thumb|Hans Egede fik et præstekald i Vågan, hvor ægteskabet med Gjertrud Rasch brød traditionen om at den nye præst skulle gifte sig med præstenken Hans Povelsen Egede (født 31. januar 1686 på gården Harstad i Trondenes Sogn i Nordnorge, død 5. november 1758 i Stubbekøbing på Falster) var en dansk-norsk præst, også kaldet Grønlands apostel, på grund af sit virke som præst og missionær i Grønland. Han var født og opvokset på en øgruppe i det nordligste Norge som søn i ægteskabet mellem en danskfødt embedsmand, præstesønnen Povel Hansen Egede (1648 Vester Egede, Sjælland – 1706 Harstad, Trondenes) og den norskfødte Kirsten Jensdatter Hind, datter af en lokal købmand (1656 Harstad, Trondenes – 1724 Harstad, Trondenes). Han blev i 1707 gift med Gertrud Nielsdatter Rasch (1673 Kveøya – 1735 Godthaab, Grønland) og 1737 med Mettea Dau (1691 – 1761, Stubbekøbing, Falster)
Hans Egede var præst på Lofoten i Norge, da han læste om Grønland, en fjern og forsømt del af det norske rige, hvor der engang havde været både kirker og klostre, men som man ikke havde haft kontakt med siden 1400-tallet. Efter mere end ti års forsøg på at fange kongens opmærksomhed blev han i 1721 udnævnt til missionær i Grønland af kongen over Danmark-Norge, Frederik IV. Hans mål var at genkristne befolkningen og geninddrage Grønland i det dansk-norske imperium. Han grundlagde kolonien Håbets Ø, som blev forladt i 1728, hvor kolonien Godthåb blev grundlagt på fastlandet af en til formålet udsendt guvernør, Claus Enevold Paars. Guvernøren og det udsendte mandskab blev hjemkaldt i 1731. Kun Hans Egede, hans familie og nogle få frivillige blev tilbage, mens den nye konge, Christian VI, overvejede, hvad der skulle ske med det grønlandske projekt. Det blev genstartet i 1733, men efter en koppeepidemi samme år havde hærget Godthåb og hele omegnen, og efter sin kones død i 1735, valgte Hans Egede at forlade Grønland i 1736. Hjemme i København udsendte han to meget velskrevne bøger om Grønland, som begge blev oversat til flere sprog: En missionsberetning (1738) og en beskrivelse af Grønland (1741). Han udsendte også de to første bøger trykt på grønlandsk: en stor ABC (1739) og en katekismus (1742). Han grundlagde det grønlandske seminarium (1737), der uddannede kateketer og missionærer og udgav pædagogisk materiale til brug for missionsarbejdet. I 1740 blev Egede udnævnt til superintendent (biskop) over den grønlandske mission. Han trak sig tilbage i 1747.
Skolegang og præstestudier thumb|Billede fra området hvor Egede fik undervisning Hans Egede fik sin første oplæring hjemme af sin onkel Peder Hind, kapellan på Sandsøy i Trondenes sogn. Senere kom han til præsten Niels Schjelderup i Hamarøy, en usædvanligt dygtig mand, som lærte drengen græsk, hebraisk, latin og teologi. Eksamen fik han med udmærkede karakterer, og det var måske på grund af denne grundige oplæring, at han dimitterede fra Universitetet i København i 1705 med rosende vidnesbyrd om «stor flid og hurtighed» efter bare halvandet års studier.
Teologisk var hans fundament forankret i den ældre lutherske ortodoksi med den dogmatiske teologis strengt ordnede trossystem, hvori præstens rolle og embede var at stor vigtighed. Det dogmatiske system skulle i forkyndelsen udlægges sådan, at man ved bibelsk kundskab og logisk tænkning kunne finde sandheden. Idealet var den rene lære med front mod enhver anderledes tænkende. Socialt skulle præsten føre et strengt tilsyn med den offentlige moral. Til hjælp i dette arbejde havde kirken den verdslige øvrighed, som kunne straffe, når det var nødvendigt. Staten skulle være kristelig, og hvis staten skulle bestå på denne grundvold og med kongen som den øverste leder, måtte landets borgere dele hans tro og vise sig loyale i statens ordninger på alle områder. Afvigelser fra disse ordninger blev betragtet som illoyalitet, og man kunne endog blive dømt til landflygtighed, hvis afvigelserne var graverende nok.
Teologistudier i København
thumb|Fakultetet for teologi på Københavns Universitet, bygningen er dog fra 1835. Hans tid i København var sammenfaldende med den begyndende pietistiske bevægelses fremvækst i Danmark–Norge. Den pietistiske Trankebarmission til danske kolonier i Vestindien begyndte i hans studietid, noget som antagelig har bidraget til at vække hans interesse for mission. Sandsynligvis har denne interesse fået støtte af forestillinger om at der fandtes rester af gamle norrøne bosættelser på Grønland og at der måske stadig kunne findes rester af kristendom og kultur der.
Egede vidste, at før den sorte død var der 280 norrøne gårde på Grønland og 16 kirker. Man havde endog egen biskop. Missionstanken var for alvor begyndt at spire i samfundet, og samme år som Egede dimitterede, blev det kendt, at kongen lod to tyskere rejse ud for at missionere i de danske kolonier. Dersom tyskere kunne rejse til Dansk Vestindien, hvor meget mere kunne så ikke han som nordmand få lov til at rejse som missionær til den gamle norske besiddelse på Grønland? Hans ortodokse fundament blev som præst udvidet gennem læsning af flere værker af pietismens tidlige repræsentanter, som var optaget af missionstanken, ikke mindst professor Henrich Müller fra Rostock og den saksiske præst Christian Gerber. Men selv om han blev påvirket af disse skrifter og pietismens begrundelse for missionen, forblev han hovedsagelig en ortodoks luthersk teolog hele sit liv. Det er først og fremmest skaberguden, han fremholdt i sin forkyndelse: Af en Gud, der vil frelse alle folkeslag, og som bevarer og velsigner alt, som er skabt. Strukturen i hans forkyndelse synes at have lagt vægt på den bibelske frelseshistorie til forskel fra pietismens fokus på Kristi forsoningsgerning og enkeltmenneskets tilegnelse af frelsen med påfølgende vægt på et tros- og fromhedsliv efter fastlagt mønster.
Pastoratet på Lofoten i Nordnorge thumb|Den daværende kirken i Vågan. (kirken blev flyttet til Værøy i 1799) Etter en kort tid som huslærer hjemme i Trondenes for sine egne søskende drog han efter faderens død til Trondhjem for at bede biskop Peder Krogh om at få sit eget pastorat. Biskoppen mente, at han egentlig var for ung, men det endte med, at han fik dispensation. Først fik han stilling som residerende kapellan i en lille fiskerby Torsken på øen Senja i Nordnorge, sådan at den derværende præst kunne overtage pastoratet Vågan på Lofoten. Denne præst ønskede imidlertid ikke at flytte, så det endte med, at Hans Egede selv startede i Vågan.
I 1708, 22 år gammel, kom Hans Egede til Vågan og blev der frem til 1718. På Egedes tid var det skik og brug, at en ung præst ikke bare overtog kaldet efter en afdød præst, men også præstens enke. Det vakte derfor berettiget opsigt, at den nye præst ikke ville gifte sig med Dorothea de Fine, enken efter sin forgænger, præsten Gjert Estensen. I stedet valgte han Gjertrud Rasch, datter af lensmanden i Kvæfjord. En kvinde, som var 13 år ældre end han selv. Årsagen kan have været, at forbindelsen med Gjertrud allerede var etableret, før han drog til København, for da boet efter svigerfaren blev gjort op, kom det frem, at Hans Egede skyldte ham 21 daler. Måske havde Egede fået pengene som bidrag til studierne i København. Præsteenken Dorothea i Vågan følte sig i hvert fald højst uretfærdigt behandlet af den nye præst, hvilket førte til social isolation af præstefamilien fra de øvrige medlemmer af embedsstanden. Det blev dermed til præsteenkens hjem, at verdslige og gejstlige embedsmænd kom, når de besøgte Vågan – og ikke til præsten, sådan som en tilrejsende gæst normalt ville gøre.
Hans Egede havde i løbet af sit ophold i Vågan flere magtkampe med sine overordnede og de øvrige præster i området. På grund af dårlige indtægter i Vågans pastorat fik Egede og hans kone større og større problemer med at overleve. Måske var det en af grundene til, at præsten i Torsken afslog at flytte til Vågan og foretrak at sidde i sit pastorat på Senjas yderside de sidste år, han havde tilbage at leve.
På et tidspunkt blev det til et skænderi i kirken om, hvem der skulle til alteret. To andre præster fik sat ham for retten, og han blev dømt til at betale en bod på 4 rigsdaler, der skulle udbetales til fattige præsteenker. Samtidig skulle sognepræsten have udbetalt 20 rigsdaler i erstatning for tort og svie. Egede fik også en advarsel om, at hans opførsel var forkastelig og ikke måtte gentage sig.
Hans Egede fik ændret praksis i sit embede i 1712, da Egede og Parelius blev enige om at dele kirketjenesten således, at kapellanen fik en tredjedel af indtægterne fra forårsfiskeriet, hvor Egede tidligere kun havde de øvrige og mindre givende måneder.
Da en bergensreder sendte et skib til Grønlandshavet i 1708, hørte Egede om det. Året efter skrev han til sin svoger Jens Rasch i Bergen og bad om oplysninger om Grønland. Jens Rasch havde gode underretninger, eftersom hans bror, Niels Rasch, sejlede som styrmand på bergensiske skibe på grønlandsfart. De oplysninger Egede fik, tegnede et mørkt billede af forholdene på Grønland – "der boede bare vilde folk", skrev svogeren, "uden oplysning og kultur". Dette satte gang i Egedes tanker: Det var til dette folk, han ville hjælpe til ret tro og til at blive tilbageført til den kultur, som de havde tabt, da kontakten til Grønland ophørte. Allerede året efter havde han planer klar til, hvordan Grønland igen kunne knyttes til Norge og blive kristnet. Denne plan sendte han til biskop Niels Randulf i Bergen, som sendte sagen videre til København.
Fra 1710 kom der flere initiativer fra Egede, som satte det ortodokse missionssyn i et nyt lys og udløste en ny missionstænkning. Han gik imod den ortodokse påstand, at missionsbefalingen kun gjaldt apostlene, og hævdede, at missionsbefalingen var rettet til den kristne kirke gennem alle tider. Derefter fremhævede han, at bibelens ord om Guds frelservilje gjaldt alle folkeslag. Han mente derfor, at det var kirkens fortsatte opgave at nå ud til folkeslag, som endnu var hedninger.
Egedes kone, Gjertrud, blev ikke særlig begejstret for planerne om en Grønlandsfærd, da hun ad omveje fik dem præsenteret. Sammen med sin mor gik hun til Hans og sagde ham imod, og det endte med, at han gav sig – i hvert fald, lovede han, at han ikke selv skulle rejse. Men Egedes vilje var ikke let at bøje, og allerede året efter sendte han nye og udvidede planer sydover, denne gang til biskop Krogh i Trondhjem, som udtalte sig positivt om dem, men uden at det førte til noget direkte resultat.
I mellemtiden tog Egede ansvar for nye opgaver i menigheden. Han fremlagde tanken om en ny kirke i Vågan, 1 km øst for Kabelvåg, noget folk syntes godt om, og en ny kirke stod færdig i 1714. (1798 blev bygningen revet og flyttet til Værøy. I denne opgave deltog Gjertrud, og hun var den der gav kost og logi til arbejdsfolkene, der byggede kirken. Selv bidrog Egede med en nymalet altertavle. Da biskop Krogh indviede kirken, mente han, at en så smuk altertavle egentlig var alt for smuk til den simple fiskeralmue! En lille detalje, der viser, at stridsøksen mellem kapellanen og sognepræsten ikke helt var begravet. Den nye kirkes prædikestol havde dør med lås, og den eneste nøgle til denne døren skulle Vågans præst have!