Den Tredje Puniske Krig (149–146 f.Kr.) var den tredje og sidste af de Puniske Krige, der blev udkæmpet mellem Karthago og den Romerske Republik. Krigen blev udelukkende udkæmpet på karthagisk territorium, i det nuværende nordlige Tunesien. Da den Anden Puniske Krig sluttede i 201 f.Kr., forbød den efterfølgende indgået fredstraktat , at Karthago kunne føre krig uden Roms tilladelse. Roms allierede, kong Masinissa af Numidien, udnyttede dette til gentagne gange at plyndre og erobre karthagisk territorium, uden det havde nogle konsekvenser. I 149 f.Kr. sendte Karthago en hær, ledet af Hasdrubal, mod Masinissa, til trods for at dette kunne betragtes som et traktatbrud. Kampagnen endte i en katastrofe, idet Slaget ved Oroscopa endte med et karthagisk nederlag og den karthagiske hærs overgivelse. Anti-karthagiske fraktioner i Rom brugte den ulovlige militære aktion som et påskud til at forberede en straffeekspedition.
Senere i 149 f.Kr. gik en stor romersk hær i land ved Utica i Nordafrika. Karthagerne håbede at formilde romerne, men på trods af at karthagerne overgav alle deres våben, fortsatte romerne med at belejre byen Karthago. Den romerske kampagne led gentagne tilbageslag gennem 149 f.Kr. kun afhjulpet af at Scipio Aemilianus – en officer af middel rang – udmærkede sig flere gange. En ny romersk kommandant overtog i 148 f.Kr., men klarede sig lige så dårligt som sin forgænger. Ved det årlige valg af romerske embedsmænd i foråret 147 f.Kr. var den offentlige støtte til Scipio så stor, at de sædvanlige aldersbegrænsninger blev ophævet for at give ham mulighed for at blive udnævnt til konsul og derpå overtage kommandoen i Afrika.
Scipios embedsperiode begyndte med to karthagiske succeser, men han strammede belejringen og begyndte at bygge en stor mole for at forhindre forsyninger i at komme ind i Karthago via blokadebrydere. Karthagerne havde delvist genopbygget deres flåde, og den angreb uventet. Efter et uafklaret (uafgjort) slag fortog karthagerne en dårlig tilbagetrækning , hvor de mistede mange skibe. Romerne byggede derefter en stor murstensstruktur i havneområdet, der dominerede bymuren. Da denne var færdig, ledte Scipio en stærk styrke, der stormede Karthagos felthærs lejr og tvang de fleste af de byer, der stadig støttede Karthago, til at overgive sig. I begyndelsen af 146 f.Kr. lancerede romerne deres endelige angreb og ødelagde systematisk byen over seks dage og dræbte dens indbyggere. Først på den sidste dag tog de fanger (50.000), som blev solgt til slaveri. De erobrede karthagiske territorier blev efterfølgende til den romerske provins Afrika med Utica som hovedstad. Der gik et århundrede, før stedet – hvor byen Karthago havde ligget – blev genopbygget som en romersk by.
Primære kilder Den primære kilde til de fleste aspekter af de Puniske Krige er historikeren Polybios (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.), en græker der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik, men han er bedst kendt for værket "Historier", skrevet engang efter 146 f.Kr. Han ledsagede sin beskytter og ven, den romerske general Scipio Aemilianus, i Nordafrika under den Tredje Puniske Krig. Dette har sandsynligvis fået den ellers pålidelige Polybios til at beskrive Scipios handlinger i et gunstigt lys. Derudover er betydelige dele af værket Historier's beretning om den Tredje Puniske Krig gået tabt.
Beretningen fra den romerske annalist Livius – som i høj grad baserede sig på Polybios – bruges generelt meget af moderne historikere i deres beskrivelse af de Puniske Krige, men alt, hvad der er bevaret af hans beretning om begivenheder efter 167 f.Kr., er en indholdsfortegnelse. Andre antikke beretninger om den Tredje Puniske Krig eller dens deltagere (som også for det meste er gået tabt) inkluderer dem af Plutarch, Dio Cassius og den græske Diodorus Siculus. Moderne historikere bruger også beretningen fra den græske Appian fra det 2. århundrede e.Kr. Den moderne historiker Bernard Mineo udtaler, at den "er den eneste komplette og sammenhængende beretning om denne krig". Den menes hovedsageligt at være baseret på Polybios' beretning, men der er identificeret adskillige problemer med den. Disse problemer betyder, at ud af de tre Puniske Krige er den Tredje Puniske Krig den, som der vides mindst om (i hvert fald med hensyn til pålidelige kilde). Andre kilder omfatter mønter, inskriptioner, arkæologiske fund og empiriske beviser fra rekonstruktioner.
Baggrund alt=|thumb||240x240px I midten af det 2. århundrede f.Kr. var den Romerske Republik den dominerende magt i Middelhavsområdet, mens Karthago var en stor bystat i det – vi i dag kender som det – nordøstlige Tunesien. Karthagerne blev af romerne omtalt med det latinske ord Punicus (eller Poenicus), hvilket refererer til Karthagos fønikiske oprindelse. "Punisk" stammer herfra. Karthago og Rom havde udkæmpet den 23 år lange Første Puniske Krig fra 264 til 241 f.Kr. og den 17 år lange Anden Puniske Krig mellem 218 og 201 f.Kr. Begge krige var endt i romerske sejre. Den Anden Puniske Krig var endt efter den romerske general Scipio Africanus havde besejret Hannibal (den førende karthagiske general) i forbindelse med Slaget ved Zama, 160 kilometer sydvest for Karthago. Africanus pålagde karthagerne en fredstraktat, som fratog dem deres oversøiske territorier og nogle af deres afrikanske territorier. En krigsskadeerstatning på 10.000 sølvtalenter skulle betales over 50 år. Der blev taget gidsler, og Karthago blev forbudt at føre krig uden for Afrika – og måtte kun føre krig i Afrika med Roms udtrykkelige tilladelse. Mange højtstående karthagere ønskede at afvise traktaten, men Hannibal talte stærkt for den, og den blev accepteret i foråret 201 f.Kr. Herefter stod det klart, at Karthago var politisk underordnet Rom.
Ved den Anden Puniske Krigs afslutning fremstod Masinissa – en allieret af Rom – som den suverænt mest magtfulde hersker blandt numiderne, som var den oprindelige befolkning, der kontrollerede store dele af det, der i dag er Algeriet og Tunesien. I løbet af de følgende 50 år udnyttede han gentagne gange Karthagos manglende evne til at beskytte sit territorie. Hver gang Karthago anmodede Rom om at intervenere eller om tilladelse til at igangsætte militære handlinger, støttede Rom Masinissa og afslog. Masinissas erobringer af og plyndring af karthagisk territorium blev stadig mere åbenlyse. I 151 f.Kr. rejste Karthago en stor hær under general Hasdrubals kommando og gik – uagtet ordlyden af den tidligere omtalte fredstraktat – til modangreb mod numiderne. Kampagnen endte i en katastrofe ved Slaget ved Oroscopa, hvor hæren overgav sig. Mange karthagere blev efterfølgende massakreret af numiderne. Hasdrubal flygtede til Karthago, hvor han – i et forsøg på at formilde Rom – blev dømt til døden.
Karthago betalte sin krigsskadeerstatning i 151 f.Kr. og oplevede økonomisk fremgang, men udgjorde ingen militær trussel mod Rom. Ikke desto mindre havde der længe været en fraktion i det romerske senat, der havde ønsket at iværksætte yderligere militær handling mod Karthago. For eksempel var den ældre senators Cato's modvilje mod Karthago så velkendt, at han siden det 18. århundrede (e.Kr.) er blevet tillagt at have afsluttet alle sine taler med Carthago delenda est ("Karthago må ødelægges"). Den modsatte fraktion inkluderede Scipio Nasica og disse argumenterede for, at frygten for en stærk fjende – som Karthago – ville holde det almindelige folk i skak og undgå social splittelse. Cato var del af en ekspedition til Karthago (sandsynligvis i 153 f.Kr.), hvor han bemærkede byens voksende økonomi og styrke. Nasica var sandsynligvis medlem af den samme ekspedition. Ved at bruge den ulovlige karthagiske militære handling som påskud begyndte Rom at forberede en straffeekspedition.alt=|thumb|Moderne forskere har fremsat adskillige teorier om, hvorfor Rom var ivrig efter krig. Disse omfatter blandt andet en romersk frygt for karthagisk kommerciel konkurrence, et ønske om at forebygge en bredere krig, som kunne være brudt ud ved Masinissas død (som var 89 år på det tidspunkt), den fraktionelle brug af Karthago som en politisk "busemand", uagtet dets reelle magt, en grådighed efter ære og krigsbytte, og et ønske om at undertrykke et politisk system, som Rom betragtede som en forbandelse. Der er ikke opnået enighed om disse og andre hypoteser. Karthagiske politikere forsøgte at forhandle med Rom, som svarede undvigende. Den store nordafrikanske havneby Utica (ca. 55 km nord for Karthago) gik over til Rom i 149 f.Kr. Da de var klar over, at Uticas havn i høj grad ville lette ethvert angreb på Karthago, erklærede Senatet og Centurieforsamlingen i Rom krig mod Karthago.
Romerne valgte hvert år to mænd – kendt som konsuler – som de øverste magistrater (embedsmænd), der i krigstid hver især ville lede en hær. Lejlighedsvis blev deres embedstid forlænget. En stor romersk hær landede ved Utica i 149 f.Kr. med begge årets konsuler, hvor Manius Manilius kommanderede hæren mens den anden konsul, Lucius Marcius Censorinus kommanderede flåden. Karthagerne forsøgte fortsat at formilde Rom og sendte en udsending til Utica. Her krævede de romerske konsuler, at karthagerne udleverede alle våben. Dette gik karthagerne modvilligt med til. Store konvojer transporterede enorme lagre af udstyr fra Karthago til Utica. Kilder fra antikken angiver, at disse inkluderede 200.000 sæt rustninger og 2.000 katapulter. Karthagos krigsskibe sejlede alle til Utica og blev brændt i havnen. Da Karthago var afvæbnet, fremsatte Censorinus yderligere det krav, at karthagerne skulle forlade deres by og flytte 16 km væk fra havet. Karthago ville derefter blive ødelagt. Karthagerne opgav derefter forhandlingerne og forberedte sig på at forsvare deres by.
Karthago Byen Karthago var usædvanligt stor for sin tid. Moderne forskere giver befolkningsestimater, der spænder fra 90.000 til 800.000. Ethvert af disse tal ville gøre Karthago til en af de mest folkerige byer i Middelhavsområdet på det tidspunkt. Byen var stærkt befæstet med mure med en omkreds på mere end 35 km. Som forsvar mod den primære indfaldsvej fra landsiden var der tre forsvarslinjer, hvoraf den stærkeste var en mur bygget af mursten, der var 9 meter bred og 15-20 meter høj med en 20 meter bred voldgrav foran. Indbygget i denne mur var en kaserne, der kunne rumme over 24.000 soldater. Byen havde få pålidelige kilder til grundvand, men besad et komplekst system til at opfange og aflede regnvand – herunder mange cisterner til at opbevare det.
Karthagerne dannede en stærk og entusiastisk styrke til at garnisonere byen. Denne garnison bestod af deres borgere og frigivne slaver, der var villige til at kæmpe. De dannede også en felthær på mindst 20.000 mand, som blev sat under kommando af Hasdrubal, der netop var blevet løsladt fra sin fængselscelle. Denne hær var baseret i Nepheris, som lå 25 km syd for Karthago. Appian angiver styrken af den romerske hær, der landede i Afrika, til 84.000 soldater. Moderne historikere anslår den til 40.000-50.000 mand, hvoraf 4.000 var kavaleri.
Krigens forløb
149 f.Kr. Den romerske hær rykkede frem mod Karthago og forsøgte forgæves at bestige bymurene. De forberedte sig herefter på en belejring. De oprettede to lejre under kommando af legater: Censorinus' lejr havde den primære opgave at beskytte de strandede romerske skibe, og Manilius' lejr husede de romerske legioner. Hasdrubal rykkede sin hær frem for at chikanere de romerske forsyningslinjer. Romerne iværksatte endnu et angreb på byen, men blev igen slået tilbage. Scipio Aemilianus (adoptivsønnesøn af Scipio Africanus), som gjorde tjeneste som militærtribun, holdt sine mænd tilbage og var i stand til at indsætte dem for at slå de forfølgende karthagere tilbage og forhindre store tab. alt=|thumb|240x240px|