lang=da|thumb|300px|USA's årlige BNP i perioden 1920-40 i milliarder dollars (faste priser) . thumb|right|300px|En folkemasse er samlet foran New Yorks American Union Bank under et bankstormløb i starten af Depressionen.
Den Store Depression, eller blot Depressionen, var en dramatisk og verdensomspændende recession, som de fleste steder begyndte i 1929 og sluttede på forskellige tidspunkter i 1930’erne, alt afhængigt af, hvilket land der var tale om. Det var den største og hidtil vigtigste økonomiske depression i verdenshistorien. Depressionen begyndte i USA og spredte sig herefter til resten af verden. Depressionens omfang blev med blandet succes forsøgt stoppet med New Deal, da Franklin D. Roosevelt blev præsident i 1933.
De hårdest ramte områder var USA og Tyskland, men også det øvrige Europa og Australien blev hårdt ramt. Resten af verden mærkede også følgevirkningerne af den økonomiske krise i vesten, da deres internationale handel naturligvis også ramtes af vestens svært forringede købekraft.
Årsager Årsagen til depressionen er stadig til debat blandt økonomer, og der er foretaget omfattende studier af de specifikke økonomiske begivenheder, som indtraf under depressionen. Der kan imidlertid være grund til at skelne mellem to forhold: depressionens udløsende forhold, og depressionens forlængende forhold. Der er udbredt enighed om, at det var 1920'ernes økonomiske boom og i forlængelse heraf krakket på Wall Street den 24. oktober 1929 (Sorte Torsdag), der udløste depressionen. Årsagerne til, at depressionen fortsatte så længe, som tilfældet var, skal derimod søges i dels datidens økonomiske forhold, dels i den førte økonomiske politik under depressionen.
Depressionen udløses Depressionen står i klar modsætning til 1920'ernes højkonjunkturer, og der synes ikke tvivl om, at en væsentlig del af årsagerne til, at depressionen fik det omfang og forløb, den fik, skal søges i forhold skabt under den foregående højkonjunktur. Særlig markante var de spekulationsbølger, der ramte USA i 1920'erne, først ejendomsspekulationen i Florida og derefter aktiespekulationen på Wall Street-børsen.
De brølende tyvere
1920'erne blev i USA hovedsageligt en lang højkonjunktur. Efter en korterevarende depression fra 1920 til juli 1921 var årtiet præget af stærk økonomisk fremgang, der varede indtil august 1929, kun afbrudt af nogle mindre tilbageslag i 1924 og 1927. Den kraftige fremgang blev især trukket af dels en stigning i forbruget af især varige forbrugsgoder, dels store investeringer i de brancher, der fremstillede disse: Boligbyggeri, den hastigt voksende bilindustri og elektronikindustrien, der fremstillede radioer, vaskemaskiner, støvsugere, køleskabe mv., der alle blev udbredte i 1920'erne.Dillard, s. 474 ff.
Sidst i 1920'erne begyndte investeringerne imidlertid at aftage, da produktionskapaciteten efterhånden var rigelig i forhold til efterspørgslen. Fald i investeringerne virker selvforstærkende i forhold til konjunkturerne, da den lavere beskæftigelse i investeringsbranchen medfører fald i indkomsten og dermed et lavere forbrug, der igen medfører lavere efterspørgsel og beskæftigelse, osv. Denne mekanisme, hvor en ujævn udvikling i investeringerne i sig selv skiftevis medfører høj- og lavkonjunkturer, var set mange gange før i USA's historie, hvor højkonjunkturer og recessioner jævnligt havde afløst hinanden siden den industrielle revolution.Dillard, s. 482. Mange historikere opfatter derfor ikke de udløsende mekanismer bag depressionen som specielt usædvanlige, men fremhæver en række særlige årsager til, at dybden og varigheden af netop denne krise blev af historiske dimensioner.
Selvom de første tegn på faldende investeringer i de vigtigste brancher begyndte at vise sig så tidligt som midt i 1920'erne, fortsatte højkonjunkturen helt til 1929. Her spiller den optimisme, som de langvarige gode tider havde skabt, en stor rolle. Jo længere 1920'ernes højkonjunktur varede, jo stærkere blev overbevisningen om, at den ville vare evigt.Dillard, s. 485. Stærkest viste denne optimisme sig på aktiemarkedet, hvor USA i 1928 og 1929 oplevede den største hausse på noget børsmarked i historien indtil da.Dillard, s. 486. Priserne på værdipapirer steg højere og højere for hver måned, og midlertidige tilbagefald fulgtes af en hurtig indhentning. Der indtraf altså en spekulativ boble, hvor psykologiske faktorer blev vigtigere end investeringsanalyse.
Krakket på Wall Street
I efteråret 1929 oversteg udbuddet af værdipapirer endegyldigt efterspørgslenGalbraith, s. 115f, og følgen blev et fald i aktiernes værdi på markedet.Galbraith, s. 115, 117 Dette indebar, at deres værdi som sikkerhed for lån til spekulation faldt; det var nu kun et spørgsmål om tid, hvornår de passerede den værdi de var stillet som sikkerhed for og derfor ville blive tvangssolgt på aktiemarkedet. Da mange, for at sikre sig den nominelle værdi af deres aktier omsat i rede penge forsøgte at få dem solgt, betød det, at udbuddet langt oversteg efterspørgslen. Dermed var spekulationsboomet ovre, og fra oktober og frem indtrådte der et vedvarende fald i aktierne (sagt på almindelig dansk: de kunne ikke længere sælges til en højere værdi end den virksomhed besad, som de vedrørte). Følgerne blev: et kraftigt fald i antallet af aktiekøbere (mange gik konkurs) og dermed aktieefterspørgslen, at penge, der var stillet til rådighed for aktiemarkedet, blev tilbagekaldt,Galbraith, s. 136 at underslæb i bankerne kom frem i lyset,Galbraith, s. 152-154 at virksomheder, hvis eneste værdi lå i værdien af de værdipapirer, som de besad, praktisk talt blev værdiløse,Galbraith, s. 134, 144f og 161 at andre virksomheder faldt til deres faktiske værdi, at efterspørgslen svækkedesGalbraith, s. 191, virksomhederne nedskar investeringerGalbraith, s. 189 og antallet af ansatte, og at arbejdsløsheden voksede.Galbraith, s. 202 Dette markerede indledningen til depressionen.
Medvirkende årsager til depressionens forløb En række forhold, til dels skabt i 1920'erne, bidrog til depressionens omfang: den skæve indkomstfordeling: i 1929 tegnede de 5% rigeste amerikanere sig for omkring 33% af de samlede personindkomster (herunder renter, dividender og lejeindtægter). Disse indkomster måtte, for at holde gang i økonomien, blive omsat i enten store investeringer eller højt forbrug af luksusartikler eller begge dele. Da de rige blev ramt af sammenbruddet på Wall Street, bevirkede det et kraftigt fald i investeringer og forbrug, hvilket ramte resten af samfundet i form af manglende efterspørgsel og pengeomsætning.Galbraith, s. 193f den dårlige virksomhedsstruktur: to forhold gjorde sig gældende, dels at næringslivet havde åbnet armene for "promotorer, svindlere, bedragere, falsknere og fupmagere" - det var kort sagt "en højkonjunktur for virksomhedssvindel"Galbraith, s. 194, dels - og langt mere alvorligt dannelsen af virksomhedskæder i form af holdingselskaber og investeringsselskaber. Svagheden bestod i, at det var udbyttet fra de producerende selskaber i disse kædedannelser, der skulle finansiere obligationsrenterne for holdingselskaberne; hvis dividenderne udeblev, betød det, at obligationsejerne ikke fik de renter, de havde krav på, og dermed udløstes konkurs og sammenbrud for hele virksomhedskæden. Under disse forhold, og når indkomsterne fra salg gik ned på grund af manglende efterspørgsel og fordi gruppens eventuelle andre indkomstkilder (fx på værdipapirmarkedet) udeblev, måtte det være fristende for virksomhederne at skære ned på investeringer i og omkostningerne ved produktionen (herunder antallet af ansatte) for fortsat at være i stand til at udbetale dividende. Men netop derved svækkedes efterspørgslen efter varer og tjenester fra andre virksomheder og samtidig forstærkedes arbejdsløsheden, og dermed forstærkedes mere og mere deflationspresset, der i sidste ende kunne føre til virksomhedspyramidernes sammenbrud.Galbraith, s. 194f nye forbrugsmønstre: En højere andel af befolkningens forbrug udgjordes nu af varige forbrugsgoder - ikke bare boliger, men også biler og elektrisk husholdningsudstyr. Da indkøb af varige forbrugsgoder er særlig konjunkturfølsomme, var dette ændrede forbrugsmønster i sig selv en kilde til større ustabilitet i det private forbrug og dermed den samlede efterspørgsel i økonomien. Dillard, s. 474 den dårlige bankstruktur: bankernes højrisikoudlån til børsspekulanterne, der hvilede på "call loan" (anfordringslån)Galbraith, s. 51 og som sikkerhed havde værdien af de værdipapirer, der var stillet som dækning for lånene - og som normalt ville være helt sikre garantier, ramte ved børskrakket i 1929 tilbage på bankerne, hvis indre styrke svækkedes afgørende. Mange banker krakkede (i første halvdel af 1929 gik 346 banker konkurs med samlede indlån på 115 mio dollars), og de tilbageværende blev stærkt tilbageholdende med at give nye udlån. Derved svækkedes afgørende muligheden for at "få gang i økonomien" igen.Galbraith, s. 195f afbetalingskøb: Denne finansiering af større forbrugsgoder blev langt mere udbredt i 1920'erne og bidrog til at forstærke både højkonjunkturen i dette årti og den efterfølgende depression. Muligheden for at købe på afbetaling betød, at efterspørgslen efter forbrugsvarer i 1920'erne kunne stige hurtigere end indkomsterne. Da økonomien siden vendte og indkomsterne faldt, faldt forbrugernes nyindkøb i mange tilfælde mere end deres indkomster, fordi de stadig skulle betale af på tidligere indkøb.Dillard, s. 485 betalingsbalancens tilstand: i 1920'erne havde USA overskud på handelsbalancen i forhold til omverdenen. Dette overskud kunne kun dækkes ved enten overførsler af guld til USA (hvilket var en mulighed af tidsbegrænset art) eller ved lån fra private i USA til andre lande. 1920'erne blev en højkonjunktur for sådanne lån, ikke mindst til Latinamerika, hvor diktatorer og andre diskutable regeringer sikrede sig omfattende lån. Disse lån blev naturligvis aldrig betalt tilbage, og da krisen slog igennem, var landenes eneste mulighed for at tjene penge til tilbagebetaling at kunne sælge mere til USA. Men den amerikanske præsident Herbert Hoover og Kongressen gennemførte hurtigt højere toldsatser, hvorved muligheden for at tjene penge til lånenes tilbagebetaling bortfaldt. For de gældsbyrdede lande var eneste udvej at nedskære importen fra USA, hvilket ramte den eksportrettede del af amerikansk industri samt det amerikanske landbrug.Galbraith, s. 196-198 finanspolitikken: da krisen ramte USA, gennemførtes hurtigt beslutninger om, at budgettet skulle balancere samt at fastholde dollarens værdi. Dermed afskar regeringerne sig fra at bruge de mest effektive indgreb, man havde til rådighed for at påvirke økonomien. Det indebar, at regeringen var nødt til at fastholde et forholdsvis højt skatteniveau (og dermed svække købekraften, der kunne have stimuleret økonomien), men tillige en nedskæring af de offentlige udgifter (der kunne have skabt nye arbejdspladser og efterspørgsel fra den private sektor). Beslutningen om at fastholde dollarens værdi over for guld skyldtes frygt for inflation og bevirkede, at regeringen gjorde sig selv handlingslammet.Galbraith, s.198-203 pengepolitikken: Ifølge bl.a. Milton Friedman bar den amerikanske centralbank Federal Reserve en stor del af skylden for depressionen på grund af sin stramme pengepolitik i 1929-33, hvor den snarere skulle have lempet politikken. Friedman, Milton og Anna Jacobson Schwartz, A Monetary History of the United States, 1867–1960 (1963) I 1929-33 faldt pengemængden med en tredjedel. Ifølge Friedman og Schwartz ønskede folk at holde flere penge, end centralbanken tillod. Resultatet var, at befolkningen "hamstrede" penge ved at holde igen på forbruget. Den pengepolitiske strategi var især katastrofal under de gentagne stormløb mod bankerne i 1930, 1931, 1932 og 1933, hvor Federal Reserve ifølge denne tankegang kunne have forhindret panikken, hvis den havde været villig til at give bankerne nødlån.