thumb|The Falcon Inn

The Falcon er en pub i byen Chester i Cheshire, England. Den ligger på den vestlige side af Lower Bridge Street ved krydset med Grosvenor Road. The Falcon er opført i National Heritage List for England som en listed building af Grade I. Bygningen omfattede tidligere en del af Chester Rows, men var den første bygning, hvor den del af handelsgangen, som løb gennem ejendommen, blev lukket af i 1600-tallet.

Historie

Bygningen opstod som et hus omkring år 1200 og blev senere udvidet mod syd langs Lower Bridge Street med en stor sal, der løb parallelt med gaden. I løbet af 1200-tallet blev huset genopført, så det omfattede den del af handelsgangen, der løb gennem ejendommen. Det blev genopført endnu en gang i slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet. Huset blev købt i 1602 af sir Richard Grosvenor, som omkring 40 år senere foretog omfattende ændringer for at indrette det som sin bybolig. Under borgerkrigen flyttede han sin familie hertil fra familiens landsted, Eaton Hall. I 1643 indgav sir Richard en ansøgning til byrådet om tilladelse til at udvide sit hus ved at lukke den del af handelsgangen, som løb gennem hans ejendom. Ansøgningen blev imødekommet, og det dannede præcedens for, at andre beboere i Lower Bridge Street kunne lukke deres dele af handelsgangene af eller opføre nye bygninger, som ikke omfattede handelsgangene.

I slutningen af det 18. århundrede ophørte bygningen med at fungere som Grosvenor-familiens bybolig. Familien beholdt ejendomsretten, og mellem 1778 og 1878 havde bygningen bevilling som værtshuset The Falcon Inn. Omkring 1879 blev der foretaget ændringer af arkitekten John Douglas. På dette tidspunkt var stedet kendt som The Falcon Cocoa House og genåbnede som et afholds-etablissement. I 1886 gennemførte Grayson og Ould en restaurering. I 1970'erne var bygningen næsten forfalden. I 1979 blev Falcon Trust oprettet, og bygningen blev skænket til fonden af Grosvenor Estate. Mellem 1979 og 1982 blev bygningen restaureret, og i 1983 modtog den en pris fra Europa Nostra. Bygningen blev skænket til Falcon Trust af Grosvenor Estate og genåbnet af hertugen af Westminster i maj 1992.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Chester