Otto Johannes Bruun (født 2. juni 1892 Torvegade 18 i Vejle, død 27. februar 1989) var en dansk fabrikant.

Bruun voksede op i Vejle som søn af tandlæge Johannes Severin Bruun og Julie Sophie Jespersen. Han fik realeksamen fra Vejle højere almenskole i 1909, og kom herefter i lære i et kornfirma i Flensborg. Frem mod 1914 fortsatte han sin handelsmæssige uddannelse i Hamborg, Montevideo og Buenos Aires, hvor han pr. korrespondance tog et kursus i mekanisk teknologi.

Herefter etablerede han i 1915, sammen med en skolekammerat, Vejle Nordisk Tubefabrik, som fremstillede tuber til tandpasta. Han opfandt i denne forbindelse en tube af fortinnet bly, som fik stor succes. Han købte i 1918 A/S De danske kapselfabrikker i København og lagde i 1921 sine to fabrikker sammen i København, under navnet Andersen og Bruuns fabrikker A/S. Han opfandt i 1930'erne flaskekapsler af aluminium og de tilhørende fabrikationsmaskiner, som han fik verdenspatent på. Han opførte herefter fabrikker i Europa, herunder England, Nord- og Sydamerika, Indien og Sydafrika.

Privat blev Bruun gift i 1918 med Else Jacobsen og i 1927 med Ebba Klint Jacobsen. Bruun fik flere børn, bl.a. arkitekt Hanne Raabyemagle.