thumb|Kortet viser Danmarks grænser efter tabet af Skånelandene i 1660
Danmarks historie (1660-1814) indrammes af to begivenheder af stor betydning for Danmarks historie. I 1660 mistede Danmark definitivt Skånelandene i kølvandet på Svenskekrigene. Dog gjorde Bornholm modstand og kom igen under dansk styre. Det store tab medvirkede samtidig til indførelsen af enevælden i 1661.
Under Skånske Krig og i flere senere perioder var landet i krig med specielt Sverige om herredømmet over Skånelandene og Nordtyskland. Også medhertugerne af Slesvig-Holsten, de såkaldte gottorpere, voldte Danmark store problemer, men de blev endelig løst på fredelig vis i 1773. Under den sindssyge kong Christian 7. blev styret overtaget af skiftende personer, inden hans søn, kronprins Frederik, satte sig tungt på magten de sidste 24 år af sin fars regeringstid. Han var i højere grad end faderen tilhænger af oplyst enevælde og tillægges sammen med centraladministrationen hovedansvaret for landboreformerne i slutningen af 1780'erne.
Mod periodens slutning var Danmark involveret i Napoleonskrigene, der kulminerede med, at Danmark gik statsbankerot, og at Norge blev afstået til kongen af Sverige.
Enevælden
Danmark var under Karl Gustav-krigene på nippet til at blive erobret af Sverige, og ved Roskildefreden i 1658 afstod landet Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, mens Norge afstod Bohus og Trondhjem len. Efter den svenske belejring af København i 1659 var slået fejl og svenskerne var blevet drevet ud af Fyn, indgik parterne en ny fredsaftale ved freden i København i 1660, hvor Danmark fik de norske len og Bornholm tilbage. Stormagterne ønskede ikke, at Sverige fik det besatte Sjælland, men var på den anden side tilfredse med, at kontrollen med Øresund nu blev delt mellem de to stridende parter. Det var imidlertid et forarmet land, der blev reddet. Både de fjendtlige og de allierede tropper havde hærget landet, og pestepidemier, årtiers forøgede skattetryk og dårlige landbrugskonjunkturer havde lagt landsdele mere eller mindre øde. Staten var på fallittens rand efter at have lånt kæmpe beløb hos pengeudlånere for at finansiere krigene. Disse pengeudlånere havde til gengæld fået krongods i pant, men da det netop var krongodset, der gav staten indtægter, var det svært at skaffe midler til kreditorerne.
Arvekonge I juni 1658 henvendte Københavns borgmestre og råd sig til kong Frederik 3. med ønsket om selvstyre og fritagelse for troppeindkvartering. Samtidig ønskede de, at adelens godsprivilegium blev ophævet, og at København blev gjort til stabelstad for Sjælland og Møn (monopol på al handel til et område). Da svenskerne den 10. august 1658 stod uden for byen, opfyldte kongen alle ønskerne og gjorde samtidig København til fri rigsstad og -stand, hvilket bl.a. indebar, at told og andre afgifter, som byen blev pålagt, skulle godkendes af borgerne. Ligeledes fik de adgang til embeder på lige fod med adelen. Grunden til tildelingen af privilegier var den vanskelige situation: København var landets sidste bastion, og staten skyldte store summer til københavnske leverandører og pengeudlånere.
Den 2. august 1660 indkaldte rigsrådet på kongens foranledning adelen, gejstligheden og borgerskabet til et stændermøde, hvis formål var at redde landet. Stændermødet begyndte 10. august i den store sal på Københavns Slot, hvor de tre stænder var samlet. Rigshofmesteren efter Corfitz Ulfeldt, Joachim Gersdorff, holdt en åbningstale og roste kongens mod og byens modstandsvilje under belejringen. Derpå blev de første forslag fremsat: indførsel af en konsumtionsskat, en forbrugsafgift på 8 % og en stempelafgift.
Stænderne forhandlede hver for for sig. Borgerne og de gejstlige tiltrådte forslaget den 15. september på den betingelse, at alle stænder blev stillet lige; adelen skulle altså også betale. På et fællesmøde 19. september sagde adelen nej, og stænderne var tilbage ved udgangspunktet. thumb|left|Borgmester Hans Nansen Denne diskussion var dog allerede blevet overflødig, da borgerskabet den 15. september havde vedtaget et forslag med mere vidtgående reformer. For fremtiden skulle alle lensindtægter gå til kongen, og lensmanden skulle i stedet have en årlig løn. Adelen og bønderne skulle betale en plovskat, og arvinger skulle betale en arveafgift på 2 %. Statskreditorerne skulle nedskrive deres fordringer for at styrke rigets finanser. Samtidig skulle en række kongelige embedsmænd afskediges. Vornedskabet og ægten, den gratis hovkørsel, skulle afløses af en pengeafgift, som Christian 4. allerede havde prøvet at indføre. Hæren skulle bestå af frivillige soldater, der skulle aflønnes af de bønder, der ville betale sig fra at springe soldat. Flåden skulle primært bestå af armerede handelsskibe, og riget skulle først og fremmest beskyttes udefra med diplomatiske alliancer. Købstæderne kunne glæde sig over at tolden mellem landsdelene skulle ophæves, lensmandens indflydelse på valget af borgmestre og rådsmænd afskaffedes og købstæderne skulle have eneret på al handel i deres område. Hver provins skulle have en repræsentant med fri adgang til kongen og rigsrådet, og der skulle holdes årlige provinsborgermøder, og intet vigtigt kunne bestemmes uden stændernes samtykke.
Forslaget blev aldrig indleveret, sikkert fordi den københavnske delegation aldrig ville have godkendt det, da der iblandt dem var mange kreditorer, der ikke ville nedskrive deres fordringer. Desuden ville kongen nok ikke have brudt sig om den slet skjulte hentydning til, at hoffet havde for mange ansatte. Forslaget dukkede dog op igen den 20. september i en barberet udgave, hvor hof- og militærbesparelserne, opfordringen til kreditorerne samt arveafgift og stænderstyre var udeladt. Men da nogle af provinskøbstæderne fastholdt det oprindelige forslag, blev det nye forslag heller ikke indleveret.
Om adelen opfangede denne splid i borgerskabet vides ikke, men den kom selv hurtigt med sit skatteudspil. Nu ville den i stedet for konsumtionsskatten betale 1½ daler for hver af sine tjenere. Borgerskabet svarede, at de ligeledes gerne ville betale de 1½ daler for deres tjenere, men så ville de heller ikke betale konsumtionsskatten. Ligheden var altså vigtigere end betalingen.
Da borgerskabets repræsentanter fornemmede, at adelen måske snart ville gå med til konsumtionsskatten, fremsatte de 20. september-forslaget, som indeholdt den for adelen helt uacceptable lensreform. Denne taktik virkede, og den 30. september tilbød adelen at betale en konsumtionsafgift. Det nye forslag indeholdt højere takster, end de andre stænder havde godkendt, og da regeringen samtidig som tillæg hertil havde vedtaget en stempelafgift, der ensidigt ramte borgerskabet, sagde både borgerne og de gejstlige nej. Stempelafgiften blev undgået ved, at Københavns borgmestre den 7. oktober nægtede at offentliggøre forordningen om selvsamme stempelafgift. thumb|Arvehyldningen i 1660 Dagen efter fremsatte Københavns borgmester, Hans Nansen, i et møde for borgerskabets repræsentanter et forslag om at tilbyde Frederik 3. riget som arverige. Gejstlighedens repræsentantskab støttede borgernes forslag, og sammen fremlagde de det for rigshofmesteren. Forslaget skulle behandles af rigsrådet, men da det vidste, at det ville betyde enden på dets magt, hvis det ikke frit kunne vælge kongens efterfølger, tøvede det med svaret. Da der stadig ikke var kommet svar den 10. oktober, gik de to andre stænder i fællesskab i demonstration til rådstuen for at kræve et svar. Rådets førstemand sagde nej med den begrundelse, at rigsrådet ikke var fuldtalligt. Derfra gik de til kongen, der erklærede, at han ville svare dagen efter. Samme aften blev Københavns byporte lukket og byen blev erklæret i militær undtagelsestilstand. Hvis nogen ønskede at forlade byen, skulle de henvende sig direkte til Hans Nansen. Der blev indført skærpet bevæbning for at forhindre, at nogen forlod byen uden tilladelse, og uden for havnen lå skibe for at forhindre flugt ad søvejen. Adelens repræsentanter og rigsrådet var reelt spærret inde.
Den 13. oktober gav rigsrådet endelig op, og samme dag nedsatte kongen et udvalg bestående af repræsentanter fra de tre stænder. Udvalget skulle foreslå, hvad der skulle ske, når valgkongedømmet var afskaffet. Det kunne de ikke enes om. Bortset fra et forslag om annullering af håndfæstningen overlod de det til kongen at sørge for det videre forløb. Den 16. oktober blev håndfæstningen afskaffet, og to dage efter kunne Frederik 3. modtage arvehyldningen på en tribune foran Børsen. For at kunne sige at hele det danske folk havde gjort kongen til deres arveherre, var der indkaldt nogle bønder fra Amager til at aflægge eden på vegne af bondestanden. Blandt historikere er der uenighed om, hvorvidt statsomvæltningen var udtryk for en decideret strategi fra kongens side eller blot en udnyttelse af de muligheder, som stridighederne mellem stænderne muliggjorde.
Enevoldskonge Det var nu kongens opgave at ordne det fremtidige styre af landet, da arverige ikke er er lig med enevældsrige. De tre stænder indleverede deres privilegieandragender, da kongen havde lovet de tre stænder at garantere deres ret. Adelen ønskede at beholde deres privilegier i henhold til den kasserede håndfæstning uden retten til at vælge kongen. Borgerskabets andragende lå i forlængelse af 20. september-forslaget, og samtidig ønskede de, at stænderne fik forelagt alle love og forordninger til gennemlæsning og bemærkninger "førend de til trykken forfærdigedes". Gejstligheden ønskede bare status quo. Kongen sendte andragenderne i syltekrukken, og efter at han havde indført en konsumtionsskat og en kopskat, som adelen også skulle betale, opløstes stændermødet i december.
Styret blev ordnet ved at oprette et statskollegium, der skulle ordne alle vigtige inden- og udenrigske sager, men blot havde rådgivende beføjelser. Ligeledes oprettedes skatkammerkollegiet, kancellikollegiet, admiralitetskollegiet, krigskollegiet og i 1661 Højesteret samt i 1668 commercekollegiet til behandling af den borgerlige næring. Et kollegium og Højesteret bestod af 8–12 medlemmer med en præsident i spidsen. Det skulle behandle kongens eller deres egne forslag, hvorefter kongen skulle tage stilling til dem. For Højesterets vedkommende skulle mindst halvdelen af medlemmerne være adelige og resten kyndige borgerlige.
Da det nye statsapparat var på plads, udsendte kongen 10. januar 1661 aktstykket enevoldsarveregeringsakten, der dannede grunden for det nye enevældsstyre. Aktstykket var udformet som et forpligtelsesbrev, som de adelige og repræsentanter fra borgerskabet og de gejstlige underskrev af egen fri vilje og uden kongelig tilskyndelse hyldede og bekræftede Hans Kongelige Majestæt som een absolut og suveræn arve herre... Med denne underskrevne akt var Danmark ligesom visse andre europæiske lande blevet en enevældig stat. Nogle få ikke indflydelsesrige adelige skrev ikke under, men det betød ikke noget, og enevælden varede de næste 187 år. Den 24. juni udstedte Frederik 3. de tre stænders privilegier. Adelen beholdt deres rettigheder over bønder og gods, men mistede alle politiske beføjelser. Borgerskabet fik skattelighed med adelen og adgang til embeder. Til gengæld var der ingen provinsborgermøder eller selvstyre til købstæderne. Kongen ville selv sørge for, at købstæderne fik råd og borgmestre. Ligeledes var Københavns privilegier fra 1658 skrumpet betydeligt ind. Der var kun stabelretten tilbage. De gejstliges privilegier var uændrede. Året efter blev lensvæsenet ophævet og lenene omdøbt til amter med kongeligt udnævnte og fastlønnede amtmænd i spidsen. Amtets økonomiske forvaltning blev varetaget af en amtsskriver, senere kaldt amtsforvalter.