Verdensmesterskabet i ishockey er en årligt tilbagevendende turnering for mandlige ishockeylandshold arrangeret af International Ice Hockey Federation (IIHF).

IIHF blev grundlagt i 1908, og europamesterskabet i ishockey blev spillet for første gang i 1910. Ishockeyturneringen ved de olympiske lege i 1920 i Antwerpen er anerkendt som det første verdensmesterskab, og til og med 1968 gjaldt de olympiske ishockeyturneringer ligeledes som verdensmesterskaber, så i de år blev der ikke arrangeret separate VM-turneringer, men derefter er der også afholdt VM i olympiske år (på nær 1980, 1984 og 1988). Det første verdensmesterskab uden for OL-regi var mesterskabet i 1930, hvor 12 hold deltog.

I 1951 deltog 13 nationer, og mesterskabet blev opdelt i to grupper. De bedste syv hold (A-gruppen) spillede om verdensmesterskabstitlen, mens de øvrige seks (B-gruppen) spillede om de sekundære placeringer. Efterhånden som antallet af medlemmer af IIHF voksede, deltog flere og flere lande i VM, som derfor blev udvidet med flere lavere rangerende grupper. Grupperne blev senere omdøbt til "divisioner".

VM har været åbent for alle spillere siden 1977, men indtil da havde kun amatørspillere lov at deltage.

Verdensmesterskabet består nu af 16 hold i topdivisionen, der spiller om den egentlige VM-titel, 12 hold i Division I og 12 hold i Division II. Hvis der er mere end 40 tilmeldt hold, spiller de resterende hold i Division III. Holdene i topdivisionen spiller først en indledende runde, hvor de er inddelt i to puljer med otte hold, der hver spiller en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedste hold i hver pulje går videre til slutspillet om medaljerne, der består af kvartfinaler, semifinaler, finale og bronzekamp, og vinderen af slutspillet bliver kåret som verdensmester.

Canada dominerede mesterskabet i begyndelsen og vandt 19 VM-titler ved de første 28 mesterskaber i perioden fra 1920 til 1961 — herunder OL-guldmedaljer i 1920, 1924, 1928, 1932, 1948 og 1952. USA, Tjekkoslovakiet, Sverige, Storbritannien og Schweiz var de andre førende hold i denne tidsalder. Sovjetunionen begyndte at deltage i VM i 1954 og blev hurtigt rivaler til Canada. Fra 1963 til nationens opdeling i 1991 var Sovjetunionen det dominerende hold og vandt 20 mesterskaber. I den periode lykkedes det kun for tre andre hold at vinde medaljer: Canada, Tjekkoslovakiet og Sverige. Rusland deltog for første gang i 1992, mens Tjekkiet og Slovakiet begyndte at deltage i 1993. I 2000-tallet blev turneringen mere åben, eftersom "Big Six"-holdene – Canada, Tjekkiet, Finland, Rusland, Sverige og USA – blev mere jævnbyrdige, samtidig med at hold som Slovakiet og Schweiz også blev konkurrencedygtige.

Eftersom VM afvikles samtidig med NHL-slutspillet Stanley Cup, har turneringen ikke deltagelse af nogle af de bedste spillere, og i Nordamerika bliver mesterskabet anset som mindre betydningsfuldt end Stanley Cup. Og mesterskabet blev først afviklet i spillets moderland, Canada, i 2008, hvor VM afholdtes i Halifax og Québec.

Baggrund thumb|200px|Bøhmens europamestre i ishockey i 1911. International Ice Hockey Federation (IIHF), ishockeysportens styrende organ, blev grundlagt den 15. maj 1908 i Paris under navnet Ligue Internationale de Hockey sur Glace (LIHG). I 1908 var organiseret ishockey stadig forholdsvist nyt. Den første organiserede ishockeykamp fandt sted den 3. marts 1875 i Montreals Victoria Skating Rink. I 1887 dannede fire klubber fra Montreal Amateur Hockey Association of Canada (AHAC) og udviklede et struktureret kampprogram. Lord Stanley donerede Stanley Cup i 1892, og trofæets forvaltere besluttede at tildele pokalen til det bedste hold i AHAC, eller til et hold, der vandt over indehaveren af trofæet i en godkendt udfordringskamp. Eastern Canada Amateur Hockey Association (ECAHA) blev oprettet i 1905, og den liga blandede professionelle og amatørspillere på holdene. Da ECAHA opløste sig selv i 1909, blev en af følgerne, at National Hockey Association (NHA) blev dannet.

Europamesterskabet i ishockey, der første gang blev afholdt i januar 1910 i Les Avants, Schweiz var forløberen for verdensmesterskabet. Det var den første officielle turnering for landshold, og den havde deltagelse af fire nationer, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Schweiz. Europamesterskabet blev en årligt tilbagevendende begivenhed, bortset fra en pause under første verdenskrig. I Nordamerika fortsatte professionel ishockey imidlertid med at vokse, og National Hockey League (NHL) blev dannet i 1917.

Historie 1920–1928: Olympiske Lege

thumb|200px|Winnipeg Falcons repræsenterede Canada ved de olympiske lege i 1920, hvor holdet vandt guldmedaljer. IIHF anser ishockeyturneringen under de olympiske lege i 1920 i Antwerpen for det første verdensmesterskab i ishockey. Den blev arrangeret af et udvalg, der bl.a. havde den senere IIHF-præsident Paul Loicq som medlem. Turneringen blev spillet i perioden 23. - 29. april og havde deltagelse af syv hold: Canada, Tjekkoslovakiet, USA, Schweiz, Sverige, Frankrig og Belgien. Canada, repræsenteret af Winnipeg Falcons, vandt guldmedaljerne, med en samlet målforskel på 27–1, mens USA og Tjekkoslovakiet vandt henholdsvis sølv og bronze.

Herefter talte alle de olympiske ishockeyturneringer til og med turneringen ved de olympiske vinterlege i Grenoble i 1968 som verdensmesterskaber. Canada vandt guld både i 1924 og 1928. I 1928 vandt Sverige og Schweiz VM-medaljer for første gang, og samtidig debuterede Tyskland med en niendeplads.

1930–1953: Canadisk dominans thumb|200px|En guldmedalje vundet af Tjekkoslovakiet i 1947. Det første verdensmesterskab uden tilknytning til de olympiske lege blev afholdt i 1930. Turneringen blev spillet i Chamonix, Wien og Berlin. Canada blev repræsenteret af Toronto CCMs, som besejrede Tyskland i finalen, mens Schweiz vandt bronze. Canada vandt igen året efter, hvor nordamerikanerne blev repræsenteret af Manitoba Grads, og Winnipeg Winnipegs vandt guld til Canada ved de olympiske vinterlege i 1932. Ved VM i 1933 i Prag, Tjekkoslovakiet vandt USA guldmedaljerne, og dermed blev VM for første gang ikke vundet af Canada. Pr. 2014 er det fortsat den eneste guldmedalje vundet af USA i en ikke-olympisk VM-turnering.

To dage inden de olympiske vinterlege i 1936 i Tyskland protesterede canadiske officials over, at to af spillerne på det britiske hold, James Foster og Alex Archer, havde spillet i Canada og uden tilladelse havde skiftet til klubber i English National League. IIHF gav canadierne ret, men Storbritannien truede med at trække sig fra turneringen, hvis de to spillere ikke fik lov at deltage. Canada trak dog protesten tilbage, inden legene begyndte, og Storbritannien blev det første ikke-canadiske hold, der vandt OL-guld. Resten af verdensmesterskaberne afholdt i 1930'erne blev vundet af Canada. VM i 1939 blev det første mesterskab med deltagelse af Finland. Anden verdenskrig forårsagede at de olympiske vinterlege i 1940 og 1944 samt VM-turneringerne fra 1941 til 1946 blev aflyst.

Efter anden verdenskrig forbedrede Tjekkoslovakiets landshold sig hurtigt. Holdet vandt sin første VM-titel i 1947 i et mesterskab, hvor canadierne dog ikke deltog. I 1949 blev Tjekkoslovakiet den tredje nation, der vandt en VM-turnering, hvori Canada deltog. I optakten til de olympiske vinterlege i 1948 i Sankt Moritz, Schweiz udbrød en konflikt mellem de to amerikanske ishockeyforbund American Hockey Association (AHA) og Amateur Athletic Union (AAU). AAU nægtede at acceptere AHA's hold, fordi de mente at AHA-spillerne "åbenlyst modtog løn", og på den tid var de olympiske lege udelukkende for amatørspillere. Man nåede dog frem til det kompromis, at AHA-holdet fik lov at deltage. Men holdets kampe blev kategoriseret som uofficielle og holdet kunne ikke vinde OL-medaljer. Holdet sluttede på fjerdepladsen men blev efterfølgende diskvalificeret. Både Tjekkoslovakiet og RCAF Flyers, som repræsenterede Canada, vandt syv kampe, og de to hold spillede uafgjort i deres indbyrdes opgør. Så guldet blev afgjort på målkvotient, hvor canadiernes kvotient på 13,8 var bedre end tjekkoslovakkernes 4,3.

Ved legene i 1952 i Oslo, Norge vandt Edmonton Mercurys Canadas andet OL-guld i træk. Derefter skulle der vise sig at gå 50 år, inden et canadisk hold igen vandt OL-guld. Ved VM-turneringen i 1953 fuldførte blot tre hold mesterskabet: Sverige, Vesttyskland og Schweiz. Svenskerne gik ubesejret gennem turneringen og vandt dermed sit første verdensmesterskab.

1954–1962: Rivaliseringen mellem Canada og Sovjetunionen right|200px|thumb|Kampen mellem Canada og Sovjetunionen ved VM i 1954 blev vundet af det sovjetiske hold med 7–2. Verdensmesterskabet i 1954 er af IIHF blevet beskrevet som "begyndelsen på international ishockeys moderne tidsalder." Turneringen var den første internationale konkurrence med deltagelse af et sovjetisk landshold. Den første ishockeyturnering i Sovjetunionen blev først spillet i 1946, eftersom landet indtil da havde fokuseret på bandy. Holdet var anført af træner Arkadij Tjernysjov og gik ubesejret igennem sine første seks VM-kampe. Canada, der blev repræsenteret af East York Lyndhursts, var ligeledes ubesejret efter seks kampe, og i turneringens sidste kamp mødtes de to hold for første gang nogensinde. Sovjetunionen vandt kampen 7–2 og blev dermed den femte nation, der vandt verdensmesterskabet. I 1955 blev VM afholdt i Vesttyskland, og igen mødtes de to hold i turneringens sidste kamp. Kampen var så højt profileret i Canada, at radiokommentatoren Foster Hewitt fløj til Vesttyskland for at kunne kommentere kampen direkte. Begge hold var ubesejrede indtil da, men Canada, der blev repræsenteret af Penticton Vees, besejrede de sovjetiske spillere med 5–0 og vandt dermed VM-titlen tilbage. Ved de Olympiske Vinterlege i 1956 i Cortina d'Ampezzo tabte Canadas Kitchener-Waterloo Dutchmen både til Sovjetunionen og USA i medaljerunden og vandt "kun" bronze. Det sovjetiske landshold gik til gengæld ubesejret gennem turneringen og vandt sit første olympiske ishockeyguld. Herefter skulle der imidlertid gå syv år, inden Sovjetunionen igen vandt verdensmesterskabet. left|200px|thumb|Den sidste kamp ved VM-turneringen i 1957 i Moskva blev spillet på Luzjniki Stadion. Den blev overværet af mindst 50.000 tilskuere, hvilket var VM-rekord indtil 2010. Verdensmesterskabet i 1957 blev afholdt i Moskva. Som protest mod den sovjetiske besættelse af Ungarn deltog Canada og USA ikke i mesterskabet. De fleste kampe blev spillet i Luzjniki-sportspaladset, men de sovjetiske officials besluttede at turneringens sidste kamp mellem Sverige og værtslandet skulle spilles på det nærliggende udendørs fodboldstadion, Luzjniki Stadion. Kampen blev afgørende for mesterskabet, idet det uafgjorte resultat sikrede Sveriges anden VM-titel. Kampen blev overværet af mindst 50.000 tilskuere, hvilket stod som tilskuerrekord for en VM-kamp indtil åbningskampen ved VM i ishockey 2010. Canadierne vendte tilbage til VM-turneringerne i 1958 og vandt VM-titlen to år i træk, mens Sovjetunionen begge gange vandt sølv. Inden de Olympiske vinterlege i 1960 i Squaw Valley blev Canada, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Sverige anset for at være de fire bedste hold. Men alle fire blev besejret af det amerikanske hold, som vandt alle sine syv kampe på vejen til nationens første olympiske guldmedalje i ishockey.