Jean-Paul Charles Aymard Sartre (født 21. juni 1905, død 15. april 1980) var en fransk filosof og forfatter.
Sartre var den mest kendte repræsentant for den filosofiske retning eksistentialismen, og han var grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Desuden skrev han romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i disse værker. Han har blandt andet skrevet filmmanuskriptet Terningerne er kastet, romanen Kvalme, novellesamlingen Muren, romanserien Frihedens veje, bestående af Ensom blandt mennesker, Galgenfrist, Med døden i hjertet og Historien om Brunet. Blandt hans fiktionsværker giver Kvalme (1938) sikkert det bedste indblik i hans eksistentialistiske tænkning.
Sartres eksistentialistiske filosofi Sartre er hovedrepræsentanten for den filosofiske retning eksistentialismen, der ud fra et ateistisk livssyn lægger vægt på det enkelte menneskes ansvar og valg af livsindhold. Han har hentet mange af sine grundlæggede begreber hos Søren Kierkegaard (1813-1855), der anses for at være den første eksistensfilosof.
Ud over Sartre er Simone de Beauvoir (1908-1986) en fremtrædende repræsentant for eksistentialismen.
Sartre fremlagde sin eksistentialistiske filosofi i værkerne Væren og intet (1943) og Eksistentialisme er en humanisme (1946). Nogle vigtige begreber i hans filosofi er:
Eksistens Essens Valg Forladthed Frihed Ansvar Angst
Eksistens Eksistens betyder ”væren”, ”det at være til”.
Essens Essens betyder ”væsen”. Med menneskets ”essens” tænker Sartre på menneskets væsentlige åndelige indhold - dvs. den livsanskuelse og de etiske værdier og normer, det har.
Ifølge Sartre går menneskets eksistens forud for dets essens. Dermed vil han sige, at mennesket eksisterer før det kan defineres, dvs. før dets essens kan defineres.Eksistentialisme er en humanisme, s. 14 og 16-17. Sagt på en anden måde: Mennesket kan ikke defineres som noget bestemt, før det bliver til (bliver født, eksisterer). Mennesket har ikke en bestemt medfødt natur. Det er ikke på forhånd bestemt (determineret) til at være noget bestemt. Hvad mennesket er - hvad dets essens er - vælger det selv, efter eksistensen (efter at være blevet til (blevet født)). Mennesket har ikke nogen essens forud for eksistensen.
En modsat opfattelse af eksistentialismen går ud på, at essensen går forud for eksistensen. Det er f.eks. opfattelsen i den traditionelle kristendom, som går ud fra, at mennesket på forhånd - før det bliver til - har en bestemt natur: Det er skabt i Guds billede og er faldet i synd. Den traditionelle kristendom siger desuden, at mennesket på forhånd er forpligtet på nogle bestemte normer: tro på Jesus Kristus, næstekærlighed, de 10 bud.
Valg At menneskets eksistens går forud for dets essens betyder ifølge Sartre, at det "må bygge på subjektiviteten".Eksistentialisme er en humanisme, s. 14. Det vil sige: Det må bygge sit liv og sit åndelige livsindhold på sig selv - på sig eget subjektive valg. "Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv til." Eksistentialisme er en humanisme, s. 17. Det enkelte menneskes åndelige livsindhold (essensen) afhænger af, hvad det vælger, at dette livsindhold skal være - ikke af andet. I valget bliver man til som et bestemt menneske med en bestemt essens.
Dette valg er som sagt et subjektivt valg. Mennesket har kun sig selv at holde sig til. Der findes ingen objektive autoriteter uden for mennesket, som det kan støtte sig til. Der findes ingen Gud - og dermed findes der ingen garant for, at der findes objektive normer, dvs. normer hvis gyldighed er uafhængig af det enkelte menneske. "Vi befinder os på et plan, hvor der kun er mennesker," siger Sartre.Eksistentialisme er en humanisme, s. 26. Derfor kan der kun blive tale om subjektive normer.
Forladthed I de forskellige valgsituationer, som mennesket befinder sig i, befinder det sig ifølge Sartre i en situation af forladthed. Der findes ingen absolut autoritet uden for mennesket, som det kan holde sig til: Der findes ingen evig Gud, der findes ingen eviggyldige objektive normer (f.eks. de 10 bud), der findes ingen bog (f.eks. Bibelen), der findes ingen institution (f.eks. den romersk-katolske kirke), og der findes ingen enkeltperson (f.eks. paven), der har en absolut autoritet med hensyn til, hvordan mennesket skal leve.
Alle autoriteter uden for det enkelte menneske er relative i forhold til det enkelte menneske. De er bestemt af, hvorvidt det enkelte menneske vælger, at disse autoriteter skal være autoriteter. Til syvende og sidst findes der ingen anden autoritet for det enkelte menneske end det enkelte menneske selv. Mennesket kan kun bygge på sig selv. Det "må bygge på subjektiviteten."
Ganske vist kan man vælge en rådgiver, hvis man står over for et vanskeligt valg. Men det er én selv, der vælger, hvem der skal være éns rådgiver. Og ved at vælge rådgiver vælger man arten af det råd, man får.Eksistentialisme er en humanisme, s. 32-33. Hvis man henvender sig til en kristen præst, får man en bestemt slags råd. Hvis man henvender sig til en ateistisk psykolog, får man en anden slags råd.
Frihed Med hensyn til valget af livsindhold (essensen) befinder mennesket sig i en situation af total frihed, siger Sartre. Det har et totalt frit valg, for dets essens er ikke på forhånd fastlagt (af Gud). Essensen er udelukkende bestemt af menneskets eget - frie - valg. Mennesket er fordømt til at være frit. "Mennesket er - uden støtte og uden hjælp - henvist til hvert øjeblik at skabe mennesket." Eksistentialisme er en humanisme, s. 26-27.
Ansvar Af den totale frihed følger det totale ansvar. Når mennesket (menneskets essens) udelukkende er bestemt af dets eget frie valg, så er det totalt ansvarligt for sig selv.Eksistentialisme er en humanisme, s. 18. Det er totalt ansvarligt for sin livsanskuelse, sine værdier og sine normer - og for de handlinger, som udspringer heraf.
Ansvaret skærpes af, at de værdier, normer og handlinger, som mennesket vælger, nødvendigvis må opleves som forpligtende for alle mennesker. Man kan kun vælge det, som man mener er det gode. Og det, som man mener er det gode, må man nødvendigvis mene er det gode for alle mennesker.Eksistentialisme er en humanisme, s. 20. Ellers er det ikke det gode. Derfor bør man altid, når man handler, spørge sig selv: Hvad ville der ske, hvis alle mennesker handlede på samme måde, som jeg gør?
Angst Det enorme ansvar, som mennesket har, afføder i mange situationer angst. Når mennesket ikke har nogen ydre autoritet, der kan fortælle det, hvad det skal vælge, og når mennesket kun har sig selv at støtte sig til, så reagerer det let med angst. Når f.eks. en general har ansvaret for et stort angreb, som vil koste mange soldater livet, så vil han naturligt føle angst i forbindelse med sin beslutning om at give ordren: Gør jeg nu det rigtige? Har jeg overset noget? Hvad bliver resultatet af min ordre? Det ville være forfærdeligt, hvis nogle soldater unødigt mistede livet på grund af mig.Eksistentialisme er en humanisme, s. 23-24. Jimmy Zander Hagen: Eksistens og ansvar, s. 125.
Biografi Opvækst Sartres far, Jean Baptiste Sartre (1874-1906), døde, da sønnen var 15 måneder gammel, og enken, den 24-årige Anne-Marie, flyttede hjem til sine forældre i Paris. Hun gav sønnen, som hun kaldte Poulou, sin udelte opmærksomhed, læste for ham og spillede klaver for ham, og hendes far omtalte mor og søn som "børnene".
Sartre voksede dermed op med følelsen af, at hun var en ældre søster; og det knuste ham helt, da hun giftede sig igen i 1916 med Joseph Mancy, der var marineingeniør. Til sin dødsdag hadede han sin stedfar, der flyttede dem til et liv i La Rochelle. Hans nye skolekammerater var børn af fiskere, der så ned på den skeløjede pariser og gav ham klø. I selvforsvar blev Sartre snart et bøllefrø af samme skuffe, og stjal penge fra sin mors taske for at kunne bestikke sine plageånder med kager.
I puberteten blev han pint af bevidstheden om at være grim, men besluttede sig til sidst for at overse det. Han blev aldrig højere end 1,58 meter og var meget skeløjet. Når han ikke kunne tiltrække kvinder med sit udseende, indså han som teenager, at han måtte forføre dem med ord – les mots – som også var titlen på den beretning om sine første 11 år, han udgav i 1963, og som han året efter fik nobelprisen for.
Sartres mor var kusine af Albert Schweitzer (hendes far, Charles Schweitzer, var en ældre bror af Albert Schweitzers far, Louis Théophile), og Sartre omtalte ham – noget upræcist - som "onkel Al".
Som 16-årig blev Sartre sendt tilbage til Paris, som internatelev ved sin gamle skole, lycée Henri IV ("Henrik den fjerdes gymnasium"). Sammen med Paul Nizan fartede han i timevis rundt i gaderne. Nizan vakte hans interesse for moderne litteratur, og de to drenge læste hinandens skriftlige arbejder og diskuterede fortælleteknik. Sammen tilbragte de to år ved lycée Louis-le-Grand som forberedelse til de fire år ved École Normale Supérieure, Frankrigs mest prestigefyldte institut, kun for mænd.
Sartre var i sit es på École Normale; han smed vandbomber på venner i aftenhabit; skrev et revynummer, hvor han spillede skolens rektor; spillede klaver i fællesrummet; og gik helhjertet ind for de ondskabsfulde ritualer over for nye studenter. Nizan vantrivedes derimod stærkt ved skolens miljø, og tog et friår. Sartre på sin side dumpede til eksamen i 1928. Derfor kom han og Nizan til at aflægge eksamen sammen det følgende år, samtidig med den yngre Simone de Beauvoir - som havde halet ind på dem med et år ved at gå op til lærereksamen samtidig.Hazel Rowley: I tykt og tynt (s. 20-22)
Mødet med Beauvoir thumb| Sartre og Simone de Beauvoir ved mindesmærket for Balzac. Sartre og Simone de Beauvoir var blandt 76 studenter fra hele landet, der skulle aflægge den stærkt konkurrenceprægede, skriftlige agrégation-eksamen i filosofi i 1929. Filosofi havde en ærværdig tradition i Frankrig, og tiltrak sig de bedste af studenterne. Bestod man agrégation, var man sikret livslang ansættelse som lektor i landets offentlige gymnasier.
Resultaterne blev slået op 17. juli, og 26 kandidater var lykkedes (hvoraf seks kvinder). Sartre, Beauvoir og Nizan var blandt dem, der nu skulle videre til den ekstremt krævende mundtlige eksamen: Fire adskilte prøver foran en seksmandsjury. Sværest var la grande leçon, hvor kandidaterne trak et emne ud af en hat og fik fire timer i Sorbonnes bibliotek til at forberede en undervisningstime på college-niveau. Dertil kom læsning af tekster på gammelgræsk, latin og fransk, som studenterne fik en time til at forberede. Mundtlig eksamen var en offentlig begivenhed, hvor studenterne fik stor offentlig opmærksomhed.Hazel Rowley: I tykt og tynt (s. 30.31)
Sartre og Beauvoir læste intenst sammen, og 30. juli kom han på første plads blandt årets beståede; og Beauvoir kun to points efter ham. Juryen havde længe diskuteret, om de skulle give hende førsteplads. De var yderst imponerede over hende. Med sine 21 år var Beauvoir den yngste, som nogensinde havde aflagt agrégation, og dertil tog hun samtidig lærereksamen. Omsider bestemte de sig for Sartre, fordi han var oppe til eksamen for anden gang.
Sartre og Beauvoir aftalte at mødes i Limousin, hvor Beauvoir var på ferie hos sin fars familie. Sartre brød sig ikke om naturen og beskrev sig som "allergisk mod klorofyl". Men hver dag sad de i græsset og samtalte i timevis. Han var en opmærksom lytter, og spåede dem en fælles fremtid med hårdt arbejde og rejser. Til eksamen havde begge skrevet om emnet "Frihed og tilfældighed". Sartre mente, de fleste flygter fra friheden. Selv ville han hverken giftes eller have børn. Han afskyede synet af gravide kvinder og syntes, spædbørn lugtede af tis. Hans glødende ønske var at blive en stor skribent; han opfattede sig som en Stendhal og Spinoza.