparti frygtede, at udlægningen af minerne kunne opfattes som en fjendtlig handling over for Storbritannien.