thumb|right|Det skraverede område er Guayana Esequiba, som Venezuela gør krav på. Guayana Esequiba er et område i Guyana, som Venezuela gør krav på. Navnet Guayana Esequiba anvendes kun af Venezuela. Det består af seks administrative regioner i Guyana: Barima-Waini, Cuyuni-Mazaruni, Pomeroon-Supernaam, Potaro-Siparuni, Øvre Takutu-Øvre Essequibo og Essequiboøerne-Vestdemerara. Arealet er på 159.500 km².
De spanske myndigheder gjorde første gang krav på området i en rapport dateret 10. juli 1788, hvor det var en del af vicekongedømmet Ny Granada og efterfølgende af Generalkaptajnatet Venezuela. Efterfølgende blev området af hollænderne gjort til en del af kolonien Essequibo og senere igen af briterne som en del af Britisk Guiana. I 1840 gjorde Venezuela krav på hele Guyana vest for Essequibo-floden, hvilket er 62% af Guyana. Storbritannien og Venezuela havde stridigheder om grænsen mellem det, der på det tidspunkt var Britisk Guiana, og Venezuela i det meste af det 19. århundrede. 21. februar 1881 foreslog Venezuela i en note til Lord Grenville, den daværende britiske udenrigsminister, en grænse startende ved et punkt en mil nord for Moruka-floden gående derfra vestpå til 60. meridian og derfra sydpå langs meridianen. Dette ville have gjort Barimi-distriktet venezuelansk. Venezuelas regering modificerede sine krav over området vest for Essequibo og krævede, at grænsen skulle gå fra Moruka-flodens munding sydpå til Cuyuni tæt på det sted, hvor den løber sammen med Mazaruni og derfra langs østsiden af Essequibo til den brasilianske grænse. Storbritannien og Venezuela accepterede en afgørelse herom i 1899.
Venezuela rejste formelt spørgsmålet igen i 1962, fire år før Guyanas uafhængighed fra Storbritannien. Ved et møde i Geneve i 1966 enedes de to lande om at indhente rådgivning fra en repræsentant fra FN's generalsekretær om måder at afgøre spørgsmålet på fredelig vis. Diplomatiske kontakter mellem de to lande og generalsekretærens repræsentant eksisterer fortsat.
Venezuelanske kort har siden 1970 angivet hele området på østbredden af Essequibo samt øerne i floden som venezuelansk område.
Historie I 1648 underskrev Spanien freden i Münster med de Forenede Nederlande, hvorved Spanien anerkendte Nederlandenes selvstændighed og også små nederlandske besiddelser øst for Essequibo-floden, som var blevet grundlagt af hollændere, før området var anerkendt af Spanien. Imidlertid begyndte hollænderne ikke så mange år efter Münster-freden gradvist at sprede sig vest for Essquibo, ind i den spanske Guyana-provins. Disse nye bosættelser blev konstant anfægtet og ødelagt af de spanske myndigheder.
Den franske Encyclopédie, udgivet i anden halvdel af det 18. århundrede, angav grænsen som værende Essequibo-floden.
Da Spanien dannede Generalkaptajnatet Venezuela i 1777, blev det gentaget, at den naturlige grænse mellem det spanske område og den hollandske koloni var Essequibo-floden. De spanske myndigheder fremførte i en rapport dateret 10. juli 1788 et formelt krav i forhold den den hollandske ekspansion ud fra det hollandske område og forslog en konkret grænsedragning. Imidlertid blev der aldrig defineret en grænse mellem de spanske og de hollandske besiddelser. Som et led i den engelsk-hollandske aftale (1814) blev de hollandske kolonier Demerara, Berbice og Essequibo overdraget til Storbritannien. I 1831 samlede Storbritannien disse tre i Britisk Guiana med Essequibo-floden som vestgrænse, skønt mange britiske bosættere boede vest for floden.
I 1822 havde den befuldmægtigede minister José Rafael Revenga fra Storcolombia klaget til den britiske regering på vegne af Simón Bolívar over tilstedeværelsen af britiske bosættere i et territorium, som Venezuela gjorde krav på: "Kolonisterne fra Demerara og Berbice har tilranet sig et stort landområde, som ifølge de seneste aftaler mellem Spanien og Holland tilhører vores land, vest for Essequibo. Det er afgørende, at disse bosættere underlægges vores jurisdiktion og overholder vores lovgivning eller i modsat fald sendes tilbage til deres tidligere besiddelser."
I 1824 udpegede Venezuela José Manuel Hurtado som ny ambassadør i Storbritannien. Han overbragte officielt til den britiske regering Venezuelas krav på, at Essequibo skulle være grænse, og dette protesterede briterne ikke imod. Men trods dette fortsatte den britiske regering med at støtte koloniseringen af territoriet vest for Essequibo i de følgende år.
Schomburgk-linjen thumb|right|Kort over de britiske efterstræbte områder 1896. I 1835 foretog den tyskfødte opdagelsesrejsende og naturhistoriker Robert Hermann Schomburgk under protektion af det britiske Royal Geographical Society botaniske og geografiske undersøgelser af Britisk Guiana. Dette resulterede i en skitse over området med en linje, der markerede, hvad han mente var vestgrænsen som hævdet af hollænderne. Som resultat heraf fik han i 1840 kommission af den britiske regering til at undersøge Guianas grænser. Undersøgelserne resulterede i det, der blev kendt som Schomburgk-linjen. Schomburgks oprindelige skitse, der blev offentliggjort i 1840, var den eneste version af Schomburgk-linjen, der var offentligt tilgængelig før 1886, hvilket senere førte til beskyldninger fra den amerikanske præsident Grover Cleveland om, at linjen var blevet flyttet "på mystisk vis".
Linjen gik et pænt stykke videre end de britiskbesatte områder og gav Britisk Guiana kontrol over hele udmundingen af Orinoco. Ifølge Schomburgk omfattede det ikke hele det område, som Storbritannien legitimt kunne gør krav på. Venezuela bestred Schomburgks angivelse af grænsemarkeringen ved Orinoco og gjorde i 1844 krav på alle dele af Guiana vest for Essequibo-floden. Ligeledes i 1844 foreslog briterne at give Venezuela fuld kontrol over Orinoco-flodmundingen, mens naboområderne ikke blev omtalt. I 1850 nåede Venezuela og Storbritannien til enighed om at undlade at kolonisere det omstridte område, selv om det ikke indgik i aftalen, hvorfra og hvortil dette område gik.
Uenighederne bestod fortsat uden større omtale indtil 1876, hvor der var blevet oprettet guldminer bemandet med primært engelsktalende arbejdere i Cuyuni-flodbassinet, hvilket var venezuelansk territorium vest for Schomburgk-linjen, men inden for det område, som Schomburgk mente, at briterne også kunne gøre krav på. I 1876 gentog Venezuela derpå deres krav på området østpå til Essequibo-floden, hvortil briterne svarede med et modkrav, der omfattede hele Cuyani-bassinet, skønt dette blot var et formelt krav, som de ikke havde tænkt sig at føre ud i livet. 21. februar 1881 foreslog Venezuela nu en grænsedragning på en linje begyndende fra et punkt én mile nord for Moruka-floden, trukket vestpå til den 60. længdekreds og derfra sydpå langs længdekredsen. Dette ville have sikret Venezuela Baruma-distriktet.
I oktober 1886 erklærede briterne Schomburgk-linjen som værende provisorisk grænse for Britisk Guiana, og i februar 1887 afbrød Venezuela de diplomatiske forbindelser. I 1894 appellerede Venezuela til USA om at gribe ind på baggrund af Monroedoktrinen. USA havde ikke specielt lyst til at blive involveret og nøjedes med at foreslå mægling.
Venezuelakrisen i 1895 thumb|right|Officielt kort over Venezuelas Forenede Stater af L. Robelin fra 1890, hvorpå man ser Venezuelas historiske krav på det omstridte område. Den langvarige strid blev i 1895 til en diplomatisk krise. Venezuela hyrede William Lindsay Scruggs som sin lobbyist i Washington D.C., og han fremførte landets argument om, de britiske handlinger var i strid med Montroedoktrinen. Scruggs benyttede sin indflydelse til at få den amerikanske regering til at acceptere dette krav og involvere sig i striden. Præsident Grover Cleveland valgte en bred fortolkning af doktrinen, der ikke blot forbød ny europæisk kolonisering, men også erklærede alle forhold på halvkuglen som amerikanske interesser. Den britiske premierminister, lord Salisbury, og den britiske ambassadør i USA, lord Pauncefote, fejlbedømte begge alvoren af den amerikanske regerings syn på sagen. Kernen i krisen blev Storbritanniens afvisning af at inkludere området øst for Schomburgk-linjen i den foreslåede internationale mægling. I den sidste ende trak briterne i land og accepterede stiltiende amerikanernes ret til at gribe ind under Monroedoktrinen. Den amerikanske indgriben tvang briterne til at acceptere mægling angående hele det omstridte territorium.
Washington-aftalen Aftalen om mægling mellem Venezuela og Storbritannien blev underskrevet i Washington 2. februar 1897. Denne aftale fastslog specielt den retlige basis for mæglingen, og i dens første artikel hed det: "Et mæglingstribunal skal straks nedsættes til at fastslå grænsedragningen mellem Venezuelas Forenede Stater og kolonien Britisk Guiana."
Mæglingsaftalen afstak den retlige grund, procedurer og betingelser for tribunalet med henblik på at løse striden og nå frem til en grænsedragning. I dens tredje artikel hed det: "Tribunalet skal undersøge og få rede på udstrækningen af de territorier, der tilhører, eller som lovmæssigt kan kræves at høre til De Forenede Nederlande eller Kongeriget Spanien på tidspunktet, hvor Storbritannien overtog kolonien Britisk Guiana, og skal beslutte grænselinjen mellem kolonien Britisk Guiana og Venezuelas Forenede Stater." Aftalen fastsatte også de regler og principper, som tribunalet skulle følge for at drage grænselinjen.
Mægling De to parters krav blev forelagt et tribunal bestående af fem mæglere: to fra Storbritannien, to fra USA (repræsenterende Venezuelas interesser) og en fra Rusland, som formodedes at være neutral. Venezuela gentog sine krav om at få området vest for Essequibo og forlangte, at grænsen skulle gå fra udmundingen af Moruka, sydpå til Cuyuni i nærheden af dens møde med Mazaruni-floden og derfra langs østbredden til den brasilianske grænse. I 1899 afgjorde tribunalet striden hovedsageligt efter briternes krav. Schomburgk-linjen blev – med to undtagelser – gjort til grænselinjen mellem Britisk Guiana og Venezuela. Den ene undtagelse var, at Venezuela fik tildelt Barima-spidsen i udmundingen af Orinoco, hvorved venezuelanerne fik uindskrænket kontrol over floden og dermed muligheden for at opkræve afgifter på venezuelansk handel. Den anden undtagelse placerede grænsen på Wenamu-floden frem for Cuyuni, hvilket gav Venezuela et betydeligt område øst for linjen. Men overordnet set blev størstedelen af det omstridte område tildelt Storbritannien, heriblandt guldminerne.
De venezuelanske repræsentanter protesterede over resultatet, idet de hævdede, at briterne urimeligt havde påvirket det russiske tribunalmedlems beslutning. Men som et fattigt land med relativt begrænset militær kapacitet kunne Venezuela ikke gennemtvinge sine krav mod briterne med våben. Man måtte nøjes med, med jævne mellemrum, at protestere på den hjemlige politiske arena samt i internationale diplomatiske sammenhænge.
Fornyet konflikt thumb|right|Kort over Guyana, der viser Essequibo-floden og den afvandingsområde (markeret med mørk farve). Venezuela gør krav på indtil vestbredden af floden. Det historiske krav fra Storbritannien inkluderede afvandingsområdet et pænt stykke ind i vore dages Venezuela. I 1899, kort efter offentliggørelsen af mæglingsresultatet, blev USA's advokat for Venezuela interviewet og påpegede deres første indvending:
Den venezuelanske regering udtrykte næsten øjeblikkeligt utilfredshed med mæglingsafgørelsen fra 1899. Allerede 7. oktober 1899 satte Venezuela ord på sin fordømmelse af resultatet og krævede en genforhandling af landets østgrænse mod Britisk Guiana: På denne dag gjorde Venezuelas udenrigsminister, José Andrade, det klart, at mæglingsafgørelsen var et produkt af aftalt politisk spil, og at Venezuela ikke ville rette sig efter den. Efter at talrige bilaterale diplomatiske forsøg ikke havde overbevist landet om, at Storbritannien ville annullere mæglingsafgørelsen, undsagde Venezuela den inden den første forsamling i det nyoprettede FN i 1945.