Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal tidJensen s. 196 (Hawaii-Aleutian Time; UTC -10t), da Japan med en styrke på 353 fly i to bølger, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo angreb den amerikanske stillehavsflåde på Pearl Harbor, Hawaii.Angrebsstyrkens sammensætning er taget fra
Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.
Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet. Kl. 09:45 afsluttedes angrebet. Da var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe. Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer. USA's stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.
Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA's kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien. Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt. Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England. Præsident Roosevelt kaldte datoen 7. december "en skændighedens dag" ("a date which will live on in infamy") i en tale kaldt Skændselstalen.
Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.
Baggrund Efter Meiji-restaurationen i 1868 gik Japan ind i en periode med betydelig økonomisk, politisk og militær ekspansion. Hensigten var at opnå ligeværdighed med de vestlige magter som havde indflydelse eller kolonier i Sydøstasien og Stillehavs-området. For at finansiere denne ekspansion lavede det ressourcefattige Japan en række fremstød, som bragte det i konflikt med nabostaterne. Dette inkluderede den første kinesisk-japanske krig, hvor Japan i 1894 okkuperede Taiwan, og den russisk-japanske krig i 1904–05 hvor Japan vandt territorium i dele af Kina og på den koreanske halvø. I 1910 okkuperede Japan hele Korea, og i 1931 etablerede landet en marionetregering i det kinesiske Manchuriet. Efter en japansk oprustning angreb landet i 1937 Kina i den anden kinesisk-japanske krig.
Folkeforbundet, USA, Storbritannien, Australien og Holland, som havde territoriale interesser i området, fordømte Japans invasion og svarede igen med diplomatisk pres. Japan veg ikke for presset og fortsatte sin militære ekspansion i Kina; i 1940 sluttede Japan sig til alliancen mellem Tyskland og Italien, og de tre lande dannede aksemagterne. USA svarede igen med udvidede økonomiske sanktioner, blandt andet delvist stop for eksport af metalskrot og olie, opsagde tidligere handelsaftaler mellem landene og lukkede Panamakanalen for japanske skibe. Japan lod sig ikke stoppe, og efter Tysklands sejr over Frankrig i sommeren 1940, kunne japanske styrker i september – med Vichy-regeringens samtykke – marchere ind i Fransk Indokina. Disse japanske aggressioner gjorde, at USA i juli 1941 indefrøs japanske midler og iværksatte en handelsembargo, hvilket bl.a. lukkede for eksporten af olie.
Japan var sårbar overfor en total amerikansk olieembargo, da al olie landet brugte, måtte importeres, og 80 % af den kom fra USA. I oktober 1941 faldt den moderate regering under prins Konoye og blev afløst af en regering under den meget strengere general Hideki Tojo. Japanerne indledte en serie af diplomatiske forhandlinger med USA i slutningen af november 1941, som kulminerede med en note fra den amerikanske udenrigsminister Hull den 26. november 1941, som den japanske statsminister Hideki Tojo beskrev som et ultimatum. Japan havde nu tilsyneladende kun to valgmuligheder, enten at godkende USA's krav og afslutte sin aggressive militære ekspansion i Kina, eller at gå i krig mod USA og dets allierede. Besat af tanken om at miste sin internationale prestige og bekymret over mulighederne for yderligere vestligt pres, valgte Japan krig.
Japanske forberedelser
Japanerne havde studeret admiral Andrew Cunninghams angreb på den italienske flådebase ved Taranto, hvor 20 gamle torpedofly påførte den italienske marine alvorlig skade. Chefen for den kejserlige japanske flåde, admiral Isoroku Yamamoto, sendte en gruppe japanske søofficerer til Italien. De konkluderede, at en større version af briternes angreb kunne tvinge den amerikanske flåde tilbage til Californien. En sådan amerikansk retræte ville give japanerne kontrol over olieresurserne i Hollandsk Østindien med en forsvarsring buffer rundt om området. Den japanske gruppe fik også hemmeligheden om de britiske torpedoer, som fungerede selv på lavt vand, med sig hjem.
right|thumb|Oversigt over den japanske flådes sejlads mod Pearl Harbor og retur til Japan Hensigten med angrebet mod Pearl Harbor var at neutralisere USA's stillehavsflåde, mens koordinerede japanske angreb mod flere lande blev udført. Admiral Yamamotos vurdering var imidlertid, at selv et vellykket angreb kun ville give Japan et pusterum. Indledende planlægning af angrebet startede i januar 1941, og træningsprogrammer til angrebet begyndte sommeren 1941. Angrebet var afhængig af torpedoer, men de eksisterende japanske torpedoer krævede dybt vand ved brug fra fly. I løbet af sommeren 1941 blev der testet en modificeret torpedo, som fungerede på lavt vand. Japanske våbenteknikere producerede også specielle pansergennemtrængende bomber ved at montere finner på 14 og 15 tommers pansergranater. Disse modificerede granater formodedes at trænge gennem de pansrede dæk på slagskibe og krydsere, når de blev kastet fra 3.000 meters højde.
Den 26. november 1941 sejlede en flådestyrke med seks japanske hangarskibe under kommando af viceadmiral Chuichi Nagumo fra Hitokappubugten i Kurilerne med kurs mod Hawaii, eskorteret af to slagskibe, to tunge krydsere, en let krydser, ni destroyere, tre undervandsbåde og otte tankskibe. Totalt havde styrken 423 fly, blandt dem var: «Mitsubishi Type 00» (Zero) jagerfly, «Nakajima Type 97» (Kate) torpedofly og «Aichi Type 99» (Val) styrtbombefly. Desuden var der, til hovedstyrken, en fortrop på 20 undervandsbåde og 5 to-mands miniubåde; de skulle indsamle efterretninger og sænke amerikanske krigsskibe, som forsøgte at undslippe Pearl Harbor under angrebet.
USA's beredskab right|thumb|Rækken med slagskibe i «Battleship Row» udgjorde et attraktiv mål (nutidigt billede med skibene indsat).
USA's civile og militære efterretningstjenester havde gennem sommeren og efteråret 1941 modtaget en del information, som antydede yderligere japansk aggression. Intet af det pegede dog mod et angreb på Pearl Harbor. Reportager i pressen, inklusiv aviser på Hawaii, havde omfattende artikler om spændingerne og udviklingen i Stillehavsområdet. I november blev alle amerikanske kommandoer i området, inklusiv US Navy og US Army på Hawaii, advaret om at krig med Japan blev anset som nært forestående.
På selve dagen angrebet fandt sted, sendte general Marshall et telegram om et snarligt krigsudbrud. På Hawaii var der flere indikationer om et forestående angreb, men ingen af dem førte til forhøjet beredskab. Det japanske angreb fandt sted mod et Pearl Harbor som var uforberedt; antiluftskytset var ikke bemandet, ammunitionen var låst inde, antiubådstiltag var ikke sat i værk, ingen jagerfly fløj patruljer, og ingen spejderfly var på vingene. Desuden blev radardata ikke taget alvorligt på grund af deres unøjagtighed, og derfor reagerede man ikke, da man opfangede de japanske fly.
Amerikansk signalefterretning opfangede japansk diplomatisk trafik og havde brudt mange af de japanske koder. Distributionen af denne information var imidlertid uorganiseret. Når det var bedst, var informationen stykvis med modstridende fakta. På trods af den øgede mængde information, som tydede på en ny fase i Japans aggression, blev meget lidt af denne information sendt specielt til Pearl Harbor.
Amerikanske militære chefer blev advaret om, at tests havde vist, at torpedoer kunne slippes fra luften mod havne med lavt vand, men ingen af de højere officerer på Pearl Harbor forstod betydningen af dette, og samtidig troede man, at Pearl Harbor, med sit relativt lave havnebassin, havde et naturlig forsvar mod torpedoangreb, hvorfor der ikke blev udlagt torpedonet.
Afbrydelse af forhandlinger En del af den japanske plan var at afbryde forhandlingerne med USA 30 minutter før angrebet. Japanske diplomater i Washington havde ført omfattende samtaler med USA's udenrigsministerium i forbindelse med Japans indmarch i Fransk Indokina.
I dagene før angrebet blev der sendt en meddelelse i 14 dele til den japanske ambassade fra Udenrigsministeriet i Tokyo, som indeholdt instrukser om at aflevere den til udenrigsminister Cordell Hull kl. 13 Washington-tid. Den sidste del blev modtaget kort før angrebet, men på grund af dekryptering og kopieringsforsinkelser, og fordi Tokyo ikke havde understreget vigtigheden af en præcis overholdelse af tidspunktet, lykkedes det ikke de ansatte på ambassaden at aflevere meddelelsen til tiden. Den sidste del, der afbrød forhandlingerne, blev afleveret til Hull flere timer efter angrebet:
Obviously it is the intention of the American Government to conspire with Great Britain and other countries to obstruct Japan's efforts toward the establishment of peace through the creation of a new order in East Asia ... Thus, the earnest hope of the Japanese government to adjust Japanese-American relations and to preserve and promote the peace of the Pacific through cooperation with the American Government has finally been lost
Amerikanerne havde dekrypteret den sidste del af den afsluttende meddelelse, lang tid før det lykkedes for den japanske ambassade, og før en ordentlig oversættelse af det dekrypterede var færdig. Det var dekrypteringen af den sidste del med dens instrukser om en præcis overleveringstid, der fik general George Marshall til at sende den berømte advarselsmeddelelse til Hawaii den morgen. Den blev dog først afleveret af et ungt japansk-amerikansk cykelbud til general Walter Short ved Pearl Harbor flere timer efter angrebet havde fundet sted. Forsinkelsen skyldtes vanskeligheder med at finde general Marshall efter dekrypteringen og oversættelsen af den 14. del (han var ude på en morgenridetur), problemer med hærens langdistance-kommunikationssystem, en beslutning om ikke at bruge flådens faciliteter til at sende den og diverse problemer under dens overlevering gennem de kommercielle telegrafforbindelser. Af en eller anden grund blev dens "haster" markering fjernet under transmissionen, og den blev derved forsinket med endnu flere timer.
Japanske dokumenter, brugt efter krigen som beviser under en kongreshøring omkring angrebet, beviser, at den japanske regering ikke havde skrevet en krigserklæring, før de havde fået bekræftet, at angrebet var en succes. Den 2-linjer lange krigserklæring blev endelig overrakt til USA's ambassadør Joseph Grew i Tokyo omkring 10 timer efter angrebet. Han fik lov til at sende det tilbage til USA, hvor det blev modtaget sent mandag eftermiddag.
Angrebet