Semipræsidentialisme er en af de tre hovedtyper af regeringssystemer ved siden af præsidentialisme og parlamentarisme. Systemet kombinerer elementer fra begge styreformer og er kendetegnet ved en todelt udøvende magt, hvor en folkevalgt præsident deler den udøvende myndighed med en premierminister og en regering, som er politisk ansvarlig over for parlamentet.
Den udøvende magt er således delt mellem præsidenten og regeringen, og magtfordelingen mellem disse kan variere betydeligt afhængigt af de forfatningsmæssige regler og den politiske praksis. I nogle systemer spiller præsidenten den dominerende rolle, mens premierministeren og regeringen i andre systemer udøver den centrale politiske ledelse. I visse lande kan magtbalancen desuden skifte afhængigt af, om præsidenten og parlamentsflertallet tilhører samme politiske fløj eller ej.
Semipræsidentialisme betragtes i den statskundskabelige litteratur som en selvstændig hovedtype af regeringssystem ved siden af præsidentialisme og parlamentarisme.
frameless|900px|De tre hovedtyper af regeringssystemer. Skematisk sammenligning af parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme med fokus på magtfordelingen mellem statsoverhoved, regering og parlament.
Definition
Semipræsidentialisme betegner et regeringssystem, hvor den udøvende magt er delt mellem en folkevalgt præsident og en premierminister, der leder regeringen, og som sammen med regeringen er politisk ansvarlig over for parlamentet.
Ifølge Giovanni Sartori er et politisk system semipræsidentielt, når fem karakteristika er opfyldt: Præsidenten vælges ved folkeafstemning, enten direkte eller indirekte, for en fast valgperiode; præsidenten deler den udøvende magt med en premierminister i en todelt udøvende magt; præsidenten er uafhængig af parlamentet, men kan ikke regere alene; premierministeren og regeringen er uafhængige af præsidenten, men afhængige af parlamentets tillid; og den todelte udøvende magt gør det muligt, at den politiske tyngde kan forskydes mellem præsident og premierminister afhængigt af de politiske styrkeforhold.
Semipræsidentialisme adskiller sig fra præsidentialisme ved, at premierministeren og regeringen er politisk ansvarlige over for parlamentet og derfor kan afsættes ved et mistillidsvotum. Systemet adskiller sig fra parlamentarisme ved, at præsidenten vælges for en fast valgperiode ved direkte eller indirekte folkevalg og besidder selvstændige forfatningsmæssige beføjelser.
Den konkrete magtfordeling mellem præsidenten og premierministeren varierer betydeligt fra land til land og afhænger både af forfatningens udformning og af den politiske praksis. I nogle lande dominerer præsidenten den udøvende magt, mens premierministeren i andre tilfælde har den ledende politiske rolle. Magtbalancen kan desuden ændre sig i perioder med cohabitation, hvor præsidenten og parlamentsflertallet tilhører forskellige politiske fløje.
Begrebet semipræsidentialisme har været genstand for betydelig debat i den statskundskabelige litteratur. Maurice Duverger introducerede betegnelsen i 1970 og definerede systemet ud fra tre kriterier, mens Giovanni Sartori senere udbyggede definitionen med fem kriterier for at afgrænse semipræsidentialisme mere præcist fra præsidentialisme og parlamentarisme. Matthew Shugart og John Carey har foreslået en alternativ klassifikation, som opdeler semipræsidentielle systemer i premier-presidential og president-parliamentary, mens Robert Elgie har videreudviklet den institutionelle definition og gjort den til den dominerende tilgang i nyere komparativ statskundskab.
Duvergers definition
Begrebet semipræsidentialisme blev introduceret af den franske statskundskabsmand Maurice Duverger i 1970 og senere videreudviklet i hans værk Échec au roi (1978). Duverger definerede et semipræsidentielt system ud fra tre kriterier:
præsidenten vælges ved direkte valg præsidenten besidder betydelige forfatningsmæssige beføjelser der findes en regering ledet af en premierminister, som er politisk ansvarlig over for parlamentet.
Duvergers definition fik stor betydning for den komparative forskning i regeringssystemer og blev udgangspunkt for en omfattende debat om afgrænsningen mellem parlamentariske, semipræsidentielle og præsidentielle regeringssystemer. Senere forskere har imidlertid påpeget, at kriteriet om »betydelige forfatningsmæssige beføjelser« er vanskeligt at anvende ensartet, fordi det ikke præcist angiver, hvilke beføjelser der skal tillægges afgørende betydning, og fordi præsidentens faktiske indflydelse afhænger af både forfatningens ordlyd og den politiske praksis. Denne kritik førte blandt andet Giovanni Sartori til at formulere en definition med fem institutionelle kriterier, mens Robert Elgie senere videreudviklede en institutionel definition baseret på objektive klassifikationskriterier.
Andre definitioner
Efter Maurice Duvergers oprindelige definition har en række statskundskabsfolk forsøgt at præcisere og afgrænse begrebet semipræsidentialisme.
Giovanni Sartori kritiserede Duvergers definition for at bygge på et upræcist kriterium om, at præsidenten skulle have »betydelige« forfatningsmæssige beføjelser. I stedet opstillede han fem kumulative kriterier for semipræsidentialisme: præsidenten vælges ved folkevalg for en fast valgperiode; præsidenten deler den udøvende magt med en premierminister i en todelt udøvende magt; præsidenten er uafhængig af parlamentet, men kan ikke regere alene; premierministeren og regeringen er uafhængige af præsidenten, men afhængige af parlamentets tillid; og magtbalancen mellem præsident og premierminister kan forskydes afhængigt af de politiske styrkeforhold.
Sartoris definition har haft stor betydning i den senere statskundskabelige litteratur, fordi den bygger på institutionelle kriterier, som kan anvendes mere ensartet ved sammenligning af forskellige regeringssystemer.
Matthew Soberg Shugart og John M. Carey foreslog en alternativ klassifikation, hvor semipræsidentielle systemer opdeles i to hovedtyper: premier-presidential og president-parliamentary. Opdelingen bygger på forholdet mellem præsidenten, premierministeren og parlamentet og har haft betydelig indflydelse på den komparative forskning, selv om den også er blevet kritiseret, blandt andet af Giovanni Sartori, for at sammenblande forskellige institutionelle kriterier.
Robert Elgie har senere foreslået en institutionel definition, hvorefter et system er semipræsidentielt, når en direkte valgt præsident fungerer side om side med en premierminister og en regering, som er politisk ansvarlig over for parlamentet. Elgies definition bygger på objektive institutionelle kriterier frem for vurderinger af præsidentens faktiske politiske indflydelse.
Forskellene mellem definitionerne afspejler, at semipræsidentialisme omfatter en række institutionelle variationer, og at afgrænsningen i forhold til både parlamentarisme og præsidentialisme fortsat er genstand for videnskabelig debat.
Historisk udvikling
Semipræsidentialisme blev først udviklet som et selvstændigt statskundskabeligt begreb i anden halvdel af 1900-tallet, selv om regeringssystemer med tilsvarende institutionelle træk fandtes tidligere. Begrebets moderne udformning er tæt knyttet til Frankrigs forfatningsmæssige udvikling, særligt etableringen af Den Femte Republik i 1958.
Tidligere forfatninger havde i flere lande kombineret en præsident med en regering, men den franske forfatning af 1958 skabte grundlaget for det regeringssystem, som senere blev kendt som semipræsidentialisme. Systemet fik sin karakteristiske udformning efter forfatningsændringen i 1962, hvor præsidenten blev valgt ved direkte folkevalg, samtidig med at regeringen fortsat var politisk ansvarlig over for parlamentet.
Denne institutionelle model blev udgangspunkt for Maurice Duvergers begreb semipræsidentialisme og dannede grundlag for den efterfølgende internationale forskning om regeringssystemer.
Siden 1970'erne er semipræsidentielle regeringssystemer blevet indført i en række europæiske, afrikanske og asiatiske lande. Samtidig har den statskundskabelige litteratur udviklet forskellige definitioner og klassifikationer af regeringsformen med henblik på at forklare de institutionelle variationer i forholdet mellem præsidenten, premierministeren og parlamentet.
Den franske model
Den franske forfatning af 1958, der etablerede Den Femte Republik, danner grundlaget for den klassiske model for semipræsidentialisme. Systemet fik sin karakteristiske udformning efter forfatningsændringen i 1962, hvor præsidenten blev valgt ved direkte folkevalg.
Forfatningen blev udarbejdet under ledelse af Charles de Gaulle med det formål at skabe en stærkere og mere stabil udøvende magt end under Den Fjerde Republik, samtidig med at regeringen fortsat var politisk ansvarlig over for parlamentet.
Systemet kombinerer en direkte valgt præsident med en regering ledet af en premierminister, som er politisk ansvarlig over for parlamentet. Den udøvende magt er dermed todelt, idet præsidenten og premierministeren deler den udøvende myndighed. Præsidenten har væsentlige forfatningsmæssige beføjelser, herunder indflydelse på udnævnelsen af regeringen, mulighed for at opløse Nationalforsamlingen og en central rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Et karakteristisk træk ved den franske model er, at den politiske magtbalance mellem præsidenten og premierministeren kan ændre sig afhængigt af de parlamentariske styrkeforhold. Når præsidenten støttes af et flertal i parlamentet, vil præsidenten normalt spille den dominerende politiske rolle. Ved cohabitation, hvor præsidenten og parlamentsflertallet tilhører forskellige politiske lejre, bliver premierministeren derimod den ledende aktør i den indenrigspolitiske regeringsførelse, mens præsidentens rolle navnlig koncentreres om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Den franske model har haft stor betydning for udviklingen af semipræsidentielle regeringssystemer og har dannet udgangspunkt for en stor del af den komparative forskning om semipræsidentialisme.
Udbredelse
Semipræsidentielle regeringssystemer findes i dag i en række lande, navnlig i Europa, Afrika og dele af Asien. Mange af disse systemer blev indført i forbindelse med forfatningsreformer i anden halvdel af 1900-tallet, herunder efter kommunismens sammenbrud i Central- og Østeuropa, hvor flere nye demokratier valgte at kombinere en direkte valgt præsident med en regering, der var ansvarlig over for parlamentet.
I Europa findes semipræsidentielle regeringssystemer blandt andet i Frankrig, Portugal, Rumænien og Litauen, mens Finland traditionelt blev betragtet som semipræsidentielt, men efter flere forfatningsreformer i dag almindeligvis klassificeres som et parlamentarisk regeringssystem.
Den statskundskabelige litteratur understreger, at lande med semipræsidentielle regeringssystemer ikke udgør én ensartet gruppe. Præsidentens og regeringens indbyrdes magtstilling afhænger af den enkelte forfatnings udformning, partisystemet og den politiske praksis.
Semipræsidentialismens geografiske udbredelse afspejler, at regeringsformen kan antage forskellige institutionelle former inden for de fælles kendetegn, som definerer semipræsidentialisme.
Institutionel opbygning
Semipræsidentialisme er kendetegnet ved en todelt udøvende magt, hvor både præsidenten og regeringen udøver forfatningsmæssige funktioner. Regeringen ledes af en premierminister og er politisk ansvarlig over for parlamentet, mens præsidenten besidder et selvstændigt demokratisk mandat og egne forfatningsmæssige beføjelser.
Den institutionelle opbygning adskiller sig fra præsidentialisme, hvor regeringen ikke er parlamentarisk ansvarlig over for parlamentet, og fra parlamentarisme, hvor statsoverhovedet normalt ikke udøver en selvstændig politisk ledelsesfunktion.