Den skotsk-norske krig var en væbnet konflikt imellem Norgesvældet og Kongeriget Skotland, der varede fra 1262 til 1266.Tour Scotland: Scottish Battles Konflikten opstod som følge af uenighed om ejerskabet over Hebriderne. Krigen bestod hovedsageligt af mindre træfninger og stridigheder mellem kongerne, og det eneste større slag var det uafgjorte slag ved Largs.
Baggrund thumb|Kort over Nordsøen, som viser Skotlands og Norges placering i forhold til Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Hebriderne.
Både Hebriderne og Isle of Man var kommet under norsk indflydelse allerede under kong Harald Hårfager af Norge. Det norske herredømme blev formaliseret i 1098, da Edgar af Skotland overdrog øerne til kong Magnus Barfod og dermed fastlagde grænsen mellem de skotske og norske krav i vest. Den skotske anerkendelse kom, efter at den norske konge tidligere samme år havde gennemført et hurtigt felttog mod de lokale nordisk-gæliske ledere på de forskellige øer og indført en mere direkte kongelig kontrol over Hebriderne, Orkneyøerne og Isle of Man. På norsk blev øerne kaldt Suðreyjar, som betyder Sydøerne.
Den norske overhøjhed over Hebriderne havde været bestridt siden 1240'erne, da den skotske konge Alexander 2. begyndte at spørge kong Håkon 4. af Norge, om han kunne købe øerne af ham. Forsøgene var resultatløse i næsten et årti, og forhandlingerne ophørte i 13 år efter Alexander 2.s død. Da hans søn Alexander 3. overtog magten i 1262 efter at have opnået flertal blandt klanlederne, sendte han Håkon et sidste krav med besked om, at skotterne ville tage øerne med magt, hvis Håkon ikke solgte dem.
Krigen (1262–1263) Håkon besvarede kravet ved at samle en flåde på mere end 120 ledingsskibe og drog i juli 1263 af sted for at forsvare øerne. Håkon gjorde ophold på Isle of Arran, hvor forhandlingerne blev indledt. Alexander 3. vidste, at Håkon måtte vinde en afgørende sejr inden vinteren, og trak derfor forhandlingerne ud indtil efterårsstormene. I oktober 1263 strandede flere af Håkons skibe ved Largs ved Firth of Clyde i stormvejr. Et redningsmandskab blev sendt i land for at hjælpe med at bjærge skibene, men blev udsat for et overraskelsesangreb fra de skotske styrker. Det førte til en mindre og uafgjort træfning. Den følgende morgen sejlede Håkons styrker tilbage til Orkneyøerne for at overvintre, og her døde han i december. Håkons efterfølger, kong Magnus 6. af Norge, havde problemer i hjemlandet og manglede midler til at iværksætte et nyt felttog.
Afslutning Selvom krigen ikke blev afgjort, mens Håkon var konge, spillede han en hovedrolle i de begivenheder, der førte til konflikten. Alexander 3. erobrede Hebriderne i 1264 og fremsatte derefter endnu et formelt krav på øerne. Ved Perth-traktaten købte Skotland dem af Norge for 4.000 mark og en efterfølgende årlig betaling på 100 mark. Samtidig anerkendte skotterne det norske herredømme over Shetlandsøerne og Orkneyøerne.
Se også Lord of the Isles Skandinavisk Skotland Ydre Hebriders historie
Referencer
Litteratur
Armit, Ian (2006) Scotland's Hidden History (Stroud. Tempus) Barrett, James H. "The Norse in Scotland" in Brink, Stefan (ed) (2008) The Viking World (Abingdon. Routledge) Crawford, Barbara E. (1987) Scandinavian Scotland (Leicester University Press) Graham-Campbell, James and Batey, Colleen E. (1998) Vikings in Scotland: An Archaeological Survey (Edinburgh University Press) Haswell-Smith, Hamish (2004) The Scottish Islands (Edinburgh: Canongate) . McDonald, R. Andrew (1998) The Kingdom of the Isles: Scotland's Western Seaboard, 1100–c1336 (Tuckwell Press, Ltd. ) Murray, W. H. (1973) The Islands of Western Scotland (London. Eyre Methuen) Simpson, Grant. G. (ed) (1990) Scotland and Scandinavia 800-1800 (John Donald) Woolf, Alex (ed.) (2009) Scandinavian Scotland – Twenty Years After (St Andrews. St Andrews University Press)
Kategori:Slag med deltagelse af Norge Kategori:Slag med deltagelse af Skotland Kategori:1262 Kategori:1263 Kategori:1264 Kategori:1265 Kategori:1266