Prinsesse Marie af Orléans (Marie Amélie Françoise Hélène d'Orléans; født 13. januar 1865, død 4. december 1909) var en fransk prinsesse af huset Orléans, der gennem sit ægteskab med prins Valdemar i 1885 blev medlem af det danske kongehus. Med sin uafhængige, livlige og utraditionelle personlighed blev hun hurtigt en af landets mest afholdte kongelige skikkelser.
Hun blev født på Ham House i Surrey i England som ældste barn af Robert, hertug af Chartres, og Françoise af Orléans, begge børnebørn af den franske "borgerkonge" Ludvig-Filip. Familien levede i britisk landflygtighed frem til Napoleon 3.s fald i 1871, hvorefter de vendte tilbage til den Tredje Franske Republik. Hendes opvækst var præget af skiftende økonomiske kår og en uformel omgangsform. Ægteskabet med prins Valdemar, yngste søn af kong Christian 9. og dronning Louise, var dynastisk motiveret, men det resulterede i et tæt familieliv i Det Gule Palæ ved Amalienborg og senere tillige på Bernstorff Slot. Parret fik fire sønner, der blev opdraget evangelisk-luthersk, og datteren Margrethe, der jf. pave Leo 13.s ægteskabsdispensation fulgte moderens katolske tro. Maries friere opdragelse gav hurtigt børneflokken tilnavnet "de uartige fra Det Gule Palæ".
I den traditionsbundne glücksborgske kongefamilie blev Marie et fornyende islæt med sin franske esprit, frisprogethed og tilsidesættelse af stive hofnormer og uvæsentlige standsforskelle, hvilket bidrog til hendes store folkelige popularitet. Hun gjorde Det Gule Palæ til samlingssted for kunstnere, forfattere, officerer, diplomater og erhvervsfolk. Som udøvende billedkunstner blev hun undervist af Otto Bache og Frants Henningsen og udstillede på Charlottenborg og i Paris, mens hendes excentriske interesser omfattede dyrehold, ridning og automobilkørsel. Drevet af sin katolske tro udførte hun et omfattende velgørenhedsarbejde for fattige, ulykkesramte og katolske institutioner. Hun nærede særlig hengivenhed for flådens folk og lod et anker tatovere på overarmen. Sin livsfilosofi sammenfattede hun i 1896 i et brev til forfatteren Herman Bang: "et Menneske […] skal være sig selv og ikke lade andre affarve dem".
Bag sin selskabelige fremtræden udøvede Marie en betydelig uformel indflydelse politisk og erhvervsmæssigt. Hun spillede en aktiv rolle ved systemskiftet i 1901 ved at påvirke Christian 9. til at anerkende Venstrereformpartiets valgsejr og acceptere Johan H. Deuntzer, som kongen kendte fra hendes selskaber, som kompromiskandidat. Erhvervsmæssigt støttede hun som nær allieret af etatsråd H.N. Andersen etableringen og udviklingen af Det Østasiatiske Kompagni (ØK) gennem sine internationale kontakter. Udenrigspolitisk bevarede hun en stærk fransk patriotisme og fungerede i begyndelsen af 1890'erne som et omdiskuteret diplomatisk bindeled mellem Frankrig og sin svoger, den russiske kejser Alexander 3., under den storpolitiske fransk-russiske tilnærmelse. Selvom den franske presse senere formentlig overdrev hendes indflydelse på den endelige alliance, var hendes storpolitiske evner indiskutable, idet hun lagde pres på fransk politik i Siam og i 1902 agiterede mod salget af De Dansk-Vestindiske Øer til USA. Dertil understøttede hun prins Valdemars afslag på både den bulgarske trone i 1886 og den norske trone i 1905, sidstnævnte delvist af hensyn til politiske komplikationer vedrørende hendes katolske tro.
Prinsessens liv fik en pludselig afslutning, da hun den 4. december 1909 døde af en smertefuld sygdom, kun 44 år gammel, mens prins Valdemar og parrets tre ældste sønner var på togt mod Siam. Hendes tidlige bortgang udløste landesorg. En offentlig indsamling blev igangsat til minde om hendes sociale indsats og førte bl.a. til etableringen af friboligen Prinsesse Maries Hjem på Christianshavn samt rejsningen af et mindesmærke på Langelinie i 1912.
Familie og opvækst i eksil
Landflygtighed thumb|298x298px|Prinsesse Marie af Orléans (1865–1909), som spæd, London (ca. 1865).Marie Amélie Françoise Hélène af Orléans blev født 13. januar 1865 på Ham House (Ham ved Richmond), Surrey, i England som ældste barn af Robert af Orléans, hertug af Chartres (1840–1910) og hans hustru og kusine Françoise af Orléans (1844–1925). Hun tilhørte huset Orléans, en sidegren af den franske kongeslægt Bourbon. På faderens side var hendes bedsteforældre kronprins Ferdinand Filip af Orléans og Hélène af Mecklenburg-Schwerin. Hendes bedsteforældre på moderens side var François af Orléans, fyrste af Joinville, og Francisca af Brasilien. Begge forældre var således børnebørn af kong Ludvig-Filip af Frankrig ("borgerkongen"), som havde ikke mindre end 10 børn, 5 sønner og 5 døtre, hvoraf flere blev "udmærket godt gift". Det skabte grobunden for slægtens vidtforgrenede dynastiske alliancer.thumb|Françoise, hertuginde af Chartres (1844–1925), med fire af sine børn inkl. prinsesse Marie af Orléans (1865–1909), atelier-gruppeportræt, London, Royal Trust Collection, 1884.Orléans-slægtens nyere historie var præget af bratte brud. Ludvig-Filips ældste søn, kronprins Ferdinand Filip, der i 1830’erne havde nydt større popularitet end faderen og "måske kunne have reddet kongedømmet i Frankrig", omkom ved en kørselsulykke i Paris i 1842. Under Februarrevolutionen 1848 måtte Ludvig-Filip, 75 år gammel, flygte til London, hvor han døde to år senere. I eksilet medbragte han den afdøde søns unge enke, kronprinsesse Hélène, og hendes to små sønner. Det havde været kongens håb, at han kunne have reddet tronen til den ældste af dem, men det lykkedes ikke. Frankrig blev republik indtil Napoleon 3.s kup i 1852, og de to kongelige børnebørn vendte siden tilbage til Paris.
Familien levede således i landflygtighed efter Ludvig-Filips fordrivelse ved Februarrevolutionen 1848, og Marie tilbragte derfor sin tidlige barndom i Storbritannien, hvor hendes familie levede under relativt beskedne økonomiske vilkår. Dronning Victoria stod på venskabelig fod med Ludvig-Filips familie, som hun også var knyttet til gennem ægteskabsforbindelser: Ludvig-Filips datter, prinsesse Louise, var anden hustru til Victorias onkel, kong Leopold 1. af Belgien, og en af Ludvig-Filips sønner, hertugen af Nemours, giftede sig med Victorias kusine, prinsesse Viktoria af Sachsen-Coburg-Saalfeld-Koháry. Efter Napoleon 3.s fald flyttede Marie i 1871 med forældrene tilbage til Frankrig.
I Orléans-slægten var hendes farbror Filip af Orléans, greve af Paris, familiens overhoved og orléanistisk tronprætendent. Marie havde søskendene Henri, Marguerite og Jean. Jean (1874–1940) blev senere slægtens overhoved (hertug af Guise) og kom siden til Danmark, hvor han uddannedes som garder-officer. Søsteren prinsesse Marguerite nævnes desuden som genstand for den senere Christian 10.s første forelskelse. Trods senere tilpasning til dansk levevis fastholdt Marie en stærk fransk identitet og beskrev sig selv som "une bourgeoise".
Uddannelse og opvækst På hjemkomsten til Paris voksede prinsesse Marie op i den Tredje Franske Republik. Hendes opdragelse var præget af en uformel omgangsform med begrænset hofetikette. Familien boede i en periode i en villa ved Le Havre, hvor de var "meget fattige". Prins Erik har senere skrevet, at de ikke engang havde råd til havemedhjælp, og at Marie og broderen Henri derfor selv måtte tage fat i det praktiske arbejde. Senere, da faderen blev udnævnt til oberst med garnison i Lunéville, beskrives Maries barndom dér som lykkelig. Familiens økonomiske kår blev forbedret, da republikken senere tilbagebetalte den formue, som Napoleon 3. havde søgt at berøve Orléans’erne.
Marie blev beskrevet som et energisk og udpræget selvstændigt barn. Hun foretrak ofte at lege alene i slotsparken, klatrede i træer, red tidligt og hurtigt, og udviklede en varig interesse for at tegne og male, som særligt kom til udtryk, når vejret holdt hende indendørs. Den boglige skolegang indledtes sent; hun var "10 år gammel [...] inden hun kunne læse ‘rent’", men derefter "kom der fart i læsningen", og hun "slugte alle de bøger, hun kom i nærheden af".
Omkring 6-årsalderen blev hun sat i klosterskole nær hjemmet, men trivedes dårligt i den institutionaliserede disciplin. Hun følte sig bedst tilpas alene eller i voksnes selskab og var "grædefærdig over at skulle spærres inde i ‘æsken’", som hun kaldte skolen. Hun stod i frikvartererne ofte for sig selv og afviste jævnaldrende, der nærmede sig, men knyttede samtidig et markant venskab til en socialt udstødt pige, "en lille, grim, pukkelrygget og halt pige", og de blev "fra det øjeblik uadskillelige". Konflikter med skolens autoriteter kulminerede i gentagne flugter og disciplinærsager, og efter en irettesættelse for manglende lektielæsning besluttede hun at "lave en demonstration" ved at kravle over muren og tilrettelagde sin hjemkomst, så den passede med skolens vognkørsel. Siden gentog hun flugten, og da hun også "fyrede papirkugler i nakken på læreren", blev hun taget ud af skolen og fik privatlærer. Samlet blev hun, ifølge Skougaard, i ungdomsårene en "meget selvstændig, køn og intelligent pige", som ikke veg tilbage for at markere sig med "en hurtig replik".
Forlovelse og ægteskab thumb|284x284px|Portræt af en ung Prinsesse Marie, taget i Paris, 1885 af Chalot. Som 17-årig blev Marie sammen med sin mor inviteret til dronning Victorias hof i England og blev på forhånd indprentet den nødvendige etikette gennem flere "generalprøver". Ved audiensen spurgte Victoria hende, hvad hun syntes om England, og om hun kunne tænke sig at bo i London. Marie svarede prompte: "Nej, her er altfor fint for mig!". Først senere fik hun at vide, at dronningen havde overvejet hende som en mulig gemalinde i et dynastisk parti, nemlig til Victorias yngste søn, prins Leopold, men at hendes rappe replik i praksis gjorde ethvert videre fremstød umuligt. Hun bemærkede siden, at "fiaskoen" var så grundig, at der "selvfølgelig ikke senere kunne reflekteres på "dette Guds ord fra landet"".
Forlovelse til Prins Valdemar I 1880’erne søgte dronning Louise en ægteskabsforbindelse mellem det danske kongehus og den franske fyrsteslægt Orléans, en bourbonisk sidelinje med fortsat politisk prestige efter kejserdømmets fald. Valget faldt på prinsesse Marie, datter af hertug Robert af Chartres og sønnesønnesøn af den tidligere franske "borgerkonge" Ludvig Filip. Ved et besøg i Danmark på Fredensborg slot i 1884 præsenteredes den 19-årige Marie for kongeparret, og efter prins Valdemars hjemkomst fra togt i Middelhavet blev forbindelsen fulgt op med et besøg hos hendes familie i Amsterdam. På tidspunktet blev Orléans-slægten endnu betragtet som en mulig fremtidig fransk tronlinje.
Ved prins Valdemars besøg hos hertugparret af Chartres fandt det første møde med prinsesse Marie sted under uformelle omstændigheder, som siden ofte er blevet gengivet. Valdemar berettede: "Jeg blev modtaget på det venligste af hertugparret, og mens vi sad og underholdt os, åbnede en 20-årig, ung pige døren [...] kom hun til at spilde en kop med maling hun holdt i hånden, ned over sig [...] Prinsesse Marie var jo en højt begavet malerinde". Episoden gjorde indtryk på dem begge og hun blev skildret som et "ligefremt naturbarn", der samtidig ønskede at vise "sin lige så medfødte værdighed som stolthed over sin ædle byrd".