thumb|Kort over Lismore og dens placering i Skotland
Lismore (, muligvis "den store indhegning" eller "haven") er en ø på omkring 23,5 km2 i Indre Hebrider i Skotland. Den hører under kommunalområdet Argyll and Bute. Klimaet er fugtigt og mildt med en årlig nedbør på mere end 166 cm. Den frugtbare og lavtliggende ø var tidligere et vigtigt centrum for keltisk kristendom med et kloster fra det 6. århundrede, som var knyttet til Sankt Moluag. Senere blev øen sæde for den middelalderlige biskop af Argyll. Der findes talrige bygningsruiner på øen, heriblandt en broch og to borge fra 1200-tallet.
I 1800-tallet blev forskellige nye erhverv introduceret, heriblandt brydning af kalksten. I de første årtier af 1900-tallet var befolkningstallet på over 1.000, men derefter fulgte en langvarig tilbagegang. Selvom øen nu har færre end 200 fastboende, steg indbyggertallet en smule fra 2001 til 2011. I 2001 blev omkring en tredjedel af befolkningen registreret som gælisktalende. Den moderne økonomi er hovedsageligt baseret på landbrug, fiskeri og turisme, og den største bebyggelse er Achnacroish. Der er registreret flere skibsforlis i farvandene omkring øen.
Historie Forhistorie thumb|Brochen ved Tirefour
Der findes flere bronzealderlige røser på øen.Hay (2009) Birlinn overview . Birlinn. Retrieved 10 August 2013. Tirefour Castle er en broch fra jernalderen af usikker alder og et markant vartegn på Lismores østkyst. Murene har en gennemsnitlig tykkelse på 4,5 m og omslutter en cirkulær gårdsplads med en diameter på omkring 12,2 m. Muren er stadig 3 m høj og når en højde på 4,9 m mod sydøst.Historic Environment Scotland "[trove.scot/place/23082 Lismore, Tirefour Castle]" Ved An Dùn sydvest for Loch Fiart findes endnu et muligt brochsted, og disse anlæg er blandt de sydligste eksempler på denne gådefulde type befæstning.Creegan (1976) p. 65 Der findes desuden flere duns på øen, som muligvis stammer fra det 1. eller 2. århundrede e.Kr.
Tidlig kristendom og skandinavisk indflydelse Lismore var fra et tidligt tidspunkt et vigtigt centrum for keltisk kristendom. Iona Chronicle omtaler Mo-Luócs død i 594. Han var også kendt som Moluag og var sandsynligvis abbed for klostret på Lismore. Krøniken omtaler desuden hans efterfølgere Neman, der døde i 613, og Eochaid, der døde i 637. Der er dog ingen grund til at antage, at klostret var et datterkloster under Columbas kloster på selve Iona.Fraser (2009) pp. 105-06 Lismore bevarede sandsynligvis sin status som Cenél Loairns vigtigste religiøse institution i resten af 600-tallet.Fraser (2009) p. 250 Abbeden Iarnlaighs død omkring 700, Colmáns død i 704 og Crónán ua Eoains død i 718 er registreret i Annals of Ulster. Yderligere fem dødsfald blandt klostrets abbeder er registreret i anden halvdel af 700-tallet.Fraser (2009) p. 372
Lismore var en del af kongeriget Dál Riata i 500-tallet og sandsynligvis også derefter frem til vikingernes ankomst i slutningen af 700-tallet. Herefter blev øen sandsynligvis indlemmet i det nordisk-gæliske Kongeriget Øerne. Magnus Barfod havde senest i 1098 etableret direkte norsk overherredømme over dette vidtstrakte sørige.Duffy (1992) pp. 110 Samme år indgik Edgar af Skotland en traktat med Magnus, som fastlagde en stor del af grænsen mellem de skotske og norske krav på øerne. Edgar anerkendte formelt den eksisterende situation ved at opgive sine krav på Hebriderne. Der var dog enkelte undtagelser, heriblandt Luing og Lismore, som forblev under skotsk kontrol.Sellar (2000) p. 191
Middelalderen thumb|left|Castle Coeffin Lismore blev senere sæde for det middelalderlige bispedømme Argyll. Før slutningen af 1100-tallet omfattede bispedømmet Dunkeld hele Argyll, men på et tidspunkt mellem 1183 og 1193 blev området udskilt som et selvstændigt bispedømme. Årsagen var tilsyneladende, at den daværende biskop, John Scotus, ikke kunne tale gælisk.Turner (1998) p. 646Murray (1977) p. 156 Lismore blev sæde for den nye biskop, og han og hans efterfølgere blev kendt som Episcopi Lismorenses.Haswell-Smith (2004) p. 109 Et paveligt mandat fra 1249 foreslog imidlertid, at bispesædet skulle flyttes til »et mere sikkert og tilgængeligt sted".Turner (1998) p. 648 Senest i 1268 blev Laurence de Ergadia biskop af Argyll, en post han beholdt frem til sin død i 1299.Dowden, Bishops, p. 379.
Sankt Moluags domkirke i Clachan forblev dog bispesæde indtil 1507, da bispedømmets centrum blev flyttet til Saddell i Kintyre. Domkirken blev nedbrændt under reformationen, og kun koret er bevaret i stærkt ombygget form. Kirkeskibet og vesttårnet er reduceret til deres fundamenter. Der findes desuden spor efter en indhegning, som sandsynligvis stammer fra middelalderen.Macdonald (1974) Abstract. British and Irish Archaeological Bibliography. Retrieved 3 August 2013.
Ruinerne af Castle Coeffin ligger på toppen af et klippenæs ved kysten vest for Clachan. Her kan grundridset af et aflangt halhus, som muligvis stammer fra 1200-tallet, ses sammen med en uregelmæssigt formet borggård, der sandsynligvis er af senere dato.Historic Environment Scotland "Lismore, Castle Coeffin I den lille bugt sydøst for borgen findes en tidevandspåvirket fiskefælde af ukendt alder.Historic Environment Scotland "Lismore, Castle Coeffin (Site no. NM84SE 60) " Nordøst for borgen findes resterne af et fort omgivet af en stenmur.Historic Environment Scotland "Lismore, Castle Coeffin (Site no. NM84SE 15) "
thumb|right|Achanduin Castle set fra Bernera Bay
Resterne af Achanduin Castle vest for Achnacroish menes ligeledes at stamme fra 1200-tallet. Borgen blev opført af MacDougall-klanen omkring 1290, som beholdt den gennem hele 1300-tallet.Turner (1998) pp. 650-51 Derefter menes den at have været i biskopperne af Argylls besiddelse frem til midten af 1500-tallet.Historic Environment Scotland "Lismore, Achadun Castle " Fra borgen er der udsigt over øen Bernera.
I det 16. århundrede gav Donald Monro en kort beskrivelse af øen på skotsk: Monro (1549) "Lismoir" no. 54 ("Lismore, en ø, hvor der findes blymalm, over for Duart. Denne ø er fire mil lang og har en sognekirke.") Monros Description of the Western Isles of Scotland omtaler også Eilean Droineach og Eilean Ramsay. Han skrev, at begge øer var "velegnede til kornavl og husdyrhold" og havde mange "hyldetræer og tjørn", samt at Eilean Droineach tidligere havde været »bosted for biskopper og adelige«.Munro (1961) p. 55 Munro (1961) mente dog, at denne sidste bemærkning snarere gjaldt den større "Ramsay Isle".Munro (1961) p. 117 indicating the idea was offered by Alexander Carmichael.
Lismore er hjemsted for Clan MacLea, som hævder at være beslægtet med Livingstone-familien, og som blev anerkendt af Lord Lyon i 2002."Warant" . Clanmclea.co.uk Retrieved 2 October 2013. Plod nam Baran, der ligger ved Sankt Moluags kirke, kan være gravsted for klanens høvdinge eller "baroner".Carmichael, Alexander (15 April 1909) The Celtic Review pp. 356-375 quoted by "An Gorm Mor - Lismore in Alba". Clanmclea.co.uk Retrieved 2 October 2013. Den nuværende høvding, Niall Livingstone of Bachuil, er Sankt Moluags "efterfølger". Siden 1500-tallet eller tidligere har høvdingene været arvelige vogtere af helgenens bispestav eller hyrdestav, som er kendt som Bachuil Mòr."History". Isle of Lismore Community/Lismore Computer Group. Retrieved 5 August 2013.
Noter
Referencer
Litteratur Baird, Bob (1995) Shipwrecks of the West of Scotland. Glasgow. Nekton Books. Cregeen, E. R. (April 1976) "Review of Royal Commission on the Ancient and Historical Monuments of Scotland: Inventory of the Ancient Monuments of Argyll. Vol. II: Lorn". The Scottish Historical Review. Vol. 55 No. 159. JSTOR. Retrieved 3 August 2013.
Duncan, P. J. "The Industries of Argyll: Tradition and Improvement" in Omand, Donald (ed.) (2006) The Argyll Book. Edinburgh. Birlinn. Dwelly, Edward (1911), Faclair Gàidhlig gu Beurla le Dealbhan/The Illustrated [Scottish] Gaelic- English Dictionary (10th ed.), Edinburgh: Birlinn Limited,
Gray, J. M. (March 1974) "The Main Rock Platform of the Firth of Lorn, Western Scotland". Transactions of the Institute of British Geographers. No. 61. JSTOR/The Royal Geographical Society. Retrieved 1 August 2013. Hay, Robert (2009) Lismore: The Great Garden. Edinburgh. Birlinn. Hay, Robert (2023) How an Island Lost its People: Improvement, Clearance and Resettlement on Lismore 1830 - 1914, Birlinn.
McCann, S. B. (Oct. 1966) "The Main Post-Glacial Raised Shoreline of Western Scotland from the Firth of Lorne to Loch Broom". Transactions of the Institute of British Geographers. No. 39. JSTOR/The Royal Geographical Society. Retrieved 1 August 2013. Macdonald, Aidan (1974) "Two major early monasteries of Scottish Dalriata: Lismore and Eigg". Scottish Archaeological Forum 5 pp. 47–70
Murray, Sir John and Pullar, Laurence (1910) Bathymetrical Survey of the Fresh-Water Lochs of Scotland, 1897-1909. London. Challenger Office. Murray, W.H. (1977) The Companion Guide to the West Highlands of Scotland. London. Collins. Richards, Eric (1982) The History of the Highland Clearances: Agrarian Transformation and the Elections, 1746-1886. Croom Helm. London.
Stephenson, David and Merritt, Jon (2010) "Argyll and the Islands". (pdf) Scottish Natural Heritage. Retrieved 1 August 2013.
Watson, John N. "Agriculture" in Omand, Donald (ed.) (2006) The Argyll Book. Edinburgh. Birlinn.
Eksterne henvisninger
Kategori:Øer i de Indre Hebrider