Filip 2. (21. august 1165 - 14. juli 1223), kendt som Filip Augustus (), var konge af Frankrig fra 1180 til 1223. Hans forgængere havde været kendt som frankernes konger, men fra 1190 og frem blev Filip den første franske monark, der stilede sig selv som "Konge af Frankrig". Sønnen af Kong Ludvig 7. og hans tredje hustru, Adéle af Champagne, havde han oprindeligt tilnavnet Dieudonné (gudgivne), fordi han var den første søn og født sent i sin fars liv. Filip fik tilnavnet "August" af krønikeskriveren Rigord for at have udvidet kronens landbesiddelser i Frankrig så bemærkelsesværdigt.
Efter en tolv år lang kamp mod Plantagenet-dynastiet i den anglo-franske krig 1202–14, lykkedes det Filip at opsplitte det store angevinske imperium, under Englands konge og besejre en koalition af hans rivaler (tyskere, flamlændere og englændere) i Slaget ved Bouvines i 1214. Denne sejr kom til at få en varig indvirkning på vesteuropæiske politik: Den franske konge myndighed blev ubestridt, mens den engelske konge Johan blev tvunget af hans baroner til at acceptere Magna Carta og stå imod et oprør mod ham, støttet af Filip, Den første baronernes krig. De militære aktioner i forbindelse med det Albigensiske korstog hjalp med til at forberede udvidelsen af Frankrig sydpå. Filip deltog ikke direkte i disse handlinger, men han lod sine vasaler og riddere hjælpe med at udføre dem.
Filip forvandlede Frankrig fra en lille feudalstat til det mest velstående og magtfulde land i Europa. Han stod imod adelens magt og hjalp byerne med at frigøre sig fra godsherrernes autoritet, idet han gav privilegier og friheder til det nye borgerskab. Han byggede en stor mur omkring Paris ("Filip 2. Augusts mur"), organiserede den franske regering og bragte finansiel stabilitet til sit land.
Tidlige år left|thumb|Isabella, Filips første hustru Filip blev født i Gonesse den 21. august 1165.Smedley (1836), p. 52 Kong Ludvig 7. havde til hensigt at gøre sin søn Filip til sin medkonge så hurtigt som muligt i overensstemmelse med Huset Capets traditioner, men disse planer blev udskudt, da Filip i en alder af tretten blev væk fra sine ledsagere under en kongelig jagt og for vild Compiègne-skoven. Han tilbragte størstedelen af den følgende nat med at forsøge at finde vej ud, men til ingen nytte. Udmattet af kulde, sult og træthed blev han til sidst opdaget af en bonde, der havde en kulbrænder, men den lange tid i det åbne betød, at han hurtigt blev syg med en farligt høj feber.Smedley (1836), p. 55 Hans far tog på pilgrimsrejse til Thomas Beckets helgengrav for at bede om Filips helbredelse og fik at vide, at hans søn faktisk var kommet sig. På vej tilbage til Paris fik kongen imidlertid et slagtilfælde.
Med et svækket helbred fik Ludvig 7. sin 14-årige søn kronet og salvet til konge i Reims den 1. november 1179 af ærkebiskop Vilhelm af de hvide hænder (). Han blev gift den 28. april 1180 med Isabella af Hainaut, datter af Balduin 5., greve af Hainaut, og Margrete 1., grevinde af Flandern, som bragte grevskabet Artois som hendes medgift. Efter hans kroning blev al reel magt overgivet til Filip, da hans far langsomt blev mere og mere svag. De mægtigste adelsfolk var ikke tilfredse med Filips fordelagtige ægteskab, mens hans mor og fire onkler, som alle havde enorm indflydelse over Ludvig, var ekstremt utilfredse med hans tronbestigelse, hvilket resulterede i en formindskelse af deres magt.Smedley (1836), p. 56 Ludvig døde endeligt den 18. september 1180.
Konsolidering af det kongelige domæne thumb|Kroningen af Filip 2. August under tilstedeværelse af Henrik 2. af England Mens det kongelige domæne var blevet forstørret under Filip 1. og Ludvig 6., var det blevet lidt formindsket under Ludvig 7. I april 1182 udviste Filip alle jøder fra domænet og konfiskerede deres varer delvist for at berige den franske krone. Filips ældste søn Ludvig blev født den 5. september 1187 og arvede Grevskabet Artois i 1190, da hans mor Isabella døde. Den største kilde til finansiering af Filips hær var det kongelige domæne. I tider med konflikt kunne han straks indkalde 250 riddere, 250 ryttere, 100 mænd med armbrøster til hest, 133 mænd med armbrøster til fods, 2.000 fodsoldater og 300 lejesoldater. Mod slutningen af sin regeringsperiode kunne kongen mønstre omkring 3.000 riddere, 9.000 ryttere, 6.000 bymilitssoldater og tusindvis af fodsoldater. Ved hjælp af sine øgede indtægter var Filip den første capetianske konge, der aktivt byggede en fransk flåde. I 1215 kunne hans flåde transportere i alt 7.000 mand. Inden for to år omfattede hans flåde 10 store skibe og mange mindre.
Krige mod sine vasaller I 1181 indledte Filip en krig med Filip 1., greve af Flandern, om Vermandois, som Kong Filip gjorde krav på som en del af sin hustrus medgift og greven var uvillig til at opgive den. Til sidst invaderede greven af Flandern Frankrig og hærgede hele distriktet mellem Somme og Oise inden han trængte så langt ind som til Dammartin.Smedley (1836), p. 57 Underrettet om Filips forestående angreb med 2.000 riddere vendte han rundt og drog tilbage til Flandern. Filip jagtede ham, og de to hære konfronterede hinanden i nærheden af Amiens. På dette tidspunkt var det lykkedes Filip at modstå grevens ambitioner ved at bryde hans alliance med Henrik 1., hertug af Brabant og Filip af Heinsberg, ærkebiskop af Köln. Dette sammen med usikkerheden ved at kæmpe mod franskmændene i slag, tvang greven til at indgå en fred. I juli 1185 blev Boves-traktaten indgået, og det omstridte territorium blev delt, hvorved Amien-området, Artois og adskillige andre områder overgik til kongen, og resten, med det egentlige Grevskab Vermandois, foreløbigt tilfaldt greven af Flandern."Philip II." Encyclopædia Britannica. Encyclopædia Britannica 2008 Ultimate Reference Suite. Chicago: Encyclopædia Britannica, 2008 Det var i denne periode, at Filip 2. fik tilnavnet "August" af munken Rigord for at øge de franske landbesiddelser.
I mellemtiden havde Stefan 1., greve af Sancerre og hans lejesoldater fra Brabant hærget Orléans-området. Filip besejrede ham.
Krig mod Henrik 2. af England Filip begyndte også at føre krig mod kong Henrik 2. af England, der også var greve af Anjou og hertug af Normandiet og Aquitanien i Frankrig. Henriks ældste søn, Henrik den Unge Konges død i juni 1183, indledte en strid om medgift fra Filips søster Margrete, der netop var blevet enke. Filip insisterede på, at medgiften skulle returneres til Frankrig, da ægteskabet ikke var resulteret i nogle børn i henhold til forlovelsesaftalen.Smedley (1836), p. 58 De to konger mødtes til forhandlinger ved foden af et elmetræ i nærheden af Gisors, som var så placeret, at det kastede skygge på begge monarkers territorium, men til ingen nytte. Filip gik videre med sagen, da Kong Béla 3. af Ungarn bad om enkens hånd i ægteskab, og dermed måtte hendes medgift returneres, noget som Henrik omsider gik med til. thumb|Rester af Filip 2. Augusts mur bygget omkring Paris, før han drog på korstog. Det segment, der er afbildet her, findes i Rue des Jardins-Saint-Paul, Paris. Da Godfred 2., hertug af Bretagne, Henriks fjerde søn, døde i 1186, indledtes en ny runde af uenigheder, da Henrik insisterede på, at han skulle beholde formynderskabet over hertugdømmet for sit ufødte barnebarn Arthur 1., hertug af Bretagne. Filip gjorde som Henriks overherre indsigelse og sagde, at han skulle være den retmæssige formynder indtil barnets fødsel. Filip rejste derefter spørgsmålet om sin anden søster, Adelheid, grevinde af Vexin, og hendes forsinkede forlovelse med Henriks søn Richard Løvehjerte.
Med disse uenigheder fulgte to års kampe (1186–1188), men situationen forblev uændret. Filip allierede sig oprindeligt med Henriks unge sønner Richard Løvehjerte og Johan uden Land, som havde gjort oprør mod deres far. Filip 2. iværksatte et angreb på Berry i sommeren 1187, men indgik i juni våbenhvile med Henrik, som efterlod Issoudun i hans hænder og også gav ham Fréteval i Vendôme. Selvom våbenhvilen skulle gælde i to år, fandt Filip grund til at genoptage fjendtlighederne i sommeren 1188. Han udnyttede dygtigt det kølige forhold mellem Henrik og Richard, og Richard hyldede ham af egen vilje i Bonsmoulins i november 1188.
I 1189 var Henriks helbred svækket. Richard sluttede sig åbent til Filip for at opnå Henriks underkastelse. De jagtede ham fra Le Mans til Saumur og mistede Tours under vejs før de tvang ham til at anerkende Richard som sin arving. Endelig blev Henrik ved traktaten i Azay-le-Rideau (4. juli 1189) tvunget til at forny sit egen hyldest af Filip, bekræfte Issouduns overgivelse til Filip (sammen med Graçay) og give afkald på sin påstand om suverænitet over Auvergne. Henry døde to dage senere. Hans død og nyheden om Jerusalems fald til Saladin afledte opmærksomheden fra den fransk-engelske krig.
De angevinske konger af England (linjen af herskere, som Henrik 2. tilhørte), var Filips mest magtfulde og farlige vasaller som hertuger af Normandiet og Aquitanien og greverne af Anjou. Filip gjorde det til sit livs arbejde at ødelægge angevinernes magt i Frankrig. Et af hans mest effektive redskaber var at blive ven med alle Henriks sønner og bruge dem til at fremkalde oprør mod deres far. Han opretholdt venskab med Henrik den Unge Konge og Godfred 2. indtil deres død. Faktisk ved Geoffreys begravelse blev han så overvældet af sorg, at han måtte med tvang måtte holdes fra at kaste sig selv i graven. Han afbrød sit venskab med Henriks yngre sønner Richard og Johan, så snart de tiltrådte den engelske trone.
Tredje korstog thumb|Filip (i midten) og Kong Richard 1. af England accepterer nøglerne til Akko ; fra Grandes Chroniques de France i Bibliothèque nationale de France . Filip rejste til Det Hellige Land for at deltage i Det tredje korstog 1189–1192 med Kong Richard 1. af England og den Tysk-Romerske Kejser Frederik 1. Barbarossa. Hans hær forlod Vézelay den 1. juli 1190. Først rejste de franske og engelske korsfarere sammen, men hærene splittedes i Lyon, efter at Richard besluttede at rejse ad søvejen, mens Filip tog overlandsruten gennem Alperne til Genova. De franske og engelske hære blev genforenet i Messina, hvor de overvintrede sammen. Den 30. marts 1191 sejlede franskmændene til Det Hellige Land, og Filip ankom den 20. maj. Derefter marcherede han til Akko, som allerede var under belejring af et mindre kontingent af korsfarere, og han begyndte at konstruere belejringsudstyr, før Richard ankom den 8. juni. Da Akko overgav sig den 12. juli, var Filip alvorligt syg af dysenteri, hvilket reducerede hans iver. Venskabet med Richard blev anstrengt yderligere, efter at sidstnævnte havde handlet yderst hovmodigt, efter at Akko var faldet til korsfarerne.
Mere vigtigt var, at under belejringen af Akko døde Filip, greve af Flandern, der besad Grevskabet Vermandois. Hans død truede med at afspore Gisors-traktaten, som Filip havde orkestreret for at isolere den magtfulde Blois-Champagne-fraktion. Filip besluttede at vende tilbage til Frankrig for at afgøre spørgsmålet om tronfølgen i Flandern, en beslutning, der gjorde Richard utilfreds, og han sagde: "Det er en skam og en skændsel for min herre, hvis han tager væk uden at have opnået det mål, der bragte ham hid. Men stadig, hvis han befinder sig i dårligt helbred, eller er bange for, at han ikke skal dø her, vil hans vilje ske." Den 31. juli 1191 forblev den franske hær på 10.000 mand (sammen med 5.000 sølvmærker til at betale soldaterne) i Det Hellige Land under ledelse af Hugo 3., hertug af Burgund. Filip og hans fætter Peter af Courtenay, greve af Nevers,, rejste afsted mod Genova og vendte derfra tilbage til Frankrig. Beslutningen om at vende tilbage blev også drevet af erkendelsen af, at med Richard fortsat kæmpende i Det Hellige Land, ville de engelske besiddelser i det nordlige Frankrig være åbne for angreb. Efter Richards forsinkede hjemkomst, ville der opstå krig mellem England og Frankrig om besiddelsen af de engelskkontrollerede territorier.