Illiberalt demokrati er en betegnelse for et politisk system, hvor der afholdes valg og findes formelle demokratiske institutioner, men hvor centrale liberale principper som retsstat, magtens tredeling, uafhængige domstole, ytringsfrihed, mediefrihed og beskyttelse af individuelle og politiske rettigheder er svækkede.
Begrebet blev især kendt gennem Fareed Zakarias analyse fra 1997 og er siden blevet diskuteret som en betegnelse for politiske systemer, der kombinerer valg med svækket rettighedsbeskyttelse.
Begrebet er omstridt. Nogle forskere anvender det om demokratier med svage liberale institutioner, mens andre mener, at regimer med omfattende begrænsninger af politisk konkurrence og frihedsrettigheder mere præcist bør betegnes som hybridregimer, valgautokratier eller autoritære regimer.
Begreb og definition
I begrebets statskundskabelige anvendelse skelnes mellem demokratiske procedurer, navnlig valg og politisk deltagelse, og konstitutionel liberalisme, som omfatter rettigheder og begrænsninger af statsmagten. Zakaria argumenterer for, at valg og folkelig deltagelse ikke i sig selv sikrer en liberal retsstat.Zakaria (2003), s. 17–19.
Hos Robert A. Dahl kræver en konkurrerende demokratisk orden blandt andet muligheder for politisk opposition, deltagelse og adgang til alternative informationskilder. Disse kriterier er et selvstændigt demokratiteoretisk udgangspunkt for at diskutere, hvornår et regimes demokratiske karakter bliver tvivlsom.Dahl (1971), s. 1–3 (institutionelle garantier) og 4–7 (konkurrence og inklusion).
Kendetegn
Illiberale demokratier er typisk kendetegnet ved, at valg og andre formelle demokratiske institutioner fortsat eksisterer, samtidig med at centrale liberale kontrolmekanismer svækkes.
Med udgangspunkt i Zakarias sondring mellem valgstyre og konstitutionel liberalisme samt Merkels analyse af defekte demokratier kan følgende træk fremhæves:
svækket retsstat politisk pres på eller kontrol med domstolene begrænsninger af ytringsfrihed og mediefrihed svækket magtens tredeling begrænsninger af civilsamfund og oppositionens handlemuligheder ændringer af valgregler eller institutioner til fordel for de siddende magthavere svagere beskyttelse af mindretal og individuelle rettigheder
Kendetegnene forekommer ikke nødvendigvis i samme grad i alle tilfælde. I en juridisk fremstilling understreger Jens Elo Rytter, at demokratisk beslutningskompetence skal ses i sammenhæng med rettighedsbeskyttelse og retstatslige begrænsninger; denne normative og retlige ramme er ikke i sig selv en klassifikation af bestemte regimer.Rytter (2013), s. 38–39.Rytter (2013), s. 106–107.
Zakarias begreb
I artiklen The Rise of Illiberal Democracy fra 1997 fremhævede Zakaria spændingen mellem folkevalgt regeringsmagt og den forfatningsmæssige begrænsning af magten.
I hans analyse kan en regering opnå valglegitimitet, uden at domstole, individuelle rettigheder og forfatningsmæssige kontrolmekanismer sætter tilsvarende grænser for regeringsmagten. Han bruger blandt andet udviklingen i Rusland efter Sovjetunionens opløsning til at illustrere dette skel.Zakaria (2003), s. 17–21.Zakaria (2003), s. 89–91.
Zakarias begreb blev senere en vigtig del af debatten om politiske systemer, der befinder sig mellem liberalt demokrati og autoritært styre.
Forholdet til liberalt demokrati
Forskellen mellem liberalt demokrati og illiberalt demokrati vedrører især, om valglegitimitet ledsages af effektive begrænsninger af den offentlige magt og en beskyttelse af borgernes rettigheder. Rytter beskriver, hvordan rettigheder og domstolskontrol sætter retlige rammer for demokratisk beslutningsmagt, mens Zakaria behandler det samme spændingsfelt som et spørgsmål om konstitutionel liberalisme.Rytter (2013), s. 94–96.Zakaria (2003), s. 20–23.
Sondringen overlapper med forskellen mellem valgdemokrati og liberalt demokrati. Udtrykket illiberalt demokrati er imidlertid en omstridt analytisk betegnelse: Afhængigt af den anvendte demokratidefinition kan væsentlige indskrænkninger af rettigheder og reel opposition betyde, at betegnelsen demokrati ikke længere anses for dækkende.
+ Idealtypisk sammenligning af liberalt og illiberalt demokrati Forhold Liberalt demokrati Illiberalt demokrati Valg Konkurrerende valg med politiske rettigheder Valg afholdes, men de øvrige demokratiske garantier kan være svækkede Domstole og retsstat Uafhængige domstole og retlige begrænsninger af regeringsmagten Svækket domstolsuafhængighed eller retsstatsbeskyttelse Frihedsrettigheder og medier Beskyttede individuelle rettigheder og frie medier Rettigheder eller mediefrihed kan være indskrænkede Kontrol med magten Effektive institutionelle kontrolmekanismer Svækket kontrol med den udøvende magt
Tabellen gengiver idealtypiske forskelle med udgangspunkt i Zakaria og Merkel, ikke faste kriterier for at klassificere enkelte lande. Hvor valgkonkurrencen ikke længere er reel, kan det være misvisende at betegne regimet som demokratisk.
Defekt demokrati og andre regimebegreber thumb|upright=1.5|Verdens lande efter V-Dems klassifikation af politiske regimer (kort udgivet i 2026). Kortet skelner blandt andet mellem liberale demokratier, valgdemokratier og autokratier, men viser ikke direkte illiberale demokratier efter Zakarias definition.
I Wolfgang Merkels typologi er illiberalt demokrati én af flere former for defekt demokrati (defective democracy). Et sådant regime bevarer demokratiske valg, men har væsentlige mangler i andre dele af det demokratiske system. Merkel fremhæver især svag retsstat, mangelfulde forfatningsmæssige begrænsninger og utilstrækkelig beskyttelse af individuelle rettigheder som karakteristiske for den illiberale undertype. Hans øvrige undertyper er eksklusivt demokrati, delegativt demokrati og domænedemokrati (domain democracy, også benævnt tutelary democracy), hvor bestemte magtområder er undtaget fra de folkevalgtes kontrol.
Merkels model for indlejret demokrati omfatter fem indbyrdes forbundne delsystemer: demokratiske valg, politiske deltagelsesrettigheder, borgerlige rettigheder, institutionel kontrol mellem statsmagterne (horisontal ansvarlighed) og de folkevalgtes faktiske mulighed for at udøve regeringsmagten. I hans typologi opstår et defekt demokrati, når ét eller flere af disse delsystemer ikke fungerer tilfredsstillende, selv om valg stadig gennemføres. Dermed begrundes klassifikationen i mere end selve valghandlingen.
Merkel understreger desuden, at defekte demokratier ikke nødvendigvis er kortvarige overgangsformer. De kan forblive forholdsvis stabile gennem længere perioder. Dette adskiller en beskrivelse af en regimetype fra demokratisk tilbagegang, som betegner en forandring over tid.
Forholdet til hybridregimer og demokratisk tilbagegang
Begrebet illiberalt demokrati overlapper med hybridregime og demokratisk tilbagegang, men betegnelserne lægger vægt på forskellige forhold.
Et hybridregime betegner et politisk system, der kombinerer demokratiske og autoritære træk. Illiberalt demokrati er ikke automatisk en underkategori af hybridregime: Merkel behandler det inden for sin typologi over defekte demokratier, mens andre klassifikationer lægger andre grænser mellem demokrati og autoritært styre. Det afgørende er blandt andet, om valgkonkurrencen stadig er reel, og hvilke rettighedsgarantier demokratidefinitionen forudsætter.
Demokratisk tilbagegang beskriver derimod en forandringsproces, ikke en bestemt regimetype. Stephan Haggard og Robert Kaufman undersøger, hvordan demokratiske institutioner, valgenes integritet og kontrol med den udøvende magt kan svækkes gradvist; et sådant forløb kan medføre illiberale træk, men de to begreber har forskelligt analytisk fokus.Haggard og Kaufman (2021), s. 1–4.
Steven Levitsky og Daniel Ziblatt beskriver, hvordan demokratisk valgte ledere kan udhule institutioner, mens de formelt består. Deres fremstilling belyser en mulig vej til illiberale forhold uden dermed at fastlægge en entydig grænse mellem demokratier og autoritære regimer.Levitsky og Ziblatt (2018), s. 1–7.
Eksempler og anvendelse
Zakaria anvendte i 2003 blandt andet det postsovjetiske Rusland som historisk eksempel på den manglende overensstemmelse mellem afholdelse af valg og opbygning af liberale institutioner. Det var hans vurdering af et bestemt udviklingsforløb og ikke en nutidig klassifikation af Rusland.Zakaria (2003), s. 89–95.
I samme bog beskriver Zakaria Indien omkring årtusindskiftet for at diskutere spændinger mellem politisk deltagelse, retsstatsgarantier og religiøse mindretals rettigheder. Også dette er en tidsbundet analyse, ikke en tidløs karakteristik af landet.Zakaria (2003), s. 106–113.
I politisk debat kan betegnelsen desuden bruges som en positiv selvbeskrivelse snarere end som en forskningsmæssig regimeklassifikation. Den ungarske premierminister Viktor Orbán beskrev i en tale den 26. juli 2014 den stat, hans regering ønskede at opbygge, som en illiberal stat. I talen argumenterede han for en nationalt orienteret statsorganisering, hvor liberalismen ikke skulle være det centrale organiserende princip. Denne politiske brug af illiberal er ikke nødvendigvis identisk med Zakarias eller Merkels analytiske definitioner.
Kritik af begrebet
Den begrebslige kritik vedrører især, hvor meget frie valg og politisk opposition kan begrænses, før et regime ikke længere med rimelighed kan kaldes demokratisk. En snæver, valgbaseret definition kan give plads til betegnelsen illiberalt demokrati, mens bredere demokratidefinitioner også inddrager rettigheder og reelle muligheder for opposition. Merkels begreb om defekte demokratier er et eksempel på en alternativ analytisk afgrænsning.
Tilhængere af at anvende begrebet fremhæver, at det gør det muligt at beskrive spændinger mellem valglegitimitet og liberale magtbegrænsninger uden på forhånd at sidestille alle sådanne regimer med autoritære styreformer.
Den danske politolog Jørgen Møller kritiserede i 2008 Zakarias påstand om, at illiberale demokratier var i vækst i 1990’erne. Møller argumenterede for, at demokratiske valg og konstitutionel liberalisme må behandles som analytisk adskilte egenskaber. På dette grundlag konkluderede han, at illiberale demokratier ikke var i fremgang i 1990’erne, men tværtimod var blevet færre i 2000’erne – også når han anvendte Zakarias egen, efter Møllers opfattelse problematiske, afgrænsning. Det er Møllers empiriske modargument til Zakarias vurdering, ikke en generel afvisning af, at der kan være spændinger mellem valg og liberale rettigheder.
Kritikken hænger også sammen med spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem valgdemokrati, illiberalt demokrati, hybridregime og valgautokrati. Forskellige forskere og demokratiindeks kan derfor klassificere det samme politiske system forskelligt. V-Dems kategorier på kortet ovenfor er ikke direkte identiske med Zakarias eller Merkels begreber.
Se også Frihedsrettigheder
Kilder
Litteratur
Kategori:Demokrati Kategori:Statskundskab