Den latinske kirke (), også kaldet den vestlige kirke eller vestkirken (), er den største af de selvstændige kirker inden for den katolske kirke og omfatter med sine ca. 1,295 mia. medlemmer langt størstedelen af den katolske kirkes i alt ca. 1,313 mia. medlemmer. Den er én af 24 autonome katolske kirker sui iuris, mens de øvrige 23 tilsammen udgør de østkatolske kirker og har omkring 18 mio. medlemmer. Betegnelsen latinsk henviser dels til kirkens vestlige liturgiske tradition, hvor den romerske ritus er den dominerende, dels til latin som dens traditionelle kirke- og liturgisprog. Den latinske kirke er således en del af den samlede katolske kirke under paven og må skelnes fra de østkatolske kirker, der ligeledes står i fuldt kirkeligt fællesskab med Den Hellige Stol, men har egne liturgiske, disciplinære og kirkeretlige traditioner.
Den latinske kirke ledes direkte af paven i hans egenskab af Roms biskop, hvis bispesæde eller cathedra befinder sig i Lateranbasilikaen i Rom. Kirken udviklede sig inden for og kom selv til at præge den vestlige kultur, hvilket afspejles i betegnelsen "vestkirken" og i den traditionelle pavelige titel Vestens patriark.
Historisk er betegnelsen latinsk kirke ofte blevet anvendt i samme betydning som romerskkatolsk kirke, navnlig som modsætning til den græske eller orientalske kirke. Den er desuden blevet betegnet som den romerske kirke () og den latinsk-katolske kirke. Udtrykket "romerskkatolsk kirke" kan i visse sammenhænge anvendes specifikt om den latinske kirke i modsætning til de østkatolske kirker, men bruges samtidig almindeligt om den katolske kirke som helhed. Strengt taget er betegnelserne derfor ikke sammenfaldende: alle medlemmer af den latinske kirke er katolikker, men ikke alle katolikker tilhører den latinske kirke.
Betegnelse og kirkelig afgrænsning De 24 katolske kirker betegnes som kirker sui iuris, bogstaveligt "af egen ret" eller selvstyrende. De deler samme katolske tro og står alle i kommunion, dvs. fuldt kirkeligt fællesskab, med Den Hellige Stol, men adskiller sig i den konkrete udformning af troen gennem blandt andet liturgiske traditioner, kirkelig disciplin og kirkeret. I almindelig latinsk juridisk sprogbrug betegnede sui juris eller sui juris homo oprindeligt en myndig person, der var "sin egen herre" og med fuld retsvirkning kunne foretage civilretlige handlinger.
Ordet kirke kan dels betegne hele den universelle katolske kirke, dels de enkelte dele, som tilsammen udgør denne. Allerede i Det Nye Testamente anvendes betegnelsen således både om kirken som helhed og om bestemte lokale kirker. Den mindste territoriale enhed, der i denne betydning kan betegnes som en lokal kirke, er et stift; der kan tilsvarende tales om eksempelvis kirken i Paris, Milano eller Sevilla. Stifter kan samles i kirkeprovinser, og større geografiske eller nationale kirkelige områder kan ligeledes opfattes som særskilte enheder inden for den universelle kirke.
I denne terminologi skal "Roms kirke" i snæver betydning forstås som det lokale romerske stift eller eventuelt den romerske kirkeprovins, selv om betegnelsen historisk også er blevet anvendt i udvidet betydning om den latinske kirke som helhed. En katolik i eksempelvis Tyskland tilhører således i lokal kirkelig forstand sit eget stift, men står samtidig i kommunion med den romerske kirke og under pavens overordnede myndighed.
Den latinske kirke er den klart største af de katolske kirker. Ud over denne findes en mindre gruppe ikke-latinske katolske kirker, herunder blandt andre armenske og syriske østkatolske kirker, mens de katolske kirker i størstedelen af Vest- og Centraleuropa samt, af historiske årsager, store dele af Afrika, Amerika, Kina og andre områder tilhører den latinske tradition.
Historisk udvikling I ældre katolsk kirkeretlig fortolkning blev den latinske kirke forstået som den vestlige del af den universelle katolske kirke, historisk organiseret omkring den romerske patriark, dvs. paven i dennes egenskab af patriark, til forskel fra de østlige kirker knyttet til de gamle patriarkater Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem. Den latinske kirke blev således opfattet som ét af de fem gamle patriarkale hovedområder, men havde allerede tidligt et langt større geografisk omfang end de øvrige.
I denne historiske model gik grænsen mellem den latinske og de østlige kirker omtrent øst for Makedonien, Grækenland og Kreta, mens den i Nordafrika gik vest for Egypten. Spørgsmålet om Illyricums tilhørsforhold blev senere gjort gældende af Konstantinopel. Områderne vest herfor tilhørte den latinske kirke.
Den latinske kirke stod i fuldt kirkeligt fællesskab med den del af kristenheden, der senere betegnes som den ortodokse kirke, indtil det store skisma mellem Rom og Konstantinopel i 1054. Omkring og også før denne periode blev det almindeligt at betegne vestlige kristne som "latiner" i modsætning til de østlige kristne, navnlig byzantinere eller grækere.
Efterhånden blev den latinske kirkes geografiske udbredelse kraftigt udvidet. I den tidligmoderne periode gennemførte kirken omfattende missionsvirksomhed i Amerika, og i den senere moderne periode blev missionsvirksomheden yderligere udvidet til blandt andet Subsaharisk Afrika og Østasien. Vesteuropæisk kolonisation, erobring og mission bidrog således til, at den latinske del af katolicismen kom til at få et langt større geografisk omfang end de østkatolske kirker.
Denne størrelsesforskel medvirkede til forestillingen om, at enhver kristen i kommunion med paven nødvendigvis var latinsk katolik. De østkatolske kirker blev derimod betragtet som fortsættelser af den gamle østlige kristenhed, som forblev eller igen kom i kommunion med Rom. Deres medlemmer adlød paven som den samlede katolske kirkes overhoved, men blev i den historiske patriarkatforståelse ikke betragtet som medlemmer af hans latinske patriarkat.
Reformationen i det 16. århundrede medførte, at de protestantiske kirker brød med den katolske kirke og førte til en omfattende opsplitning af den vestlige kristenhed. Den vestlige kristne tradition kom herefter til at omfatte både den latinske kirke og de protestantiske kirkesamfund, der udsprang af den førreformatoriske vestkirke; i det 19. århundrede opstod desuden mindre uafhængige katolske kirkesamfund uden for den romerske kommunion.
Forskellen mellem den latinske og de østkatolske kirker er derfor i nyere terminologi i højere grad historisk, liturgisk, disciplinær og kirkeretlig end rent geografisk. Den latinske kirke og de 23 østkatolske kirker udgør tilsammen den katolske kirke og bekender samme tro, men udtrykker den gennem forskellige kirkelige traditioner og retssystemer.
Ritus og latinsk tradition Den latinske kirke anvender de latinske liturgiske riter, som siden midten af det 20. århundrede i vid udstrækning er blevet fejret på de lokale folkesprog. Den langt mest udbredte er den romerske ritus, hvoraf elementer har været i brug siden det 4. århundrede.
Ved siden af den romerske ritus findes og fandtes andre latinske liturgiske riter og lokale brug. Blandt de fortsat anvendte er den mozarabiske ritus, der anvendes i begrænset omfang i Spanien, og den ambrosianske ritus, der anvendes i dele af Italien. Hertil kommer den anglikanske liturgiske brug i de personlige ordinariater.
I den ældre patriarkale forståelse blev det betragtet som et almindeligt princip, at ritus fulgte patriarkatet, således at de lokale biskopper anvendte deres patriarks ritus. Den romerske ritus blev derfor næsten enerådende inden for den latinske kirke, dog med enkelte historiske undtagelser og lokale brug, herunder traditionerne i Milano og Toledo samt den byzantinske tradition blandt visse kristne i Syditalien.
De middelalderlige vesteuropæiske liturgiske brug, eksempelvis i Paris og Sarum, blev ikke betragtet som selvstændige riter på samme måde som de østlige kirkelige riter, men som lokale variationer af den romerske ritus. Der blev således ikke opstillet et ideal om liturgisk ensartethed i hele kristenheden, men derimod om en vis rituel enhed inden for hvert patriarkat.
På denne baggrund forsvarede den katolske teolog Adrian Fortescue i 1913 betegnelser som "latinsk katolik" og, i en udvidet betydning, "romersk katolik" om medlemmer af den latinske kirke, fordi betegnelserne kunne angive både tilhørsforholdet til den universelle katolske kirke og til dens latinske eller romerske kirkelige tradition. En katolik fra en østlig kirke kunne tilsvarende betegnes som eksempelvis byzantinsk, armensk eller maronitisk katolik. Fortescue afviste samtidig samtidige anglikanske forestillinger om, at en eventuel genforenet anglikansk kirke skulle kunne opnå en status svarende til de østkatolske kirker med egen ritus og delvis selvstændig kirkeret. Han argumenterede ud fra den daværende patriarkatforståelse for, at England historisk tilhørte den latinske kirke og derfor ved en tilbagevenden til katolsk kommunion ville høre under dens kirkeretlige og rituelle ordning. Dette var led i hans bredere argumentation imod den anglikanske såkaldte gren-teori.
I en bredere historisk og kulturkirkelig betydning kan betegnelsen latinsk tradition også anvendes om de vestlige kristne kirkesamfund, der er udsprunget af den førreformatoriske latinske vestkirke, selv om de efter reformationen ikke længere står under paven. I denne betydning omfatter den latinske tradition således et videre kirkehistorisk område end den latinske kirke i dens egentlige katolske og kirkeretlige betydning.
Kilder og henvisninger
Litteratur
Kategori:Romerskkatolske kirke