Vådfluen er en type kunstig flue anvendt inden for fluefiskeri, som er designet til at bryde vandets overfladespænding og synke ned under overfladen. Modsat en tørflue, som flyder ovenpå, er vådfluens formål at imitere vandinsekter i deres undervandsstadier (som pupper eller nymfer), druknede overfladeinsekter, småfisk, fiskeyngel eller små krebsdyr.Hughes, Dave (1995). Wet Flies: Tying and Fishing Soft-Hackles, Winged and Wingless Wets, and Fuzzy Nymphs. Stackpole Books. .
Vådfluefiskeri er den ældste form for fluefiskeri, og teknikken var næsten enerådende indtil slutningen af 1800-tallet, hvor tørfluefiskeriet og senere det mere præcise nymfefiskeri vandt frem i Storbritannien.Herd, Andrew (2003). The Fly. Medlar Press. .
Historie
Historisk set var de første kunstige fluer, man har optegnelser om, vådfluer. I det første store værk om lystfiskeri på engelsk, The Treatyse of Fysshynge wyth an Angle (1496), tilskrevet nonnen Dame Juliana Berners, beskrives en række fluemønstre, der alle var designet til at blive fisket under vandet. Ligeledes fiskede ikoner som Izaak Walton og Charles Cotton (forfatterne bag The Compleat Angler fra 1653) primært med fluer under overfladen.
Først da fluematerialer og flueliner blev udviklet til at kunne flyde i 1800-tallet, begyndte man at skelne mellem "vådfluer" og "tørfluer". Før denne periode var en "flue" i fiske-terminologi simpelthen lig med det, vi i dag kalder en vådflue.
Konstruktion og materialer Vådfluer adskiller sig markant fra tørfluer i deres opbygning. Hvor tørfluen bindes for at frastøde vand, er vådfluen bevidst bundet af materialer, der absorberer vand og lader fluen synke.Leisenring, James E. (1941). The Art of Tying the Wet Fly. Dodd, Mead & Company. Krogen: Der anvendes ofte kroge i tykkere og tungere metal (heavy wire) for at hjælpe fluen med at bryde overfladespændingen. Hacklet (Fjerene): Der bruges næsten udelukkende bløde fjer, såsom fjer fra agerhøne, rype eller høne. De bløde fibre (kaldet et "soft hackle") klapper sammen om krogen i stærk strøm, men pulserer og åbner sig, når fluen svæver eller strømmen aftager. Dette giver fluen en utrolig livagtig illusion af bevægelse under vandet. Kroppen: Bindes ofte af absorberende naturmaterialer som uldgarn, sælhår eller hareøre, og forsynes ofte med en smule rib (viklinger af metaltråd) for at tilføje vægt og holdbarhed.
Typer af vådfluer Der findes overordnet tre klassiske traditioner inden for designet af bækørred- og havørredvådfluer: Vingede vådfluer (Winged Wets): Disse har en tydelig vinge af fjer (f.eks. ande- eller fasanfjer), der peger bagud mod krogbøjningen. De er populære i både skotsk lough-fiskeri og til dansk å-fiskeri. Klassiske mønstre inkluderer March Brown, Invicta og Peter Ross. Spiders (Soft Hackles): Disse stammer fra det nordlige England og består ofte kun af en meget tynd krop (f.eks. bindetråd eller silke) og et par enkelte tørn med en meget blød fjer (oftest agerhøne) lige bag krogøjet. De imiterer oftest insekter, der er i færd med at klække i vandsøjlen. Et kendt mønster er Partridge and Orange.Nemes, Sylvester (1981). The Soft-Hackled Fly. Stackpole Books. . Flymphs: En mellemting mellem en nymfe og en vådflue (deraf navnet: Fly + Nymph). Den er designet specifikt til at imitere det sårbare øjeblik, hvor en nymfe stiger mod overfladen for at kaste sin ham og blive til et vinget insekt.
Fisketeknikker Vådfluer kan fiskes på adskillige måder, men de mest udbredte metoder er klassisk nedstrømsfiskeri samt specialiserede opstrømsteknikker:
Den klassiske sving (The Swing)
Dette er den mest traditionelle metode og bruges også ofte i jagten på laks og havørred. Kastet lægges skråt nedstrøms (typisk i en 45 graders vinkel), hvorefter strømmen får linen til at stramme op. Fluen vil nu svinge i en bue over strømmen ind mod fiskerens egen bred. Idet fluen vender i vandet under svinget, presses vandet gennem det bløde hackle, hvilket får fluen til at stige og se livagtig ud – det er oftest i dette moment, fisken hugger.
Leisenring-løftet Udviklet af den amerikanske vådflue-ekspert James Leisenring. Fluen kastes skråt opstrøms og får lov at drive frit ned mod den standplads, hvor man formoder fisken står. Lige idet fluen passerer fisken, standser fiskeren stangen. Vandtrykket vil nu stramme forfanget, hvilket får vådfluen til hurtigt at stige mod overfladen. Denne bevægelse imiterer et vandinsekt, der pludselig svømmer mod overfladen for at klække, hvilket ofte udløser en aggressiv reaktion fra ørreden.
Flerflue-rigs (Ophængere) Det er en meget udbredt britisk og skotsk tradition at fiske vådfluer i et hold, ofte bestående af to eller tre fluer på samme forfang. Den nederste flue kaldes endefluen (the point fly), mens de øverste kaldes ophængere (droppers). Dette giver fiskeren mulighed for at afsøge forskellige vanddybder og tilbyde fisken flere forskellige imitationer samtidigt.
Se også Overhåndskast (fluefiskeri)
Referencer
Kategori:Fluefiskeri Kategori:Lystfiskeri